En tale til den sidste romantiker

Mads Holger. For helvede.

Du blev 38 år, lidt mere end 10 år ældre end jeg er nu.
Jeg kendte dig ikke, men kendte alligevel til dig. Du virkede stor i dit eget billede, og jeg tror, du var klar over, at du var lidt af et ikon for mange – især i min generation.
Det er ikke nødvendigvis en god eller en dårlig ting. Det er bare en ting at være.

Lige nu sprudler en underskov af folk frem på Facebook, der dedikerer en statusopdatering som en art sørgebind til dig, Mads Holger. De skriver RIP, fordi vi kommer til at savne dit skælmske smil og din måde at skrive, hvad så mange ikke vidste, de tænkte.
Jeg kendte dig ikke, men jeg kendte til dig. Jeg kendte til dig som en mand med en pige på armen og en drink i hånden, for jeg mødte dig oftest i festligt lag.
Første gang, jeg så dig, sad du og røg smøger i fjernsynet i DR2-programmet Den 11. time. Jeg var 17 eller 18 år og forstod ikke, hvad du havde gang i, men du røg i studiet, og det måtte man ikke. Da jeg senere gik på universitetet, hørte jeg, at nogle af mine veninder herfra havde opsøgt dig via Facebook. Ser du, du var jo nok lidt tillokkende for dem. En rigtig ener. Måske den slags mand, de ikke kunne finde blandt mig og mine andre mandlige medstuderende.
Men du var også spændende for os ungersvende. Vi grinede med, når du skrev om Læder Bob Marley, der altid gav omgange, men skred fra regningen, han var nemlig socialist. Eller når vi hvert år kunne se frem til, at du endelig ville skrive, at du var veltilpas, for nu var alle københavnerne taget til Roskilde Festival, som forøvrigt heller ikke kunne slippe uden et drag over nakken.

Ja, undskyld, jeg kun kan nævne sådan nogle nylige eksempler fra dine skarpe udfald, Mads Holger, men jeg er jo en af de unge, historieløse, du nok ikke ville have brudt dig om, men brudt om at ironisere over på et tidspunkt, måske på Facebook eller i en avisklumme.
Vi måtte jo ikke bryde os om dine meninger, men vi kunne godt lide dig, os de unge. Du var lidt som Ekstra Bladet, du var folkelig, uden at folket kunne lide dig. Dine holdninger var jo ikke godkendte. Men du var spændende!
Vi mødtes kun nogle få gange, og jeg ved ikke, om du kunne lide mig, endsige kunne huske mig. Jeg fulgte dig for Radio24syv, vores tidligere fælles arbejdsplads, på valgdagen, da du stillede op til Folketinget. Du blev solgt som et væg-til-væg tæppe fra Biva til spotpris og til alle. Du blev endda fulgt med et kamerahold 24 timer i streg. Hvis du var en øl, så var det her på valgdagen, jeg tydeligst så ingredienserne og kunne dufte humlen til, hvad det var for noget, der var ekstraordinært ved dig. Din charme, dit bid og din intelligens var jo desværre også det, der blev din bane.
Jeg havde kun tre-fem minutter til at interviewe dig i, og jeg havde forberedt nogle skarpe spørgsmål, der efter tragt-modellen skulle få dig ud af fatning, jeg var fuld af praktikant-iver og klar på succes, men du tog hele styringen efter mit joviale åbningsspørgsmål, Mads Holger, på humoristisk vis.
Og deri ligger tragedien. Mens du insisterede på, at du ikke spillede en karakter, så nægtede vi andre at tro det. Vi så dig allesammen som en begivenhed a la en orkan, en charlatan, en hofnar – og her stod du fanget i din egen karakter, med en masse lyst til at gøre en forskel. At være ægte konservativ, selvom de legitime konservative ikke ville have dig. Jeg tror, vi tog fejl.

Mod slutningen af året var jeg til en efterfest hjemme hos dig, i din spartansk indrettede herskabslejlighed i klunkestil. Danmark havde lige stemt nej til at afskaffe retsforbeholdet, og fra din stol for enden af bordet i stuen og i køkkenet for enden af gangen holdt du et herligt hof. Her kunne man finde dig dirigere både musikken fra en venindes MacBook og snakken om de unges og EUs fremtid. Hele selskabet blev ved til den lyse morgen, med en pige på armen og en drink i hånden. Sådan vil jeg huske dig, tror jeg. Folkelig nok til at være med i Til Middag Hos sammen med René Dif (Diffen, som du kaldte ham sidst på aftenen), men samtidig også skarp nok til at have en af de mest læste klummer hos den gamle tante Berlinger. Du var spændende, fordi legenderne og rygterne løb dig i forvejen. Alle syntes altid at vide et eller andet om dig. Du var også spændende, fordi vi så dig som fast defineret - hvor vi andre hver morgen skulle beslutte om vi ville være Spider-man, Hulk eller Superman, så valgte du altid Batman.

Jeg kommer aldrig til at lære dig at kende, endskønt jeg gerne ville have haft lejligheden, men nu kender vi alle –trods alt– til dig. Og så kan vi beundre dig eller lade være. Men vi kan kun respektere dig.

Du kan anonymt få hjælp og støtte hos Livslinien på 70 210 210

Mads Holger: Mine kilder siger, at der står valg på menuen

Qvortrup: Det er point of no return for Søren Pape