VICE-interviewet: Patti Smith

Dette er VICE Interviewet. Hver uge spørger vi en kendt og/eller interessant person den samme række spørgsmål i et forsøg på at få et kig ind i deres verden.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Hun er maler, poet og punker. En historiefortæller, der kan bruge ethvert medie, og oplevelsesrejsende over hele planeten. Sidste år spillede hun to udsolgte koncert i København - og under overskriften 'An evening of Words and Music' vender ikonet Patti Smith i aften tilbage og spiller i Koncertsalen.

Hendes kreative liv - som hun fortæller fascinerende og detaljeret om i sine erindringer Just Kids og M Train – begyndte først i 1970'ernes New York, da hun var en ung kvinde. Her byttede hun sine kunstværker for en seng på Chelsea Hotel og hang ud med Allen Ginsberg og Thurston Moore. Hun havde ikke altid råd til mad, men overlevede i en by, der dengang var billig og havde plads til drømmere, og hun begyndte således sine forsøg på at indfange sin generations energi.

Hun havde egentlig ikke planer om at lave en plade, men hendes debutalbum Horses var og er fejret som et af det forrige århundredes vigtigste. Trodsig og androgyn stirrer hun ned i kameralinsen på albumcoveret, et fotografi taget af hendes daværende unge elsker Robert Mapplethorpe. Patti Smiths passion for andre menneskers kreative arbejde, såvel som hendes eget, smitter. Efter nogle stille år med sin familie vendte hun tilbage til scenen i 90'erne og har lavet musik og turneret lige siden. Hendes live-shows er mere en slags spirituel kollektiv vækkelse end en koncert. Patti Smith er overjordisk og alligevel det mest humane menneske.

Hun var lige ankommet fra Tokyo og prøvede at komme sig over sin jetlag, da vi i juli mødte hende på et hotelværelse forud for hendes koncert i Hyde Park.

Hvor mange bøger har du rent faktisk læst og færdiggjort i løbet af det sidste år? Du må ikke lyve.
Det ved jeg faktisk ikke, for jeg læser hver dag. Det jeg ved jeg ikke … Mindst 200? Men nogle gange genlæser jeg en bog. Når jeg er ude at rejse leder jeg efter boghandlere med bøger på engelsk. Jeg er glad for at være i London, for her er det intet problem. Jeg er meget optaget af en fransk forfatter ved navn Patrick Modiano. Jeg blev opslugt i hans univers, så jeg endte med at læse alle hans bøger, der er oversat til engelsk. Jeg er ved at genlæse hans bog Paris Nocturne. Jeg har også en udgave af The Wasteland med mig og er i gang med at læse en biografi om Simone Weil af Francine du Plessix Gray. Når jeg er færdig her i London, tager jeg toget til Ashford, Kent for at besøge Weils grav, hvor hun døde under krigen.

Hvor mange mennesker har været forelsket i dig?
Åh, Gud! Det ville være så indbildsk at sige noget om. Jeg har været så heldig at være forelsket, men jeg har aldrig talt. Min mand var min store kærlighed. Jeg mødte ham i 1976, og vi blev gift i 1980. Jeg var sammen med ham, indtil han døde i 1994. Så var der Robert Mapplethorpe, min store ungdomskærlighed. Når jeg tænker på folk, der er forelskede, tænker jeg på det højest mulige niveau. Vi elsker alle mulige mennesker, vi aldrig har mødt: skuespillere, skuespillerinder eller forfattere, fordi de er så vidunderlige. Vi bruger udtrykket "at elske" på mange gode måder, men virkelig at være forelsket i nogen er meget dybt.

Hvornår i dit liv har du været helt igennem paralyseret af frygt?
Engang da min mand og jeg var i en legetøjsbutik med vores lille søn, som var omkring tre år. Pludselig forsvandt han. På et øjeblik. Det var en meget stor butik og vi ledte efter ham i omkring et kvarter. Der havde været kidnapninger i Detroit på det tidspunkt – en lille pige var blevet dræbt. Den fælles frygt min mand og jeg oplevede i de femten minutter, var noget af det værste jeg har oplevet i mit liv. Vi fandt ham: Han havde gemt sig inde i et lille børnetelt. Selvfølgelig var vi overlykkelige, men ingen frygt har været så frygtelig.
Den næststørste frygt var, da flyet ramte World Trade Center. Min datter, som var ni år gammel, gik i skole ret tæt på centeret. Jeg kunne se tårnene synke i grus fra mit eget vindue. I et øjeblik tænkte den selviske mor kun på, om der var sket noget med hendes skole. Så begge de to gange jeg har været allermest bange, var af frygt for, at der var sket noget med mine børn.

Hvad skulle dit sidste måltid være?
Den skal jeg lige tænke over. Skulle det være et shot mezcal eller en kaffe? Kaffe ville nok vinde, men sidste måltid? Det er godt nok svært, for du ved jo, jeg elsker mad. Det kunne være noget helt simpelt, som en perfekt spaghetti aglio e olio. Det kunne jeg godt tænke mig.

Hvad er det tætteste du har været på at have en stalker?
Jeg havde et problem med en fan i 70'erne, som begyndte at stjæle mine ting. Hvis jeg var på besøg på en radiostation og efterlod min bog på en stol eller sådan noget. Den samme person blev ved med at dukke op og stjæle mine ting – det tog et stykke tid, før jeg formåede at kæde det sammen. Jeg er næsten 70 år gammel, jeg tror ikke jeg har nogle stalkere i dag! Men jeg er åben og lever ret frisindet. Jeg har ikke lagt op til den slags. Jeg har ikke behov for bodyguards. Selv da jeg var allermest succesfuld, da jeg var ung, var jeg så heldig at jeg næsten kunne opretholder en konstant kommunikation med mine folk og sørge for, at de vidste, at jeg bare gerne ville have et normalt liv. Jeg ville være i stand til at gå ned af gaden og spise, hvad jeg havde lyst til.

Hvilken film eller TV-serie får dig til at græde?
Jeg kommer til at græde af alt. Jeg græder af film. Den sidste TV-serie jeg græd til, var sidste afsnit af Wallander på BBC. Kenneth Branagh i rollen som Wallander får mig til at græde. Jeg ender med at sidde og græde efter næsten hver eneste afsnit, men jeg er også et nemt offer. Nogle gange er det bare film, der gør mig glad – da jeg så Tim Burtons Alice i Eventyrland, der hvor hun skal angribe Jabberwockyen til sidst, og hun siger: 'Jeg forsøger at tro på seks umulige ting inden, jeg har spist morgenmad' - det græd jeg af! Altså, jeg græder når folk lykkes med noget i højere grad, end når der sker noget trist eller tragisk. Nogle gange er det de gladeste film, der får mig til at græde. Når man ser en stor glæde eller et gensyn eller noget andet vidunderligt ske for folk, når vores verden er så mørk og fyldt med problemer. Glæde får mig til at græde.

Hvilket af dine minder fra skolen står tydeligere end noget andet?
Den dag det gik op for mig, at jeg kan lide at tale foran mennesker. Socialt kunne jeg været ret genert og lidt kikset, men da vi læste Moby Dick i skolen, kedede jeg mig så meget under lærerens præsentation, at jeg beklagede mig. Læreren blev sur og sagde, at hvis jeg mente, jeg kunne gøre det bedre, så skulle jeg komme og gøre det. Så jeg sagde: 'Okay'. Og så rejste jeg mig og fortalte klassen alt om Moby Dick med mine egne ord. Alle kunne meget bedre lide min præsentation, og da tænkte jeg, at det var noget, jeg var ret god til. Jeg overvejede at blive skolelærer. Men det blev jo så ikke til noget, men jeg taler tit foran folk. Jeg tænker tit på den dag.
Jeg tænkte på det sidste år på Glastonbury fordi der var så enormt mange publikummer. Dalai Lama kom op på scenen, og jeg bad folk synge fødselsdagssang for ham. Jeg kiggede ud på alle disse mennesker, næsten 100.000, og hvis jeg nogle gange mærker en smule nervøsitet, tænker jeg bare på det øjeblik – at stille mig foran klassen og sige hvad jeg tænkte. Bare at tale ansigt til ansigt, og så går det alt sammen. Så det er blevet hos mig, det minde.

Hvad har du gjort i din karriere som du er mest stolt af?
På vores sidste tour var vi i Polen, og jeg så ud på en flok af omkring 20.000 mennesker. Vi spillede Horses, og jeg lover dig, 70 procent af publikum var under 25 år, og de sang teksterne til hele albummet. Jeg var rørt til tårer, for det er virkelig noget særligt. Hvis man skal føle stolthed, så er der grund til det, når man kan kommunikere så stærkt med nye generationer. At stå midt i et sted, hvor jeg aldrig har været før og have så mange unge mennesker, der støttet det vi laver og giver os deres energi. Det er den slags jeg stræbte efter, da jeg var ung. At kommunikere direkte med folk. Det er noget jeg er stolt af, mere end en pris eller den slags.

Hvilke konspirationsteorier tror du på?
Konspirationsteorier! Jeg er ikke en konspiratorisk type, mere den slags menneske, der ser på den underlige humor, som opstår, når man ser forbindelsen mellem ting. Det får mig nogle gange til at tænke, at vi alle sammen er glade eller ulykkelige ofre for en præ-indrettet verden, for når jeg ser mig omkring, lader det til, at så meget er planlagt på forhånd. Min tanke om konspiration er at finde ud af, hvor meget af vores liv, der allerede er nedfældet i manuskriptet, og i hvor høj grad det er improviseret. Det er den slags jeg tænker på.
Nu til dags behøver vi ikke engang fordybe os i konspirationsteorier, for der er så meget galt med vores verden, at vores politikere, regeringer og store selskaber gerne vil have os til at tro på de teorier. Klimaforandringer, forurening eller pesticider, hvordan vi ødelægger det naturlige system. Biernes død. Skræmmende ting, som vi får at vide, er ligesom konspirationer, men sandheden er, at verden forandrer sig - og ikke til det bedre.

Læs flere interview fra VICE:

VICE-interviewet: Niels Brandt

VICE-interviewet: MØ

VICE-interviewet: Mads Nørgaard