FYI.

This story is over 5 years old.

Entertainment

Fortællingen om historiens mest bizarre og stødende reality-program

Mere end ti år senere ser programmets deltagere tilbage på, hvad der gjorde programmet så surrealistisk.
Foto redigeret af Lia Kantrowitz

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Historien om reality-tv er fuld af dårlige idéer, smagløse koncepter og programmer, der er skabt til at få seerne til at følge med, fordi de ikke kan vende blikket væk fra al den menneskelige dårligdom. Men selv helt nederst på listen over genrens værste programmer fremstår The Swan, som kørte i to sæsoner på FOX i 2004, som et særligt kontroversielt lavpunkt. Det var dybest set en skønhedskonkurrence med et twist: Alle deltagerne var "grimme ællinger", som skulle forvandles med hjælp fra tre kirurger, en kosmetisk tandlæge, en psykiater, en personlig træner, en stylist og en livscoach. Præmissen var selvrealisering med skalpel, og i dag ser vi tilbage på programmet med gru og vantro.

Advertisement

The Swan lå i direkte forlængelse af moralsk anløbne realityprogrammer som Extreme Makeover og The Bachelorette. Selvom det var et hit med gennemsnitligt 9,1 millioner seere om ugen i USA, blev det overfuset af kritikere - USA Today kaldte det "skadeligt og frastødende." Programmets rygte er stadig giftigt. En af deltagerne har skrevet bramfrit om sin erfaring fra produktionen i kritiske vendinger, mens andre har udtalt sig om oplevelsen som værende noget "rendyrket lort", som efterlod dem skæmmet og arret, både bogstaveligt og figurativt, lige så snart kameraet blev slukket.

Læs også: Mit arbejde med reality-TV kostede mig næsten min sjæl

Selvom programmet huskes for sit mest chokerende element – nemlig den omfattende og forhastede brug af plastikkirurgi, så var det deltagerne - 16 i hver sæson - som stod i centrum for programmet.

"Fællesnævneren for dem alle var, at de var gået i stå," fortæller programmets caster Sheila Conlin til VICE. "De havde forsøgt alting og vidste ikke, hvad de ellers skulle gøre. Det kunne ikke bare være nogen, der sagde 'jeg har altid ønsket mig større bryster og en næseoperation.' Vi var nødt til at kunne mærke, hvad The Swan virkelig betød for dem."

45-årige Cindy K. Ingle tilmeldte sig The Swan med ønsket om en fedtsugning på maven, større bryster og en næseoperation, der skulle rette op på den første, som var gået galt. Da programmets sæsonafslutning blev sendt to år senere, endte hun på en tredjeplads.

Advertisement

"Jeg ville have ordnet så mange forskellige ting, men jeg vidste, jeg ikke kunne betale det selv," fortæller Ingle i en e-mail til VICE. "Det her var, hvad jeg havde brug for for at komme på sporet igen. Jeg tænkte, at jeg havde brug for den chokstart, og så ville jeg selv kunne klare det følelsesmæssigt og fysisk resten af mit liv."

Men selvom kvinderne foran kameraet var indforstået med det, var mange af de professionelle, som fik til opgave at hjælpe dem henover målstregen, skeptiske over for programmets transformative indgreb.

"Reality-tv er en glidebane," siger Randal Hayworth – en plastikkirurg med base i Beverly Hills, som blev hyret til at være en af programmets faste kirurger. Under optagelserne følte Hayworth, at producerne så bort fra hans profesionelle vurdering til fordel for, hvad der ville være godt tv.

"Man kunne ikke rigtige udtrykke sine ærlige holdninger," siger han om sin oplevelse med optagelserne. "Jeg blev censureret imod at sige, hvad jeg egentlig tænkte. I stedet for at give forskellige vinkler om procesen til de enkelte patienter, fik de os til at gentage de samme ting igen og igen." Hayworth husker specifikke tilfælde, hvor producerne bad kirurgerne om at gentage de samme kommentarer til adskillige deltagere og udelade nuancer eller forskelligheder mellem patienterne og deres indgreb.

Producerne fik også psykologen Lynn Ianni til at arbejde med kvinderne for at genopbygge deres selvværd og nedbryde tidligere traumer. I løbet af de seks måneder, det tog at filme den første sæson, havde hun terapi med hver af deltagerne to gange om ugen. Hun fokuserede på de ting, der var særligt for hver af kvinderne – hvor de kom fra, den ballast de havde med sig, og de betænkeligheder de havde ved fremtiden – men var samtidig bekymret for, at det korte produktionsforløb ikke ville give tid nok.

Advertisement

"Jeg vidste godt, at jeg ikke ville have noget at skulle have sagt i klipperummet," siger Ianni i et telefoninterview. "Derfor var det vigtigste for mig, at kvinderne havde det godt med den indsats, de havde ydet. Mit fokus var at sørge for, at hjælpen skulle være ægte og ikke sensationel."

Ianni var på mange måder den mest kontroversielle del af programmet. Jennifer Pozner, som har skrevet den kritiske analyse af realitygenren, Reality Bites Back, nævner Ianni og programmets lemfældige brug af terapi som det afgørende element, der gjorde The Swan særligt smagløst og langtidsskadeligt sammenlignet med genrens øvrige eksempler. At de filmede terapisessioner forsøgte at stikke dybere, mens de stadig eksplicit gengav traditionelle skønhedsidealer, var ifølge Pozner det værste af programmets mange kritikpunkter.

"Den værste udnyttelse af deltagerne ligger i det psykologiske element," forklarer Pozner, "og at Ianni ikke engang var autoriseret af en akkrediteret institution." Ianni har taget en PhD i klinisk psykologi ved California Coast University – men som programmets kritikere er hurtigere til at udpege, så er det et online uddannelsesprogram.

"Jeg arbejdede med kvinderne så godt, jeg kunne," siger Ianni. "Vi forsøgte at gå tilbage og identificere kilderne til deres problemer og give dem en ny måde at se sig selv på, så når de havde gennemgået en fysisk forandring, ville de også have gennemgået en følelsesmæssig forandring.

Advertisement

"De her kvinder havde problemer, der ikke bare kunne løses med en fedtsugning."
- Jennifer Pozner, forfatter til bogen Reality Bites Back

I et interview med The Huffington Post, næsten ti år efter programmet blev sendt, gav Lorrie Arias, som deltog i anden sæson, programmet skylden for sin efterfølgende depression, bipolaritet og kropsdysmorfi. Selvom hun roste Hayworths kirurgiske arbejde, hævdede hun, at programmets vildledende brug af adfærds- og kognitiv psykologi skabte flere permanente problemer end løsninger. Uden opfølgende terapi blev kvinderne efterladt til at begå sig i verden med et helt nyt ansigt og uden støtte. Arias, som ikke besvarede vores henvendelse for en kommentar, udtalte i et tidligere interview, at hun stadig lider af agorafobi.

"De her kvinder havde problemer, der ikke bare kunne løses med en fedtsugning," siger Pozner. "De var blevet misbrugt af mænd, havde vedvarende mén derfra, følte sig ikke værdige til at leve, og det var bevidst dem, der blev udvalgt."

Nogle af personerne med relation til programmet forsvarer det stadig i dag. Selv med sine forbehold forsvarer Hayworth processen og mener, at kvinderne var "voksne mennesker, som man ikke kan udnytte." Casteren Conlin roser programmet for at have været med til at nedbryde stigmatiseringen af plastikkirurgi. Vinderen af første sæson, Rachel Love, har kaldt deltagere, som kritiserede The Swan, for "tudemarier," og Ingle på tredjepladsen fortalte mig, at hun ville gøre det hele igen.

Advertisement

"Jeg kom ud af programmet som en forbedret udgave af mig selv," siger Ingle. "Jeg var og er stadig glad for resultaterne. Folk lægger mærke til mig, og jeg får komplimenter. Der er ikke noget negativt ved min oplevelse."

Conlin er overbevist om, at The Swan også kunne blive sendt i dag ("Vi har en yngre generation som får opereret bryster som 18-årige," siger hun), og Pozner er tilsyneladende enig: "Et problematisk og stereotypisk syn på kvinder er en del af realitygenrens DNA, så jeg tror endda, programmet ville få lov at køre i længere tid i dag."

Mere fra VICE:

Jeg prøvede de kendtes mest syrede skønhedstips

Derfor bliver vaginal plastikkirurgi mere og mere populært

Sydkoreas alternative skønhedsindustri