Jeg flygtede fra undertrykkelse i Kairo til kunstnerisk frihed i Paris

FYI.

This story is over 5 years old.

Entertainment

Jeg flygtede fra undertrykkelse i Kairo til kunstnerisk frihed i Paris

Min undertrykte homoseksualitet og det egyptiske regimes brutalitet fik mig til at flygte fra Kairo for evigt.

Artiklen er en del af vores Nye Naboer-temauge, hvor unge flygtninge i hele Europa er gæsteredaktører på VICE.com. Læs lederen her.

–––

Ahmed Sleiman er 31 år og fra Egypten. Han bor i dag i et kollektiv i Paris. Ahmed Sleiman er et opdigtet navn, da skribenten har ønsket at være anonym af hensyn til sin sikkerhed.

Jeg forlod Egypten via Saudi Arabien for fire år siden, da jeg var 27. Jeg boede i det sydlige England i en periode, inden jeg slog mig ned i Frankrig. Som ung homoseksuel mand var det virkelig svært at leve et normalt liv i Egypten. De egyptiske regimer – det militære regime og Det Muslimske Broderskab – skjuler ikke deres had og foragt for homoseksualitet. Straffen for homoseksualitet er fuldstændig vanvittig, hvilket fik mig til at forlade landet. Jeg ville ikke ende i fængsel.

Advertisement

Da jeg ankom til Paris, talte jeg slet ikke fransk. Jeg boede sammen med en ven fra Palæstina, og mit mål var at starte på universitetet for at lære fransk. Jeg søgte ind mange steder og blev afvist af dem alle i begyndelsen – Paris V, Créteil og Sorbonne for eksempel. Jeg havde alligevel ikke penge nok til at betale for dem. Til sidst kom jeg ind på et universitet i det nordlige Paris. Universitetet er ret venstreorienteret og åbentsindet, og jeg er virkelig glad for at studere der. Jeg begyndte med et franskkursus for udlændinge, og senere tog jeg en uddannelse i filmvidenskab, som jeg stadig er i gang med.

Film har været min passion, siden jeg var helt lille, men det er næsten umuligt at gøre en passion som den til en levevej i Egypten. Man kan kun studere kunst eller film på private institutioner, som er ekstremt dyre i mit land. Og feltet bliver stærkt overvåget af regimet – regeringen udøver streng kontrol over filmproduktionen og censurerer, hvad de mener er uegnet for den egyptiske befolkning.

På Saint-Denis handler mit yndlingsfag om politiske og sociale emner i film og deres historie. Jeg elsker især dokumentarer om politik og social udvikling – vi kan lære så meget om verden gennem dem. Da vi skulle lave vores egen film, vidste jeg med det samme, at det var den vej, jeg ville gå. Jeg valgte et emne, som for mig både er personligt og politisk – den nubiske migration.

Nubierne er en egyptisk minoritet – oprindeligt fra Nubien i det sydlige Egypten – som har kæmpet med den egyptiske regering i flere årtier. De blev først tvunget til at migrere med konstruktionen af Aswan-reservatet i 1902 og så igen i 1960'erne på grund af konstruktionen af Aswandæmningen henover Nilen. Mere end 100.000 nubiere blev tvunget til at forlade deres land og flytte til Egyptens hovedstad Kairo eller andre regioner i Egypten. Andre flyttede til udlandet, men de prøver stadig at få deres land tilbage, og regeringen nægter stadig at give efter. Det er en vigtig sag for nubierne at få deres land tilbage, og eftersom min familie er nubiere, er det også en vigtig sag for mig.

Advertisement

Derfor besluttede jeg at lave en dokumentar om nubierne, der bor i Paris. Jeg arbejder på den sammen med to venner fra universitetet. Tarek* skrev manuskriptet – han er fra Syrien, ved en masse om emnet og har allerede lavet to film om borgerkrigen i Syrien. Adeline* er fra Libanon og er bag kameraet. Sammen synes jeg, vi har alle de nødvendige evner til at lave vores dokumentar – selv på et lille budget. Det er måske dyrere at filme i Frankrig, men fordelen er, at emnet med nubierne ikke er et problem her, mens det i Egypten ville have været meget sværere – og måske endda farligt – at lave en dokumentar som den her.

Jeg elsker at bo i Paris, fordi den er spækket med kunst og kultur. Jeg er med i en teatertrup, hvor jeg spiller tar (et arabisk-andalusisk instrument) i et band. Vi har spillet nogle gange på en bar tæt ved Place de la République. Men generelt har jeg ikke så meget fritid. Jeg arbejder allerede på et andet projekt med flere af de andre fra Saint-Denis – det er en dokumentar om miljøet for internationale studerende. Saint-Denis har studerende fra hele verden, og tilsammen taler vi nærmest alle sprog. Vi har prøvet at skulle bo og studere i Frankrig, selvom vi er fra et fremmed land, og jeg vil gerne vise andre, hvordan det er.

*Navne er ændret for at beskytte kilder.

Illustration af Ana Jaks

Underskriv FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR's opfordring til alle regeringer om at sikre en tryg fremtid for alle flygtninge her. Vil du støtte lokalt, kan du donere til den franske velgørende organisation Care4Calais på dens hjemmeside.