FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Vi besøgte verdens eneste fabrik, der laver kunstige babyer

Dukkerne koster op til 26.000 kroner og bliver solgt til samlere i hele verden.

Clon Factorys direktør viser en af sine kreationer frem. Alle billeder er taget af forfatteren.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE Spanien

De ligner måske rigtige babyer, men det er de selvfølgelig ikke. BabyClons er hyperrealistiske dukker, som er lavet af platinbehandlet silikone - det samme materiale som bliver brugt til kosmetiske operationer. De er samme størrelse og vejer lige så meget og ligner endda vaskeægte babyer på en prik.

Den eneste fabrik i verden, der producerer dukkerne, ligger i Baskerlandet i Spanien - i byen Leioa cirka 15 minutter uden for Bilbao. "Vi er praktisk talt det eneste af den her slags firmaer i verden. Der findes kunstnere, som producerer dukkerne derhjemme, men vi er de eneste, der masseproducerer dem," forklarer Cristina Iglesias, den catalanske direktør for Clon Factory. Firmaet blev grundlagt for syv år siden og startede som et special effects firma. I 2013 lancerede deBabyClon.

Advertisement

Det var kunstneren Silvia Ortiz - som nu distribuerer produkterne i Spanien - der fandt på at lave de hyperrealistiske dukker. "Da Silvia fortalte mig om silikonebabyer første gang tænkte jeg, at det lød virkelig mærkeligt. Jeg forstod ikke, hvorfor nogen skulle lave de her dukker, men så fandt jeg ud af, at der kunne være et marked for dem, så jeg besluttede mig for at sætte dem i produktion. Jeg ville gerne forbedre det, som allerede fandtes på markedet," fortæller Cristina Iglesias. Hendes passion og oprindelige fagområde er special effects: "Det er den samme teknik, som vi ville bruge til at lave menneskedukker til filmoptagelser, men så bare i babystørrelse," forklarer hun.

Dukkernes hår er lavet af mohairgarn, som minder meget om menneskehår.

Iglesias fastholder, at selvom der er ligheder, så er BabyClons ikke Reborns - de realistiske babydukker i vinyl, som ofte bliver brugt som erstatninger for rigtige babyer. "Silikonebabyer er ikke reborn-babyer, for de bliver ikke født igen. Vores produkt er bare en dukke, som er lavet for at man kan samle på dem. Vi er ikke en livmoder, vi er en fabrik," forklarer hun.

Se også: "Reborn Babies" – de levende dukker

Den lille fabrik tæller ti medarbejdere inklusiv Silvia og Cristina. Hver medarbejder har deres eget bord med alt det nødvendige udstyr til at varetage alle faser af produktionen. "Den første del af processen er den mest komplicerede og tidskrævende. Vi starter med at lave en skulptur i hård plasticine, som gør, at vi kan udforme de mange detaljer. Det tager omkring to måneder."

Advertisement

Så snart skulpturen er klar, bliver støbeformen lavet i en blanding af fiberglas og aluminium, og den kan holde til at lave omkring 100 støbninger. "Efter noget tid begynder materialet at blive slidt. Det bliver også lidt langtrukkent for os at arbejde på den samme model. Vi er jo mennesker, og ikke maskiner," fortæller Cristina Iglesias. I alt tager det tre måneder at fremstille en BabyClon dukke.

En medarbejder lægger de sidste detaljer på skulpturen.

Selvom BabyClon-dukkerne bliver lavet efter samme støbeform, så er de ikke identiske. I produktionens sidste fase bliver dukkerne malet, og der får de helt særegne kendetegn, som gør, at man kan kende dem fra deres brødre og søstre. Deres hårfarve, deres øjne og ofte deres køn kommer an på kundens ønsker. "Vi får ofte meget specifikke ønsker - for eksempel at babyen skal have et modermærke eller fregner et bestemt sted. I nogle tilfælde viser de endda billeder af deres børn, da de var små, så vi kan lave en kopi. Det er en slags 3D fotografi. Det synes jeg er en smuk ting," fortæller Cristina. Det eneste dukkerne allesammen har tilfælles er deres hår, som er lavet af mohairgarn, fordi det er glat og minder om menneskehår.

Prisen varierer også afhængig af modellen. En standard model fra en præfabrikeret støbeform koster omkring 9.000 kroner. Man kan også få en BabyClon, som kan drikke og tisse for 2.250 kroner ekstra. Dukker af rigtige babyer eller fantasibabyer - som for eksempel Avatar eller Maleficent - koster henholdsvis 18.800 og 13.500 kroner. De dyreste modeller er robot-modellerne, som bliver solgt for 26.300. "Alle de indre dele bliver lavet efter mål af en ingeniør. Babyen kan bevæge munden, sutte på en sut og trække vejret. Det eneste problem er, at modellen ikke må blive våd, fordi den kører på batterier i modsætning til de andre modeller, som man kan give et bad," siger Cristina.

Advertisement

Når skulpturen er færdig, bliver støbeformen lavet i en kombination af fiberglas og aluminium og kan holde til cirka 100 afstøbninger.

"Der er to typer kunder: Der er samlerne, som køber til den endelige pris, og så er der kunstnerne, som oftest køber BabyClon direkte fra støbeformen. Så maler de dem selv og gør dem klar til at sælge til samlerne," forklarer Cristina. Mange af samlerne vil gerne have dukker, som er malet af nogle bestemte kunstnere, fordi nogle af de detaljer, de ønsker, ville være umulige at fremstille på fabrikken," tilføjer hun.

Silikonebabyer kræver ingen særlig vedligeholdelse og endnu mindre, når de bliver udstillet i glasskabe, hvilket er meget almindeligt for samlerne. I de tilfælde "er det nok at rengøre dem en gang om året. Hvis man går tur med dem eller giver dem tøj på, så er det en god idé at rengøre dem hver anden måned". Hvis de bliver passet godt på kan en BabyClon holde i op til 30 år.

I øjeblikket bruger Cristinas ansatte størstedelen af deres tid på BabyClon-serien. Silvia virker opgivende over for det faktum, at budgetterne i filmbranchen ikke er, hvad de har været: "Tilskuddet til filmindustrien er blevet kraftigt beskåret, og projekterne bliver tit aflyst. Vi bruger det meste af vores tid på dukkerne og proteser, som er lavet af det samme materiale."

Dukkerne bliver distribueret i hele verden. Den største importør af BabyClon er USA, men babyerne bliver også solgt til Australien, Japan, Colombia, Brasilien, Iran og selvfølgelig i mange europæiske lande. "I Spanien bliver det betragtet som en rimelig underlig hobby at samle på de her dukker, men i andre lande er der mennesker, som anerkender deres kunstneriske værdi," fortæller Cristina, mens hun følger mig ud med en dukke i armene.

Mere fra VICE:

Kunsten at lave sexdukker til kvinder

Verdens første vaginale højtaler stimulerer dit ufødte barn

Mød designerne bag de kontroversielle Bratz-dukker