Sådan føles det at opfostre et kønsneutralt barn

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

Under et besøg til Stockholm for nylig mødte jeg Miranda. Hun er LGBT-aktivist og mor til et barn på to et halvt år. Jeg bruger bevidst ordet "barn" her, fordi Miranda har valgt at opfostre sit barn kønsneutralt, hvilket betyder, at hun forsøger at opfostre det i et miljø uden kønsstereotyper.

Det virker umiddelbart som en meget svensk ting at gøre – set i lyset af, at den svenske regering har uddelt Chimamanda Ngozi Adichies We Should All Be Feminists til alle 16-årige, og opfordrer svenske fædre til at tage tre måneders betalt barselsferie for hvert barn, de får. I det perspektiv er det ikke overraskende, at den første kønsneutrale børnehave, Egalia, åbnede i Stockholm i 2010, finansieret af kommunen.

Men det at opfostre sit barn kønsneutralt er ikke en udelukkende svensk ting at gøre: Beck Laxton og Keiran Cooper er et berømt forældrepar i Storbritannien, som opdrager deres børn på samme vis. De har optrådt i medierne og skrevet en blog om emnet i en periode. Et meget kort telefonopkald, jeg havde med parret, gjorde det dog klart, at de ikke ønskede opmærksomhed fra medierne. På sin blog skriver Beck Laxton, at parret "ved et uheld blev revet rundt i medierne efter at have givet et uskyldigt interview med en vens ven, som arbejdede for Cambridge News" i januar 2012.

Der findes et antal Facebook-grupper for forældre, som ønsker at opfostre deres børn kønsneutralt, og det var der, jeg fandt Dani, som indvilgede i at tale med mig. Dani er fra Dartford i Kent og er hjemmegående forælder til et fem-årigt barn, som identificerer sig som kønsneutralt. Jeg talte med både Dani og Miranda, såvel som Lotta Rajalin – stifteren af den kønsneutrale børnehave Egalia – om hvad det vil sige at opfostre et kønsneutralt barn.

For både Miranda og Dani føles deres opdragelsesfilosofi ikke som en radikal ændring: "Min opfattelse af køn var allerede en del af mit liv, før jeg fødte, så det her lå i naturlig forlængelse af mine holdninger og min livsstil," forklarer Dani. Miranda fortæller, at hun ser det som en grundlæggende feministisk tanke, at vi alle sammen er begrænset af kønsroller og de forventninger, der følger med.

Ifølge Dani handler kønsneutralitet ikke om at finde en kønsneutral mellemting, men om at give barnet muligheden for selv at vælge – uden at føle sig forpligtet til at vælge blå frem for pink eller omvendt. "Vi elsker alle sammen farver, og vi elsker regnbuen. Verden er fuld af farver," fortæller Dani. De forsøger begge at præsentere deres børn for både tøj og legetøj, som er tiltænkt begge køn. "Uanset om mit barn har lyst til at have noget lyserødt eller en t-shirt med Superman på, så er det helt fint," forklarer Miranda. Det lyder ikke i sig selv særligt radikalt, men Dani fortæller, at folk indimellem forveksler Mathilda med en dreng, fordi hun har en blå trøje på. Det generer dog hverken Dani eller Mathilda.

Miranda og Dani fortæller begge, at måden, de selv blev opdraget på, har haft indflydelse på deres egen måde at opdrage på. Mirandas mor var, som man siger, lidt af en drengepige. "Min mor var bekymret over, at vi ikke lavede klassiske pigeting sammen, så hun tvang mig til ballet og ridning, men jeg hadede det." Danis mor var anderledes: "Min mor elskede rød, så jeg fik altid rødt tøj på. Hun kunne ikke lide, at jeg klippede mig korthåret, men jeg voksede op i Østtyskland i 1980'erne, så det var ikke så stort et problem, som det måske ville være i Storbritannien i dag."

Da de opdagede, at de var gravide, besluttede de begge, at de ikke ville kende barnets køn inden fødslen. "Jeg lagde mærke til, at det første folk spørger om, når de hører, at man er gravid, er, om det er en dreng eller en pige. Jeg var selv ret ligeglad – hvorfor gik andre mennesker så højt op i at vide hvilke kønsdele, mit barn havde?"

Miranda kalder ikke sit barn for "han" eller "hun", men bruger det kønsneutrale pronomen "hen", som officielt har eksisteret i Sverige siden sidste år. Hun bruger heller ikke de traditionelle pronomener, når hun læser højt for sit barn. "Historierne i børnebøger indeholder en masse kønsstereotyper, og jeg vil gerne have, at mit barn husker karaktererne og deres handlinger uden at forbinde dem med et bestemt køn." Hun gav sit barn et unisex-navn, så det ikke ville påvirke barnets kønsopfattelse. "Jeg er bare ærlig omkring, hvad jeg ved, og hvad jeg ikke ved. Mit barn er kun to og et halvt, så hvor meget kan vi vide om dets køn?" forklarer hun?

Kritiske stemmer mener, at den umage, der bliver lagt i en kønsneutral opdragelse, er en slags unaturlig indoktrinering – at der ganske enkelt er en biologisk forskel mellem mænd og kvinder, og at den starter allerede før fødslen. Miranda føler derimod, at hun faktisk befrier sit barn fra den kønnede indoktrinering, som samfundet påtvinger mennesker. "Det er latterligt at påstå, at kønnet opførsel udelukkende er naturlig. Det er kulturelt betinget. Repræsentation af mænd og kvinder har altid været forskellig gennem historien, og jeg forsøger bare at frigøre mit barn fra den skabelon. Folk siger, at jeg indoktrinerer mit barn, men det er i virkeligheden slet ikke mig, der er den indoktrinerende magt."

Lotta Rajalin, som er leder og stifter af Egalia, fortæller mig, at hun modtog en del hadefulde mails og trusler, da børnehaven åbnede. Senere er hadet åbenbart forduftet: "Der er faktisk en lang venteliste nu," fortæller hun.

Jeg spørger hende, om hun mener, at Egalia forbereder børnene på den virkelige verden eller ej, og hun svarer, at det gør den. "Verden ændrer sig i højt tempo. Der findes mange ikke-traditionelle familier, og mange børn vokser op i en familie med to fædre eller to mødre. Selv inden for det traditionelle familiemønster er kønsrollerne i ændring. Det klæder vi børnene på til at navigere i." Hun tilføjer, at der er mange, der tror, at der ikke må være legetøjsbiler i børnehaven. "Men hvorfor skulle der ikke være legetøjsbiler? Vi begrænser ikke nogen. I stedet finder vi en måde at lege med biler på, som kan interessere alle."

Selvom de bor i Stockholm, så går Mirandas barn ikke i Egalia-børnehaven. "Jeg tror, at folk der vælger, at deres børn skal gå i Egalia, mangler støtte til at opdrage deres børn kønsneutralt. Det har jeg ikke. Mit barn og jeg er omgivet af mennesker, som allerede identificerer sig som queer. Desuden ligger den børnehave i Södermalm, som er et hvidt overklasseskvarter. Jeg vil ikke have, at mit barn skal vokse op i et miljø, der er domineret af hvide mennesker. Jeg er ikke utopist, jeg vil bare gerne skabe et miljø, hvor mit barn kan være fri fra kønsroller."

Reaktionerne på deres opdragelsesfilosofi er blandede – ifølge Dani er de delt halv-halv: "Nogle mennesker er enige med mig, mens andre omkring mig ignorerer det og bliver ved med at købe pigede ting til Mathilda."

Miranda har derimod oplevet, at hun har inspireret andre forældre: "De begynder at overveje, hvorfor de ønskede at kende kønnet på deres barn." Hun fortæller, at det primært er den ældre generation, som har vanskeligheder med at acceptere hendes livsstil. "Når ældre mennesker skal give en kompliment til et barn, så bliver det ofte udtrykt inden for rammen af en stereotyp opfattelse af køn. De siger noget i retning af, 'Du er min store, stærke dreng' eller 'Sikke en sød lille prinsesse, du er'" Hendes familie respekterer til gengæld hendes beslutning og forsøger at undgå at adressere hendes barn på den måde. "Verden er i forandring og er ved at tilpasse sig nye kønsmønstre. Den skal bare lige have lidt tid for at kunne følge med," afslutter hun.

Mere fra VICE:

Derfor får høje mænd og tynde kvinder mere i løn

Billeder der udfordrer fordomme om køn og race

Min mands sæd og de lesbiske kvinder, der vil have den