​VICE-guiden til at komme igennem midt-tyverne-krisen

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE UK

Du er på ferie og sidder og glor på et menukort, da du pludselig rammes af en eksistentiel krise. Pommes frites eller kartoffelbåde? Hvad kan du bedst lide? Og er det i sidste ende ikke også lige meget? Begge dele er jo bare stivelsesholdige, små livsfornødenheder, der kun koster 30 kroner. Men burde du egentlig ikke være lidt mere bevidst om dit forbrug og din økonomi? Hvad hvis du smider så meget om dig med penge, at du aldrig vil kunne forsørge dine børn? Og som 26-årig er dine mest frugtbare år vel også bag dig? Du har set diagrammerne, og det ser ikke godt ud. Så du er nok nødt til at adoptere, hvis du altså overhovedet er typen, der er egnet til at være forælder (hvem er du?), så hvis det kommer til at ske snart, burde du så ikke slå op med din nuværende kæreste og bruge de næste fire år på at have sex med alle dem, du overhovedet kan?

Så siger du til din kæreste, at du gerne vil have almindelige pommes frites. Og de er kolde, når de ankommer.

Det er din første dag tilbage på arbejde, efter du er kommet hjem fra ferie, og du har det mærkeligt, og så går det op for dig, at den mærkelige følelse er "egentlig bare at have det ret chill." Nafisa spørger, om du har haft en god tur, og du siger, at den var sjov, og så spørger Emil, og ham svarer du, at det var fedt – en verden væk produktivitet og følelsen af at være et desillusioneret, underbetalt, let-disponibelt, lille hjul i maskineriet, altid med 2000+ emails, du skal svare på. Du går på toilettet og begynder at google master-uddannelser.

Tvivler du intenst på dig selv? Føler du dig fanget i et job eller forhold, og er du usikker på, hvad "den virkelige verden" overhovedet er? Du er højst sandsynligt blevet ramt af en midt-tyverne-krise.

Oliver Robinson er en mand, der havde sin egen midt-tyverne-krise og valgte at sige farvel til visse dele af sit liv og bygge en karriere på at forske i midt-tyverne-krisen som fænomen. "En kvartlivskrise er et tveægget sværd," siger han til mig over telefonen. "Det er en stressende og ustabil tid, men også en tid med intens udvikling og et kæmpe potentiale for vækst."

Den slags kriser har aldrig været mere udbredte hos unge mennesker, end de er i dag. Udover at verden er et ret uhyggeligt sted at bo for tiden, er det, vi plejede at gøre i vores tyvere, blevet skubbet et årti tilbage: Folk bliver gift og får børn sent i trediverne. "Det gode ved det er, at det giver folk mulighed for at få sjove oplevelser, før de forfalder til en rutine, men det mindre gode er samtidig, at det øger sandsynligheden for en kvartlivskrise, fordi der er mere ustabilitet og stress i den alder," siger Robinson.

Han tilføjer, at der er to forskellige typer kriser, man kan blive ramt af midt i tyverne: Låst-inde-krisen og låst-ude-krisen. "Et ungt menneske med en låst-ude-krise oplever, at de ikke kan bryde igennem til de voksnes samfund, lige meget hvad de gør," forklarer han. "I låst-inde-krisen føler det unge menneske, at de er på en sti, de ikke har lyst til at være på, og træffer store beslutninger om, hvad de vil i livet, hvilket kan være en lang og smertefuld proces."

Men sådan behøver det selvfølgelig ikke at være. Hvis du er heldig, oplever du et spændende mix af begge to!

Vi kan ikke have, at du bliver beordret til at meditere eller lave en "humør-planche" (min mors ide) som en måde at bryde fri af din fortvivlelsesparalyse, så her er et par andre ideer fra life coaches, psykologer og folk, der har erfaring med at snuble gennem deres helt egne midt-tyverne-kriser, om, hvad du bør gøre for at gøre det hele en smule mere overskueligt.

Ifølge Karin Peeters, der er coach og psykolog, er en midt-tyverne-krise i bund og grund et produkt af at føle sig fanget i en form for forlænget stress over at skulle træffe beslutninger. "Nogle reagerer ved bare at stivne og være ude af stand til at handle. Andre flygter, altså de forlader jobbet, partneren eller byen," siger hun. "Og den tredje respons er at kæmpe, at sige; 'Jeg vil arbejde hårdere og gå i fitnesscenter og gøre alt, hvad jeg kan for at opnå noget, hvad som helst.'"

Anerkend din respons. Min egen er nok et sted mellem a) at være fuldstændig paralyseret, uden at kunne træffe en simpel beslutning om, hvad jeg skal have at spise til frokost, og b) at spurte irrationelt i den anden retning, hvis omstændighederne skræmmer mig. Jeg kan ikke anbefale nogen af delene, men hvis du vil analysere din adfærd og arbejde med de impulser i stedet for blindt at træffe spontane beslutninger, så er det en god idé at have mere selvindsigt.

Lad os se nærmere på en klassisk kliché, når det kommer til midt-tyverne-krise-dilemmaer: "Burde jeg beholde mit middelmådige job, når jeg i virkeligheden gerne på et eller andet tidspunkt vil rejse og lige nu egentlig bare kryber nærmere og nærmere mod den sikre død i stedet for at planlægge en rute til min tur gennem det uudforskede centralamerikanske opland?"

Du får mere angst, fordi du tænker i nuet og på ekstremt kort sigt; burde jeg gøre de her ting nu, nu, nu? Coachen Natalie Dee foreslår, at man udvider sin opfattelse af tiden: "Planlæg på længere sigt," siger hun. "Tænk: I mine tyvere vil jeg på et eller andet tidspunkt gerne ud at rejse. Det er en bredere og mere udefineret plan, men det giver dig mere tid til at realisere den. I mine tredivere vil jeg gerne være godt i gang med en karriere, som jeg er virkelig glad for. I mine fyrrere vil jeg gerne for alvor etablere mig selv. Man kan sige, om de ti år, hvis jeg vil have en familie, så er jeg åben for muligheden for at møde en."

Med andre ord: Stop med at bekymre dig over at bruge tre måneder i Thailand, og fat, at du allerede er et halvt årti ældre end alle andre til fuldmånefesterne, så et par år til kommer ikke til at betyde det store. Bonus: Du kan anvende den type mindre neurotiske planlægning i alle andre aspekter af dit liv.

"Jeg ved ikke, hvorfor det lige præcis er den her alder, men jeg synes, at det er vildt fedt at være 37 og single," siger Bertie Brandes, der er medstifter af magasinet Mushpit, som netop har udgivet sit "Crisis Issue", der næsten udelukkende handler om at have en krise i sine midt-tyvere. "Jeg tror, at man er nødt til at genoverveje hele ideen om ægteskabet som højdepunktet i det tidlige-ish voksenliv, som så fortsætter, indtil man dør, og i stedet begynde at indse, at hvert evigt eneste år af dit liv er et dyrebart år. Det er et pres, vi har lagt på os selv. Jeg har mandlige singlevenner, der er ældre, og selvom de ikke er fucking ekstatiske omkring det, så ved de godt, at de ikke er patetiske tabere, og at det hele er fint."

Forlængelsen af denne usynlige tidslinje er at få børn. Det påvirker folk med livmodere mere end mænd, og det er derfor, Peeters mener, at hun får langt flere kvindelige patienter, der er midt i tyverne, mens mænd generelt søger hjælp senere i livet. Biologien kan du ikke rigtig gøre noget ved, men der findes også en grænse for, hvor meget pres du kan ligge på dig selv. Og hvis det er ægteskabsdelen, der bekymrer dig, så som en tidligere kollega engang forsikrede mig om: Hvis det hele ikke er faldet på plads, når du rammer 40, så er du lækker, frejdig og klar til at høste den første omgang nyligt fraskilte. Så det…

Hvis du har pengene og SU-klippene til det, så gør det. Hvorfor ikke? Hvis du har et desperat behov for at omskole dig selv og starte på en ny karriere, så gør det. Men at kaste dig over en ny kandidatgrad i et forsøg på at puste nyt liv i den for længst døde flamme, der er dine teenageår, hvilket måske vil efterlade dig med endnu mere gæld, end du har i forvejen, er en forfærdelig ide. Du er ikke Van Wilder eller Michael Mogensen, og tro mig, det har du heller ikke lyst til at være. Bliv hellere ved med at være voksen – lad være med at tage et lån for at læse filosofi på University of Hawaii.

Hvis du slår op med nogen midt i en hektisk krise i dine tyvere, er det naturligt at undre sig over, om man bare gør det på grund af krisen – og om man vil tænke tilbage om nogle år og indse, at man har begået en kæmpe fejl. "Det er ikke et tilfældigt symptom," siger Brandes. "Man når til et sted i sit liv, hvor man føler, at en person måske er lækker, men at de i virkeligheden et røvhul, og jeg gider det ikke mere. Det er en ekstremt selvisk alder, og man er bare nødt til at være lidt selvoptaget i en periode."

Ved at være selvisk lærer du ting om dig selv, og hvad du har brug for fra en bedre halvdel, så du ikke ender sammen med en kedelig narrøv.

Det her er videnskabeligt bevist, så lad være med at stille spørgsmålstegn ved det. En lang periode, hvor du ikke er sammen med nogen, kan ofte være en gylden æra af produktivitet og selvudvikling, men du risikerer også at blive så besværlig og separatistisk, at det næsten er, som om du tester dig selv for at se, hvor længe du kan gå uden at have sex. Hvis der er gået seks måneder, hvorfor så ikke lige tre år til?

Nej. "Prøv på at have sex mindst en gang hver fjerde måned, mindst," råder Brandes. "Ellers bliver du vanvittigt intimitetsforskrækket og virkelig besat af din egen karriere eller non-karriere, eller hvordan du ser ud på billeder, og så stalker du din egen Instagram endnu mere, end du stalker din ekskærestes ekskærester. Du glemmer, hvordan det er at være sammen med andre mennesker på den måde."

"Hvis du omdanner dit værelse til sådan en mærkelig helligdom, hvor der ikke må blive rykket på noget, så begynder du at tro, at du aldrig vil kunne dele dit rum eller din seng med et andet menneske," siger Brandes. "Du skaber en ny livmoder om dig selv."

Vi gik i skole, vi læste videre, vi fik et arbejde – vi gik langs den sti, der var lagt ud foran os uden at stille spørgsmålstegn ved det, så det er klart, at mange midt-tyverne-kriser er drevet af, at vi pludselig står alene tilbage, mens alle pludselig går hver til sit.

Coachen Natalie mener, at det er nu, du skal gøre dig nogle seriøse overvejelser om at adskille det, du gerne vil have, fra det, du føler, du bør have. "Et 'behov' er noget, du bliver pålagt, måske af samfundet, dine venner eller dine kolleger. Det har en anden energi end et begær," siger hun. "Det er en nødvendighed, og det lægger meget pres på dig. Begær er en bevægelse mod noget – hvor det er dig, der presser på for at få det."

Det er nemt nok at begynde at tro, at du ville være en helt anden person, hvis du bare havde et fedt job, for så ville alt andet begynde at falde på plads. "Jeg fikserer på ideen om, at jeg ikke kan være single længere, men det har ikke noget at gøre med, at jeg behøver eller har brug for et forhold, det er mere, fordi jeg er forvirret over, hvad jeg laver med resten af mit liv," siger Brandes. "Og det er farligt, for hvis man fikserer på sit arbejde som den ene ting, der tager modet fra en, og det ikke er det, så siger man op og indser, at man er på skideren."

Se også: Stop med at gøre dit arbejde til din personlighed.

Det har taget mig 25 år ikke at føle mig ekstremt skyldig over "ikke at være produktiv nok", hvis jeg beslutter mig for at sidde i sengen og se Netflix hele weekenden, når jeg er følelsesmæssigt eller fysisk udmattet. Jeg tænkte tit på måneder eller år, jeg havde "spildt" på mental udmattelse, hvor jeg ikke levede op til mit potentiale. Men hvis du har lyst til at have perioder, hvor du slapper af, så lad være med at straffe dig selv for det.

"Jeg ramte en fase sidste år, hvor jeg følte mig deprimeret og bare sad i sengen og var besat af vlogs på YouTube – jeg kunne ikke noget, hvis jeg ikke så dem," siger Brandes. "Jeg følte, at jeg spildte mit fucking liv, og tre måneder senere skrev jeg en artikel om det, hvor jeg tog udgangspunkt i alt det, jeg havde følt, og så gav det mening. Hver evig, eneste oplevelse, man har, også selvom det er fem dage i sengen, vil du kunne bruge til et eller andet. Det føles måske bare ikke sådan i øjeblikket. Vi er så vant til at tro, at vi skal præstere hele tiden, at vi fuldstændig har mistet respekten for at spilde tid. Det er, mens man spilder tiden, at så mange gode ting sker, eller at dumme ideer bliver til vanvittigt gode ideer. Det hjælper at hvile sig. Hvis man er i sengen, hviler kroppen, også selvom man er ved at gå ud af sit gode skind."

Den her kultur med konstant at skulle være "på" og leve fuldt ud i hver evigt eneste område af vores liv hele siden har samme udspring som midtlivskrisen. Som Robinson fortæller mig, er der større sandsynlighed for, at du træffer den rigtige beslutning, hvis du er rolig, end hvis du er stresset, så giv dig selv plads til noget fritid, når du har mulighed for det.

"Der er mange unge voksne, der er bange for, at andre vil se deres kriser som brok eller piveri," siger Robinson. "Og der er nogle mennesker – især gamle mennesker, eller dem, der aldrig har oplevet en periode, hvor de har tvivlet på sig selv – der vil gøre præcis det. Husk at det, du føler, er vigtigt, også selvom andre måske ikke ser det sådan."

Så næste gang der er nogen, der minder dig om, at dine tyvere er den bedste tid i dit liv, så sig, at en ekspert i generationskriser har sagt: "Antallet af store beslutninger, som du skal træffe, gør perioden til den, der nok er livets sværeste i forhold til stress og psykisk helbred."

Trøst dig med, at lige meget hvor meget du fucker dit liv op lige nu, så gør det nok ikke så meget i det lange løb. Bare gør det. Eller lad være med at gøre det, og sid derhjemme med den her artikel bogmærket på din arbejdscomputers internetbrowser, og bestil kolde pommes frites, og date en, som du kun er semi-lun på.

Læs flere VICE Guides her:

Den ultimative guide til Netflix and Chill

Derfor mister millioner af mænd deres venner, når de er i 20erne

VICE Guide til voksenlivet