Manden bag p-pillen besluttede, at kvinders menstruation er ‘nødvendig'

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Hvis du tager p-piller, er du sikkert bekendt med, at der kun er 21 piller i pakken efterfulgt af syv pillefrie dage. Og i de dage kommer der en blødning. Det er en blødning, der simulerer en rigtig menstruation og også forårsager de herlige bivirkninger, som den ægte vare kommer med såsom krampe og diare. Du har sikkert også overvejet, om du ikke bare skal gå direkte videre til næste pakke for at slippe for blødningen.

Men faktisk er der ikke noget medicinsk belæg for nødvendigheden af en simuleret menstruation. Læger og gynækologer har i årevis sagt, at der ikke er nogen grund til, at kvinder skal opleve pauseblødning. For mange p-pille-brugere fører den oplysning til et temmelig relevant spørgsmål: Hvorfor fanden skal jeg så bløde hver tredje uge, hvis der ikke er nogen grund til det?

Svaret skal findes i den katolske kirke. Kirken betragter prævention som en synd, men der er dog en vigtig undtagelse: "Et ægtepar begår ikke synd (…) hvis manden og konen ved, at naturlige årsager afholder dem fra at få børn," skriver Jonathan Eig fra avisen The Atlantic i en omfattende artikel om p-pillens historie. Ifølge kirkens dogmatiske retningslinjer er "rytmemetoden", hvor et ægtepar planlægger samleje efter kvindens cyklus, den naturlige vej.

Den her forældede og komplicerede holdning har haft stor betydning, fordi John Rock, en af de forskere, der var med til at opfinde p-pillen, var rettroende katolik. I sin naivitet var han overbevist om, at kirken ville acceptere p-pillen som en form for "naturlig" prævention, hvis den bare blev præsenteret på den rigtige måde. Da p-pillen indeholder gestagen, der virker ligesom det naturlige hormon progesteron, anså Rock det for at være en slags videnskabelig forlængelse af rytmemetoden.

Men for at kirken skulle acceptere opfindelsen, vidste han, at den skulle markedsføres som en naturlig proces. Og hvis kvinder tog p-piller uden at opleve pauseblødninger, kunne der ende med at gå måneder i mellem hver menstruation, og det ville virke afskrækkende på folk, mente forskerne bag. John Rock og hans kollega Gregory Pincus besluttede derfor, at p-pillen skulle indtages i cyklusser på fire uger med "tre uger på pillen og den fjerde uge på inaktive piller, så kvinder ville opleve pauseblødning," skriver journalisten Malcolm Gladwell i en artikel bragt i The New Yorker i 2000. "Der var og er intet medicinsk belæg for det."

I 1960 blev p-pillen godkendt af den amerikanske Food and Drug Administration, der blandt andet regulerer lægemidler på det amerikanske marked. Otte år senere afviste paven officielt John Rocks argumentation og erklærede, at alle former for "kunstig" prævention var imod kirkens doktrin. Men på det tidspunkt var det ligegyldigt, hvad kirkens holdning var. Pauseblødningen var allerede blevet en fast del af p-pillen. I dag er p-pillen fortsat et "lægemiddel, der er udformet på baggrund af den katolske kirkes ønsker, fordi det var John Rocks ambition at skabe et præventionsmiddel, der var så naturligt som muligt," som Gladwell skriver.

Da p-pillerne først dukkede op på markedet, i form af præparatet Enovid, blev de solgt i ampuller og indeholdte ikke inaktive piller. I stedet var der vedlagt en brugsanvisning, der instruerede kvinder i at tage en pause fra pillerne i fem dage hver tyvende dag for at fremprovokere pauseblødning.

Selvom anvisningerne var rimelig lige til – tyve dage med piller, fem dages pause – så var der visse ryster i debatten, der frygtede, at kvinder i deres forvirring helt skulle glemme at tage dem. I 1961 begyndte en far til fire fra Illinois ved navn David Wagner at bekymre sig over, hvordan han skulle få sin kone, Doris, til at huske sine piller, efter hun var begyndt at tage dem. "Jeg var lige så bekymret, som Doris var over at huske det," fortalte han senere videnskabshistorikeren Patricia Gossel. "Jeg spurgte hende hele tiden, om hun havde husket at tage 'pillen.' Det førte til mere end et skænderi." Efter at have eksperimenteret med emballagens design, endte han med at opfinde en lidt mere avanceret udgave af den indpakning, som kvinder kender i dag, der tydeligt viser, om man har taget dagens pille.

I midten af 60'erne solgte den amerikanske lægemiddelindustrien nu p-piller i den cirkelformede indpakning, der klart indikerer, hvornår en kvinde skal begynde med den månedlige pillepause. Fra da af har kvinders "glemsomhed" hængt ved som et spøgelse i debatten om p-piller. Adskillige reklamekampagner rettet mod læger og fagfolk opfordrede på nedladende vis til at behandle kvinder som glemsomme, inkompetente og med stort behov for vejledning. I en reklame for præparatet Ortho-Novum fra 1964 blev produktet markedsført under sloganet, "Pakken, der husker pillen for hende". Et andet præparat fra samme firma blev solgt med: "Det er let for dig at forklare hende, hvordan den skal bruges". I 1969 opfordrede en reklame for Lyndiol læger til at "beskytte patienten mod sin egen glemsomhed".

Mærket Oracon var i 1965 det første til at vedlægge inaktive piller i pakken. Årsagen til inklusionen af de inaktive piller var, at Oracon ville sikre sig, at kvinder tog pillerne på rette vis. Nu skulle kvinder tage en pille hver dag, hvilket sikrede rutine. Samtidigt blev det lettere at se, hvis man havde misset en. Man kunne selvfølgelig også bare have brugt aktive piller i stedet for inaktive for at sikre rutinen. Men det havde betydet, at kvinder ikke ville få deres menstruation en gang om måneden, og det var man ikke klar til i 1960'erne.

Formlen – tre uger med hormonpiller efterfulgt af en uge uden og med menstruationsblødning – forblev uændret i 40 år. Men i 2003 begyndte firmaet Barr at sælge præparatet Seasonale. Det var den første type p-pille, der gav kvinder mulighed for at springe pauseblødningen over. Den indeholdt 84 hormonpiller og syv inaktive piller. Kvinder på Seasonale ville kun opleve pauseblødninger fire gange om året. En gang for hver årstid, som navnet også antyder. Fire år senere blev Lybrel, den første p-pille, der helt afskaffede pauseblødningerne, godkendt.

Med frigivelsen af såkaldte "menstruationsundertrykkende" p-piller som Seasonale og Lybrel fulgte en livlig debat om sundhedsrisici og etiske overvejelser. Visse eksperter var bekymrede over, at der ikke var nogen data, der kunne påvise eventuelle bivirkninger ved menstruationsundertrykkelse gennem længere tid. "Der er stadig mange mennesker, der tror, det er usundt. Da præparatet først blev lanceret, var der folk, der sagde: 'Vi har aldrig stået i en situation, hvor en stor del af befolkningen tager de her piller (…) Folk, der tager Seasonale, er på mange måder del af et stort eksperiment. Vi kender ganske enkelt ikke til risici på længere sigt,'" fortæller Andrea Tone, der er professor ved McGill University og forfatter til Devices and Desires: A History of Contraceptives in America, til Broadly. "Men så er der folk på den anden side af skellet, der siger: 'Hvis vi giver kvinder en pille, der undertrykker menstruationen gennem resten af deres kønsmodne liv, så er det da en god ting. Hvorfor skal kvinder tvinges til at gennemgå 400 menstruationscyklusser?'"

I deres respektive markedsføringskampagner har begge firmaer understreget den frihed, som en begrænsning af menstruation giver kvinder. Seasonale-reklamer viser dansende kvinder, der rejser og kører på cykler i hvidt antræk under slogans som "Giv den op for fire menstruationer om året", og "Mindre menstruation, flere muligheder." Kritikere påpeger, at firmaerne ikke nævner, at mange kvinder, der har taget pillerne, har oplevet kraftig pletblødning, og at de amerikanske sundhedsmyndigheder i 2005 sendte firmaet bag Seasonale en alvorlig advarsel for ikke at oplyse om bivirkninger ved brug af præparatet.

På et filosofisk niveau har Seasonale og andre p-piller af samme type udløst en heftig debat om, hvad det vil sige at have menstruation, og om hvorvidt vores længsel efter at undertrykke den i virkeligheden er udtryk for en internaliseret patriarkalsk indstilling. I 2006 taklede filmmageren Giovanna Chesler det kontroversielle emne i dokumentaren, Period: The End of Menstruation? "Kvinder er ikke syge," udtalte hun til New York Times i et interview året efter filmen kom ud. "De behøver ikke at kontrollere deres menstruationscyklus gennem 30 til 40 år."

Flere feministiske aktivister er enige i den vurdering og står fast på, at det er unaturligt at springe menstruationen over, og at det sender et forkert signal til unge kvinder, at man markedsfører menstruationsundertrykkende præparater. "Budskabet er, at noget så naturligt som en kvindes cyklus er noget dysfunktionelt, der skal behandles med lægemidler," sagde Chris Bobel, der er professor i kvindestudier og forfatter til Ms. Magazine i 2010 og opsummerer på den måde standpunktet: "Hvordan er det her en feministiske handling?"

De, der går ind for menstruationsundertrykkelse – herunder flere feminister – argumenterer for, at det, at kvinder i det hele taget har et valg, er et længe ventet skridt i den rigtige retning. Især fordi bivirkningerne ved menstruationsundertrykkelse ikke er stort anderledes end bivirkningerne ved brug af almindelige p-piller. Denne fløj i debatten er også i mod, at man sætter lighedstegn mellem menstruation og det at være kvinde. De ser det som reduktiv kønsessentialisme. Et flertal af menstruerende kvinder lader til at være positivt stemte overfor det synspunkt. En undersøgelse foretaget af Association of Reproductive Health Professionals i 2006 om menstruationsundertrykkelse viser, at "få kvinder føler sig følelsesmæssigt forbundet til deres menstruation." Kun otte procent af de adspurgte kvinder er på den ene eller anden måde "tilfredse med deres menstruation."

I dag er det videnskabelige belæg tydeligere, selvom der ikke er forsket i effekten af langvarig brug af præparaterne. Men baseret på data over langvarig brug af almindelige p-piller, der i forhold til kemien ikke adskiller sig fra den menstruationsundertrykkende variant, har gynækologer i det store hele konkluderet, at de er sikre at bruge. "Jeg kan ikke komme på en gynækolog, der har noget problem med dem," siger Lauren Naliboff, der er stipendiat ved American Congress of Obstetricians and Gynecologists.

En undersøgelse foretaget af Cochrane-organisationen finder, at kvinder på menstuationsundertrykkende p-piller "oplevede færre problemer med hovedpiner, hudirritation på kønsdelene, træthed, oppustethed og menstruationssmerter" sammenlignet med kvinder, der tog almindelige p-piller. En videnskabelig artikel udgivet af Acta Obstetricia et Gynecologica Scandinavica vedkender, at man mangler data over langsigtede konsekvenser, men konkluderer, at brugen af menstruationsundertrykkende p-piller ikke har unikke bivirkninger udover en øget risiko for pletblødning. Samtidigt begrænser præparaterne "dagene med blødning" sammenlignet med almindelige p-piller.

Ser man bort fra den filosofiske såvel som den videnskabelige debat, så er den største barrierer, som kvinder møder i forhold til deres ret til selv at vælge, manglen på information. Mange kvinder ved slet ikke, at det er muligt at undertrykke menstruationen ved at springe pausen over, eller at man kan opnå samme effekt med hormonspiral, p-sprøjte eller p-plaster.

Opfindelsen af p-pillen var et af de største fremskridt i kampen for kvinders ret til selv at bestemme over deres kroppe. P-pillen har tilladt os som samfund at gentænke seksualitet og kønsrelationer. Men på samme tid er vores forhold til de banebrydende præparater forbundet med opfattelsen af, hvad det vil sige at være en "naturlig" kvinde. Lignende produkter, der har frigjort mænd seksuelt – som for eksempel Viagra – har ikke medført den samme type debat om, hvad det vil sige at være mand eller det at have en "unaturlig" erektion.

Manglen på oplysning er en stor del af problemet. Normaliseringen af de pillefrie perioder og den medfølgende pauseblødning betyder, at selv i 2017 er der mange kvinder, der slet ikke ved, at der findes et alternativ, og at menstruationsundertrykkelse er forholdsvist ufarligt. Konsekvensen er, at mange kvinder fortsat lever i uvidenhed om de muligheder, de har til rådighed i forhold til at bestemme, om de vil bløde en gang om måneden eller ej.