Her er alle de lamme undskyldninger, danskere finder på for at drikke

Den anden dag gik jeg og havde det stramt over efteråret, men så tænkte jeg: 'Ah, det er jo også årstiden, hvor vi kan samles bag duggede ruder og rigtig hygge med en flaske whisky.' Mens jeg drømte mig væk til smagen af en 20 års Glenfiddich, kom jeg til at tænke på et halvt år før, da sommeren stod for døren. Der kunne vi pludselig ikke arbejde, for vi skulle nyde det gode vejr og blev nødt til at sidde på græsset og drikke kolde pilsnere. Så slog det mig: Vi er et folkefærd, der leder med lys og lygte efter enhver undskyldning for at drikke alkohol.

Jo mere jeg tænkte over det, jo flere lejligheder dukkede der op. Den verdenskendte danske hygge er intet andet end salige smil og røde kinder forårsaget af en tung brandert. Derfor har jeg her samlet alle de undskyldninger, vi danskere finder på for at gå på druk.

Helligdage har først og fremmest en ganske særlig plads i vores alkoholiserede hjerter. Ikke fordi vi er religiøse – Gud forbyde det – men fordi vi benytter Jesu fødsel, Jesu død på korset, og nogle andre begivenheder, som vi har glemt betydningen af, som markører for, hvornår vi kan tillade os at brygge nogle ekstra stærke øl og pludselig få en afsindig tørst efter snaps. Mens vi sætter maven og hjertet på overarbejde med mad så fed og tung, at det burde alarmere sundhedsmyndighederne, så får leveren kam til sit hår med sprut i lange baner.
Erkendelsen af, at vi er fuldkommen ligeglade med det historiske fundament under traditionerne, fik en snedig reklamemand til at lave en dag, som ikke prøver at skjule sig bag glitter og plastik, og som siger det, som det er. J-dag er et helvede, men det er en ærlig dag. Det er både officielt og uofficielt en undskyldning for at drikke (en virkelig klam øl) - og intet andet.

Alle pejlemærker i vores liv fra vugge til grav kræver, at vi udbringer en skål.

Hvis vi møder en gammel ven, som er nybagt far, kan vi se ham stå der med søvn i øjnene og gylp på skjorten, og alligevel høre os selv sige: "Nåh, men vi skal vel også ud at fejre det med nogle øller." Jeg har endda hørt mig selv sige det til en vordende mor. Velkommen til verden, lille fyr - her er en kop, der ikke vælter, lige meget hvor fuld du bliver. Den kan også snildt vendes om, så vi tager på druk for at fejre, at nogen ikke er gravid. "Jeg-har-fået-menstruation-champagne" er helt sikkert en ting.

Så er der konfirmationen. Her er det tit første gang, at den unge purk får lov til at drikke alkohol, sådan helt officielt. Vi er gået væk fra at give konfirmanden en pibe, men en indvielse i den drukkultur, hvor de skal kunne stå på egne ben få år efter, er stadig obligatorisk. Nogle gange er de voksne så begejstrede for lejligheden, at de glemmer, hvem der er i centrum. Jeg har en bekendt, der endte med at forlade sin egen konfirmation, og sætte sig ind hos naboen, fordi hele festen var så stangbacardi, at hun ikke længere følte sig tryg i sit eget hus. Se det er "hygge".

Alle mærkedage i familien er en undskyldning for at hamre. Når farmor runder et skarpt hjørne, eller moster Oda og onkel Ole har været gift i 12,5 år, så bliver det legitimt at leje fadølsanlæg, kværne en flaske rød fra Rema per gæst, og hælde Bailey's i kaffen.

Når vores kære til sidst bukker under for skrumpeleveren og kradser af, drikker vi såmænd også. Det er endda så integreret en del af traditionen, at arrangementet umiddelbart efter den kirkelige ceremoni officielt hedder "gravøl".

Vores fritidsinteresser er også marineret i sprit.

Når der er fodbold, skal der drikkes. De største fadøl udenfor Oktoberfest (som vi til trods for vores foragt for tysken også fejrer, for der er jo bajere) findes på danske fodboldstadions, og bodegaerne fyldes af råbende roligans, der henter shots i baren. Hvis vi en sjælden gang selv letter røven og sparker lidt til en bold, skal vi også have en pils i pausen.

Nu er jeg fra landet, og der går man på jagt. Og ja, jagt involverer også en tår at drikke. Hvad kan være mere fornuftigt end at starte dagen med Gammel Dansk, inden man skal ud og vælte rundt på en mark med skarpladte våben?

Når Henning fra regnskabsafdelingen har siddet på sin pind i 25 år, skal vi have prosecco, og når Rasmus er blevet fyret for at dukke stiv op på arbejdet (igen), trøster vi ham på det lokale værtshus.

Når vi flytter, skal vi have øl, hver gang vi har båret to flyttekasser. Og vi behøver sgu ikke engang flytte adresse – bare vi flytter os fra et geografisk sted til et andet med DSB skal vi have en togbajer. Ja, selv en kort vandring fra én fest til den næste udløser en gå-bajer. Og hvis der er kø til klubben, må vi også hellere drikke, mens vi venter.

Når det er sommer, sætter vi telte op på tilfældige marker og lever af slavevodka og lunkne Slots, mens vi hører halvanden koncert på festivalens program. Er vi blevet for gamle til det, bliver campingpladser i stedet indtaget, og vodka fra Aldi byttes ud med 3-liters papvine fra samme supermarked.

Valgaften kommer godt nok kun hver fjerde år, men der skal selvfølgelig også drikkes. Alle partierne holder en fest, hvor der med garanti bliver drukket meget, for enten skal sejren fejres, eller også skal nederlaget dulmes. Vores statsminister har selv oparbejdet sig et vist ry, og en af de mest anerkendte politiske kommentatorer er dømt spritbilist. Folketingets restaurant hedder Snapstinget, for fucks sake.

Vi ryger kun smøger, når vi drikker, så når rygetrangen kommer kravlende, virker tirsdag pludselig som den perfekte dag at tage i byen.

Den aften på året, hvor vi drikker os mest i hegnet, må alligevel være nytårsaften, hvor vi fejrer, at vi har stavret gennem endnu et år uden alt for store skrammer. Denne drukdag er så indgroet i den danske folkesjæl, at der er kollektive tømmermænd 1. januar. Alt står stille. Hele landet tager sig til hovedet og tysser på hinanden. Det eneste sted, der er gang i den, er i landets pizzaovne. Selv den mest mavesure DF-vælger er glad for vores muslimske brødre den dag.

Men vi kan ikke nøjes med at fejre, at vi i samlet flok er kommet gennem et år. Vi bliver også nødt til at fejre hver eneste danskers individuelle årsdag. Fødselsdage er en lejlighed, hvor vi både giver hinanden alkohol (intet siger 'jeg elsker dig' som en flaske Asti fra Fakta) og samtidig forventer, at fødselsdagsbarnet selv giver "lagkage". Det virker til, at både den fejrede og gæsterne er panisk angste for, om der skulle være for lidt at drikke.

Jorden behøver såmænd ikke engang at have taget en hel runde om solen, før der skal skåles. En lettere tilfældig tidsinddeling som de 52 uger, der udgør et år, kan snildt bruges. Når det er fredag, glædes vi ikke blot i vores stille sind. Arbejdsgiverne og uddannelsesinstitutionerne sørger for at rulle fredagsbaren ud, så drukkulturen kan komme helt ind under huden på os alle sammen.

Fredag er så optur, at vi også fejrer det om torsdagen, for der er det "Lille-fredag"… I kan godt selv høre, at det er et desperat forsøg på at retfærdiggøre vores alkoholisme, at vi finder på en ekstra fredag, ik?

Lørdag bliver der også hamret, for det er jo stadig weekend, og det sker trods alt kun 3380 gange på et gennemsnitligt voksent liv. Og vi skal ikke op i morgen! Den undskyldning kan også bruges på alle tilfældige helligdage overhovedet. Pinsemandag er som resultat en fuldkommen vandsikker garanti for tømmermænd.

Nu vi er ved emnet… Hvor mange gange har vi ikke overbevist os selv om, at en reparationsbajer nærmest er en slags helse-smoothie med chia og miso? "Man skal rejse sig ved det træ, man er faldet" …siger alle drankere hver morgen. Og man er i øvrigt ikke alkoholiker, hvis klokken er over 12.

Hver eneste dag har vi knoklet så hårdt på arbejdet, at vi har fortjent en fyraftensbajer. Og en aperitif inden maden. Og et glas rødvin, mens vi kokkerer. Og en irish coffee, mens vi ser fjernsyn. Og en godnatsjus.

Jeg tror måske, at danskerne drikker for meget.

Når man står afsindigt beruset på en vakkelvorn barstol og skåler på, at den danske ungdom ligger nummer 1 på listen over, hvem der drikker mest, mens Indre By flyder i bræk og knækkede stilethæle, burde vi overveje, hvor vi er på vej hen som nation. Eller også kunne vi bare glemme det hele og drikke lidt videre. Det plejer vi jo.

Således kommer vi til enden af denne liste, som burde være forholdsvis komplet.

Men hvis jeg har glemt nogle anledninger, må jeg give en kvajebajer.