Min kæreste var voldelig og undertrykkende – sådan fandt jeg styrken til at slå op med hende

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE US

Første gang, jeg mødte Angelo, var på et filmset i Berlin. Vi var begge blevet hyret til at være med i en tysk tv-reklame. Producerne var bekymrede over, at alle de blonde skuespillere med blå øjne ville sende det forkerte signal, så i sidste øjeblik havde de fundet en række arbejdsløse udlændinge rundt omkring i byen. Sådan fandt de Angelo, en sort mand fra Canada, og mig, en rødhåret irer.

Der var utrolig meget ventetid, mens vi filmede, så Angelo og jeg fik snakket en del. Men vores samtale blev hele tiden afbrudt af en sms-diskussion, jeg havde med min daværende kæreste, som vi kan kalde for Sara.

"Vi skal tale sammen," skrev hun til mig.

"Lad os vente, til jeg kommer hjem."

"Nu eller aldrig."

"Nu er du latterlig."

"Kald mig latterlig én gang til, og så flår jeg hovedet ud af dig."

Sara var tysker, så nogle gange formulerede hun sig lidt sjovt.

Angelo sad tålmodigt, mens jeg blev ved med at afbryde mig selv midt i en sætning for at forholde mig til de angreb, der kom mod mig, gennem den smadrede skærm på min telefon.

"Gang i hende," sagde Angelo.

"Du skulle bare vide," sagde jeg. "Hun råber af mig i søvne."

Det var endda mildt sagt. Ikke alene råbte Sara af mig i søvne, hun stjal fra mig – sprut, cigaretter, penge, cykler, tøj, hvad som helst. Hun stjal også fra mine naboer. Jeg skulle konstant aflevere planter tilbage, som hun havde hugget fra deres vinduskarme. Hun slog mig med små slag, der blev hårdere og hårdere i takt med, at vi blev fuldere. Engang slog hun mig så hårdt på øret, at i tre dage lød al kommunikation, som om den kom fra bunden af en mineskakt. På et tidspunkt efterlod jeg hende i baren efter et skænderi og gik hjem, men så fulgte hun efter og kastede sten på vinduet. Da jeg stadig ikke ville stå op og lukke hende ind, tog hun sine støvler af, én ad gangen, og fyrede dem gennem ruden. Når Sara ville have opmærksomhed, fik hun det. Den bærbare computer, jeg sidder og skriver det her på, har en kæmpe revne, der forgrener sig ud i skærmen, fra dengang hun skubbede den ned fra bordet, da jeg sagde: "Bare lige giv mig et øjeblik, skat."

Sara var ikke min første voldelige kæreste. Jeg var tiltrukket af den slags piger: Dem, som drak for meget, søgte dramaet, havde eks-kærester over hele byen og et temperament, som kunne overgå de fleste diktatorers. Men Sara var nok den hårdeste. Når vi skændtes, sagde vi ting, som de fleste par aldrig ville komme over. Hun kaldte mig svans, kujon og én gang, i det bedste engelske, hendes tyske accent kunne mønstre, kaldte hun mig for "a worthless sack of sheep."

Når vi skændtes, endte hun altid med at slå og sparke mig, og jeg stod der i en akavet position og forsøgte at skærme mig, ikke fordi jeg altid havde lært, at man ikke måtte slå på piger, men fordi jeg var virkelig bange for hende.

På filmsettet den dag var vores scene ret simpel: Vi skulle alle ni – de syv ariere, mig og Angelo – løbe mod kameraet med store smil på. Vi skulle gøre det i over to timer, før instruktøren var tilfreds. Da det endelig lykkedes, var der et stort bifald, og vi fik en check på 3500 kroner. Tak!

Efter optagelserne spurgte Angelo, hvad jeg skulle lave om aftenen.

"Vel nok skændes med min kæreste," sagde jeg.

"Fuck det," sagde Angelo. "Kom og lav en session med mig."

"En session hvad?"

"Psykodramaterapi. Jeg tog et kursus i det online i sidste uge, og jeg er sikker på, at det vil hjælpe."

Angelo forklarede, at psykodramaterapi var en proces, hvor man gennemspillede oplevelser, man måske ville have – eller allerede havde haft – for enten at forberede sig på en diskussion eller omskrive sin egen fortid. Teknikken var opfundet af en mand ved navn Jacob L. Moreno, som mente at ved at genskabe situationer fra vores eget liv, kunne vi selv skabe kreative, spontane løsninger på vores problemer.

Jeg havde været lidt til psykolog, da min far var i afvænning, men derudover havde jeg aldrig prøvet noget lignende. Fattige mennesker går ikke i terapi – vi drikker, ryger fed og lader være med at sove. Men jeg var også desperat omkring situationen med Sara, så jeg sagde til Angelo, at jeg gerne ville prøve det af.

Angelo boede i en kælderlejlighed i et af Berlins homo-distrikter. Da vi kom derhen, førte han mig ind i stuen.

"Du skal ikke være bange for at komme til at larme," sagde Angelo.

"Hvorfor skulle jeg larme?" spurgte jeg.

"Det finder du ud af," sagde han.

Vi startede med at gå i cirkler rundt om hinanden i rummet. Angelo bad mig lukke øjnene, og vi begyndte en simpel ordassociation. Angelo sagde noget, og så svarede jeg det første, jeg kom til at tænke på.

"Is."

"Vanille."

"Sommer."

"Søer."

"Sara."

"Absolut stress."

"Hjem."

"Mor."

"Øl."

"God stemning."

"Sara."

"Ondt i maven."

Vi legede legen et stykke tid, og hver gang Angelo nævnte Sara, sagde jeg ting som 'angst', 'smerte' eller 'kvinden, der ødelægger mit liv'.

Så bad Angelo mig lukke øjnene og holde dem lukket, mens han trådte ud af lokalet. Jeg hørte noget kantet og metallisk blive trukket hen over gulvet, inden et par sammenføjninger klikkede sammen, og Angelo sagde: "OK, du må gerne åbne øjnene nu."

Det første, jeg så, var Angelo, som havde taget blusen af. Han havde tykke bælter af fedt omkring livet, og hans brystvorter var piercede med små metalbolte. I begge hænder havde han baseballbat af plastik, og foran ham stod et strygebræt med blomstret betræk og lyserøde ben.

"Du skal ikke blive bange, fordi jeg tog trøjen af," sagde Angelo. "Det er bedre sådan. Det er mere ærligt."

Han gav mig et baseballbat. Et øjeblik troede jeg, at vi skulle slås, men så bad han mig kanalisere al den vrede, jeg havde mod min kæreste, og bruge den til at gennemsmadre strygebrættet. Det føltes lidt åndssvagt, men jeg gav brættet et slag med battet alligevel.

"Hårdere," råbte Angelo, og jeg gjorde det lidt hårdere. "Hårdere, sådan her," sagde han, sprang op i luftet og fløj ned mod strygebrættet med al den kraft, han havde i den store krop.

Jeg så på ham med de løse joggingbukser, det blævrende fedt, piercingerne, der skinnede i lyset, og så, fordi jeg følte mig dum, når jeg bare så på, gik jeg også igang.

I de næste ti minutter tog det strygebræt imod tæskene. Vi slog det rundt i rummet. Vi viste det ikke et øjebliks nåde, og da vores arme var for ømme til at slå mere, faldt vi begge sammen på sofaen og stirrede på den fordrejede form, vi havde givet det. Jeg forstod intet, men jeg måtte indrømme, at det føltes godt.

Angelo sagde, at så vidt han kunne se, havde jeg ikke behov for mere end et par sessions, før jeg var kureret.

"Kureret for hvad?" sagde jeg.

"Din manglende evne til at blive vred," sagde han. "På en eller anden måde, på et eller andet tidspunkt har du fået at vide, at det er forkert at blive vred, og nu er der noget, der holder dig tilbage, hver gang du burde blive vred. Du er stadig vred, men i stedet for at det kommer ud, bygger den vrede sig bare op nede i maven."

"Hvad har det med Sara at gøre?"

"Du har bevidst valgt hende, så du kunne løse det her problem ved din karakter," sagde han.

Jeg er ikke sikker på, at det er derfor, at folk ender i voldelige eller undertrykkende forhold, men jeg må stadig indrømme, at jeg havde det meget bedre efter vores session.

Jeg tog hjem og så ikke Sara den nat. Jeg ringede til hende omkring midnat for at høre, hvor hun var, men jeg fik intet svar. Sådan er hun – en syndflod af ubønhørlig kommunikation eller komplet, iskold stilhed.

Til næste session hjemme hos Angelo gad han ikke engang have bukser på. Han åbnede døren iført et par trusser.

"Så ærlig?" spurgte jeg.

Angelo nikkede. Han bad mig sætte mig og spurgte mig, hvorfor jeg troede, at Sara og jeg skændtes så meget.

"Vi vil begge gerne være kunstnere," sagde jeg.

"Så der er en konkurrence mellem jer?"

"Når den ene klarer det godt, tænker den anden, at der er mindre chance for, at de selv vil få det til at lykkes. Som om der er en finit mængde succes."

"Det lyder hårdt," sagde Angelo.

"Det hjælper heller ikke, at vi begge drikker så meget," sagde jeg. Vi havde været sammen i over en måned, før vi havde vores første ædru samtale.

Angelo bad mig lukke øjnene og forestille mig, at jeg var et dyr. Jeg forestillede mig en ræv. Han bad mig beskrive mit liv som ræv. Jeg fortalte ham om min lille hule, som jeg selv havde gravet, og min rævekone og rævebørnene, og hvordan vi nød at ligge på engen om sommeren eller lege i åen. Mens jeg snakkede, kom jeg dybere og dybere ned i livet som ræv – så dybt, at jeg kunne forestille mig hårene på ryggen, de lange tænder i munden, min lille bitte rævepik, der strejfede mine behårede ben. Jeg elskede at være en ræv. Ræve har et fedt liv. De skal ikke andet end at tumle rundt hele dagen, og når jeg kom hjem til hulen, blev jeg slikket på af små rævetunger.

"Men er der noget, der bekymrer dig, hr. Ræv?" spurgte Angelo.

Jeg tænkte mig om, og så gik det op for mig, at foruden al den tumlen rundt var der noget underliggende stress. "Ja, det er der," sagde jeg. "Jeg er bekymret for, at hvis ikke jeg kommer hjem med nok kyllinger hver aften, vil min kone forlade mig og tage ungerne med."

"Hvorfor skulle hun forlade dig, hvis hun elsker dig?" spurgte Angelo.

"Fordi det er sådan, de er," sagde jeg. "En rævekone efterlader dig altid til sidst."

Jeg kunne mærke en bølge af sorg vælte ind over mig, og jeg var ikke længere en ræv – bare mig, først i 20'erne, undervægtig, i smertelig mangel på vitaminer og jern. Jeg begyndte at græde.

Angelo kom hen og rørte min arm. "Hvis fru Ræv elsker dig, forlader hun dig ikke," sagde han.

Angelo gik ud af lokalet, og da han kom tilbage, hørte jeg strygebrættet blive slået op. Jeg rejste mig op, tog imod plastikbattet fra hans buttede hænder, og så tæskede vi det blomstrerede bræt, til det var intet andet end en trist dynge bøjet metal.

Jeg så ned ad mig selv. Jeg havde taget min t-shirt af. Jeg så på Angelo, som knap kunne trække vejret.

"Du er ved at blive ærlig," sagde han.

Den aften ringede Sara til mig omkring klokken 23. Hun var stiv og ville have, jeg skulle komme ud og mødes med hende. Jeg forestillede mig min lille ræveverden – den varme eng, de små unger, der lå rullet sammen i hulen, duften fra deres ånde, der blandede sig med jorden, min gode kone med hendes smukke kløer. Jeg sagde nej. Og så begyndte Sara at råbe ad mig, og så gjorde jeg noget, jeg ikke troede, jeg var i stand til: Jeg lagde på.

Men den slags virkede aldrig med Sara. Hun ringede tilbage mindst ti gange, før jeg slukkede min telefon. Omkring en halv time senere hørte jeg dørtelefonen ringe. Jeg svarede ikke. Så hørte jeg dørtelefonen hos alle andre i opgangen ringe. Lyden var som ringetonen til en Nokia 3210. Til sidst stod hun ved døren og tæskede løs på den med begge hænder. Hvis jeg kunne have klatret ind i mit garderobeskab, gemt mig under jakkerne og reddet stormen af på den måde, havde jeg gjort det – men jeg vidste, at hvis ikke jeg svarede, ville hun bare stå der og hamre døren til pindebrænde resten af natten.

Sara havde en måde at snakke (råbe) på, som sendte mig tilbage til omklædningsrum og toiletbåse i folkeskolen og en barndom, hvor jeg blev jagtet af ældre drenge, som – når de fangede mig – gav mig valget mellem et spark i skridtet eller at æde en hundelort. Jeg valgte altid hundelorten.

Jeg åbnede døren. Sara slog ud efter mig og faldt så sammen på gulvet, stangstiv. Jeg bar hende ind i seng. Om morgenen slangede jeg mig ud under hendes arm og tog hjem til Angelo. Det skulle være vores sidste session.

På det tidspunkt var jeg vant til, at Angelo ikke havde andet end undertøj på. Han placerede to stole midt i rummet, der vendte ind mod hinanden.

"Hvilken én er dig?" sagde han.

"Det ved jeg ikke."

"Vælg en og sæt dig der."

Jeg rejste mig og satte mig i den bedste af de to stole. Angelo smed en rød pude på den tomme stol.

"Det er Sara," sagde han.

"Undskyld mig?"

"Puden på stolen er Sara," sagde han, "og nu skal du have en diskussion med hende."

"Hvilken slags diskussion?" sagde jeg.

"Du skal slå op med hende," sagde han.

"Det gør jeg ikke," sagde jeg.

"Jo, du gør."

"Men hun går amok."

"Hun er en fucking pude," sagde Angelo. Han havde ret.

Jeg så på puden. Den så ikke ud af meget. Den lignede ikke en, der kunne slå en dør ind midt om natten eller skrige, indtil naboerne og deres naboer var vågne. Selv hvis man udstyrede den med barberblade i syningerne og satte ild til den, ville den ikke engang være tæt på at være så skræmmende, som jeg forestillede mig, at Sara var. Så jeg begyndte at tale til den.

"Sara, jeg er ked af det, men jeg kan ikke klare det her mere," fortalte jeg puden. "Du er dejlig, men du er for meget for mig."

Puden sad der i stilhed. Jeg kunne mærke Angelos hånd på min skulder. Jeg så op på ham. Han nikkede.

"Skal vi tæske strygebrættet nu?"

"Nej," sagde han. "Nu handler det kun om at tale."

Jeg slog ikke op med Sara den aften, men jeg gjorde det til gengæld den følgende eftermiddag. Jeg arrangerede det, så hun havde en anelse og ikke følte, hun var trængt op i en krog. Jeg sagde, at jeg havde brug for at snakke, og jeg valgte en park mellem vores huse – et neutralt sted. Der var fyldt med mennesker: Børn, der legede i sandkasser, junkier, der kastede med frisbees, et par hjemløse, der spurgte efter penge. Jeg sagde det lige ud.

"Jeg synes, vi skal slå op," sagde jeg.

"Vi slår ikke op," sagde Sara.

"Jeg gør," sagde jeg.

"Nej, du gør ikke," sagde Sara.

"Farvel," sagde jeg, rejste mig op og gik derfra. Det sidste, jeg hørte, var lyden af en flaske, der hvislede forbi mit øre og smadrede på jorden foran mig.

Jeg ved ikke, hvordan jeg endte i et forhold med en person, der behandlede mig så dårligt. Jeg tror ikke, det var for at ændre en fundamental fejl i min karakter, men jeg tror til gengæld, at jeg blev mere hårdfør af at kæmpe mig igennem det. Der var noget genkendeligt i Saras mobning, som jeg kunne relatere til fra min barndom som boksebold, og hvor fucked up det end lyder, så tændte jeg på det.

Sara forsvandt ikke helt. Jeg mødte hende tilfældigt en aften, hvor hun jagtede mig med én af de der tunge, massive Kryptonite-cykellåse. En anden gang ville hun smadre min rude med en sten, men hun var så fuld, at hun smadrede det forkerte vindue på den forkerte gade. Sidste gang, jeg så hende, var på en bar. Hun var stiv, og hendes engelsk var blevet dårligere.

"I want to tell you something," sagde hun. "You are fucking prophetic."

Jeg så på hende. Hun så mindre ud, end hun plejede.

"Tak," sagde jeg og gik væk derfra.

Jeg ved ikke, hvad der skete med hende eller med Angelo. Han blev hyret som statist i et italiensk drama om kolonitiden og kom aldrig tilbage. Men jeg ved til gengæld, at fordi jeg lærte at sige fra overfor strygebrættet, lærte jeg at sige fra overfor mennesker, og det er en evne, jeg aldrig vil glemme igen. Ligesom billedet af Angelo, i kælderens skarpe lys, badet i sved, der løb ned ad hans deller og gennemblødte hans trusser.

Læs mere på VICE om det svære parforhold:

Ting du lærer når dit parforhold brister i dine tyvere

Vi spurgte seks unge danskere, hvordan stoffer påvirker deres forhold

Hvad man lærer om parforhold ved at arbejde i IKEA