Verdens første virtual reality bryllup fandt sted i Atlantis

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA

Verdens første bryllup i cyberspace blev afholdt i 1994. Fremtiden er nu, og det er for vildt, tænkte jeg dengang. Nu skal jeg aldrig bekymre mig om at nærme mig en pige i virkeligheden. Dengang kunne virtual reality selvfølgelig kun svinge sig op til at afbillede farverige, geometriske figurer, men den detalje fyldte ikke så meget i mine forestillinger om teknologiens uanede muligheder.

Den såkaldte "digitale tidsalder" var på nippet til at ændre vores hverdag på utallige måder, men her blev VR-headsets sorteret fra, og cyberspace kom i stedet til at referere til der, hvor man ser porno. Cyberspace blev en kliché, mens internettet blev et værktøj og en menneskeret. Ideen om et virtuelt bryllup var i denne sammenhæng en nørdet afkørsel på fremskridtets motorvej.

Men nu er VR tilbage. Forbrugerversionen af Oculus Rift-headsettet kommer på gaden i næste måned, VR-indhold bliver mere og mere udbredt, og nu er det hele blevet værd at tage seriøst igen. I den optik kunne man spørge sig selv, om ikke de mennesker, der giftede sig i virtual reality, var en form for pionerer?

Jeg tog en snak med Monika Jo, der blev gift med sin mand Hugh i en virtuel udgave af Atlantis.

VICE: Hvordan kom du først i kontakt med VR-verdenen?
Monika Jo: Det firma [jeg arbejdede for] hed CyberMind og solgte VR-maskiner fra det britiske firma Virtuality. De var standarden dengang. Jeg ville bare gerne være så tæt på VR som muligt, og da jeg ikke var ingeniør dengang, gik jeg ind i salg i stedet.

Fortæl os lidt om VR-maskinerne.
Man trådte op på en platform, og så var der en opsynsmand der hejste en ring ned over hovedet på en, der beskyttede en, så man ikke vandrede væk og kom til skade.

Spillene fra dengang har intet til fælles med de VR-oplevelser, der kommer frem nu. Var det svært at få folk til at købe VR?
Der var en hel del udfordringer. I medierne, på tv og i film blev VR skildret som noget meget mere avanceret. Så på en måde var vi på frontlinjerne dengang, når det kom til at besvare offentlighedens spørgsmål om VR. De spurgte om ting som "hvad kommer jeg til at se? Bliver det ligesom på holodeck?" De forestillede sig nogle ret vilde ting, men blev i stedet præsenteret for noget meget mere primitivt. Det var sjovt, men det var så langt fra det folk kendte fra fjernsynet og biografen.

Hvordan endte du så med at blive gift i virtual reality?
Min forlovede og jeg var unge og fattige dengang. Vi havde fortalt et par af vores venner, at vi gerne ville giftes, og så spurgte en af mine veninder mig, om hvorfor vi ikke bare holdt vores bryllup i spillehallen. Det fik mig til at stoppe op. Jeg begyndte at tænke, hvad hvis vi kunne skabe en VR-oplevelse, som vi kunne gifte os i og på den måde demonstrere, hvordan teknologien kunne brugen. [Min chef] hjalp os med at finde de rigtige mennesker, ingeniører og VR-grafikere, og så fandt vi nogle musikere, der hjalp os med at ligge lyd til det hele.

Jeg hørte, at software-delen alene kostede $1 million. Passer det?
Det var det, vi fik at vide på det tidspunkt. Den tid, der skulle bruges på at kode det fra bunden, og alt det udstyr, der skulle bruges til at få det hele til at køre [ville have] kostet en million dollars. Det var min fars yndlingsjoke, at han kun var gået virtuelt fallit.

Hvad slags headset skulle du have på?
Det vejede mindre end det Virtuality-headset, man brugte til at spille. Men de blev virkelig hurtigt varme. Det var en af deres begrænsninger: man kunne ikke have dem på i en time, ikke engang en halv time. Så begyndte de bare at stege ens ansigt.

Og den virtuelle verden, I blev gift i, var Atlantis?
Ja, men vi var ikke under vandet. Det her var før Atlantis sank.

Klart. Har du lyst til at uddybe?
Det var baseret på Platons beskrivelse af Atlantis, dog med et par kunstneriske friheder. Vi besluttede os for at køre med hestevogn, men det var for kompliceret med rigtige hest, så vi valgte i stedet at få den trukket af sådan nogle karusselheste.

Naturligvis. Hvordan forløb det ellers?
Vi startede på en karusseltur. Først var jeg alene på karusselhestevognen - eller altså min virtuelle brude-avatar var - og så tog den mig mod en bro, hvor jeg mødte min mands avatar. Vi bevægede os så mod et palads på en bakketop.

Så på det tidspunkt stod du side om side med din brudgom i cyberspace, ikke?
Teknisk set stod vi 4 meter fra hinanden. Men i det virtuelle rum var vi lige ved siden af hinanden, først på hestevognsturen, og så bevægede vi os mod det virtuelle Atlantis-palads. Derfra bevægede vi os sammen hen mod præsten på en måde, der mindede om at gå.

Hvor detaljeret var det?
Ingeniørerne og designerne spurgte os om ting som, Okay, vi går ud fra, at paladset har marmorgulv. Hvilke sko har du på? Hvilke lydeffekter burde vi have? Det kræver en hel del at genskabe den rigtige verden, og en fiktiv verden var en endnu større udfordring. Vi havde også hyret en præst ind, som skulle være i VR.

Havde den kristne præst et VR-headset på?
Ja, vi fik en del afslag, men fandt til sidst en, der ikke havde noget problem med det.

Vi blev interviewet af BBC Radio - det var et live radio interview - og journalisten spurgte, "synes du ikke det her er amoralsk?" Det overraskede mig virkelig på live radio, for det havde vi på ingen måde overvejet. Selvom det var udfordrende at finde nogen, der var åbne over for at medvirke i en kort ceremoni, der var så anderledes, synes jeg absolut ikke, at der var noget ved selve ceremonien, der var amoralsk.

Traditionelt set handler bryllupper om at blive ført sammen, men I stod i hver jeres ende af lokalet. Det spurgte journalisten sikkert også ind til?
Så specifikt tror jeg ikke, han spurgte ind til det. Men hvis to mennesker bor langt fra hinanden, men gerne vil giftes i cyberspace, er det så juridisk bindende? Er man rigtigt gift, hvis man kun har udvekslet virtuelle ringe?

Ja, hvordan greb i det an?
Vi genskabte udvekslingen af ringe bagefter og kyssede i virkeligheden. Min mor ville have jeg også blev gift på en mindre hektisk måde bagefter, men det nægtede jeg.

Okay, men når du så tænker tilbage på dit bryllup, hvilket kys føles så som dit bryllupskys? Det virtuelle eller det virkelige?
Begge, tror jeg. Da vi kyssede i det virtuelle rum, havde ingeniørerne kodet et kæmpe fyrværkerishow ind - uden at fortælle os om det - som vi selvfølgelig ikke ville kunne have indenfor. Og fordi vi havde det virtuelle kys først udløste det en del applaus og jublen. Så det føltes lige så rigtigt som det virkelige kys bagefter.

Mere om cyberspace fra VICE her:

Sådan her får du sex om fem år

Vi talte med udvikleren bag spillet, hvor Inger Støjberg tæver flygtninge med en skinke

Dansk "Slave-Tetris" beskyldes for racisme