Når din roomie får psykotiske anfald

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Tyskland

Jeg boede sammen med ham i over et år, men vidste aldrig så meget om ham. Der var noget omsorgsfuldt over vores forhold, også selvom vi bare boede sammen for nemheds skyld. Det er belejligt, at der er nogen til at slukke for blussene på komfuret eller slukke for vandhanen, hvis man har glemt det. Det er opmuntrende at vide, at der er nogen, der kan ringe 112 eller lave Heimlich-maøvren, hvis man har fået noget galt i halsen og er ved at blive kvalt. Hvis jeg pludselig skulle dø, er det betryggende at vide, at jeg ville blive fundet hurtigt nok til, at der kunne være åben kiste til min begravelse.

Alligevel sagde vi måske 40 ord til hinanden om ugen. Vi sagde "godmorgen" til hinanden om morgenen, fulgte op med et henkastet "hey" senere på eftermiddagen eller "undskyld", hvis vi tilfældigvis befandt os i køkkenet på samme tid. Vi skændtes aldrig om rengøring. Jeg gjorde rent i køkkenet, og han holdte badeværelset rent med en usynlig hånd. Hver måned lod jeg en bunke regninger ligge på køkkenbordet, før jeg tog på arbejde – som så var væk, når jeg kom hjem senere på dagen.

Når det er belejligt, bliver vi hurtigt gode venner med fremmede. Vi sætter os ind i deres biler for at spare taxaregningen, overlader vores hjem til dem for at få ekstra lommepenge til vores ferier og sover under samme tag for at få råd til huslejen.

Jeg havde ingen anelse om, at min roomie fik psykotiske anfald indtil en mandag, hvor nogle socialrådgivere bankede på min dør for at tage ham med på hospitalet. Episoden var begyndt fredagen før.

Den fredag havde jeg bemærket, at han sang og var meget mere højrøstet, end han plejede at være. Men da jeg selv er typen, der hyppigt går og synger derhjemme, tillagde jeg det bare en ny grad af fortrolighed blandt bofæller. Selvom han ikke virkede syg, sagde han, at jeg skulle holde mig fra ham, fordi han var blevet ramt af en voldsom influenza. Han havde givet sig selv en ny frisure, der så ret hjemmelavet ud – mest skaldet, men med nogle sporadiske hårpletter hist og pist.

Lørdag spillede han trap-musik i et uendeligt loop, mens han techno-trampede rundt i lejligheden i en badekåbe. Men siden det her var i Berlin, gik jeg bare ud fra, at han havde taget noget syre og nu havde noget dansning, han skulle have klaret. Den forklaring holdte jeg fast i, selv da han råbte og skreg uforklarlige ting hele natten lang.

Søndag morgen løb hans ekskærestes katte ind på mit værelse. De havde været i lejligheden i to måneder i sommers, så jeg var blevet glad for dem. Han spurgte mig, om jeg kunne passe dem i et stykke tid, og fortalte, at han skulle ud og rejse.

Senere samme dag gik jeg ud på badeværelset og fandt hans guldfisk svømmende i badekarret, men jeg gik ud fra, at han bare var ved at gøre akvariet rent.

Den nat råbte han så højt og ihærdigt, at kattene var bange for at gå fra mig. Og der gik det for alvor op for mig, at der var noget galt, men jeg havde ingen ide om, hvad jeg skulle gøre ved det. Jeg blev der natten over og blev stiv i kroppen, hver gang jeg hørte ham gå forbi min dør.

Jeg blev vækket af, at det ringede på døren. Det var en mand og en kvinde, der sagde, at de arbejdede for Amtsartzt – den tyske version af socialforsorgen – og at de var kommet for at snakke med min sambo. De ville inspicere hjemmet, der i løbet af natten var gået helt i forfald. Naboerne havde åbenbart meldt hans psykotiske anfald til myndighederne.

Da jeg gik ind for at finde ham, var han væk. Socialrådgiverne gik, efter de havde bedt mig kontakte dem, hvis han dukkede op igen.

Kort tid efter dukkede endnu en besøgende op: hans ekskæreste. Hun fortalte, at hun var kommet forbi med kattene tidligere i et forsøg på at berolige ham og nu var kommet for at tage ham med på hospitalet. Han ville nok være væk i et par måneder. Vi ventede sammen, indtil han endelig kom hjem og roligt forlod lejligheden sammen med hende.

Jeg var lamslået og prøvede at få tiden til at gå med at rydde op. Der lå døde fisk i samtlige vaser, der var gul maling på gulvet og væggene, og han havde smadret en guitar og en basguitar. Der lå et forsøg på hjemmelavet kattemad i blenderen, der bestod af C-vitamintabletter, kattesnacks og guldfisken fra badekarret. Ved hjælp af en liter eddike og noget knofedt lykkedes det mig at få den indelukkede dunst af akvarie ud af min lejlighed.

Jeg besluttede mig for at forlade lejligheden og bearbejde det hele på en café, hvor jeg blev ringet op af hans ekskæreste, der ville lukkes ind i lejligheden, så hun kunne hente tøj og bøger for at hjælpe ham gennem sit ophold på hospitalet.

Da vi gik op af trappen, fandt vi ham stående foran døren i bare tæer. Han havde udskrevet sig selv og bød os velkommen med et muntert, "hej, tak fordi I lukkede mig ind." Jeg kunne fornemme, at der var et privat skænderi på vej, så jeg gik ned for at drikke min kaffe færdig. Da jeg kom tilbage lå hele vores stue nede i gården, og min roomie var i færd med at blive slæbt ud af bygningen af ti politibetjente. Han havde smidt to iMacs, en stol, nogle malerier, planter og en masse breve ud af vinduet fra fjerde sal.

Jeg fortalte politiet, at jeg var hans bofælle, og de spurgte, om jeg kunne rydde gården op – hvilket jeg gjorde. Så gik jeg ovenpå igen og brugte flere timer på at gøre rent i den nyligt smadrede lejlighed. Der var væltede bogreoler og krukker fyldt med mønter, der var blevet tømt på gulvet. Bladene var blevet pillet af samtlige blomster og planter i lejligheden.

Min roomie har en bipolar sindslidelse, hvilket vil sige, at han kan have det normalt i lang tid ad gangen, nogle gange i flere år, før han glider ned i en ond cirkel af ugelange depressioner og ugelangt manisk kaos. Selvom lidelsen kan behandles med terapi og lægemidler, er der flere udløsende faktorer, der kan give ham hyperaktive vrangforestillinger, der medfører, at han er til fare for sig selv.

Hans ekskæreste fortalte, at det var fjerde gang det var sket, og at det skete, hver gang han rørte stoffer eller alkohol. Hun tilføjede forsigtigt, at jeg ikke var i fare. Efter han havde fået den rette medicin og behandling, ville han være sig selv igen. Jeg besluttede mig for, at jeg ikke ville lade hans sygdom påvirke vores forhold og troede oprigtigt, at alt ville være ved det gamle, når han kom hjem igen.

I løbet af de næste par uger kom hans ekskæreste forbi for at snuppe hans toiletsager, og hans nuværende kæreste kom for at hente noget tøj og nogle bøger. Den nuværende kæreste var en gennemsnitlig partypige fra Berlin med undercut, septum-piercing og bæltetaske fyldt med sjove piller. Hun havde ikke været til at få fat i under hans sammenbrud, da hun havde haft travlt med at feste fire dage i træk.

Jeg fik ondt i maven, hver gang en af dem bankede på døren, fordi jeg var bange for, at han var kommet tidligt hjem. Den nuværende kæreste var blevet en tand for familiær med nøglerne til lejligheden og prøvede at tage fyre med hjem fra byen i weekenderne.

To uger efter politiet havde fjernet ham, sendte min roomie mig en besked på Facebook, hvor han fortalte, at han kom tilbage. Jeg bød ham velkommen og gik ud fra, at de kyndige læger, der behandlede ham, ikke ville lade ham gå, hvis han ikke havde fået det bedre. Det havde han ikke.

Det hele startede hurtigt forfra igen. Han rev alle minikaktusserne ud af potterne og hældte dem i en kande, forsøgte at lave kaffe ved at komme bønner i en elkedel og lod komfuret stå tændt. Han oversvømmede næsten badeværelset og brugte hver nat på at skrige henover techno. Det var et mareridt, men jeg sov ikke.

Jeg blev på mit værelse hele natten og lyttede til hans skrig, mens naboerne bankede i loftet og ringede på døren. Jeg både håbede og frygtede, at nogen ville ringe til politiet. Jeg ringede ikke til dem, fordi jeg ikke rigtig vidste, hvad jeg skulle sige – og jeg var bange for hans reaktion, hvis han overhørte mig.

Næste morgen lappede jeg mig sammen med koffein og cigaretter og tog på arbejde. Da jeg kom hjem, var han faldet lidt ned. Lejligheden var stadig en katastrofe, men han så bare fjernsyn på sit værelse, som han plejede. Jeg tænkte, at lægemidlerne var begyndt at virke, og at det hele endelig ville blive normalt igen.

Klokken 2 om morgenen blev han manisk igen.

Jeg var ekstremt taknemmelig, da jeg kortvarigt faldt i søvn klokken 8 om morgenen, men da jeg vågnede en time senere, stod fordøren på vid gab, og han var væk. Kæresten havde ikke været forbi med hans nøgler, så han blev låst ude, da jeg tog på arbejde.

Omkring klokken 16 den eftermiddag blev jeg ringet op af socialforsorgen, der fortalte, at de havde fundet ham inde i lejligheden. Han havde kradset sig gennem fordøren med sine negle, indtil han kunne åbne smæklåsen. Efter han var kommet indenfor, havde han puttet muslingeskaller og luftpumpen fra akvariet ned i vasken og fyldt badekarret med tøj og blegemiddel.

"Vi tager ham med tilbage til hospitalet," fortalte de mig. "Men du bør nok komme hjem, for lejligheden kan ikke længere låses, og døren står åben."

Jeg tog hjem, gjorde rent og ringede til mine forældre for at fortælle dem, at jeg vendte hjem til USA i en uge. Mit navn var blevet kradset af døren, dørtelefonen og postkassen, og jeg fandt alle mine badedragter spredt ud over hele lejligheden med huller klippet ud, hvor brysterne skulle være.

Selv da jeg vidste, at han var låst inde, gav det et sæt i mig, hver gang jeg kunne høre nogen gå op af trappen. Mine naboer fortalte mig, at de havde nægtet at give ham knive for at komme indenfor, da han var låst ude – han var blevet aggressiv og havde mumlet ting om mig.

Mens jeg var ude af landet, forsøgte hans forældre at tage ham med hjem til Spanien, men han var mere, end de kunne holde til, så han blev på institutionen. Han sendte mig beskeder, hvor han sagde, at politiet havde ransaget vores lejlighed grundet mistanker om terror. Det var i det øjeblik, at jeg besluttede, at jeg ikke kunne bo der længere.

Jeg var tilbage i Berlin klokken 12, hentede nøglerne til en midlertidig lejlighed klokken 13 og havde pakket og flyttet alle mine ting inden klokken 17.

På en måde har jeg dårlig samvittighed over at have forladt ham, men samtidig føler jeg mig som en naiv narcissist for overhovedet at tro, at jeg kunne hjælpe, når hans nærmeste ikke kunne det. Jeg var den sidste, der fik at vide, at han var syg, og den sidste, der vidste, hvornår han kom hjem, men den første, der blev påvirket af det.

Det værst tænkelige tidspunkt at lære sin bofælle bedre at kende er helt klart, når de er midt i at få et psykotisk anfald.

Hvis du er bekymret for, at du eller nogen, du kender, har psykiske problemer, kan du tage kontakt til Sind på +45 70 23 27 50 eller via deres hjemmeside.

Læs mere fra VICE:

Jeg fotograferede min morfar, mens han mistede sig selv til Alzheimers

Jeg bliver ved med at forelske mig i deprimerede mennesker

DF er imod forslag om at fjerne transseksualitet fra listen over psykiske lidelser - men ikke af den grund som du tror