"Så lå jeg der og onanerede og kom for sent til en aftale ude på Center for Seksuelle Overgreb"

Denne artikel er også udgivet i VICE Magazine - The Please Sit Down Issue

Aphinya Jatuparisakul kigger på mig. Det er vist lige så meget et spørgsmål til hende selv, og til hele verden, som det er et spørgsmål, hun forventer, at jeg svarer på. Vi ligger i hendes sofa. Hun på den lange chaiselong-del, jeg sidder op af en bunke vasketøj i den anden ende. Vi har længe snakket om at lave det her interview, aftalt, at hun skulle fortælle om sit fotoprojekt om voldtægt, Aftermath, og om, hvad det betyder for hende at tage billeder af voldtægtsofre. Aphinya er fotograf. Hun er også min ven. Det er tre år siden, hun blev voldtaget. Det er to år siden, hun begyndte at tage billeder udenfor det hus, hvor hun var blevet voldtaget. Og nu ligger hun på den gråmelerede sofa i stuen på Amager og lyder… frustreret?

Jeg ved ikke, hvordan man håndterer at være på Tinder efter en voldtægt, svarer jeg hende, men det er egentlig løgn, for jeg var selv på Tinder umiddelbart efter. Jeg tænkte bare ikke rigtig over det, i hvert fald ikke på det tidspunkt.

"Jeg kan huske, at jeg skammede mig over at onanere, fordi det gjorde stadig ondt, fysisk ondt, på mig," siger hun. "Jeg havde stadig blå mærker på kroppen, og så lå jeg der og onanerede og kom for sent til en aftale med en psykolog ude på Center for Seksuelle Overgreb, fordi jeg lige skulle onanere. Og jeg kan huske, at jeg lå og tænkte, 'hvad fuck har jeg gang i?'"

"Jeg følte, at jeg reagerede på en forkert måde, fordi jeg var liderlig."

Hun har en fandenivoldskhed og et ligefremt, til tider næsten vulgært sprog, der på én gang er akavet, provokerende og sært afvæbnende. Hele hendes tilstedeværelse skriger, Hallo, det her er hele mig, og jeg insisterer på at være her.

Og det var i en insisteren på at optage plads, at fotoprojektet Aftermath blev født. Efter Aphinya blev voldtaget, begyndte hun at undgå bestemte steder i København, der mindede hende om den tidligere ven, der havde voldtaget hende. Hun tog sig selv i at cykle store omveje, når hun nåede til Indre By.

"Jeg kan huske, at der var en butik, der lå i det område, som jeg undgik, og jeg tænkte, 'lad mig nu bare bruge mine penge på det her lort, som jeg med garanti vil fortryde bagefter.' Jeg havde ikke lyst til at skulle undgå de steder, jeg havde lyst til at tage dem tilbage," siger hun.

Så hun begyndte at tage billeder af det hus, hvor voldtægten fandt sted, det hus, hvor hendes voldtægtsmand boede. De næste billeder, hun tog til projektet, var på Rigshospitalet, på den stue, hvor hun et år tidligere havde ligget i en gynækologstol og skammet sig over, at hun ikke kunne græde. Hun ringede ud på Rigshospitalet og spurgte, om hun måtte komme og tage billeder på den stue, hvor en læge og en sygeplejerske måtte sy hendes underliv sammen igen timer efter voldtægten.

"Jeg talte med en fantastisk sygeplejerske dengang. Jeg tror ikke rigtig, hun forstod, hvorfor jeg ville tage billeder der, men hun sagde, at hvis det gjorde noget godt for mig, så måtte jeg gerne komme forbi," siger hun.

Gjorde det så noget godt for dig?

"Ja… Altså jeg ville ønske, jeg kunne sige, at alting blev lettere efter det, men det er det overhovedet ikke blevet. Men det har hjulpet mig på den måde, at jeg føler, det er et led i, at jeg får det bedre," siger hun.

Jeg har kendt Aphinya i lidt over et år, og al den tid har hun arbejdet på projektet. Hun har ringet til mig grædende, fordi det gjorde for ondt at redigere billeder og læse beskeder fra folk, der gerne ville være med i projektet.

"Det er min måde at få det bedre på. Jeg ved, at voldtægten ikke får nogen konsekvenser for ham, og at lave det her projekt er min måde at bearbejde det på. Og det gør fucking ondt, og der er ingen instant forløsning. Jeg er glad for, at jeg er begyndt på det, men det giver mig ikke en følelse af lettelse eller af, at det hele bliver bedre. Det har gjort, at jeg har reclaimet nogle områder, hvor jeg før ikke turde komme. Han skal ikke blive ved med at være andenpilot i mit liv."

Jeg spørger Aphinya om hun nogensinde tænker, at det ville være nemmere at gå i almindelig terapi, og jeg griner lidt nervøst, et grin, der skal sige, Haha, det er jo bare for sjov, men også, måske det faktisk ville være en god ide. Jeg tog selv imod et terapiforløb, efter jeg blev voldtaget.

"At tage billeder er terapi for mig. Og terapi er heller ikke let, terapi gør ondt. Healing ER svært."

Det er også svært at interviewe Aphinya. Vi har begge to svært ved at finde os til rette i de her roller som interviewer og interviewperson. Hun ligger med ansigtsmaske på og kigger op i loftet meget af tiden. Jeg sidder og ælter en romkugle mellem fingrene og drikker te, som for længst er blevet kold.

Det er svært at snakke med hende lige nu, og det er mærkeligt, for vi har talt om de her ting mange gange før. På mange måder har vores venskab fra start handlet om voldtægt.

Første gang, vi mødtes, var to dage efter, jeg var blevet voldtaget. Det var en søndag, og vi skulle mødes og lave et podcastprojekt om racisme og fordomme. Podcasten blev aldrig til noget, men vi blev ved med at snakke sammen. Vi var en del af de samme onlinefællesskaber, og jeg havde flere gange set hende skrive om sin voldtægt. Et par måneder senere skrev jeg en tekst om mit eget overgreb, som jeg delte på Facebook og Instagram. Teksten delte jeg sammen med et billede af mig, der sad og græd i min nye lejlighed. Jeg skulle på date med en fyr fra Tinder, som ud af det blå havde joket med at putte kloroform i min øl og voldtage mig. Det var bare for sjov. Jeg syntes ikke, det var sjovt. Det var et par måneder efter min voldtægt. Aphinya skrev og spurgte, om jeg var okay.

Derefter var det, som om vi begge to bare vidste, at vi havde hinanden. Kendte hinandens historier. Det lyder højstemt, men i virkeligheden var det meget lavpraktisk. Et på måneder senere skrev hun ud af det blå og spurgte mig, om hun måtte fotografere mig til sit projekt om voldtægt. Jeg kan huske, at jeg grinede, fordi jeg blev så overrasket. Jeg tænkte, det kan man da ikke bare spørge folk om. På den anden side var det befriende, at hun bare spurgte, at hun ikke følte behov for at pakke mig ind i vat på grund af voldtægten.

Jeg tror, at vi som samfund har en forventning om, at man skammer sig, hvis man har oplevet seksuel vold. Det gjorde jeg aldrig. I bogen 'Voldtægt: Aspekter af en forbrydelse' argumenterer forfatter og journalist Mithu M. Sanyal for, at forventningen om skammen efter en voldtægt hænger sammen med vores dyrkelse af kvinders jomfruelighed gennem tiden. At vores seksualitet er vores dyd, det mest dyrebare, vi har, som vi for alt i verden skal beskytte og bevogte. Og når nogen så tiltvinger så adgang til dette, vil skammen være en naturlig følge. Men jeg skammede mig aldrig, og derfor var jeg også usikker på, om jeg ville være med i hendes projekt – for hvad nu hvis jeg kom til at negligere andres traumer og følelser af skam?

Den aften, vi tog mit billede, sad vi hjemme i hendes sofa. Hun havde tømmermænd, og jeg spiste bland-selv slik. Pludselig spurgte hun, om vi ikke skulle tage billeder. Det regnede udenfor. Ingen af os havde lyst til at tage hele vejen til forstæderne for at stå foran det kollegie, hvor voldtægten fandt sted. Så vi gik ind i hendes soveværelse, og hun hev en orange kjole med blodappelsiner på frem og bad mig tage den på og sætte mig i sengen. Hun tog billeder, imens jeg vred mig, lavede ansigter, grinede og gjorde mig til. Hun tog billeder skrævende over mig, imens jeg lå i hendes hvide sengetøj. Flere gange var hun ved at få overbalance og falde ned på mig. Se FIERCE ud, kig til den side, den anden, ikke 'resting bitch face', FIERCE! Hun blev ved med at kommandere med mig og grinede undskyldende. Jeg spiste mere slik. Klokken var tæt på midnat. Bagefter så vi på billeder på hendes computer. Jeg kan huske, at hun pludselig lagde sig over i sengen og græd, og jeg lagde mig ved siden af. Hun græd i lang tid. Så hev hun sin telefon frem og holdt den op i mit ansigt og bad mig fortælle, hvorfor jeg gerne ville være med i hendes projekt. Hun ville lave en video, som hun kunne kigge på senere, når hun blev usikker på, om det overhovedet nyttede noget.

Jeg synes, jeg ligner en million på det billede. Jeg ser stærk ud. Jeg føler mig stærk, når jeg kigger på det, og jeg elsker, at jeg er smuk og stærk og farverig på et billede, der handler om min voldtægt. Jeg er så glad for, at hun tog det.

På Aphinyas sofa taler vi om det offer, samfundet forventer – "det gode voldtægtsoffer". Om skammen, om at blive et menneske uden en seksualitet. Om hvordan det er at ligge i en gynækologstol på Rigshospitalet og tænkte på druknescenen i Titanic om og om igen i håbet om, at det måske kan få én til at græde.

"Når man ser voldtægt portrætteret i medier, så er det ofte en person, der er så traumatiseret, at den ikke vil røres. Jeg vil gerne sætte fokus på de ting ved voldtægt, som vi ikke snakker om; de tabubelagte emner indenfor et emne, der i forvejen er tabubelagt. Jeg vil gerne have, at vi snakker om seksualitet, hvordan man kan være i sin egen krop, alt det, der kommer efter voldtægten. Der er rigtig meget fokus på voldtægt for tiden, men jeg kan godt savne, at der er fokus på mere end bare det fysiske overgreb, for på en måde føler jeg, at det giver mere magt til overgrebspersonen. Det fysiske er jo bare én del af det," siger hun.

Fra hun begyndte på projektet vidste hun, at hun ville tage udgangspunkt i sin egen historie og i sin egen smerte. Hun havde brug for projektet til at arbejde sig igennem smerten og til at generobre byområder, hun før ikke turde færdes i. Men hun vidste også, at hun var nødt til at involvere andre.

"Jeg vidste, at jeg ikke var alene, og jeg vidste, at jeg var nødt til at række ud til folk i min omgangskreds – også selvom jeg nogle gange fik rakt ud på en lidt klodset måde, som da jeg skrev til dig," siger hun.

Det første billede hun tog, var af huset, hvor hendes voldtægtsmand bor. Derefter tog hun med en ven ud på den stue på Rigshospitalet, hvor hun var blevet undersøgt og syet efter voldtægten, og fik vennen til at tage billeder af sig i den gynækologstol, hvor hun havde ligget et år forinden. Derefter tog hun et billede af en veninde på Nørrebro. Og en dag, da Aphinya og hendes kæreste cyklede gennem Indre By, bad hun ham om at fotografere sig ude foran hendes voldtægtsmands hjem.

"Min kæreste blev virkelig ked af det. Jeg følte mig fucking dum, for jeg havde jo lige spurgt ham, om han ville tage billeder af mig det sted, hvor jeg var blevet voldtaget. Jeg tænkte, at det var en opgave, der skulle løses, men da jeg så, hvor ked af det han blev, tænkte jeg, at jeg måske var blevet lidt for distanceret," siger hun.

Hun ved også godt, at selvom det hjælper hende, at tage billeder foran sin voldtægtsmands hus, så er det ikke nødvendigvis sådan for andre.

"Det er noget, jeg slås meget med. Jeg vil ikke give folk en falsk forhåbning om, at de får det bedre, efter at jeg har taget et billede," siger hun.

Føler du et ansvar overfor dem, der er med?

"Selvfølgelig gør jeg det. Jeg er også bange for at gøre det værre for folk ved at rippe op i noget, som de ikke er parate til at få rippet op i. Folk skriver til mig, at de gerne vil have taget billeder for at komme ud med det, men der skal jo mere til end bare at få taget ens billede. Det er vigtigt, at folk forstår, at det her ikke er en erstatning for terapi," siger hun.

Hun fortæller, at hun for et par måneder siden blev ringet op af en kvinde mit om natten, som gerne ville være med i projektet. Kvinden fortalte, at hun aldrig havde talt med nogen om voldtægten før, men at hun gerne ville have taget billeder. Aphinya endte med at sige nej til at fotografere hende.

"Jeg vil gerne folk det bedste, men folks bedste er ikke at bruge en random fotograf som psykolog," siger hun.

For noget tid siden var Aphinya inde i byen og kom til at kigge ind af vinduet på en cafe. Hun fik øje på ham, der voldtog hende, han sad sammen med en kvinde og grinede.

"Jeg kunne ikke lade være med at tænke på, hvor søde de så ud sammen. Det var så absurd at se min voldtægtsmand være på date. Han er bare en person, en ganske almindelig person i mængden, og det skræmmer mig. Voldtægtsmænd er ikke fucked up monstre, det er mennesker, der har de samme drømme og håb som os andre, men som har gjort noget så voldsomt," siger hun.

Det Kriminalpræventive Råd lavede i 2014 en offerundersøgelse, hvor de spurgt et repræsentativt udsnit af danskere, om de nogensinde var blevet tvunget til samleje med vold eller trusler om vold. Det kalder de 'tvangssamleje', fordi der er tale om vurderinger fra ofrene og ikke tale om anmeldelser eller sigtelser. Det skønnes, at cirka 4200 kvinder udsættes for tvangssamleje eller forsøg på det om året. Kun i hver tredje tilfælde er gerningspersonen en ukendt person.

Jeg spørger Aphinya, hvornår hun føler, at projektet er al smerten, alle telefonopkaldene, al gråden værd.

"Det gør jeg nu. Når internet-strangers skriver til mig, at de er glade for, at jeg taler om, hvor svært det er at navigere i tingene bagefter. Og nu taler vi om det. Og hvis der bare er en person, der læser VICE på lokummet i august og tænker, hvor er jeg glad for, at nogen taler om det her, så er det det værd. Men det er en virkelig langsom proces. Jeg er sikkert stadig i gang om 10 år," siger hun.

"Jeg valgte primært at være med i projektet, fordi man i queer-samfundet fortier voldtægt og lader, som om det ikke foregår her. Samtidigt savner jeg, at mandlige voldtægtsofre har en stemme i offentligheden."