Jeg sælger stoffer til turister på kroatiske musikfestivaler

Denne artikel er oprindeligt publiceret i VICE UK.

Sommeren er forbi. Det er mørkt når du står op, og mørkt når du tager hjem. Der er pebernødder og julegøgl overalt i alle landets Nettoer, og alle sommerens musikfestivaler har udgivet deres mini round-up film, så vi alle kan mindes den forglemte sommerrus induceret af lunkne øl i et eskapistisk paradis på en pløjemark uden for Roskilde og have det lidt mere nederen over vores liv.

Det er den slags videoer fyldt med kemisk forstærket glæde, der fik mig til at tænke på de gutter, som forsyner verdens største festivaler med stoffer. De er endda ofte også turister og har altså smuglet stofferne gennem Europa. Efter alt at dømme er narkosalg et ret stressende og tidskrævende erhverv, og derfor forstår jeg ikke, hvorfor man vil udsætte sig selv for det i et fremmed land, når man i stedet bare kunne nyde livet på en festival.

For at komme til bunds i hvad der motiverer de her pushere, tog jeg kontakt til en af dem – en fyr midt i tyverne, som vi kalder Adrian. Vi mødtes med ham i hans hjemby Birmingham. Nedenstående er hans tanker og overvejelser om jobbet, redigeret for klarhed og længde.

Første gang jeg tog til Kroatien var det for at feste. Jeg har altid stofferne med mig lige meget, hvor jeg tager hen, så jeg havde lidt med til mig og mine venner. Det her var i 2010. Da jeg kom derud gik det op for mig, at der absolut ingen stoffer var. Bogstaveligt talt. Folk gik helt amok, rev i mig, betalte helt åndssvage summer. Jeg kunne sælge et gram MDMA, jeg havde købt for 150 kroner, for 1000 kroner. Det var der, jeg tænkte, OK, det her kan jeg lave seriøst mange penge på.

I de første par år dealede jeg ikke professionelt. Jeg solgte til venner, men folk blev ved med at spørge mig, og jeg fik ondt af dem. Der var noget nobelt over at være ham, der kom med stofferne. Alle vil bare have det fedt. Det er lige meget, hvilken baggrund man kommer fra, hvilken uddannelse du har – alle tager stoffer.

Jeg begyndte at sælge professionelt for tre år siden. Jeg er tilgængelig seks timer om dagen, hvor jeg sender folk SMS'er om, hvornår vi kan mødes. Jeg har forskellige hotlines for hver festival, men jeg sælger aldrig på festivalspladsen. Når det begynder at blive mørkt sætter jeg min telefon på lydløs, drikker mig sanseløst beruset og nyder festen. Jeg er ikke en af de pushere, hvor alt bare handler om at lave penge. Der er nogen pushere, der tager ud og tjener millioner.

Jeg sørger for kun at sælge til et begrænset antal mennesker. Jeg holder mig til større bestillinger og mødes måske med fire eller fem mennesker om dagen. En større bestilling ligger på omkring 40 piller til 200 kroner stykket. Jeg prutter ikke om prisen. Jeg gider ikke dem, der bare bestiller en eller to piller – med mindre det er en sød pige.

På en festival spreder rygtet sig hurtigt – hvilket både er en god og en dårlig ting. Det betyder, at folk gerne vil købe det, du sælger, men også at du kan risikere at tiltrække politiets opmærksomhed. Du kender idioten, der står og råber ens navn til fester, og siger de har købt deres stoffer af dig.

De flotte piger smiler sødt, før de tager røven på dig. Med den type piger tæller jeg altid pengene. Hvis piger tror, at de kan få noget gratis, kan de godt tro om. Men hvis hun vil bytte et knald for noget coke, så er det helt cool. Så deler jeg et gram med hende. Jeg har altid en ny kæreste på hver festival. Det er jo ikke fordi, hun kun får stoffer ud af det.

Italienere og spaniere er de værste at sælge til. De vil ikke betale for en skid, kommer med alle mulige spørgsmål og er generelt irriterende og belastende. Jeg undgår gerne helt at have noget med dem at gøre, med mindre de kan bevise, at de er gode nok. Mine yndlingskunder har erfaring med stoffer. Rich kids er gode, fordi de er fornuftige. Bøsser er også på - de har godt styr på det hele, fordi de som regel har taget masser af stoffer.

Man får også nogle idioter som kunder en gang imellem. Folk, der har købt piller af mig, ringer tilbage og råber ting som, "det her lort virker ikke!" Men når vi mødes, så jeg kan give dem pengene retur, er de helt febrilske og sindssyge og elsker mig. Der er også dem, der køber ketamin, men brokker sig, når de får det. De tripper helt ud og spørger mig, hvad fanden jeg har solgt dem. "Det er det bedste ketamin, du kan få," fortæller jeg dem. "Det kommer direkte fra Indien."

Det er det vilde vesten derude. Det her er Kroatien - ikke England. Der er ikke så meget pis med kroatere. Der var krig dernede i 90'erne og skydevåben er ret almindelige. Alt handler om penge. Det er lige meget om du er politibetjent eller mafioso – det er alt sammen det samme. Politiet er den største mafia.

Politiet ved godt, hvem pusherne er. De venter med at arrestere dig indtil du har en masse på dig, og så afpresser de dig. De fanger også festivaldeltagere. De bruger søde piger som lokkemad – de tilbyder fyren en joint, og hvis han takker 'ja', giver politiet ham en bøde på 3000 kroner. Man skal være på udkig efter undercover-betjente derude. Køb aldrig stoffer fra en kroater, du ikke kender.

Du er nødt til at være snedig, hvis du ikke vil fanges. Lad være med at være en idiot. Nogen gange skal du også passe på andre pushere. Det hele er som regel fint, hvis du ikke prøver at dominere markedet fuldstændigt. Men jeg har haft venner, hvis hemmelige lagere er blevet plyndret af andre pushere, der solgte deres stoffer videre.

Jeg er blevet taget en gang. Det var min egen skyld – jeg var helt væk. Jeg havde været vågen i tre dage, var høj på coke og havde også taget et par piller. Jeg burde have gemt mit lager væk, men tog i stedet hen for at mødes med en pige. Jeg slap med en kæmpe bøde. Du ved godt, at politiet ikke altid tjekker dine underbukser, ikke? Det gør de i Kroatien.

Når du har gode stoffer får du adgang til alle mulige steder. Jeg endte med at få forbindelser til mafiaen, og til at begynde med var det ret svedigt. Jeg blev venner med en fyr, og vi spiste god mad, tog kvalitetsnarko og tog fine steder hen. Så præsenterede han mig for sine venner, og så blev det hele pludselig ret seriøst. De stillede en masse spørgsmål, hvilket gjorde mig paranoid. Når man ser folk med pistoler, begynder man at tænke, OK, jeg vil ikke involveres i det her. Det er for meget.

Som regel kan man bestikke vagterne. Jeg var engang den eneste pusher til en fest på en båd, og pengene strømmede ind – jeg lavede omkring 25.000 kroner. Så mødte jeg en pige. Jeg blev helt blæst og dummede mig. Hun gav mig ketamin, og vagten spottede det.

Jeg havde simpelthen så mange penge, så jeg gemte dem i bukserne, under mine nosser. Da vi var tilbage på kysten, gik jeg op til baren for at bestille en drink, og det var der, de fangede mig. Jeg prøvede at slippe væk, men de visiterede mig. Så stor er min pik heller ikke, så man kunne nemt få øje på pengene. Jeg tiggede og bad, og til sidst gav de mig et bundt penge tilbage og beholdte resten. Senere samme dag lukkede den samme vagt mig ind på festivalen igen. Han grinte, mens han lukkede mig ind.

Hvis jeg skulle give den næste generation af pushere et råd, ville det være ikke at tage ketamin på jobbet. Jeg elsker ketamin, men man kan ikke tage det, mens man arbejder.

Der var for eksempel engang, hvor jeg havde arbejdet en hel festival og tog en ordentlig skefuld for at fejre det. Jeg må have sniffet to eller tre gram på en gang. Senere tog jeg tilbage til mit værelse og havde glemt, at jeg skulle have tjekket ud. Det var en total narkobule derinde, og manageren havde været inde og fjerne alle vores ting. Hun havde hustlet mig fuldstændig, stjålet alle mine penge og selv mine ametystkrystaller. Men jeg kunne ikke sige noget, for hun havde jo ikke ringet til politiet. Hun stjal bar et par tusinde.

Det fedeste ved min karriere som pusher er at forelske mig i forskellige piger fra forskellige steder. Men hvis du kan lide en pige, bør du ikke give hende gratis stoffer. Du skal sikre dig, at det er dig, hun er der for – ikke stofferne.

Læs mere om stoffer fra VICE:

Sådan føles det at smugle 700 gram kokain i maven

En sky i rendestenen

En gymnasie-dealer forklarer, hvordan man sælger stoffer til studerende