De usagte udfordringer ved at have en spiseforstyrrelse under Ramadanen

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly

For den gennemsnitlige muslim er det hårdt at skulle sulte fra solopgang til solnedgang under Ramadanen – men nogle kvinder klager ikke. Dem, som lider af en spiseforstyrrelse, kan se frem til måneden hele året.

Maha Khan fik anoreksi, da hun var 15. "Hvert år ventede jeg på Ramadan og tænkte; 'nu kan jeg tabe mig'," siger Khan, som nu er 32 år gammel og grundlægger af bloggen Islam and Eating Disorders.

Humaira Mayet er 21 år gammel og deltidstutor på universitetet. Hun kæmpede med anoreksi i seks år, og Ramadanen "var anoreksiens måde at forsvare min udsultning på – jo mere jeg afholdt mig, jo mere åndeligt stærk følte jeg mig til at være i stand til at modstå fristelsen af mad."

Under Ramadanen afholder de fleste muslimer sig fra at spise og drikke i nogle gange op mod 19 timer af gangen. Den hellige måned er i bred udstrækning betragtet som den vigtigste dato i den islamiske kalender, og faste ses som en mulighed for alle muslimer til at forøge deres spirituelle forbindelse til Gud samt udøve tilbageholdenhed. I løbet af de 30 dage er vægttab en del af normen – det siges, at man kan tabe op imod 12 kg under Ramadanen.

Men for dem, der lider af en spiseforstyrrelse, er Ramadanen en kærkommen mulighed for at undgå mad og samtidig undgå at blive afsløret. "Min mor var besat af, hvad jeg spiste. Ramadan var den eneste måned på året, hvor jeg kunne begrænse mad uden at vække mistanke," siger Mayet. Ifølge den førende organisation for spiseforstyrrelser, Beat, er der 725.000 mennesker i Storbritannien, der er påvirket af spiseforstyrrelser. Men der er ingen officielle tal, der fortæller os, hvor mange af dem der er muslimer. En af de få undersøgelser, der beskæftiger sig med udbredelsen af spiseforstyrrelser i muslimske miljøer, blev foretaget helt tilbage i 1988, og den viste, at britiske piger med asiatisk baggrund var mere udsatte for at blive ramt af anoreksi og bulimi end deres ikke-muslimske søstre. Ifølge en undersøgelse fra Pew Research udgør muslimer 23% af verdens befolkning. Det siger sig selv, at de også må være repræsenteret blandt de 70 millioner, det vurderes, der er ramt af en spiseforstyrrelse.

Selvom Ramadanen kan fremstå som "en fantastisk mulighed for at tabe sig," som et forum for anoreksi kynisk kalder det, er det ikke det samme som at sige, at det ikke er udfordrende. Mad er en helt central del af Ramadanen og indtager hovedrollen under de muslimske helligdage, om det så er at planlægge, hvad man skal spise til iftar, det måltid muslimerne spiser som afslutning på fasten, eller om det er tilberedning af mad op til.

"For en muslim, der lider af spiseforstyrrelse, kan Ramadan forvandles fra en allerede svær tid til et næsten umuligt dilemma," siger talsperson for Beat, Mary George. "De drastiske ændringer i diæt og indtagelse af mad i perioden kan accelerere spiseforstyrrelsens symptomer."

Den spænding, der opstår, når fasten brydes, og alle samles om maden – som oftest meget store mængder mad – udgør den største udfordring af dem alle. "Måltiderne var det sværeste, om det var hjemme eller ude," siger Khan. "Jeg begyndte at panikke, når jeg var sammen med andre, og fik angstanfald, når maden blev sat på bordet. Jeg tilbragte hele dagen i sengen med at bekymre mig om, hvad jeg havde spist aftenen før. Jeg drømte om mad og læste den ene kogebog efter den anden."

Khan begyndte endda at blive hjemme som det eneste familiemedlem og brød fasten alene i stedet for at tage del i den traditionsrige familiekomsammen. "Jeg brød fasten med en daddel og en energidrik. Så brugte jeg timevis på at skændes med mig selv om, hvorvidt jeg skulle formindske protein og stivelse i min kost endnu mere."

For muslimer verden over betragtes Ramadan som den vigtigste måned til at vise deres hengivenhed overfor Gud. Kvinderne, jeg talte med, var plaget af en indre konflikt: Fastede de for Gud, eller fastede de for deres spiseforstyrrelse?

"Når jeg spiste, følte jeg mig skyldig og utilstrækkelig, og en del af mig vidste, at det var perverst at udnytte Ramadanen på den måde," siger Mayet. Khan genkender hendes følelse: "Da jeg var i behandling for anoreksi, ville jeg overholde Ramadanen. Mit behandlingshold og min familie sagde nej. Mit BMI var meget lavt, og medicinsk var jeg ikke i stand til at faste. Jeg kan ikke forklare den rendyrkede angst, der væltede ind over mig. Vi havde så mange diskussioner på hospitalet og derhjemme. 'Jeg vil faste,' blev jeg ved med at fortælle min mor."

Når hun formåede at faste, var det kun for at komme tættere på sit mål om at nå en vægt på 55 kg. "Jeg bad til Gud, men mit sind var ikke optaget af bønnerne… Det var alt sammen begrænset til at tabe sig. Hvordan kan man engagere sig rigtigt i Ramadan-måneden, når man tænker på den måde?" Hendes vægt styrtdykkede. Kort efter den religiøse højtid gav lægerne hende fem uger tilbage at leve i.

Den grundlæggende fejlantagelse; at spiseforstyrrelser ikke er et "muslimsk problem", kan give følelse af skam, skyld og isolation. Ifølge Khan er der "så mange misforståelser omkring sygdommen i muslimske miljøer, at hundredetusindvis af kvinder lider i stilhed."

Utallige islamiske fora koger over med forestillingen om, at sygdomme som anoreksi og bulimi er såkaldte "vestlige lidelser", der har sneget sig ind i den muslimske verden. En side advarer at: "Spiseforstyrrelser er et voksende fænomen i det muslimske miljø. Hvad der engang var en lidelse hovedsageligt blandt ikke-muslimer, er langsomt blevet en del af ummah (det internationale muslimske samfund)."

Det er naturligvis forkert. Selvom forekomsten af spiseforstyrrelser er højere i den vestlige verden end i ikke-vestlige lande, har forskning vist, at muslimske kvinder er lige så tilbøjelige til at rammes af anoreksi og bulimi, lige meget hvilken kulturel baggrund de har, eller hvor de er vokset op.

I en undersøgelse udgivet i International Journal of Eating Disorders fandt forskerne ud af, at det var lige så sandsynligt, at kvindelige universitetsstuderende fra Tehran udviklede en spiseforstyrrelse som deres iransk-amerikanske modstykker.

"Spiseforstyrrelser er blevet kendt som noget, der rammer dem, som er velstillede og hvide," siger Priya Tew, en prisvindende diætist og ekspert i spiseforstyrrelser. "Størstedelen af den videnskabelige forskning er blevet udført på den befolkningsgruppe, og derfor er det dem, der tales mest om."

Samtidig frarådes muslimske kvinder at søge behandling – eller endnu værre, de kan tro, at de ikke har behov for det. "Det gør det sværere for muslimske kvinder at italesætte deres problemer med mad, og der er måske færre steder, de føler, de kan få hjælp," siger Tew.

Når Koranen undtager syge mennesker fra at faste, gør det det ikke lettere for dem, der lider af spiseforstyrrelse og er i behandling. Dem, som ikke vælger at overholde ramadanen, bliver ofte gransket af andre i miljøet.

Leanne Scorzoni på 34 er konverteret muslim og sygeplejerske og siger, hun er i "aktiv behandling" for EDNOS (uspecificeret spiseforstyrrelse), en spiseforstyrrelse hvor den syge ikke lever op til de opstillede diagnostiske kriterier for anoreksi og bulimi. "Jeg besluttede helt bevidst, at faste ikke var sundt for mig. Jeg følte ikke, at jeg gjorde det for Gud," siger hun.

Hun siger, at hendes lidelse gjorde det umuligt at nyde de spirituelle gevinster ved at overholde fasten. "Mit sind var fuldstændig afkoblet fra bønner og refleksion. Det var bedre for mig at spise sundt end fuldstændigt at afstå fra mad.

"Der har været tidspunkter, hvor jeg har spist offentligt, og muslimer er kommet hen til mig for at høre, hvorfor jeg ikke faster. Der har været muslimer, der fuldt ud anerkendte, at jeg havde en spiseforstyrrelse, men alligevel spurgte: 'Kan du ikke bare faste alligevel?' Jeg nægter at have dårlig samvittighed over at blive rask. Jeg skal ikke føle mig skyldig, fordi det er nødvendigt, at jeg spiser, når min krop er sulten, hvis jeg skal passe på mig selv."

Når medlemmer af det muslimske samfund ikke mener, spiseforstyrrelser gælder som en "legitim" medicinsk grund til ikke at faste, kan det vise sig at være lige så isolerende som at lide i stilhed. "Nogen går så meget om i mad og religiøse ritualer, at folk omkring dem ikke kan være åbne og ærlige om deres medicinske behov," siger Scorzoni. "Det er, som om behovet for lægehjælp bliver betragtet som syndigt eller svagt."

Alligevel er Khan optimistisk og mener, at den muslimske attitude overfor ofre for spiseforstyrrelser langsomt bliver bedre. Som med alt andet starter det med, at vi taler om det. "Nu bryder vi stilheden omkring spiseforstyrrelser," siger hun, "forhåbentlig betyder det, at flere og flere muslimer vil tale om det."

Læs mere på VICE:

Dilemmaet med 'halal' sexbutikker

Mød den homoseksuelle muslim, der gik undercover i Mekka

Exit fra islam: Netværket, der hjælper eks-muslimer