Sådan har soldater været blæste på narko i næsten alle krige

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

I november 2008 udførte ti medlemmer fra den islamistiske terrorgruppe Lashkar-e-Taiba 12 skud- og bombeangreb, der dræbte 164 mennesker og sårede yderligere 300 i Mumbai, Indien. I kølvandet på angrebene lykkedes det dem at holde hundredvis af Indiens toptrænede specialstyrker på afstand i næsten 60 timer, inden de til sidst blev dræbt eller pågrebet.

Lashkar-e-Taiba-medlemmerne havde gennemgået flere måneders træning som kommandosoldater. De var en elitetrænet kampenhed. Og så var de på stoffer. Bevismateriale fra gerningsstedet og blodprøver afslørede, at i hvert fald nogle af medlemmerne havde taget kokain, LSD og steroider. Det virker efterhånden klart, at det var deres stofbrug, der gjorde dem i stand til at forsvare sig imod en kampstyrke, der var næsten dobbelt så stor, i over to døgn uden mad eller søvn, og mens nogle af dem havde livstruende skader.

Den polske historiker Lukasz Kamienski demonstrerer i sin nye bog Shooting Up, at mænd og kvinder har brugt stoffer til at forbedre deres militære evner lige så længe, som krigsførelse har eksisteret. Kamienski fortæller, at angriberne i Mumbai blot er det seneste eksempel på en lang tradition for narkopåvirkede krigere: Fra vikinger, der gik bersærk i en svampefrembragt trancetilstand, til Inkakrigere på cocablade, til morfinafhængige soldater i den amerikanske borgerkrig og til den amfetaminhøje tyske værnemagt.

I 1980'erne svarede militærhistorikeren John Keegan på spørgsmålet, "Hvorfor kæmper soldater?" med tre forklaringer: "tilskyndelse, tvang, narkose." Selvom Keegan senere besluttede, at denne teori var for simpel, så tilføjer Kamienski: Foruden den tilskyndelse, som kommer af dehumaniserende træningsprotokoller, og den tvang, som en nation udøver, når befolkningen skal kæmpe i dens navn, så kan "narkose" tolkes bogstaveligt: For at slå andre mennesker ihjel er mennesket nødt til være i en ændret sindstilstand. Stoffer kan få soldater til at gøre ting, de ellers aldrig ville gøre – nemlig at opgive deres menneskelighed for at blive en hærs spydspids.

"Antropologiske studier vidner om, at vi ikke som udgangspunkt er krigeriske mennesker," fortæller Kamienski mig over telefonen fra sit hjem i Polen. "Det er meget vanskeligt at overtræde den grænse, hvor vi bliver i stand til at slå et andet menneske ihjel. Det handler om at kunne gøre en civil til soldat, som endvidere kan slå ihjel uden store psykologiske følgevirkninger."

Shooting Up er struktureret kronologisk og dækker alt fra forhistorisk tid til nutiden. I starten af bogen kan man læse om vinberusede græske hopliter, Homeriske helte, der druknede sorgerne i opium, og svampespisende Sibiriske stammer. De blegner dog alle sammen, sammenlignet med de mest berømte svampekrigere – Vikingerne.

De bjørneskindsklædte vikingekrigere var frygtede, som ingen andre styrker gennem tiden. "Må Gud skåne os fra mændene fra Nord og deres rasen" – sådan lød bønnerne blandt de, som boede inden for farezonen. Dengang troede man, at vikingerne var grebet af et raseri, som de havde fået af Odin, og som ville fordoble deres styrke, udviske deres menneskelighed og gøre dem immune over for smerte. De bed i deres skjold, hylede som ulve og nedsablede hvad som helst, der stod i vejen for dem. Kamienski viser til gengæld, hvordan vikingerne opnåede denne tilstand delvist ved at drikke Amanita-svampe. Han citerer toksikologen Erich Hesse, som skriver, "den påvirkede vil forestille sig at have skiftet form til et dyr, og hallucinationen fuldføres med følelsen af, at man har fjer og hår."

Jeg kan ikke påstå, at jeg nogensinde har fået lyst til at plyndre en norsk landsby af at tage svampe, men den rigtige dosis på den rigtige måde kan ændre ens virkelighedsfølelse i en grad, så unaturlige ting (som at voldtage og plyndre) føles naturlige. Den tankegang kan man også se i den sammensætning af stoffer, som gerningsmændene i Mumbai var påvirkede af. Kokain gav dem energi, steroiderne gav dem styrke, og syren ændrede deres opfattelse af virkeligheden til et punkt, hvor de kæmpede i vildskab ligesom vikingerne.

Kamienski forklarer, at Anden Verdenskrig repræsenterer et særligt slående eksempel på, hvordan stoffer blev brugt til at forstærke soldaters præstation. "Jeg var meget chokeret over, at Værnemagten var så kraftigt påvirket af metamfetamin under invasionen af Polen," fortæller han mig. "Det er noget, man aldrig læser om i historiebøgerne."

Det Nazistiske regime slog hårdt ned på brugen af stoffer i officiel sammenhæng, men privat havde mange af de nazistiske elitesoldater stor erfaring med at være påvirkede. Hitler var medicineret i store dele af tiden under krigen. Göring og Goebbels elskede begge morfin. Da Göring forsøgte at udligne morfinens effekt ved at tage kokain, blev han også afhængig af det.

De forsynede også de tyske soldater med stoffer. Under invasionen af Polen i 1939 blev Pervitin – en version af metamfetamin, som er designet til at modvirke stress, afværge træthed og fremprovokere eufori – til tyskernes "stormpille". Efter annekteringen af Polen bestilte den tyske hær 35 millioner tabletter Pervitin til offensiven i Frankrig i foråret 1940.

Soldaternes sundhed og velvære blev der ikke spekuleret så meget over. Stoffet blev brugt til at få krigens hjul til at dreje endnu hurtigere. "Nazisterne ville bare gøre deres soldater i stand til at præstere bedre – kæmpe i flere timer, blive mindre udmattede og accelerere deres blitzkrieg endnu mere," forklarer Kamienski. Mange tyske soldater blev afhængige af stoffet. Da det officielle lager var udtømt, fik de det tilsendt fra Tyskland, hvor det var frit tilgængeligt. "Jeg skriver primært til jer i dag for at bede om noget Pervitin," skrev den 22-årige soldat Hein, som var udstationeret i Polen, til sin familie hjemme i Köln.

Tyskerne var dog ikke den eneste hær, som kørte på speed. Alle har været på noget: Briterne, Amerikanerne, Japanerne og selv Finnerne, som på det her tidspunkt var verdens største heroinforbrugere. "Min konklusion er, at Anden Verdenskrig i vid udstrækning blev udkæmpet på speed eller meth," fortæller Kamienski.

Politiet leder efter gerningsmændene i Mumbai i 2008, via

I løbet af det 20. århundrede er fordømmelsen af stoffer og bekymringen over den sociale slagside ved brugen af dem vokset frem, hvilket har ført til forbudslovgivning. Kamienski nævner Vietnamkrigen som "den første farmakologiske krig" på grund af det store forbrug af stoffer – mange historikere har hævdet, at 10-15 procent af de amerikanske soldater var afhængige af heroin.

I virkeligheden er det overraskende, at en vidtrækkende undersøgelse som Shooting Up ikke er blevet foretaget før. På den anden side var brugen af stoffer en accepteret del af kulturen indtil for forholdsvis nylig, så det er ikke overraskende, at de også er blevet brugt til krigsførelse. I dag har hære i Vesten en hårdere tone over for stofbrug, selvom mange amerikanske soldater, som vender hjem fra Irak og Afghanistan, fortæller om udbredelsen af "go pills" som Adderall og energidrikke, såvel som proteinpulver og kosttilskud, som hjælper dem til at danne muskelmasse. I det store historiske perspektiv ville den slags "småmisbrug" sikkert få en viking til at grine hånligt.

Mere fra VICE

Sådan blev mit bankjob sjovere med metamfetamin

Vi spurgte en filosof, om det er i orden at tage stoffer

Virkelighedens narkobagmænd, der får Scarface til at ligne en vatpik