Den unge, smukke jurastuderende, der slog sin kæreste ihjel med en kæmpe overdosis heroin

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

Anu Singh har ikke givet ret mange interviews, siden hun blev dømt for at have dræbt sin kæreste i 1997. Men i et sjældent interview med news.com.au fortæller hun, at skaberne af en ny film baseret på sagen ikke tog kontakt til hende i filmens tilblivelse. Det benægter Sotiris Dounoukos, som er instruktøren bag filmen 'Joe Cinque's Consolation'.Han fortæller, at Anu aldrig svarede på hans opkald eller emails. Han mener, at hendes løgne kun bidrager til mysteriet omkring sagen, hvor hun bedøvede sin kæreste Joe Cinque med rohypnol og injicerede ham med den ene heroindosis efter den anden, mens han var bevidstløs i deres hjem i Canberra.

Hvis man skal tro forfatteren Helen Garners udlægning af Anu Singhs fra 2004, var den 25-årige kandidatstuderende en meget dygtig manipulator – priviligeret, temperamentfuld og narcisistisk. Anu inviterede sine studiekammerater over til et middagsselskab, hvor hun fortalte alle undtagen Joe, at hun planlagde at begå selvmord og tage ham med sig. Hun pressede sine middagsgæster til ikke at sige et ord, til at låne hende penge og til at sælge heroin til hende. Ikke bare én, men to gange, eftersom hendes første forsøg på at slå Joe ihjel slog fejl.

I dag, knap tyve år efter begivenhederne – i en tid hvor vi ved mere om psykisk sygdom – virker Garners vurdering af Anu Singh lidt skarp. Sotiris Dounoukos nye film kaster et lidt mildere blik på hende. Han adresserer stadig det store spørgsmål: 'hvorfor', men instruktøren twister sit fokus en smule. Han undersøger hvorfor, der ikke var nogen, der greb ind over en ung kvinde, som tydeligvis oplevede et mentalt sammenbrud.

Dounoukos gik faktisk på universitetet sammen med Anu Singh. "Jeg gik på årgang med Anu på jurastudiet på Australian National University og mange af de andre personer, som bliver nævnt i Helen Garners udlægning af hændelserne," fortæller han. "Selv når man kendte de her mennesker, er historien så ekstrem, at man spørger sig selv: 'Hvordan kunne det ske?'

I Dounoukos's film, som får premiere i Australien 13. oktober, er Anu Singhs middagsgæster ikke kun vidner, som forhøres i retssalen – de er helstøbte karakterer og mennesker, som ikke formåede at handle i en situation, hvor mange af os håber, at vi ville være i stand til det. Eftersom han var tæt på de forfærdelige begivenheder, spørger jeg Dounoukos, om han har tænkt på, hvad han ville have gjort, hvis han blev samlet op af Anu Singh og hendes veninde Madhavi Rao, da de kørte rundt i Canberra og hentede middagsgæster.

"Jeg tror en af de ting, Anu og Madhavi var gode til, var at udvælge mennesker, som de mere eller mindre kunne kontrollere," svarer han. Pigerne samlede studerende op, som var flyttet til fra andre stater eller udlandet – folk uden ret stærke forbindelser i lokalsamfundet. "Studerende som var langt væk hjemmefra, som måske havde nemmere ved at blive fortabt i deres daglidagsliv. Og som ikke ville blive lige så engageret i, hvad der skete med folk omkring dem," siger Dounoukos.

Tilskuereffekten spiller en stor rolle i Joe Cinques død. Det er et udbredt begreb i socialpsykologien, at jo flere mennesker der er vidne til et menneske i nød, jo mindre sandsynligt er det, at nogen af tilskuerne hjælper. "En af de ting, filmen udforsker, er distinktionen mellem at være tilskuer og være vidne," forklarer Dounoukos. "Og det farlige ved, at folk kun er tilskuere til verden og behandler alting, som om de ikke er involverede."

"De her mennesker ville gerne med til middagsselskaberne, og deres egen indre monolog sagde 'det her har ikke noget med mig at gøre.' Og alligevel fastholdt deres tilskuermentalitet Anu Singhs momentum, fordi det gav hende et publikum. For en narcisist er et publikum ligeså vigtigt som den luft, de indånder."

Men efter at have set Dounoukos's film, står spørgsmålet tilbage, om Anu ville have gjort, hvad hun gjorde uden et publikum. Den unge jurastuderende havde overbevist sig selv om, at Joe – som efter alles udlægning var en god og kærlig kæreste – havde forgiftet hende med den opkastinducerende hostemedicin ipecac. Hun led også af vrangsforestillinger om, at en sjælden sygdom var ved at æde hendes muskler op indefra. Anu fortalte folk, at hun var nødt til at slå Joe ihjel for at straffe ham. Andre hævder, at Joe endelig havde fået nok af Anu, og at det var hans beslutning om at forlade hende, der fik bægeret til at flyde over.

Fik hun et mentalt sammenbrud, eller vidste hun præcis, hvad hun gjorde? Både Garner og Dounoukos fremhæver Anu Singhs opkald til alarmcentralen omkring middagstid den 26. oktober 1997 – dagen efter det andet middagsselskab og forsøg.

"Kan jeg få en ambulance, tak? Jeg har en person, der muligvis har fået en overdosis af heroin," græd hun i telefonen. "Muligvis har fået en overdosis," spurgte alarmoperatøren i røret. "Ja, altså han kaster blod op over det hele… er det et dårligt tegn?" Singh havde tilbragt morgenen og det meste af aftenen forinden på at overvære forværringen af Joes tilstand og stå ved hans sengekant, mens hans vejtrækning blev langsommere og hans læber blev blå. Nødopkaldet varede i 20 minutter, mens alarmoperatøren forsøgte at få Anu Singh til at opgive sin adresse. Det var lige dele kaotisk og kalkuleret.

Anu Singh blev oprindeligt anklaget for mord, men endte med at blive kendt skyldig i manddrab. Ekspertvidner i sagen brugte hendes borderline personlighedsforstyrrelse til at argumentere for en nedsat straf. Hun afsonede blot fire år af en 10-årig dom for drabet på Joe Cinque. Hun tog en PhD i fængslet og har udgivet sin afhandling i kriminologi. Joes familie har aldrig tilgivet hende.

Tilbage i 2004 – tre år efter Singh blev løsladt – udtalte Helen Garner til 7.30, at Anu Singhs motiver stadig undrer hende. "Jeg forstår ikke, hvorfor hun gjorde det," siger den garvede forfatter, som dækkede Singhs retssag intensivt tilbage i 1999. Anu Singh begriber det heller ikke selv 20 år efter. "Jeg forstår det heller ikke… Jeg var mentalt ustabil, og det er noget, jeg stadig kæmper med. Jeg kæmper stadig med hvorfor," udtalte hun til news.com.au. "Jeg ved det ikke. Der er ikke nogen rationel forklaring."

Sotiris Dounoukos kan, efter at have lavet filmen, heller ikke forstå, hvorfor hans tidligere klassekammerat gjorde, hvad hun gjorde, og hvorfor ingen forhindrede hende i det. Men han understreger, at uanset om hun har fået det bedre, så har Anu stadig et behov for kontrol – han fortæller, at hun blokerede ethvert forsøg fra filmskabernes side om at få adgang til bevismateriale fra sagen.

"Hun ville ikke give os adgang til noget af det bevismateriale, som kun hun har adgang til. Hun fravalgte på samme måde også at medvirke i bogen efter utallige anmodninger fra Helen Garner et interview," fortæller han. "Hun nægtede desuden at udtale sig som vidne under hele retssagen. Hun var helt tavs i en meget afgørende periode."

"Hun har haft tid til at reflektere over det. Men det er ikke en film om hendes refleksioner over den periode. Vi er interesserede i, hvad hun gjorde."

Mere fra VICE:

Kan man få PTSD af at se mordvideoer på nettet?

Mød manden der har brugt 8000 timer på en oversigt over danske mord

Når folk slår ihjel mens de sover