Sådan ser det ud, når din 20-årige kæreste får kræft

FYI.

This story is over 5 years old.

Travel

Sådan ser det ud, når din 20-årige kæreste får kræft

Nogle gange måtte fotografen Johnny Griffiths lade være med at trøste og i stedet fotografere, da han skulle dokumentere sin kærestes kræftforløb.

Alle billeder er taget af Johnny Griffiths.

Denne billedserie blev oprindeligt udgivet af VICE UK

Hannah sætter sig op i sengen og lægger et nyt lag rød læbestift på, mens hun bruger sin iPhone som et spejl. For et år siden, efter en weekend fyldt med fest i anledning af sin 20 års fødselsdag, fik hun den kontante besked fra sin læge: "Det er kræft." Med det her billede fik hun en følelse af at være normal ved at se så "ikke kræft-agtig ud som muligt" midt i sin behandling. Det indebærer at smide parykken, omfavne sin karseklipning og være i fuld make-up på hospitalet, hver gang hun kommer ind for at få kemoterapi, som får hende til at føle sig som døden selv.

Advertisement

Kræft. Ordet får os stadig til at tænke på døden som det første. Med det i baghovedet besluttede Hannahs kæreste – den nyligt færdiguddannede fotograf Johnny Griffiths – sig for at ændre opfattelsen af sygdommen, da han fandt ud af, at Hannah var blevet diagnosticeret med Hodgkins Lymfom i stadie fire. "Jeg ville gerne skildre kræft på en måde, som man ikke har set før," fortæller han. "Det er altid i et mørkt perspektiv og med virkelig negative billeder, men det er en sygdom – ikke den visse død."

Da Hannah blev diagnosticeret i april 2015, var de begge to på andet år af universitetet. Johnny flyttede ind hos Hannahs familie, hvor han blev boende under hendes behandlingsforløb. Ideen til at dokumentere Hannahs sygdom opstod, da parret indså, at mens deres egne liv var blevet forvandlet til en strøm af hospitalsbesøg og kemoterapi, fortsatte verden udenfor som normalt. "Vi fandt ud af, at hvis Johnny ville færdiggøre uddannelsen, så var han nødt til at tage billederne," fortæller Hannah. "Vi gik stadig på uni, mens jeg fik kemo, og på et tidspunkt sagde en af Johnnys lærere, 'Hør, jeg ved godt, det må være hårdt, men du er nødt til at aflevere nogle opgaver.'"

En af de sværeste ting for Hannah ved at være syg var vennernes manglende evne til at håndtere hendes sygdom. "Ingen af dem sagde noget, fordi de ikke vidste, hvad de skulle sige," fortæller hun, "og derfor var jeg fast besluttet på, at Johnnys afslutningsprojekt skulle være at fremstille kræft i et andet lys." Og sådan startede projektet It's Cancer.

Advertisement

Johnny skulle finde ud af, hvordan han tacklede sin dobbelte rolle som både støttende kæreste og fotograf, så projektet ikke belastede deres forhold: "Der var masser af gange, hvor jeg kunne have taget kameraet frem og fået virkelig stærke og følelsestunge billeder, men det var samtidig de gange, hvor de føltes mest forkert," fortæller han. "Der var nogle øjeblikke, jeg ikke ville gå glip af, som da Hannah fik at vide, at kræften var helt væk – jeg ville være der og opleve det selv i stedet for igennem en linse."

Parret færdiggør hinandens sætninger, når jeg taler med dem – at gennemgå et kræftforløb har gjort samlivet helt ubesværet. Der var gode dage indimellem, og på en af dem var Hannah med på en picnictur, hvor det her billede er taget. "De tre dage betød virkelig meget for mig," fortæller Hannah. "Jeg kaldte dem for mine euforiske dage, fordi det var helt fantastisk at føle mig rask."

Men som det så oftest er med kræftbehandling, så forløb det meste af tiden indenfor i diverse venteværelser. Under et ugelangt ophold på en isolationsstue på hospitalet slog de tiden ihjel med et Storage Hunters-marathon. Det var ikke just behageligt – der var "ingen vinduer, ingen ventilation, ingenting udover en stol, jeg kunne sidde på, og den havde en sprængt fjeder, der stak op i røven på mig," fortæller Johnny. Han forevigede den tilsyneladende uendelige uge med et stærkt billede af Hannah med hovedet på en stak hospitalspuder og ansigtet vendt væk fra kameraet.

Advertisement

Selvom de var optimistiske undervejs i behandlingen, så var der hårde perioder. "Nogle gange forsvandt jeg ned i mit mørke hul og græd, og Johnny løb hen for at tage sit kamera, så han var sikker på at få billedet," fortæller Hannah. "Jeg tænkte, 'for fanden mand, skal du absolut tage et billede lige nu?' Men når jeg ser tilbage på det, efter syv måneder i bedring, så er jeg ret glad for, at han gjorde det."

Her er flere af Johnnys billeder fra serien.