VICE-interviewet: Anders Matthesen

Det her er VICE-interviewet. Her stiller vi aktuelle, kendte personer en fast række spørgsmål i håb om at komme tættere på, hvem de egentlig er.

Det er en vintergrå tirsdag formiddag, da jeg møder Anders Matthesen i et forblæst industrikvarter i Nordvest. Senere tager han til Nakskov, for det er samme dag, som komikeren bliver færdig med sit syvende onemanshow 'Shhh' efter 116 shows og seks måneder på landevejene. Anden er glad.

Meget gladere end i Den Anden Side, en ny dokumentar, som går tæt på komikeren over en fireårig periode fra 2012 til 2016. Filmen skildrer en mand, der er på toppen af sit game, men han har også rundet de 40, og inspirationen er begyndt at svigte ham. Multitalentet rammer den kreative mur og bliver kastet ud i en eksistentiel krise. Den sjove mand begynder at tvivle på, om han stadig er sjov, og han må hele vejen forbi USA, før han genfinder formen.

"Der sker virkelig meget i løbet af de her fire år. Der er noget smerte i den der krise, som er lidt drøj for mig at gense. Og de videoklip dér, hvor jeg optræder på engelsk i New York. Det kan jeg jo næsten ikke bære at se. Der slår min forfængelighed lidt ind, men jo, jeg er tilfreds med filmen. Jeg kunne være mere bekymret for, om den er for sort til mine faste tilhængere…", siger han.

"Det er jo heller ikke min film. Det er ikke Anden, man ser. Jeg synes også, det ville være røvsygt at lave en film, hvor man bare sidder og griner hele vejen igennem."

Men nok om Den Anden Side. Aftalen er nemlig, at jeg skal stille Anders en masse forskellige spørgsmål for at finde ud af, hvilke sider han ellers gemmer på.

VICE: På hvilket tidspunkt i dit liv har du været virkelig bange?
Anders Matthesen: Jeg var oppe og ride på elefantryg i Thailand med en meget, meget lille baby. De der mennesker, der styrede elefanterne, de hverken smilede eller noget, og de gjorde ingenting for at give os en hyggelig oplevelse. På et tidspunkt kom der nogle gutter, der ville sælge os sådan nogle plastik-halskæder, og vi turde nærmest ikke at gøre andet end bare at købe dem. Sælgerne kendte elefantfolkene, og de stirrede ondt på os. De var nærmest en slags landevejsrøvere, og på et tidspunkt, jeg ved ikke helt hvornår, går det op for mig, hvor meget på udebane jeg egentlig er, da jeg hænger tre meter oppe i luften på den der arrige elefant og dingler med en baby. Jeg sad fuldstændig krampagtigt og holdt om min søn. Hvorfor fanden blev jeg ikke ved poolen, tænkte jeg.

Afslut denne sætning: Problemet med unge mennesker i dag er…
At de bliver ældre. Det er jo problemet med ungdommen – at den ikke varer for evigt. Nej, jeg har ikke beef med de unge. Lige så snart man hører sig selv sige 'hvorfor bruger de så meget tid på det der internet?', så begynder mormors korksko at knirke.

Hvilket minde står stærkest fra din skoletid?
Jeg var otte år, da jeg flyttede fra Frederiksberg til Albertslund, og det var dengang, hvor alle knægte med respekt for sig selv kørte BMX. Eller "E.T.-cykler." Det var det, alle kaldte dem efter at have set filmen. Nå, men jeg fik sådan en cykel som bestikkelse for at gå med til at flytte fra byen til forstaden. Og ikke bare en hvilken som helst forstad, det var jo på Vestegnen. Der er fandeme langt fra Frederiksberg til Albertslund, det kan jeg godt fortælle dig. Jeg husker meget tydeligt hele den her periode, hvor jeg skal finde mig til rette i den nye klasse. Hvad glor du på? En ko med bukser på! Det rendte vi og sagde til hinanden på min gamle skole, men det gik ikke derude. Det udløste til gengæld en vasker.

Hvilke konspirationsteorier tror du på?
Det er jo ganske besnærende, når først man begynder at lytte til de her teorier. Alle argumenterne omkring månelandingen, 9/11 og alt det der… Men altså. Nej. Det er jo spændende, og det pirrer den der søde dramatand, men det er ren underholdning. Man kan måske bruge det til at udvikle sin kritiske sans. Jeg blev faktisk lidt betaget af hele den her Illuminati-ting med pyramider på pengesedlerne, og hvad ved jeg, men så læste jeg nogle sobre tekster, der ligesom debunkede det hele totalt.

Hvilken film kan få dig til at græde?
Som regel film om komikere, der lever lidt tragiske liv. Man on The Moon med Andy Kaufmann, Billy Crystal i Mr. Saturday Night, hvor han spiller sådan en halvgammel komiker, der ikke kan få arbejde. Det handler nok om, at det er mit fag, og frygten for at miste sit publikum sidder dybt i mig.

Hvad er den fineste ting, du ejer?
Fuck, det er svært. Jeg har jo fået nogle fede tegninger af ungerne, men jeg har også min farfars gamle taxamærker fra hans tid som hyrevognschauffør i Chicago under gangstervældet. Det var i 30'erne, tror jeg nok, hvor han var chauffør for Marx' Brothers' mor, Minnie Marx. Lauritz Matthesen, hed min farfar, og jeg nåede aldrig at hilse på ham, for han døde et par måneder inden, jeg blev født.

Hvorfor slog du op med din første kæreste?
Fordi hun lossede mig lige i kuglerne. Jeg var 13, og hun var 12, og vi sad i sådan en rundkreds og fjollede, og pludselig så kunne hun bare ikke stå for fristelsen, og så hakkede hun til. Hende måtte jeg af med.

Apropos skridtvold så snakkede jeg med Emil fra Suspekt, som sagde, at du engang har skudt ham i bollerne med en slangebøsse…
Rygter! Nej, det kan da godt være, det var rigtigt, for jeg var en meget habil slangebøsseskytte, og jeg var ikke særlig sød ved de små. Men jeg kunne nu godt lide Emil dengang. Han var populær. Måske var dét i virkeligheden grunden til, at det gik ud over ham.

Hold kæft jeg var god til at skyde med slangebøsse, når jeg tænker over det. Men det sluttede brat, en dag vi cyklede forbi et åbent vindue og skød et par kramper ind gennem det. En mand kom galopperende ud og fangede en af os, og så blev vi andre nødt til at gå med. Hele sagen var så, at de havde en baby siddende i en babystol. Den der krampe havde ikke ramt ungen, men den havde klasket lige ind i et skab ved siden af. Og den der baby sad så bare med sin leverpostejsmad og indgød skyld i os, mens vi fik jordens største skideballe.

Hvilke bøger har du læst det seneste år?
Nicholas Pillegis Wiseguy. En masse Pippi Langstrømpe i sønnike-regi, men det tæller vel også? Henrik Pontoppidans Lykke-Per. Den sidste bog, jeg blev færdig med, var Sebastian Kleins Fra min faders skygge. Jeg kan meget godt lide at læse biografier. Jeg læser også fagbøger, bøger om mafiaen, rockere, ting, der har været… og romaner. Bare ikke fantasy, det gider jeg ikke.

Hvis du selv kunne vælge, hvad skulle så være dit sidste måltid?
En Five Guys burger i Miami. Det var på min fødselsdag, og så sagde min kone, hvor vil du spise? Så rykkede vi på Five Guys Burgers & Fries. Det er kraftedme den bedste burger, jeg har fået i hele mit liv. Den er utrolig kompakt. Baconen, bøffen, fritterne… Den gik bare op…

Det kom sig af, at jeg så en Youtube-video med ham Daym Drops, der anmelder mad i sin bil. Det er simpelthen det, han er blevet stor på. At anmelde fast food i sin frokostpause. Så blev han songifyet, så det lød virkelig grineren, men jeg blev samtidig mega lækkersulten af at høre ham tale om den der burger.

Hvilken beklædningsgenstand ville du ønske, du aldrig havde iført dig?
Der er meget af det tøj, jeg havde på i mine unge dage, jeg virkelig skammer mig over. Jeg gik med latexbukser i 90'erne. Der var den der eurodance-bølge, der skyllede ind over landet. Alle pigerne skulle have afbleget hår, og der var Buffalos og skriggrønne satinbukser ud over det hele.  Jeg kan huske, at Frank Hvam havde læderbukser, og jeg tænkte, kan jeg det? Nej, det kunne jeg ikke, men jeg kunne åbenbart skrue mig ned i et par latexbukser i imiteret slangeskind, som lignede en smeltet grammofonplade. Og så orange sweater og smørgult hår. Jeg må have lignet DJ Alligators mareridt. Desværre har jeg dem ikke længere, de revnede en dag, da jeg satte mig ned på hug.

Hvad kan gøre dig stolt?
Det kan ungerne. Sådan er det bare. Men arbejdet, bestemt også. Jeg er rigtig glad for alle de shows og alt det andet, jeg har lavet gennem årene i mit virke som komiker, og jeg lægger en stor stolthed i det. Det gør jeg sgu.

Afslut denne sætning: Jeg kan blive rigtig hidsig, når…
Jeg bliver afbrudt. Om det så er mine unger eller folk, der ikke kender mig. Det hænder jo, at folk kommer op til mig og siger, hey, må vi ikke lige få et billede sammen med dig, og det er også okay, og det må også godt være midt i, at jeg sidder og spiser på en restaurant, men ikke midt i en sætning. Folk må lige vente, til jeg har talt ud. Førhen accepterede jeg afbrydelserne, men det var min bedste ven, Tue, der en dag fik nok. "Nu har vi fulgtes i 10 år på den her måde, og det er som om, at når nogen stikker hovedet mellem os, så er jeg bare røv og nøgler. Der kan du godt blive bedre til at forsvare, at vi sidder midt i en samtale, og jeg er pissetræt af hele tiden at blive afbrudt af folk udefra," sagde han. Det gav mig noget at tænke over.

Hvad er din største bekymring for fremtiden?
Jeg er meget bekymret for klodens tilstand, klimaforandringer, overbefolkning og den slags. At der sidder en mand med sjovt hår i Det Hvide Hus, det kan godt falde på plads igen. Det er sgu sværere at rette op på, at vandstanden stiger fuldstændig sindssygt. Eller hvis først vi er så mange mennesker, at alle bare løber rundt for at få det sidste strå at æde eller slår hinanden ihjel i kampen om at hakke det sidste baobabtræ ned eller nakke den sidste fisk i floden… Det har jeg kæmpe noia over.

Men altså, når jeg har det sådan, så er det jo, fordi jeg er glad for at være på den her planet, ikke? Og når det så er sagt, så er jeg sikker på, at det ville være super for jorden med en lille hvileperiode, hvor vi mennesker uddøde, og så kunne der komme et nyt sjovt dyr og tage over. Og alt det der kviksølv og plastic og NutraSweet, der er ophobet i verdenshavene, det skal sgu nok gå over på et par millioner år. Så når jeg er bekymret over klodens udfordringer, så handler det nok mest bare om min egen comfort zone. Jeg vil så nødig have vand i haven.

Hvornår gjorde du sidst noget ulovligt?
Det må have været en ulovlig parkering. Og jeg slap afsted med den. Det er min form for amatør-ludomani, for jeg ser det jo, som at jeg har vundet 500 kroner. Det er bedre end at gå på casino. Jeg kommer også engang imellem til at køre for stærkt. Jeg kom op på 160 på motorvejen i går, det var ikke meningen.

Men det er mange år siden, jeg har været på kant med loven. I mine unge dage tror jeg godt, jeg kunne finde på at stikke pengene i lommen, hvis jeg fik for meget tilbage i Brugsen, eller "glemme" at lægge en seddel, hvis jeg bakkede op i en bil, men ikke længere. Jeg er efterhånden blevet et meget retskaffent menneske, nærmest tangerende spejderdreng.

Det sjove er, at jeg har mødt mange folk, der har troet, at jeg var lidt af en slagsbror eller en hård negl. Sandheden er, at jeg aldrig har taget stoffer, været hooligan eller forstadsgangster. Lige med undtagelse af når jeg sidder bag rattet og kører 160, mens jeg sms'er og ryger løs på crackpiben…

Hvad mener du om legalisering af cannabis?
Det, mener jeg, ville være en god idé. Vi lever i et demokratisk land, og vi skal have lov til selv at bestemme, hvad vi putter i os. Jeg ryger ikke selv cannabis, men har prøvet det og haft nogle dårlige oplevelser, men det tænker jeg handler mere om min psyke. Og jeg har altså haft flere dårlige oplevelser med snaps. Og bragt flere mennesker i fare. Og mig selv. Og mine penge. Og min ære og mit ry. Alkohol er da langt farligere end cannabis. Det er fuldstændig til grin at lave sådan et forbud – endda mod en substans, der har visse lægelige effekter – det handler om ressourcer og at holde nogle mennesker beskæftiget.

Jeg synes, vi skal have noget mere frihed. Jeg er faktisk også tilhænger af, at andre stoffer skal gøres lovlige. Det fungerer jo simpelthen ikke med den her krig mod stoffer, som vi har ført igennem årtier. Jeg plejer normalt at holde mig langt fra politik, men det er da helt åndssvagt, at man ikke lige i en periode siger, lad os lige prøve noget andet i et års tid, og hvis det ikke virker, så kan vi altid gøre skidtet ulovligt igen. Jeg elsker, når man gør noget funky. Når man gør noget nyt. Hvorfor er der ikke flere "erhvervspraktikant-love", hvor man siger, nu prøver vi det her i en uge, og så ser vi, hvad der kommer ud af det. Der er så meget, vi tror, vi ved, og vi elsker debatten og skarpt optrukne fronter, men vi kommer ingen vegne.