Jeg brugte en dag i Danmarks mest berygtede venteværelse

Mandag morgen klokken tyve minutter i ni går jeg ind ad døren på Bispebjerg Hospital. Vejret udenfor er lige så trist som det grå linoleumsgulv, der møder mig på Klinik for Kønssygdomme. Her har kun været åbent i 10 minutter, og der er allerede seks personer i kø ud for "uden aftale på forhånd". I køen ved siden af står der mindst lige så mange, men de har bestilt tid, så de har førsteret til at få et nummer i skranken. Hvis man møder nogen, man kender, behøver man ikke spørge dem, hvad de laver her, for alle er her med det samme formål: At blive tjekket for kønssygdomme.

Jeg har besluttet, at jeg vil testes her, fordi det er sådan et sted, man i min vennegruppe altid har talt om - blandt andet fordi man bare kan droppe ind uden at få en tid. Efter Roskilde Festival blev der joket med at tage fælles ture derud, men det endte med kun at være de mest desperate, der måtte med toget til Bispebjerg. Det er jo meget smart, at man ikke behøver at vente flere uger på at få en tid hos sin læge.

Under alle omstændigheder er det tid til at blive tjekket.

Selvom der er flest klamydiatilfælde på Frederiksberg, og jeg er fra Husum, så er jeg trods alt en ung singlekvinde på 23 år, der sådan set godt have klamydia lige nu. Sidste år fik 34.132 danskere konstateret kønssygdommen ifølge Sundhedsstyrelsen, og når man tænker på, at hver fjerde unge statistisk set får en kønssygdom, inden de fylder 25, og jeg jeg stadig ikke har prøvet det endnu, er sandsynligheden for, at jeg går rundt med noget, alligevel ret høj. Jeg er ikke blevet testet efter Roskilde-festival, og der har været en smutter med én, så måske kunne der godt være noget.

Nummer 16, står der på den lille lyserøde billet, jeg får stukket i hånden, efter jeg har skrevet på en seddel, hvorfor jeg er mødt op i dag, og om jeg har nogle symptomer. Jeg sætter mig ind i det store venteværelse, hvor folk sidder langs væggen med et par stoles mellemrum. Der er en del unge, men der er også i hvert fald tre mænd over 50. Nogle af dem er iført blazere og spidse sko, andre har gummisko og dunjakke på, mens der både er kvinder i stiletter og i joggingbukser. Ingen bladrer i de magasiner, der ligger fremme, alle sidder og stirrer stift ned i deres telefoner. Et enkelt par sidder og taler lavmælt med hinanden. Hvis de sidder her, fordi de har knaldet uden kondom i weekenden, kan de ligeså godt gå hjem igen, for der går en uge, før man kan påvise gonore, og tre uger, før man kan påvise klamydia, står der på en plakat på væggen.

Jeg var 20, da jeg endelig tog mig sammen til at blive testet for kønssygdomme. Det var, fordi jeg havde symptomer på blærebetændelse. Altså sådan noget med, at det klør lidt, og det gør lidt ondt, når man tisser. Men det var også som om, at jeg skulle nå en vis alder, før jeg turde gøre det. Da jeg var yngre, vidste jeg slet ikke, hvor vigtigt det er at blive testet for kønssygdomme, man kan jo for eksempel som kvinde blive steril, hvis klamydia ikke bliver opdaget. Det viste sig, at jeg ikke havde noget.

For et års tid siden fik jeg så en sms fra en fyr, hvor der stod, at han havde klamydia. Det var tydeligt, at det var en gruppebesked, han sendte. Jeg kunne ikke vente to-tre uger på at få en tid hos lægen, så jeg bestilte en hjemmetest på nettet, som jeg fik sendt hjem i konvolut. Det var nærmest en lille vatpind, som jeg bare skulle stikke op og dreje rundt, og så skulle jeg sende den tilbage i en form for hylster i en konvolut. Det er pisse smart, at man bare kan gøre det derhjemme, især hvis det får nogle til at blive testet, som måske ellers ikke ville være blevet testet. Desværre er det ikke alle steder i landet, man kan gøre det og man er også begrænset af sin alder. Jeg er for eksempel allerede for gammel til hjemmetest af klamydia i Københavns Kommune.

Klokken er næsten tre, før det bliver min tur til at blive testet på Bispebjerg. Jeg var godt forberedt på ventetid, men valget stod mellem seks timers ventetid her og nu eller to-tre ugers ventetid. Jeg kunne lige så godt få det overstået.

I undersøgelseslokalet sidder to damer i hvide kitler. Den ene stiller spørgsmålene, den anden hjælper med at foretage undersøgelserne. De forbereder mig på, at de nu vil stille mig nogle private spørgsmål om min seksuelle adfærd. Jeg nikker, og så går vi i gang.

"Har du nogen symptomer?"
"Nej, men jeg ønsker at blive tjekket", svarer jeg.
"Hvornår har du sidst haft ubeskyttet sex?"
"I begyndelsen af juni".
"Er dem, du har haft sex med, kvinder, mænd eller begge dele?"
"Udelukkende mænd".
"Vi vil gerne teste dig, hvor du har været sexuel aktiv. Skal vi teste dig i halsen?"
"Ja det må vi hellere".
"Har du haft analsex?"
"Nej".
"Så tester vi dig ikke der".

Selvom spørgsmålene er private, føles det rart, at man bliver undersøgt grundigt. Vi kommer hele vejen rundt.

"Har du haft en sexsygdom?"
"Er du nogensinde blevet testet for HIV?"
"Har du været sammen med nogen i risikogruppen? Nogen der har fortalt, at de har en kønssygdom?"
"Har du været sammen med nogen, der tager stoffer ind i blodårerne?"
"Været sammen med mænd, der er sammen med andre mænd?"
"Hvor i verden kommer dine seksuelle partnere fra?"
"Hvor mange partnere har du haft det sidste halve år?"

Og så afslutter damen i den hvide kittel med:
"Man må gerne sige pas, det er helt okay".

Det er lidt sent, hun siger det, men okay - jeg har ikke holdt mig tilbage. Nu hvor vi er færdige med spørgsmålene forestiller jeg mig, at vi er nået til det punkt, hvor jeg skal op på briksen.

"Ud fra det, du fortæller, synes jeg, det er relevant at foretage test for klamydia og gonore", siger kvinden.

Den første undersøgelse foregår i halsen. Jeg får besked på at åbne munden på vidt gab, som var jeg til halslægen. "Aaaarh" skal jeg sige, imens jeg bliver podet. Det er første gang, at jeg bliver testet for kønssygdomme i munden. Nu må det så være tid til at komme på briksen, tænker jeg. Men fordi jeg ikke har nogle symptomer, skal jeg bare lave den samme test som den, jeg før har lavet derhjemme engang.

"Du tager den op, som en tampon, og så drejer du den rundt 10 gange", siger sygeplejersken.

Jeg går ind bag et klæde som i et prøverum, trækker strømpebukserne og trusserne ned og stikker den lille vatpind-lignende ting op.

Jeg får også taget en blodprøve for at blive testet for HIV. Jeg føler mig ret overbevist om, at jeg ikke har HIV, men jeg er aldrig blevet testet, så jeg ser det som en meget god mulighed, nu hvor jeg er.

"Du behøver ikke at være nervøs, for du er ikke i risikogruppen. Hvis du var det, havde vi sagt det", siger den ældste af damerne til mig.

"Du kan ringe til os og få dine svar fra den 21/9. Vi sidder løbende og kigger, hvis der er noget, der er positivt, kan det være, at vi ringer inden. Vi er kun mennesker herinde, og vi er her kun for at hjælpe", er det sidste, hun siger til mig.

Efter 10 minutter er jeg ude af lokalet igen. Jeg følte mig tryg, følte mig taget seriøst, og jeg følte ikke, at de dømte mig. Jeg følte, at jeg blev testet grundigt. Jeg har svært ved at forstå, at folk ikke bliver testet, når det er så nemt. Men måske bør man bestille tid.

Jeg har hørt mange sige, at de ikke vil testes, fordi de synes, at det er pinligt. Jeg synes ikke, at det er pinligt at blive testet for kønssygdomme, faktisk så synes jeg, at det er rigtig vigtigt, at vi tør at tale om det.

Nu venter jeg bare på svaret, og så vil jeg huske at bruge kondom indtil da.