Jeg er ung og sort, og jeg vil ikke dø

Denne artikel blev oprindelig udgivet af VICE US

Jeg voksede op med våben omkring mig. Begge mine forældre var betjente i Clevelands politi, og min mor havde altid en sort 9mm-pistol i sin Brahmin-taske, lige ved siden af sin eyeliner og læbestift. Min far havde sin pistol i buksekanten på ryggen, mellem sin wifebeater og cowboybukserne. Det var lige meget, hvor vi skulle hen – parken, biografen, banen, fødselsdagsfester – våbnene var altid med. Men jeg var ikke opdraget til at beundre dræbermaskiner – faktisk gjorde mine forældre alt, hvad de kunne for at afmystificere våben, så jeg ikke opbyggede en syg fetich for dem.

Mor og far tog mig ikke med på skydebanen eller gav mig anvisninger i, hvordan man brugte en pistol, for som politibetjente havde de en helt særlig forståelse for, hvor farligt det er at være sort og bevæbnet i USA. De vidste allerede, hvad der først begynder at gå op for mange nu, i lyset af den seneste tids tragedier, som eksempelvis likvideringen af våbenejer Philando Castile i Minnesota, som fuldt ud lovligt var i besiddelse af en pistol. Historier som den om Castile fortæller mange sorte, at retten til at bære våben ikke engang er tæt på at være universel. De siger, at hvis vi er besiddelse af et våben – selv hvis alle papirerne er i orden, og vi ikke gør noget forkert – kan vi blive anset som en trussel og udsat for statssponsoreret vold.

Jeg ringede til min far, så snart jeg så den frygtelige video af Castilles drab i sidste uge. Hvis du ikke har set den, viser den mandens kæreste Diamond Reynolds, der sidder i passagersædet og fortæller, hvordan hendes kæreste, som forbløder til døde i førersædet, blev skudt fem gange af politibetjent Jeronimo Yanez. Som hun fortæller det, blev parret stoppet for at have en defekt baglygte, og betjenten bad om Castiles kørekort og papirer på bilen. Mens han rakte ned efter sin pung i baglommen, fortalte han betjenten, at han havde en pistol og tilladelse til at gå rundt med den.

Ifølge Reynolds var det på det tidspunkt, at Yanez begyndte at skyde adskillige gange og dræbte Castile.

Jeg ville tale med min far efter at have set videoen, fordi han har været i den situation – både som betjent, der stopper biler, og som sort mand, der bliver stoppet for ingenting. Han har tit fortalt mig, at den slags situationer er noget af det mest sårbare, man kan udsætte sig for som betjent, fordi man ikke aner, hvad man skal forvente, når man går op til en tilfældig bil. På den anden side har min far længe forsøgt at forberede mig på at blive stoppet for "sort kørsel", fordi han ved, hvordan betjente, som nærer en racistisk frygt for unge, sorte mænd, kan eskalere en situation til et punkt, hvor uskyldige civile bliver skudt ned uden nogen synderlig forklaring.

Selvfølgelig er den frygt, min far advarede mig mod, ikke opstået ud af den tynde luft. Den har spillet en vigtig rolle i den måde, sorte bliver umenneskeliggjort i vores samfund, ved at forsvare alt fra vores undertvingelse under slaveriet til massekriminaliseringen, vi er udsat for i dag. Der var engang en tid, hvor forestillingen om, at sorte mennesker bogstaveligt talt havde haler og var en barbarisk underrace, var en del af reelle samtaler mellem veluddannede hvide. Selvom de fleste almindelige mennesker i dag ikke taler på den måde, er amerikansk kultur stadig gennemsyret af en afskyelig opfattelse af, at sorte på en eller anden måde er født med en bidsk ondskab.

Opfattelsen fandtes i 1989, da Donald Trump indførte helsidesannoncer i New York for at få genindført dødsstraffen med det mål, at myndighederne skulle aflive "the Central Park Five", som senere blev frikendt. Opfattelsen fandtes, da Hillary Clinton beskrev nogle unge mænd som "super-rovdyr" for at retfærdiggøre den lov, der blev indført i 1994, som skabte grobund for massefængsling af sorte til et punkt, hvor der nu er næsten en million sorte mænd i amerikanske fængsler. Opfattelsen fandtes, da den tidligere betjent i Ferguson Politi forsvarede sin nedskydning af Michael Brown ved at beskrive den ubevæbnede teenager som en "dæmon". Og jeg vil mene, at opfattelsen var der, da Yanez skød Philando Castile fire gange i sidste uge.

Når vi gøres til monstre, er det meget lettere at slagte os eller nægte os lige rettigheder for loven. Ligesom at sorte kun blev betragtet som 3/5 menneske, da USA blev grundlagt, skal vi i dag være glade, hvis vi får lov til udøve vores rettigheder som borgere 3/5 af tiden, især når det kommer til at have et våben. En hvid mand som Jim Cooley kan gå ind i en lufthavn efter 11. september med et AR-15 maskingevær og kun blive mødt af et par spørgsmål fra politiet. Men en sort mand som Darrien Hunt bliver skudt i ryggen af politiet for at gå rundt med et falsk samuraisværd som en del af en udklædning. Hvide mænd i Medina, Ohio, tæt på, hvor jeg voksede op, kan helt afslappet gå ned ad gaden med våben i hænderne, mens en sort man bliver skudt ned i en Walmart i det sydvestlige hjørne af samme stat for at stå og kigge på en splatterpistol i butikken.

Man skulle tro, at denne ulighed i forholdet mellem sorte og hvides ejerskab af våben kunne få våbentilhængere som National Rifle Association op på barrikaderne. Men det modsatte er tilfældet. Selvom gruppen beskriver sig selv som USA's "ældste borgerrettighedsorganisation," har de tidligere støttet tiltag for at forhindre sorte i at have våben, og de har ikke formået at støtte de sorte, som i de seneste år er blevet skudt ned for at udøve deres ret til at bære våben.

Som reaktion på de provokerende protester fra Black Panthers i slutningen af 60'erne, hvor de – for at sende et signal – gik åbent rundt med våben, valgte NRA at støtte the Mulford Act – en lov, der i 1967 skulle forhindre borgere i Californien i at bære ladede våben. At støtte op om en begrænsning af adgangen til våben virker ikke til at stemme overens med NRAs formål, som vi kender det i dag, men når man tænker race ind i ligningen, har organisationen for vane at opføre sig ukarakteristisk.

Da jeg så videoen af Castile, der bliver skudt, formodede jeg naivt, at de ville komme ud med en uforbeholden støtte til den nedslagtede våbenejer. NRAs direktør kom jo ud med en sviende kronik i USA Today kun et par dage efter masseskyderiet i Orlando, hvor han lovpriste amerikanernes ret til at bære våben, i lyset af tragedien. Og der gik kun få timer, før NRA havde udsendt kondolencer til de politibetjente, der mistede liver under skyderiet i Dallas i torsdags. Men i Castiles tilfælde kom de bare med en svag Facebook-opdatering halvanden dag senere, der hverken nævnte Castiles navn eller forholdt sig til hans mord.

Desværre skyder politiet alt for ofte folk som Castile. Ifølge Washington Post har politiet skudt og dræbt borgere 6% oftere i første halvdel af dette år i forhold til samme tid i 2015. Og ud af disse nedskydninger har sorte (stadig) 2,5 gange større risiko for at blive skudt end hvide.

Voldelig spænding mellem politi og sorte går helt tilbage til ordensmagtens fødsel i USA. Der er faktisk akademikere, som mener, at politiet i USA har rødder tilbage til de slavepatruljer, som havde til opgave at fange afrikanere, som forsøgte at undslippe deres lænker. Og nogle har allerede set forbindelsen mellem det moderne politis nedskydninger og de hængninger, der var udbredte under slaveriet og segregationen. Faktisk blev flere sorte dræbt af politiet i 2015, end der blev lynchet i 1892 – det år, hvor antallet af hængninger toppede.

Det er umuligt at være ung og sort, bevidst om historien og at se de tragedier, der foregår i dag, uden at føle en håbløshed – som om dit liv ikke længere er i dine egne hænder. Så selvom mine forældre aldrig ville have, at jeg skulle besidde eller eje en pistol, er der en del af mig, der er bange. Jeg ser mig selv i Trayvon Martin eller Eric Garner, som blev pløkket ned, og jeg længes efter en eller anden form for beskyttelse. Og jeg er ikke alene.

Mange unge sorte begynder at købe våben i disse dage. Ifølge en meningsmåling faldt støtten til begrænsning af adgang til våben 14% blandt sorte mellem 1993 og 2014, og den samme undersøgelse viste, at 54% af sorte mente, at våben beskytter folk mere, end de sætter dem i farezonen – en stigning på 29% siden 2012.

Det er ikke overraskende, at unge sorte, der ser våben som et politisk og praktisk overlevelsesværktøj, dukker op over hele landet.

Én organisation er Black Women's Defense League i Dallas, som træner deres medlemmer i grundlæggende selvforsvar med våben og lægger sig i slipstrømmen af de protester Black Panthers lavede. Der er bramfri sorte som rapperen Killer Mike, som mere eller mindre anmodede sorte om at bevæbne sig, efter den 21-årige tilhænger af hvidt overherredømme, Dylan Roof, nedslagtede ni sorte mennesker i Charleston Kirke. Og så er der Colin Noir, den sorte, NRA-støttede fortaler for retten til at bære våben, som jeg mødte tidligere på året på en skydebane i Dallas.

På banen fortalte jeg Noir, at jeg var bekymret for ham – at det at have våben måske ville gøre ham til et mål for alle de racistiske betjente derude, som er bange for sorte mænd som os. Noir svarede, at han var bekymret for mig, for når dagen kommer, hvor mit liv rent faktisk er i fare, har jeg ingen måde at beskytte mig selv eller de mennesker, jeg elsker, på.

Når jeg tænker på at have en pistol, tænker jeg på mine forældre, og hvor skuffede og bange de ville blive, hvis de så mig gå rundt med en. Men jeg tænker også på deres alder, deres skrøbelighed – hvordan skal jeg kunne beskytte dem på samme måde, som de beskyttede mig, uden et våben? Og hvordan skal jeg kunne beskytte min kone og mine børn i en verden, hvor jeg kan blive skudt ned på kirkebænken eller på vej til kiosken? Jeg tænker over, hvor jeg ville opbevare pistolen, og hvordan jeg ville gå rundt med den. Ville der være plads til den i min læderrygsæk sammen med min arbejdscomputer? Kan jeg snige den ned i mine Robert Geller-jeans?

Jeg tænker også over, hvad jeg ville gøre med en pistol. Ved jeg overhovedet, hvordan man bruger den? Jeg tænker på afskyelige, forkastelige mordere som Micah Jones – den sorte mand, som dræbte fem politibetjente i Dallas i sidste uge og sårede yderligere syv, sammen med to civile – og hvad det egentlig vil sige at skyde nogen, tage et liv og bringe en sjæl til tavshed. Hvad gør det i orden at dræbe i én situation og uacceptabelt i en anden, når resultatet er det samme? Jeg tænker på Trayvon Martin, og om en pistol ville have reddet ham, den aften George Zimmerman jagtede ham som slavepatruljerne og skød og dræbte ham, dér på fortovet. Og jeg tænker på Philando Castile og tænker over, om han stadig ville være her i dag, hvis han ikke havde haft en pistol på sig, da den betjent stoppede ham i sidste uge.

Alle tre mænd har det til fælles, at de er døde. Og en ting, måske den eneste ting, jeg er sikker på efterhånden, er, at jeg ikke vil dø.

Læs mere på VICE:

Politiet har dræbt en mistænkt med en robot, hvad vil der nu ske med vores samfund?

Sådan spillede race ind i dommen af voldtægsmanden fra Stanford University

De amerikanske militser, der tager loven i egen hånd