Mødrene der tager MDMA

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly.

"Tag den her." Nicole rækker mig en lille krystalformet klump MDMA. Klokken er 01 en lørdag nat i Webster Halls "Grand Ballroom". DJ'en står på scenen foran en bærbar og spiller, hvad der lyder som enhver anden techno sang. I takt med sangen eksploderer skærmen bag ham i farvemønstre. I alle retninger er der fyre i trancelignende tilstande, som er vildt optaget af deres handsker med lys i.

En stor fyr med en maske lavet af perler dukker også op indimellem. Han hedder Kirby, finder jeg ud af, da Nicole bytter kandi-armbånd med ham. De fletter fingre, og hun trækker et af sine mange kandi-armbånd fra sit håndled over på hans. Lokalet er kun tyndt befolket, og de fleste er liderlige teenagere, som gnubber sig op ad hinanden. Sammenlignet med de EDM-festivaller som foregår over flere dage, som Nicole har fortalt mig om, hvor raverne har deres mest syrede outfits på, og tager stoffer i mange dage uden stop og leger med risikoen for et hjertestop, så er det er her en amatøraften. Men festen er kun lige gået i gang, forsikrer Nicole mig.

Bagefter danser hun væk ind i crowden af festende mennesker. Det multifarvede lys, der strømmer fra scenen, bader alle inklusiv Nicole i en ensartet glød. Ingen, og især ikke den uendelige strøm af fyre, som forsøger at danse op til hende bagfra, ville kunne gætte, at hun er mor til to. Hvordan skulle de kunne det?

Der følger endeløse spørgsmål og anklager med det at være mor, og selv det at tænke på at blive det. I sin indledning til bogen Mothering påpeger Joyce Trebilcot, at konceptet moderskab "er centralt for alle kvinder i patriarkatets perspektiv, uanset om vi bærer, eller er ansvarlige for børn." Når man har besluttet at få børn, så bliver det et spørgsmål om hvordan. Hvordan skal en mor være? Damebladene vil have dig til at tro, at eksemplariske mødre slæber rundt på de bedste klapvogne, man kan få for penge, og slider sig selv ned for at få børnene ind i de bedste børnehaver, og spiser deres moderkage – vent, nej. Ud med den sidste der. Bravo kanalens første scriptede show, Odd Mom Out, havde for nylig premiere og blev markedsført overalt på busser og i subwayen. Plakaten viser fire kvinder – alle formentlig mødre – tre af dem er hvide og blonde og holder en læbestift, mens en sidste "odd mom" (som er brunette, men stadig hvid) har erstattet læbestiften med en pomfrit, som om det er totalt unormalt for mødre at spise mad.

Lad os blive et øjeblik inden for de tågede grænser for "hvad der er godt", og "hvordan en mor skal være." Okay, for de første skal hun have lov til at spise nogle fucking pomfritter – kun et monster ville have et problem med det – men bare lidt mere specifikt end det, og så bliver det sværere. Er det okay, hvis jeg ikke ønsker at amme for eksempel? Kan en husmor være feminist? Og i Nicoles tilfælde: Kan jeg stadig feste på MDMA?

Nicole på 32 har to små drenge. Hun har en noget uortodoks tilgang til opdragelsen af dem, som er forfriskende eller forfærdende alt efter ens syn på moderskab. På hendes Instagramkonto Moms Who Rave NYC kan man se billeder af ravere i regnbuefarvede plys BH'er til EDM festivaller ved siden af selfies med mødre og sønner. Det er de samme kvinder på begge slags billeder. Nicoles konto er østkystens afdeling for den originale konto Moms Who Rave, som har næsten 1500 følgere og et flittigt brugt hashtag. Nogle mødre er standhaftigt imod festivalkulturen, men på et af billederne fra Moms Who Rave NYC kan man se en raver, der putter et kandi-armbånd på sin søns håndled. Billedteksten går "Jeg er ikke nogen almindelig mor… Jeg er en PLUR-mor!" PLUR står for ravekulturens værdisæt – peace, love, unity, respect. Det er værdier, som Nicole håber at kunne give videre til sine børn.

To uger før vi raver sammen, møder jeg Nicole på en kæderestaurant i New Jersey. Hun kommer en time for sent, og mod forventning har hun sine to børn med sig. Hun har ingen make-up på, og man kan se de mørke rødder i hendes hår. Børnene har deres skoleuniformer på, selvom de på denne fredag har fået lov til at have jeans på til de blå polotrøjer. Den udmattede mor forklarer, at hun havde glemt, at børnene kun havde en halv dag i skolen, så hun er sent på den, fordi hun var nødt til at hente dem. Hun undskylder og siger, at hun ville have været her tidligere, men en af hendes kunder bookede en behandling, som tog meget længere tid end forventet. 5000 kr. for et par timers hårstyling gør en stor forskel for en enlig mor, som arbejder på et par forskellige jobs. Især en enlig mor, som har brug for sit festivalbudget.

Restaurantens gårdhave er indhegnet og har Coronareklamer og falske potteplanter rundt i kanten, og ligger ud til en græsplæne. "De kan bare lege derude, mens vi snakker!" siger Nicole forpustet om drengene, som tålmodigt venter på, at vi bestemmer, hvad de skal gøre. Jeg spørger, om de ville være okay med det, og signalerer at jeg ikke har noget imod flere ved bordet. "Vi bor i en lejlighed. De elsker enhver chance de får til at kunne rulle rundt udenfor," forsikrer Nicole mig. Vi vælger et bord i gårdhaven med børnene i syne, og tæt nok på til at de kan løbe hen og bede om en sodavand med jævne mellemrum.

"Ravere lever efter PLUR," siger Nicole, og forklarer sin moderskabsteori, mens hun sipper en stor margarita. "Alle er med, og vi passer på hinanden. Jeg startede Moms Who Rave NYC fordi vi får en del negativ omtale. Der er ingen, der kan se det positive. Folk tror, at bare fordi jeg fester hele natten, så er jeg også en dårlig mor. Jeg har to jobs, jeg betaler selv huslejen, og der er ikke nogen mænd, der tager sig af mig. Har jeg brug for at give slip en aften eller to om måneden? Ja, selvfølgelig har jeg det."

Raving og forældrerollen udelukker heller ikke nødvendigvis hinanden. I Nicoles PLUR samtalegruppe, hvor medlemmerne ofte arrangerer uddeling af mad til hjemløse og andre sociale initiativer, laver børnene kandi-armbånd sammen med de voksne.

Se: Tomas Bencivengos PLUR Picnic

Nicole viser mig et billede fra sin Instagramkonto af to bittesmå raverarmbånd, hvor hendes telefonnummer står med perler. "Jeg skrev mit telefonnummer på mine sønners armbånd, da vi tog til Disneyland, fordi børn let kan blive væk der. Jeg tænkte, at I værste fald ville de kunne finde en anden mor og vise hende armbåndet og sige, 'Det her er min mors nummer. Kan du ringe til hende? Jeg er blevet væk.' De har været tæt på rave-kulturen hele deres liv, så det er let at være på den sikre side, fordi jeg inkorporerede det i noget, som de allerede var bekendt med," siger hun. Da børnene løber op til bordet, og fortæller at de skal på toilettet, viser den yngste af dem gladeligt PLUR håndtrykket frem for mig. Jeg holder mine fingre op til hans, først i et peacetegn, derefter i et halvt hjerte. Bagefter holder vi vores håndflader imod hinanden og fletter fingre til sidst. Respekt.

For Nicole er ravefesterne ikke bare en aften, hvor hun kommer lidt væk fra det hele. Det er en central del af hvem hun er – lidt ligesom andre mødre, som insisterer på at holde fast i en karriere efter de har fået børn. "Man er nødt til at have tid til sig selv, og være sig selv," siger Nicole. "Dine børn skal se dig være glad. Når mine børn ser mig gå efter det, der gør mig glad… Hvis det er noget, de kan lære af mig, så er jeg stolt af at være raver," fortæller hun. "Jeg var ikke mor, da jeg startede med at rave, og jeg vil ikke ændre på hvem jeg er nu."

Nicole startede med at gå til ravefester i sit sidste år af gymnasiet, og hun var hooked lige fra første gang. Hun havde endelig fundet et sted, hvor andre utilpassede som hende kunne mødes. I slutningen af hver uge ville hun sammen med en veninde tage turen fra New Jersey til Manhattan og tage på Club Exit (som i dag hedder Terminal 5) torsdag aften, og tage direkte til undervisning fredag morgen, stadig høj på ecstasy. "Dengang tog jeg meget X, rigtig meget," griner hun. Men da skolen sluttede, gjorde festen det samme. Eftersom hun ikke havde penge til at fortsætte på universitetet, besluttede hun at starte i hæren i juli 2001. Tanken var, at hun kunne studere gratis gennem militæret og endda løbe stafet, som hun havde gjort i gymnasiet. Men så kom 11.september.

"Jeg var i træning til at skulle udsendes til Irak med speciale i kemisk krigsførelse," fortæller hun. Hendes udsendelse skulle begynde 18. September 2001, men hun blev mere og mere nervøs omkring det. Hun boede en bro og en tunnel væk fra Ground Zero, men "man kunne lugte det. Der var hvidt støv over det hele." Hun begyndte at få migræne, som til sidst førte til en mindre aneurisme i hjernen. Stressen blev for voldsom, og hun blev fritaget af medicinske grunde.

Hun var single og havde ingen børn, så det var ikke et stort nederlag for Nicole, men hun følte sig uden retning igen. Hun søgte jobs om dagen og ravede om aftenen, og til sidst fandt hun et job hvor hun skulle markedsføre nye frisørsaloner. Men efter to uplanlagte graviditeter med en mand, som hun ikke havde tænkt sig at gifte sig med, blev Nicole nødt til at stoppe med at gå til raves og holde op med at tage de stoffer, som fulgte med. Markedsføringsjobbet involverede for mange rejser, så det stoppede hun også med, og endte med at gå helhjertet ind som fuldtidsmor. "Jeg ammede, og gjorde hele den der mor-ting," fortæller hun. "Men en del af mig manglede. Jeg blev faktisk virkelig deprimeret. Man kan ikke leve af Cartoon Network og Mickey Mouse." Hun levede for sine børn, men hun levede også for festivallivet. Energien. Musikken. Og selvfølgelig følelsen.

PLUR mødrene dyrker generelt den lidt mere old-school, peace and love-agtige del af ravekulturen, mest fordi dens andre elementer ikke er ligeså naturligt forenelige med at have ansvaret for små børn, som for eksempel at være ude hele natten. "Når jeg kommer hjem, er der ikke noget med at sove," indrømmer Nicole. "Jeg kommer måske hjem fra klubben klokken otte, og klokken halv ni laver jeg pandekager. Det er hårdt, men det tager man med, hvis man elsker raverlivet." Selvom det ikke altid er nødvendigt, så er stoffer også en del af det liv. Nicole indrømmer, at hun tager MDMA indimellem, men som en sand mor, er hun også omhyggelig med at udtrykke farerne ved stoffet, såvel som de sanseudvidende fordele.

Da børnene var gamle nok til at blive passet af hendes forældre eller af hendes ekskæreste, var det at gå tilbage til ravefesterne ikke engang et valg. "Det var et spørgsmål om tid," fortæller hun. Jeg holdt op med at amme, og de var blevet tilpasse med rutinen. Jeg havde brug for at danse, for at lukke det ud. Jeg skulle udtrykke….mig."

I Nicoles lejlighed, hvor vi gør os klar til at gå ud, kan jeg se at hendes udtrykkelse af "mig" tager form af uendelige mængder poser med kostumer: Tutuskørter, en kæmpe bunke filtrede halskæder og armbånd, selvlysende BH'er, diamant BH'er, blomster BH'er. Det er en imponerende samling, og hun laver dem alle sammen selv.

Jeg var helt med på idéen om, at moderrollen kan se anderledes ud, end man tror, så jeg forventede stadig på en måde, at en MDMA-mor kunne "have det hele" med to børn, to jobs, en hang til at feste og på en eller anden måde også et nydeligt hjem, som det hele drejede ud fra. Men den her version af det alternative moderskab var bare… rodet. Da jeg sætter mig til bords, hvor Nicole og hendes sønner spiser aftensmad, knækker stolen under mig, og sædet knækker af rammen. Jeg sætter mig diskret på stolen ved siden af. (Den holder.) Nicole sidder i sofaen, som er dækket til med kattehår, og fortæller, at vi ikke ligefrem er i det bedste kvarter. Det forklarer den gigantiske pitbull, som har gøet non-stop fra sit bur i hjørnet, siden jeg ankom.

Men det er stadig et hjem, og et helt tilstrækkeligt et, som føles fuld af liv og kærlighed. Drengene, som bliver passet hos deres far, har deres egne værelser, og på væggene hænger smilende familieportrætter. I Nicoles soveværelse, hvor hendes nye forlovede er ved at flytte ind lidt efter lidt, er der en tom ramme til det uundgåelige bryllupsfoto. Nicoles liv virker fyldt op, men har alligevel plads til nye muligheder. Hun forklarer mig, at lejligheden er ekstraordinært rodet, fordi familien flytter ind i lejligheden nedenunder snart, og den er ved at blive renoveret til dem.

Nicole tømmer en stor shoppingpose ud på sengen. Ud af den vælter mange års armbånd og billetter fra forskellige festivaller. Det danner en imponerende bunke. En anden pose er fyldt med kandi-armbånd, som hun skaffer og bytter sig til ved ravefestivallerne. Nicole har et par stykker, hvor der står "rave mom" eller "moms who rave." Hun tager nogle af dem på, og forklarer deres betydning til mig og fotografen. Der er et, som hun fik sidste år, da hun var med til Electric Daisy Carnival i Las Vegas, hvor hun mødte grundlæggeren af Moms Who Rave for første gang, og de bondede over deres fælles passion for raving og moderskab. De byttede kandi-armbånd, og det Nicole fik, har perler i pastelfarver. Der er tre sommerfugle på, som symboliserer hver af den anden kvindes tre døtre.

Efter et foto-shoot og nogle drinks – rom og cola – er vi næsten klar til at tage ind til Webster Hall. "Har du tænkt dig at tage MDMA i aften?" spørger jeg, mens vi er på vej. Hun svarer, at hun ikke er sikker. Efter sidste års EDC i Las Vegas forklarer Nicole, at hun er lidt tilbageholden med stoffer. "Jeg tog syre og MDMA i otte dage i træk," siger hun. "Det var sjovt, men jeg er ved at blive gammel. Jeg har festet i 13 år. Jeg har ikke lyst til at få Alzheimer's, jeg vil gerne kunne huske mine børn." Ved dette års EDC i New York holdt hun sig til jello shots.

En gåtur, to forskellige gypsy-busser – af tvivlsom lovlighed, og tætpakket med udenlandsk arbejdskraft – og en taxatur bringer os fra New Jersey til Manhattan. Hver gang Nicole tager til byen for at rave, er det her hendes rutine.

Da vi er indenfor i Webster Hall, forklarer Nicole mig det hele. "Det der kaldes for gloving," forklarer hun, mens hun peger på en fyr, som bevæger sin handskedækkede hånd så hurtigt, at den efterlader spor af lys. Fra en ædru outsiders perspektiv er det ikke særlig spændende, så jeg tager den klump MDMA, som Nicole rakte mig for lidt siden, og skyller den ned med den tilhørende drink - lidt ligesom en slags øl med sidevogn. Jeg spørger Nicole, om hun 'glover', og hun svarer ja. Præcis som jeg havde forventet, så forklarer hun, at man oplever det bedst, hvis man er på stoffer. Apropos, fortæller hun, "det der" – MDMA'en jeg lige havde slugt som en pille – "er gode sager," men hun beslutter ikke at tage noget selv.

Det viser sig, at det at gå i byen med en mor har sine fordele. Da MDMA'en begynder at virke, bliver jeg tør i munden, men jeg har også lyst til at ryge en cigaret. Jeg lægger mærke til skraldespandene rundt i kanten af dansegulvet, og føler trang til at kaste op i dem. Jeg fortæller det til Nicole, og hun sørger for en flaske vand til mig, som hun også betaler for, fordi jeg har ikke flere kontanter.

Da jeg er hydreret igen, introducerer Nicole mig til en fyr, som kalder sig "Rave Dad". Han har en speciallavet T-shirt på med teksten, "RAVE 'TILL THE GRAVE." Rave Dad er ret kendt i miljøet, hvilket bekræftes af de mange fyre, der kommer op til ham og råber, "Er du Rave Dad!?" En gruppe på tre fyre skiftes til at få taget selfies sammen med ham. Der er åbenbart ikke nogle fordomme over for rave-fædre.

Efter mængden af fyre tynder lidt ud, spørger jeg Rave Dad, hvordan han fik sin titel. Han fortæller, at efter at have været ædru i tre år elsker han bare musikken og det mangfoldige miljø – PLUR livet. Til daglig er han elevatormekaniker, og han fik tilnavnet, da han begyndte at komme til events med sin datter, som er 19. Han fortæller, at hans kone støtter deres hobby fuldt ud. "Det her reddede mit liv," fortæller han. Han takker også EDM for at skabe et tættere forhold mellem ham og hans datter. "Jeg var også tæt med min datter før, men nu er vi sådan her." Han krydser sine fingre, og bryder ud i et oprigtigt hjerteligt smil.

Jeg får fat på Nicole midt i crowden, og spørger hende om hun tror, hun vil begynde at tage sine drenge med til raves, når de bliver ældre. Hun fortæller, at hun allerede overvejer det. Nicole har fundet et par steder, hvor alle aldersgrupper er velkomne, men hun er stadig bekymret for at introducere dem for de uundgåelige stoffer. Men begge drengene elsker til gengæld musikken, stråler hun.

LÆS MERE FRA VICE:

Morten Messerschmidts guide til operaen

Vi spurgte fire gamle danskere om deres syn på fremtiden

[Mød Danmarks første transkønnede porno-par](Mød Danmarks første transkønnede porno-par)