​Den usminkede version af tilværelsen som julemand i et storcenter

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Illustration af Adam Waito

En tur i det lokale storcenter for at sidde på julemandens skød er et magisk højdepunkt for mange børn verden over – og et mareridt for andre. Men hvad skal der til for at holde hovedet koldt, når man er under pres fra et virvar af nedslidte forældre, skrigende babyer og bittesmå skæghivere?

Vi spurgte den tidligere storcenterjulemand Jerry Herships – der tilfældigvis også er en tidligere komiker og bartender, konverteret til præst og i dag står i spidsen for et alternativt præsteskab – hvordan det er at dedikere seks uger af året til at leve som den fysiske manifestation af julen.

VICE: Hvorfor besluttede du dig for at blive storcenterjulemand?
Jerry Herships: Det var i Burbank sent i 80'erne, tidligt i 90'erne. Måden, man ender med det job, er, at man er en fattig standup-komiker, der desperat leder efter arbejde i juletiden, som man gør i alle andre årstider. Jeg arbejdede faktisk i en The Gap-tøjbutik samtidig, i det samme storcenter. Nogle gange gik jeg ud og Santa'd up – tog mit julemand-grej på – men blev med det samme ringet op og fik at vide; 'vi har brug for, at du kommer og tager nattevagten i The Gap. Kan du komme ind?' Ja, det kan jeg vel godt. Så tog jeg julemandsdragten af og gik ind og hjalp folk med at finde cowboybukser. Der var flere, der spurgte ind til, hvorfor mine øjenbryn var hvide.

Hvad bestod ansøgningsprocessen af?
Jeg gik bare derind og ansøgte. For at være helt ærlig: Hvis der kom nogen ind, der vejede et sted mellem 115 og 150 kilo og havde hvidt fuldskæg – og kunne kommunikere i helsætninger – så blev de hyret. Det var typecasting, og de var perfekte til jobbet. Min personlighed var åbenbart tiltalende nok, for mit udseende levede bestemt ikke op til rollen. Jeg ligner en, der nok godt kunne trænge til lidt mere motion, men ikke ligefrem julemandstypen. Og mange af de gutter, der arbejdede der, var julemandstyper. De behøvede ikke engang et falskt skæg eller en falsk vom – bare det rigtige outfit, og så var de sådan set klar.

Var julemandstjansen bare et bijob for dem?
Der var mange motorcyklister. Jeg er ret sikker på, at det var et bijob for dem, der arbejdede i Burbank Mall. En måde at tjene lidt ekstra penge. Det var overraskede at se, hvor mange der fik sparket – der blev fyret en hel del julemænd. For at flirte overdrevet meget med mødrene. Og mange af julemændene kom også halvsnalret på arbejde, som i: Okay, vi kan lugte det på dig, aflevér dragten, du er færdig. Jo tættere vi kom på julen, jo færre julemænd var der tilbage, hvilket betød, at jeg fik flere vagter. Så det fungerede ret godt for mig.

Hvordan er det så?
Har du læst David Sedaris' Holidays on Ice? Han var en alf i en Macy's. Det er vanvittigt rammende. Selvfølgelig er man nødt til at elske børn og sådan noget. Men det var ret almindeligt, at de brækkede sig og tissede på en. Mange år senere arbejdede jeg som bartender, og der var det god træning at have en fortid som julemand, fordi jeg allerede var vant til, at folk brækkede sig på mig.

Det er mere end bare en fed vom og et flot skæg. Man skal kunne leve sig ind i fantasien og være der for børnene. Det er nemt at gøre nar af, men samtidig er det en vigtig ting. Det handler om børnene. Alting taget i betragtning var jeg ret heldig. Jeg mindes ikke, at der var nogen, der var ubehøvlede eller tarvelige. Jeg kan til gengæld huske masser af børn, der blev skræmt fra vid og sans, fordi, ja, det er en kæmpe mand med et hvidt skæg. Det er ret freaky.

Hvad med når du vidste, at du ikke kunne få deres ønsker til at gå i opfyldelse?
Der var børn, der kom ind med nogle virkelig hjerteskærende ønsker, som 'kan du få mor og far til at blive sammen?' eller 'mor er syg, kan du gøre hende rask igen?' Jeg sagde altid bare, "Det skriver vi på din ønskeliste, og så må vi se. Vi prøver at finde den bedst mulige ting til dig." Man havde ikke tid til at foretage en dybdegående analyse af deres personlighed og familieforhold for at forstå hele scenariet – det kunne jo for eksempel bare være, at mor var forkølet og snart ville få det bedre. Man har ikke lyst til at skuffe nogen på forhånd eller love et barn noget, som man ikke kan holde. Men 95 procent af ønskerne var standard legetøjsting.

Blev det nogensinde kedeligt?
Jeg morede mig meget godt med det. Vagterne var aldrig særligt lange – allerhøjest fire timer. Og så var man ude og fodre rensdyrene hver anden time eller skifte julemandskostume, fordi det pludselig lugtede spøjst, efter lille Anton havde siddet på ens skød.

Hvordan reagerede børnene på dig?
Med de små børn handlede det om at forhindre dem i at kokse helt ud, fordi man i udgangspunktet er et menneske, der ser mærkeligt ud. De større børn var bare ikke overbeviste om, at man virkelig var julemanden. Man vidste aldrig, hvad der ville ske med det næste barn. I køen blev de ikke inddelt efter alder, størrelse eller trosretning. Jeg ville nok skyde på, at cirka 75 procent af børnene hev mig skægget. Man vænner sig til det. Skægget sad ret godt fast, men man bliver træt af det, og man er nødt til at finde en elegant måde at håndtere det på, for der er ingen, der kan lide en vred, voldelig julemand.

Hvem er sværest at have med at gøre – børnene eller deres forældre?
Helt klart forældrene. Og det bliver kun værre, jo tættere man kommer på julen. Man så mange mennesker med det der blik i øjnene, der bare skriger oh my god, der er så meget crap, jeg skal nå. Og køen bliver kun længere og længere. Korte lunter og forældre, der skændtes indbyrdes – sådan var det, hvis man fik den sene vagt i ugen op til jul. Og den største udfordring var at skulle håndtere trætte, gnavne forældre, der forsøgte at gøre det rigtige for deres børn, men i den ellevte time, så var de bare fuldstændig færdige. Nogle gange brokkede de sig til mig over prisen på billeder, hvortil jeg bare svarede: "Jeg er bare en glad mand til leje."

Efter en hård dag fandt man typisk den nærmeste TGI Friday's eller Applebees og fik sig nogle fyraftensstifter – og så nogle gange en anden fyr i baren, der også havde hvide øjenbryn. Man kendte altid de andre centerjulemænd.

Nærstuderer du så nogle gange storcenterjulemændene i dag?
Jeg får flashbacks med det samme. Jeg står måske og ser lidt på – enten er manden fantastisk, ellers hader han det, den stakkels fyr. Man kan tydeligt se det.

Hvad skal der til for at være en god julemand?
Jeg mødte engang en fyr – hans titel var 'Santa to the Stars'. Han var i Neiman Marcus-kataloget og den julemand, der for eksempel blev hyret af Rodeo Drive. Jeg kan huske, at han havde Cartier-briller og gik med Rolex. Han hev fem-seks forskellige julekort frem, som han var på. Det her var ikke bare et bijob for ham – det her var hans liv. Hans fuldtidsjob. Hvis der var julefest hjemme hos Stallone eller Michael Jackson, så var det ham, man ringede til.

Han havde de rosenrøde kinder og fuldskægget. Han var en kraftig fyr, en smule påtrængende, men med en fantastisk udstråling. Rent fysisk var han bare den perfekte julemand. Jeg kan ikke forestille mig ham med noget andet arbejde, på Wall Street eller i The Gap eller noget andet sted. Hver evig, eneste dag, om han var på arbejde eller ej, stoppede folk ham for at sige: "Er du klar over, hvor meget du ligner julemanden?" Han ownede det.

Hvad var så det bedste ved jobbet?
Børnene var – med meget få undtagelser – ret awesome. Der er bare et eller andet ret fedt over at få lov at være en del af den magi i et barns liv. Det er fedt. Med det sagt, så tror jeg, at der nok kun er plads til seks-syv fuldtidsjulemænd på hele planeten. Det er et job, man har i seks uger, med mindre man er ham Michael Jackson/Stallone-luksusjulemanden.

Flere juleting til dig fra VICE her:

Alle dem, du er tvunget til at sidde ved siden af, når dit arbejde holder julefrokost

Billeder af Københavns sørgeligste julepynt

VICEs overlevelsesguide til julen