FYI.

This story is over 5 years old.

Sex

Hvorfor får jeg orgasme, når jeg træner?

Her er eksperternes forklaring på, hvorfor en tur i træningscenteret kan give dig et andet slags boost i mellemgulvet.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Tonic Næsten alle har hørt historien: En 12-årig dreng sidder i en matematiktime. Han tænker ikke rigtig på noget (eller måske tænker han på et Victoria's Secret-katalog). Lige pludselig, før han rigtigt når at opfatte, hvad der foregår, får han jern på. Det gør ikke noget, tænker han. Jeg sidder bare her, indtil det går væk. Men lige netop i det øjeblik beder læreren ham om at komme op til tavlen, og han er tvunget til at gå den skamfulde gang forbi sine fnisende klassekammerater, og pigen, han er vild med, som alle kan se hans stive pik gennem bukserne. Eftersom jeg er født med en kvindes anatomi, har jeg aldrig skulle trækkes med så synlige tegn på ophidselse. Det ændrede sig til gengæld en eftermiddag i træningscenteret. Min træner tvang mig gennem 30 forskellige styrketræningsøvelser på the Captain's Chair, som er en slags stol uden sæde, hvor man holder sig oppe ved hjælp af nogle polstrede armlæn og dermed kan hænge i luften, når man løfter benene. Jeg pressede albuerne ned i armlænene, løftede benene og tænkte på en masse ting: Min nært forestående død, hvor meget jeg hadede min træner, den burger, jeg havde spist dagen før. Jeg gryntede, svedte, bandede og kæmpede mig gennem rutinen, da jeg pludselig mærkede en varm, prikkende fornemmelse i mit underliv. Min træner havde ikke opdaget nogen forandring i mit humør, så han pressede mig til at blive ved med at arbejde med benene. Jeg kunne mærke en nydelse skylle over mit underliv, samtidig med at styrketræning bliver ved med at være virkelig nederen (lige meget hvor mange gange man kommer), men jeg forstod ikke med det samme, at jeg var ved at få en orgasme. Jeg kunne bare mærke, at det føltes godt, frygteligt og mærkeligt på samme tid. Det ene øjeblik kæmpede jeg med at løfte benene - det næste gav mine mavemuskler efter, og jeg fik en ægte vaginal orgasme. Det var ikke engang en lille én – jeg blev nødt til at hoppe ned fra maskinen, krydse benene, bukke hovedet og bide mig i læben for at beherske mig. Lige pludselig kunne jeg forstå, hvor slemt den 12-årige dreng i matematiktimen måtte have det. Men jeg er en voksen kvinde, som kan have hemmelige orgasmer til træning, og det er alligevel en slags højdepunkt i et forholdsvis gennemsnitligt liv. Jeg må hellere forklare lidt om fænomenet. Orgasmer forårsaget af træning er et rimelig almindeligt fænomen blandt kvinder (og nogle mænd). Debby Herbenich er professor ved Indiana University School of Public Health, og hun har skrevet bogen The Coregasm Workout: The Revolutionary Method for Better Sex Through Exercise. Hun har fundet ud af, at omkring 10 procent af befolkningen har oplevet at få seksuel nydelse af at træne. Selvom Herbenick mener, at vi stadig ikke præcis ved hvorfor, tror hun, det kan skyldes, at trætte mavemuskler trykker på klitoris. "Vi ved, at de oftest forekommer under hård træning, hvor der er særligt pres på muskler i mave og underliv," fortæller Herbenick. "Vi har for eksempel endnu ikke set eksempler på orgasmer efter 2-3 mavebøjninger. Det er langt mere almindeligt, at de forekommer efter mange mavebøjninger eller en række hårde styrketræningsøvelser." Ah, styrketræning. Endnu et af patriarkatets værktøjer, der tvinger mig til at arbejde ekstra hårdt for at få udløsning. Selvom Herbenick siger, at de fleste er rimelig glade for at kunne få orgasmer på den måde, siger hun også, at "nogle mennesker ville ønske, de havde større kontrol over, hvornår orgasmerne kommer, så det ikke sker foran en træner, under militære øvelser eller under træning som elitesportsudøver." Det er måske forståeligt nok. Todd Feinkind er fysioterapeut og rehabiliteringsinstruktør på centeret Complete Wellness i New York. Han har arbejdet med klienter, som har fået orgasmer på medicinbolde (og det lyder egentlig som lidt af et mareridt). Han siger, at det er helt normalt, at folk bliver pinligt berørt, men han siger til alle, der får en spontan orgasme under træning, at de bare skal tage det roligt, og sørge for at holde den rigtige stilling, selvom de kan mærke det pulsere gennem hele kroppen. Godt tænkt. Hvis man kan holde den rigtige stilling, selv under en orgasme, er man nok ved at være klar til CrossFit-mesterskaberne. "Der sker mange ting med ens krop, som man ikke altid kan kontrollere," siger Feinkind. "Hvis det sker hele tiden, og man synes, det er pinligt, kan man prøve at finde nogle andre øvelser, som man ikke har samme reaktion på." Selvom det kun skete én gang for mig, er det ikke så langt ude at forestille sig, at man kan have regelmæssige orgasmer til træning. Herbenicks forskning peger på, at mange kvinder, der har oplevet den slags orgasmer, har fået dem mere end elleve gange, og mange sagde, at de var i stand til at fremkalde dem, når de havde lyst. De kvinder rapporterede samtidig, at de brugte Tinder en del mindre (ej, det passer ikke). Træning, der styrker kernemusklerne, såsom cykling, yoga, løb og mavebøjninger har umiddelbart den største effekt. Det vidste jeg intet om, da det skete for mig, så jeg forsøgte at forklare det til min træner. "Det her er virkelig hårdt," sagde jeg, mens jeg var så flov, at jeg var helt rød i hovedet, "men det er også ret dejligt." "Ja, er det ikke?" nikkede min træner, men jeg kunne se, at han ikke havde nogen anelse om, at jeg lige havde fået den vildeste orgasme af kaptajnens stol. Bagefter sad jeg i bilen med en flaske vand i den ene hånd og min telefon i den anden. Jeg skrev til alle, jeg kendte, og fortalte om min oplevelse. Det er den bedste dag i mit liv. Jeg tror lige, jeg har fået en orgasme til træning. Da jeg fik en regn af LOL'er som svar, prøvede jeg at google det og fandt ud af, at min orgasme skam var virkelig nok, og at der ikke var nogen grund til at have det mærkeligt over det. "I sidste ende er en træningsorgasme hverken et problem eller en skade. Det handler om følsomhed og muskelsammentrækning," forklarer Feinkind. "Det håber jeg beroliger klienten." Jeg kan ikke tale på alles vegne, men det gjorde da, at jeg var lidt mere dedikeret omkring at komme til træning.

Advertisement