Jeg tager på skattejagt i skraldedyngerne på Roskilde, og der er gevinst hver gang

Der er rigtig mange gode grunde til at have optur over Roskilde – festivalen, altså. For nogle mennesker starter glæden allerede i køen, før hegnet bliver væltet, mens andre mennesker ser frem til at spurte op mod Orange Scene, når festivalområdet åbner. Og så er dem, der mest af alt glæder sig til at fylde sig med sprut og pulver af tvivlsom kvalitet og høre Boten Anna på repeat i en hel uge. Jeg glæder mig til det hele. Men jeg glæder mig især til, når hele festivalen er slut, og alle skrider, gennembankede af tømmermænd, og dyrskuepladsen ligner et apokalyptisk wasteland. For så er der skattejagt. Det var min ven Rachid, der lærte mig at tage på skattejagt, og det var i 2005. Vi var lige blevet færdige med 1.g, og den sommer strålede solen hver dag som i et perfekt sommerminde fra barndommen. Jeg var skeptisk ved tanken, for jeg havde svært ved at forestille mig, at man kunne finde noget som helst blandt alt det lort, men jeg blev hurtigt overbevist: På min første skattejagt fandt vi en cowboyhat af læder, 582 kroner og en flaske vodka. Når vi alligevel gik og ledte, samlede Rachid også alle batterier op, så de kunne blive smidt forsvarligt ud.

Året efter gik jeg mere målrettet til værks. Når man skal på skattejagt, kan man enten lade kaosguden råde og bare se, hvad der dukker op, eller man også kan gå efter noget bestemt. Det år skulle jeg på interrail og havde ingen rejserygsæk, men jeg satte min lid til, at den nok skulle dukke op i dyngerne. Efter kort tids søgen fandt vi en orange Uranus-rygsæk, der fejlede intet udover at være smurt lidt ind i mudder (eller lort, det var svært at sige). Efter en grundig vask fulgte den rygsæk mig på utallige rejser over hele jorden de næste otte år. I 2007 holdt vi en lille pause med skattejagt. Alt var mudder det år. Jeg så en svensker dykke ned i en mudderpøl, der var så dyb, at han forsvandt. Da han dukkede op igen, var han brun fra top til tå. Han havde godt nok en flaske whisky i hånden, men det virkede alligevel som lidt for meget at gøre ud af det. Der må være en grænse. De næste mange år var skattejagten et fast indslag, og hvert år var der gevinst. Et år fandt vi så meget sprut, at vi knap kunne bære det, og vi delte ud til alle i toget. Et andet år stod jeg op den sidste morgen med tømmermænd, blot for at finde ud, at mine sko var blevet stjålet, men lykkens gudinde smiler til alle skraldekrigere på den hærgede mark, så i løbet af nul komma fem fandt jeg adskillige andre par. Jeg kunne vælge og vrage.

Jeg opgraderede flere gange min sovepose til en bedre model. Der var egentlig ikke noget galt med den første jeg havde, udover at den lignede MC Hammer's bukser, men man kan altid finde noget bedre på Roskilde. Det telt, jeg har den dag i dag, fandt jeg også engang på Roskilde. Andre overraskende ting vi har fundet på de mange togter: En boremaskine, en pandahue, et strygejern, en masse mærkevaretøj, en udstoppet grævling og en lolitadukke. Sidstnævnte lod vi af indlysende grunde ligge. Det bedste ved det hele er, at man ikke behøver at frygte, at man ikke kan bære alle de skatte, man finder, for der er altid nogen, der har efterladt en trækvogn, som næsten virker. Jeg har tit oplevet, at folk kigger skævt til mig ude i virkeligheden, når jeg efterfølgende fortæller, hvor jeg har fundet tingene, men indenfor det mikrokosmos, vi kalder Roskilde, er der intet mærkeligt ved det – selvom de andre skattejægere på Dyrskuepladsen som regel kan tælles på én hånd. Og når man endelig møder nogen, hilser man begejstret og fryder sig over det lille, mærkværdige fællesskab, man har sammen. De eneste negative kommentarer, jeg har fået, er fra en enkelt emsig orangevagt, som ville have, vi skulle skride, fordi festivalen var slut. Han vendte til gengæld på en tallerken, da han fandt ud af, at vi på sin vis ryddede op, og vi fik lov til at fortsætte vores søgen.

Og hey, det kan godt være, du synes, jeg er en hustler. At jeg minder om de triste, ældre mænd, der render rundt i de sydtyske alper med en metaldetektor og leder efter naziguld. Det kan være du synes, jeg er nærig, eller bare, at jeg er fucking klam. Alt det er du i din gode ret til at synes, men som den største skattejæger af dem alle, Pippi Langstrømpe, sagde (og hende fucker man ikke med): "Verden er fuld af ting, og det er virkelig nødvendigt, at nogen finder dem. Og det er netop det, tingfindere gør." Hvis det er din første gang som tingfinder, har jeg samlet mine bedste skralderåd herunder. God jagt! - Lav et hold
Det er så meget sjovere at have nogen at dele oplevelsen med. - Husk gummistøvler og handsker
Hvis jeg skal forklare hvorfor, har du aldrig været på Roskilde før. - Gå efter de store lejre
Her er der størst sandsynlighed for, at den store afslutningsfest er stukket af, så folk har glemt ting som ghettoblastere, penge, sprut eller tjald. - Tjek altid inde i forladte telte
Folk gemmer deres værdier i teltet, mens festivalen står på, og de bliver utrolig nok tit efterladt. - Vær 100 procent sikker på, at lejren er forladt
Det er god stil at klunse, men dårlig stil at stjæle.