Forstå sagen om Mette Høeg, Emma Holten og Chris Kraus

Men vent! Der er ikke kun litteraturdebat. Der er også strip. For i foråret udkom filmen "Se, nu stiger solen" (som hendes mand har lavet), der handler om Høegs brud med Københavns Universitet. Her ser man blandt andet Mette Høeg på en stripklub i Mexico, hvor hun pole-dancer, mens begejstrede lokale stikker sedler i trusserne på hende. Stripscenen kan meget vel ses som en fuckfinger til den politisk korrekte og kedsommelige feminisme, som hun beskylder nutidige kvindelige forfattere for at stå for. Mette Høeg er god til at iscenesætte sig selv.

Nå, men tilbage til den aktuelle sag. Mette Høeg skriver altså en anmeldelse af Chris Kraus' nye bog i Berlingske. Chris Kraus er den anden centrale karakter i sagen. Indtil for nylig var hun en amerikansk forfatter/filmmager, man skulle være temmelig kunstinteresseret for at kende. Men lige pludselig blev hendes tyve år gamle bog "I Love Dick" mega populær. En masse feminister støvede den af, men de fleste købte den nok for første gang, og pludselig var den også blevet lavet til en tv-serie.

"I Love Dick" handler om Chris Kraus' (sande) besættelse af en virkelig nederen machofyr ved navn Dick. Der er absolut ingen girl power over den form for forelskelse, Chris Kraus skildrer. Den er mest af alt bare ynkelig og selvfornedrende. Så selvom bogen siger en hel del om, hvordan det er at være kvinde, så er det en ambivalent, destruktiv og politisk ukorrekt form for feminisme, den repræsenterer. Mette Høeg elsker Chris Kraus.

Chris Kraus var i lørdags inviteret til at gæste Louisiana Literature, hvor hun skulle interviewes af Emma Holten. Sagens tredje og – sværger jeg – sidste hovedperson. Emma Holten blev kendt i 2014, da hun offentliggjorde en række nøgenbilleder af sig selv, efter at hun havde været udsat for hævnporno. Formålet var at tage ejerskabet over sin krop tilbage. Siden dengang er hun blevet noget alla Danmarks mest kendte feminist og fortaler for retten til at bestemme over sin krop. Hun har en kandidat i Litteraturvidenskab og taler en del om intersektionalitet, som er en akademisk betegnelse for, at køn kun er én af mange måder, man kan være undertrykt på, og at man kan være dobbelt og trippelt undertrykt, hvis man for eksempel er en sort kvinde født i ghettoen. Mette Høeg elsker ikke Emma Holten.

Så at Emma Holten var blevet valgt til at interviewe Chris Kraus, faldt bestemt ikke i Mette Høegs smag. "At man har valgt at matche så stærk en intellektuel og kunstnerisk avanceret profil med den unge, ferske badeballonsfeminist Emma Holten er useriøst," skrev hun i sin boganmeldelse (det har ikke noget med den nye bog at gøre, nej). Og senere: "Det kan fremkalde dyb frustration, at så megen skønhed og betydning forsvinder ud af verden, fordi systemet favoriserer pseudopolitiske simpleminds, der kun kan forstå den i henhold til grove binære oppositioner – som et spørgsmål om dicks vs. cunts, som Emma Holten slapt og forfladigende skriver i sit efterord." Det sidste er en henvisning til den nye danske oversættelse af "I Love Dick", som Emma Holten har skrevet efterordet til.

Så langt, så godt. Mette Høeg mener, at den form for feminisme, som Emma Holten (og dem der kan lide hende) repræsenterer, er poppet, kommerciel og mainstream "à la Lena Dunham". Det sidste er ondt ment. Selvom mange kvinder finder stor inspiration i Girls-skaberen, er hun for andre blevet billedet på, at kapitalismen udhuler feminismen. Når man for eksempel kan købe t-shirts i H&M, hvor der står "Feminist", er det et godt tegn på, at der er nogle rige hvide mænd, der tjener penge på, at det er blevet cool at synes, kvinder fortjener respekt. Og det synes Mette Høeg er dårligt. Det synes Emma Holten formegentlig også, men lad nu det ligge.

Det kunne have været det, men det var det ikke. For i mandags meldte selveste Chris Kraus sig gudhjælpemig på banen. I en skriftlig kommentar, som hun også har sendt til Berlingske, skriver hun, at hun er taknemmelig over Mette Høegs positive anmeldelse af hendes nye bog, men hun forstår ikke, hvorfor hyldesten af hende skal ske på bekostning af Emma Holten og andre unge, kvindelige potentielle læsere af bogen. Hun roser også Holtens efterord til "I Love Dick" og hendes indsats under lørdagens samtaleinterview. Til sidst skriver Chris Kraus:

"Siden i hvert fald anden bølge feminismes æra har medierne altid elsket iscenesætte en 'catfight', hvori én fremtrædende kvinde angriber en anden for at tilfredsstillelse et primært mandligt publikum. For mig virker det lidt uansvarligt, at en respekteret avis som Berlingske udgiver et så opflammende og ubegrundet angreb på en tredje forfatter under dække af en boganmeldelse."

Almoderlige Chris Kraus træder ind i arenaen og siger: Hey venner! Den anden kvinde er ikke fjenden, det er manden. Meget diplomatisk. Folk åndede lettet op. Alle på nær en. For tirsdag begynder Mette Høgh at lække private mailkorrespondancer mellem hende og Chris Kraus. I en Facebookopdatering skriver hun, at hun finder det etisk forsvarligt at offentliggøre korrespondancen, som angiveligt fandt sted i marts. Den starter med, at Mette Høeg skriver, at hun er overrasket over, at "den skindhellige og humorforladte popfeminist" Emma Holten skal skrive efterordet til den danske version af "I Love Dick". Mette Høeg indrømmer, at hun endnu ikke har læst pågældende efterord, men at hun håber at kunne være med til at præsentere Chris Kraus' forfatterskab til et skandinavisk publikum på en mere nuanceret måde. Til det skulle Chris Kraus ifølge Mette Høeg have svaret: "Oh PLEASE Mette, det håber jeg, at du kan gøre. Jeg er træt af alt dette kønslort, det var aldrig meningen til at begynde med."

Et par timer senere deler Mette Høeg endnu en korrespondance. Den skulle angiveligt have fundet sted få dage forud for Chris Kraus' besøg på Louisiana. Mette Høeg havde skrevet til Kraus for at advare hende om "det litterære etablissements modvilje" mod hende (altså Høeg selv). I sin besked til den amerikanske kunstner skriver Mette Høeg, at de fleste kvinder afskyr hende, fordi hun engang har kritiseret en gruppe unge, kvindelige forfattere for at være uoriginale og pseudo-politiske. Og dermed er vi tilbage ved starten. (Kraus skulle for resten angiveligt have svaret: "Jeg forstår det overordnede billede. Jeg er nødt til at træde meget forsigtigt, da I Love Dick især er populær blandt denne gruppe, men jeg ved, hvad du mener!")

Men alt det her personfnidder om, hvad Chris Kraus mener om Emma Holten, er naturligvis fuldstændig ligegyldigt. Det er lige før, at det heller ikke er så vigtigt, hvad hun i al hemmelighed måtte mene om det, som Mette Høeg betegner som "pop-feminisme". I sin offentlige meddelelse, skrev Kraus, at hun nyder at se "I Love Dick", som hun oprindeligt skrev til et meget snævert kunstelskende og intellektuelt publikum, blive populær blandt en ny generation af kvinder, som identificerer sig selv som feminister.

Og selvfølgelig har Chris Kraus ret, når hun kalder det her for et "catfight". (Det skal dog nævnes, at Emma Holten har forholdt sig passivt gennem hele affæren, og hverken har forsvaret sig eller gået til modangreb.) Men det er også mere end det. Det er en diskussion om retten til at definere Chris Kraus' værk og om feminisme generelt. Skal feminismen være politisk korrekt og inkluderende, eller skal den være radikal og aggressiv? Og er man mest ægte feminist, når man drikker vodka af flasken og stripper i Mexico, eller når man har 25.000 følgere på Instagram og bliver inviteret i Deadline? Og kan man overhovedet kalde sig feminist, hvis man går i en 'Feminist'-t-shirt fra H&M og elsker Girls? Og hvem fanden skal bestemme det? Vi lader Moder Kraus få det sidste ord i diskussionen:

"Hvis der er noget, jeg har lært af genkomsten og mødet med de nye "I Love Dick"-læsere, så er det, at der er mangfoldighed i feminisme. Dem, der interesser sig for stereotype "kvindesager", såsom seksualitet, søgen efter en mage og at overkomme manglende selvtillid – emner, som er fundamentalt menneskelige, selvom de længe har været forvist til den "kvindelige" ghetto – gør det ikke nødvendigvis på bekostning af mere 'ædel' makro-politik. De unge kvinder, som jeg har mødt, mens jeg har turneret med denne bog, kan dårligt siges at være 'ferske badeballonsfeminister'."