Har min besættelse af reality-tv gjort mig afhængig af drama i mit eget liv?

Denne artikel er oprindeligt udgivet af BROADLY USA

Da jeg var barn, bestemte mine forældre, hvad jeg måtte se i tv. Min mor var meget klar i mælet: Hvis du ser folk, der opfører sig dramatisk på tv, så begynder du også selv at gøre det. Hun brugte engang en særdeles dramatisk pige fra min pigespejdertrup som eksempel og konkluderede, at hendes opførsel skyldtes, at hun fik lov til at se The O.C. og havde hovedpersonen Marissa som rollemodel. Det havde slet ikke noget med forældrenes skilsmisse at gøre (det var faktisk også Marissas problem i serien, så vidt jeg husker…).

MTV var blokeret hjemme hos os, men det var også den eneste kanal. Jeg tror, mine forældre gik ud fra, at det var den "værste" kanal, så de havde nok ikke undersøgt så mange andre. På grund af den manglende research faldt jeg over et program, der skulle blive en grundpille i min tilværelse: Keeping up with the Kardashians. Kardashian-familien har hjulpet mig igennem mange svære tider i mit unge liv. Jeg begyndte at følge med, da jeg var 15. Jeg så op til deres stylede øjenbryn, mens jeg kæmpede med mine egne. Jeg fulgte med hele vejen gennem unitiden, selv mens jeg boede i Amman, Jordan, hvor det at streame Kardashians hver aften resulterede i en internetregning på 2.000 kroner.

Som voksen er Kardashians også blevet mit safe space. Når mit arbejde bliver for intenst, og mit sociale liv for dyrt eller kedeligt, søger jeg altid tilbage til Kardashians for at finde balance. Jeg er sågar begyndt at rejse med afsnit af serien på et USB-stik. Jeg er bedst tilpas og mest sårbar, når jeg ligger under et tæppe og ser Kardashians, mens jeg samtidigt scroller gennem en af de mange tilknyttede Instagram-konti. Sommetider giver det mere energi end at sove – sommetider, når jeg siger, jeg tager en lur, træder jeg i virkeligheden hemmeligt ind i min Kardashian-verden.

På grund af min store kærlighed til Kardashian-familien – og fordi jeg altid har set min mors formaninger som noget vrøvl, der skulle glemmes, så snart jeg var flyttet hjemmefra – har jeg aldrig rigtigt overvejet, hvorvidt mit humør rent faktisk bliver påvirket af programmet. Det var derfor et stort chok for mig, da ikke bare en, men to af mine ekskærester præsenterede mig for den samme teori om mig.

Den første ekskæreste bebrejdede Kardashian-familien for alt, der er galt med verden i dag. "De repræsenterer alt, der er forfærdeligt ved verden," sagde han, når han tog mig i at læse Kardashian-sladder som del af mit opvarmingsritual før et nyt afsnit. Under et af de sidste skænderier, vi havde, da forholdet var endegyldigt på vej i lokummet, sagde han, at jeg så Kardashians, fordi jeg gerne ville være som dem. (Rig, berømt og med perfekte øjenbryn? havde været et godt svar, når jeg tænker over det.) Vi slog op kort tid efter.

Jeg gik ud fra, det bare var ham. Men nogle år senere begyndte det igen med en ny fyr, jeg datede. Han vrængede ansigt, hvis jeg nævnte Kardashians, selv hvis det var som en joke. Under vores temmelig dramatiske brud, som skete på en restaurant, sad jeg og tudede ned i et glas vin. Han sagde, jeg kun teede mig sådan, fordi jeg så Kardashians. Jeg var chokeret over at høre kritikken gentaget. Hvordan var mit forhold til Kardashians pludselig blevet en rød tråd i alle min fallerede forhold?

Det ironiske er, at Kardashian-familien faktisk er meget udramatiske. Det er det, der gør serien så underholdende. De håndterer et stressende liv som kendisser og konstant drama med ophøjet ro. Deres personlige kommentarer under serien leveres altid med den klassiske Valley girl-distance: Helt fladt toneleje og stift ansigt. Hvorvidt det er resultatet af omfattende kirurgiske indgreb eller antidepressiva, så er de altså ikke typerne, der sidder og græder ned i et glas vin. Okay, måske Kris Jenner, men hun kommer normalt ret hurtigt over det.

Det er langt fra tilfældet med hovedparten af realitystjerner på tv – se for eksempel på Real Housewives of hvor-som-helst, som jeg også begyndte at følge, efter jeg var hoppet med på Kardashian-vognen. De drikker en hel del foran kameraet. De fleste af dem har ikke producerrettigheder, som Kardashian-familien har, og har derfor ikke mulighed for at afgøre, hvordan de fremstår i forskellige scener. Kardashians bruger deres serie som en talerstol for voksenmobning og en marketingstrategi. Alle Ramona Singer- og Teresa Giudice-typerne i verden har givetvis nogle af de samme fordele, men de er mere end noget andet martyrer, der bevæbnet med pinot grigio ydmyger sig selv i offentligheden til publikums store fornøjelse.

Efter min sidste kæreste og jeg gik fra hinanden, begyndte jeg at overveje nogle af de mere dramatiske øjeblikke, jeg havde oplevet i tiden op til, nærmere. Jeg forsøgte at huske, om jeg havde binget Real Housewives of Beverly Hills aftenen inden et stort skænderi med min chef, eller om jeg havde citeret Bethenny Frankel ordret, da jeg skændtes med en kundeservicemedarbejder over min mobilregning. Et mønster begyndte at dukke op. Hjemsøgte Real Housewives samtlige af de her konflikter?

Jeg spurgte mine venner, der kunne bekræfte teorien. En af dem sagde, at hendes kæreste siger, hun altid er i kamphumør, efter hun har binget Real Housewives of New Jersey. (Jeg fik udsagnet bekræftet af kæresten senere.) En anden fortalte mig, at hun havde beskyldt sin veninde for at være "besat af drenge," fordi veninden havde været på adskillige dates på under en uge. Hun gav hende hurtigt en undskyldning og sagde, hun ikke vidste, hvorfor det var slået klik for hende. Senere gik det op for hende, at hun havde set et Vanderpump Rules-maraton ugen inden og konkluderede, at det måtte have smittet af på hende.

Logikken bag teorien er meget ligefrem: Man ser noget på tv, og så gør man uforvarende det samme. Jeg havde aldrig før haft lyst til at smide et glas vin i hovedet på et andet menneske, før jeg med øjnene på vid gab så Lisa Rinna kaste et fuldt glas efter Kim Richards. Nu er det noget, jeg fantaserer om, når jeg er rigtig irriteret på nogen. Jeg har endnu ikke gjort det (pas på), men det har helt afgjort påvirket min psyke.

Findes der forskning, der kan bekræfte mistanken? Jeg spurgte Karyn Riddle, der er professor ved School of Journalism and Mass Communication på University of Wisconsin-Madison, der har forsøgt at kortlægge, hvordan reality-tv påvirker os i en undersøgelse, der har fået den vidunderlige titel "A Snooki Effect?" I undersøgelsen konkluderer hun, at "folk, der ser meget reality-tv har tendens til at overvurdere problemer i deres forhold." Karyn Riddle har også opdaget, at folk, der ser meget reality-tv, har det med at dømme kvinders adfærd, især når den er negativ, meget hårdt. De er mere tilbøjelige til at se andre kvinder som værende manipulerende.

Brian Gibson, der underviser ved Central Michigan University, har foretaget en undersøgelse af aggressiv adfærd hos reality-tv-seere og er nået frem til en lignende konklusion. "Den ene gruppe bestod af testpersoner, der så voldelige tv-serier som for eksempel Dexter," fortæller Gibson. "Men den anden gruppe, der så reality-tv, viste sig at være langt mere aggressive end den første gruppe."

Okay. Ifølge de her folk, der har lange universitetsuddannelser og indgående forståelse af videnskabelig metodik, så havde mine ekskærester muligvis fat i noget. Min instinktive reaktion er at forsvare reality-tv, og det tror jeg aldrig ændrer sig. Jeg spørger Karyn Riddle, om det er en formildende omstændighed, at mange af kvinderne i serierne er millionærer og succesfulde forretningskvinder, der så bare har det med at græde tit. "Jeg har ikke målt på de positive effekter," svarer hun. "Det er helt klart muligt, at der også er positive bivirkninger ved at se de her serier. Det vil jeg ikke udelukke, men min undersøgelse er mest fokuseret på de negative aspekter."

Selvom den overbevisning, at reality-tv er skidt for dig, er relativt ny, så er grundlaget for den en gammel kending. Undersøgelser foretaget i 90'erne konkluderede, at kvinder "skammede" sig over at se sæbeoperaer, fordi de følte, at det var "fjollet" og "meningsløst." Flere år senere kunne en undersøgelse foretaget af University of Florida på lignende vis konkludere, at kvinder generelt ikke var glade for at afsløre deres tv-vaner, når det kom til reality-tv. Tv-genrer, der er skabt af og markedsført til kvinder, bliver tit skubbet ind under "guilty pleasure"-kategorien, mens selv de mest idiotiske mandeprogrammer bare er let underholdning.

Det faktum, at hverken mine snæversynede ekskærester eller akademikerne har overvejet de positive effekter af reality-tv, synes jeg, er meget sigende. Det vidner om en udbredt fordom. Men som Karyn Riddle i hvert fald ikke afviser, så tror jeg, at reality-tv også kan have positive sider: De kvindelige hovedpersoner er ikke bange for konfrontationer, for at lave skandale, for at gøre op med voldelige partnere og opdrage deres børn samtidigt med, at de kører deres millionforretninger. Der er ikke mange, der vil sige, at Ramona Singer er en god rollemodel, men reality-tv-verden er dog fuld af stærke kvinder, selv hvis det nogle gange kammer over og bliver for meget.

Ligesom Vicki Gunvalson, der nægtede at lytte til sine venner, da de advarede hende om, at hendes kæreste fakede sin kræftdiagnose, så har jeg heller ikke tænkt mig at lytte til kritikerne. Jeg vil fortsætte med at følge Kardashians gennem tykt og tyndt. Jeg skammer mig ikke over at indrømme, at deres humørsvingninger måske har en konkret effekt på min sindstilstand. Men når det er sagt, så er der værre måder at udtrykke sin vrede på end at kaste et glas vin i ansigtet på nogen.