Jeg udlevede samtlige fordomme, folk har om millennials
Fotos: Regina Lemaire-Costa

FYI.

This story is over 5 years old.

Feminisme

Jeg udlevede samtlige fordomme, folk har om millennials

Hvad er essensen af livet som millennial? Det har jeg forsøgt at finde ud af.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly UK

Som en person, der er født ind i millennial-generationen, kender jeg alle klicheerne om os: Vi er dovne, vi er idioter, vi er i gang med at dræbe servietindustrien – for blot at nævne et par af de forslag Google kommer med, når man skriver "millennials er…" i søgefeltet.

Men millennials redder åbenbart også bibliotekerne. Vi sparer sammen til vores pensioner. Vi køber huse, så vores kæledyr har dejlige haver at boltre sig i. Så hvad er sandt? Vi kan jo ikke både dræbe ølbranchen, nusse vores bulldogs og sparer sammen til pensionen – dovne mennesker er dårlige til at multitaske, ikke sandt?

Advertisement

Det afholder i mellemtiden ikke reklamebureauer, trendforskere og Gud og hvermand fra at komme med generaliseringer om en hel generation. Det er tydeligvis på tide, at nogen kaster lys over sagen. Hvad er essensen af livet som millennial? Det satte jeg mig for at undersøge ved at leve det mest millennial-agtige liv nogensinde.

Contouring

Millennial-kvinder er ikke bange for at eksperimentere: Fra ansigts-contouring til microblading, de har prøvet det hele." — Influenster

Mine bedsteforældre overlevede ikke den japanske besættelse af Hong Kong, for at deres barnebarn kunne lade en eller anden vifte en lille kniv rundt i hendes ansigt. Så jeg springer microblading over. Beklager. Heldigvis viser en undersøgelse foretaget af Influenster blandt 5.000 shoppere, at contouring er den mest populære trend blandt millennial-kvinder.

Tilståelse: Jeg har prøvet at lægge contour-makeup før, så jeg er nødt til at gøre noget ekstra millennial-agtigt for at tage det til et nyt niveau. Såsom at se en YouTube-tutorial.

Jeg har aldrig før set en makeup-tutorial fra start til slut, så jeg klikker bare ufokuseret rundt, indtil jeg finder "How to Contour for Beginners" af den australske vlogger Tina Yong, der har 1,7 millioner abonnenter.

Yong har den der glatte, rene hud, som jeg forbinder med beauty-vloggere, og et stålsat blik i øjnene, som skriger på at få et Cover Girl-sponsorat. "Hvis I aldrig har leget med contouring før eller ikke har haft held med det før, så se med her," siger Yong, mens hun sidder foran, hvad der ser ud til at være et glitrende badeforhæng

Advertisement

Jeg konstaterer, at contouring kan inddeles i tre faser. Den første fase er: "Hvad fanden laver jeg?", den anden fase er: "Det ser vist okay ud", og den tredje fase er: "Det er helt klart gået galt det her, men jeg orker ikke at fjerne det igen".

Som man kan se på billedet, så nåede jeg hele vejen til fase tre og blev orange. Eftersom jeg er en doven millennial, gider jeg ikke starte forfra.

Millennial pink

Den hyppigt repostede og rebloggede 'Millennial pink' er frontfigur i pink power-bølgen. Den har også crossover-potentiale med årets farve fra Pantone, Rosa Quartz. Den rosafarvede glød falder ikke bare i tråd med tidens kønsneutrale budskab, men også skandinavisk minimalismeæstetik fra midten det 20. århundrede." — WGSN

Jeg aner ikke, hvad en farve har med kønsidentitet eller skandinavisk møbeldesign at gøre, men personligt synes jeg, millennial pink er en flatterende farve. Desværre lever vi i en verden, hvor millennials ikke bare må nøjes med at "synes om" farver, da firmaer, der lever af at forudsige nye trends, så ville gå på røven.

Min 23-årige kollega Lauren, der er min officielle millennial-konsulent på det her projekt, har en anden teori om, hvorfor millennial pink er blevet så hot: "Samfundet har altid behandlet os som babyer, så vi har vel bare valgt en farve, vi associerer med tryghed," siger hun. "Eller noget i den retning."

Mine venner ejer nok tøj i pink til, at jeg kan sammensætte et helt outfit i millennial pink. Som accessories har jeg en pink New Balance-taske, en fersken-emoji pin og en lyserød baseballkasket med en fransk bulldog på. ("Det er nok den mest millennial-agtige hund," oplyser Lauren mig. "Meget mere millennial end en mops.")

Advertisement

Jeg synes, jeg ser OK ud. Måske. Hvis nogen spørger, så siger jeg bare, at jeg cosplayer en fersken. Da jeg går hjemmefra, bemærker jeg, at folk stirrer på mig. Tre drenge, der hænger ud i en smadret, gammel bil, kalder mig "baby", da jeg går forbi. Det lyder lidt anstrengt. Men "millennials er babyer" resulterer i 10 millioner hits på Google, så et eller andet sted har de vel ret.

Lauren er heldigvis mere positivt stemt. "Du ligner en, jeg har lyst til at hænge ud med, fordi du er så trendy," siger hun. Jeg spørger hende, om det var sarkastisk ment. "Nej! Farverne er meget trendy og millennial-agtige."

Mission accomplished.

Avocado

"Da jeg sparede op til mit første hus, gik jeg ikke og smed penge ud af vinduet på brune avocadoer og kaffe til 30 kroner pr. kop." – Tim Gurner

Tim Gurner er en australsk ejendomsudvikler, der er bedst kendt for at svine millennials til på TV, fordi vi bruger penge på avocadoer og kaffe i stedet for at spare op til et hus, investere i aktier, ødelægge miljøet, bolle udenom og alle de andre ting babyboomerne er kendt for.

In your face, Tim Gurner! Jeg har lige købt fire avocadoer til 31 kroner i supermarkedet. Det er lidt dyrt, men som en ægte millennial blev jeg draget af kapitalismens tomme løfter. Reklameteksten lød: "Modnet til perfektion, klar til at spise, fyldig og cremet".

Jeg har nu spist halvbrune avocadoer hele ugen, og det har fuldstændigt smadret min mave og min bankkonto. Til at starte med nød jeg det. Nu hader jeg det. Du kender godt den der udefinerbare, cremede smag avocadoer har? Nu ved jeg, hvad det er: Det smager som tofu lavet af græs.

Advertisement

"Man skal kun spise avocadoer, der er dyrket et sted med meget sol," forklarer Regina, min fransk-brasilianske fotograf. Hun har ret. Avocadoer, der er fragtet i en stor container og kommer fra en eller anden udtørret mark i Mexico, smager ikke godt. Især ikke, hvis man har spist en om dagen i en uge.

Fidget spinners

"Nogle elsker dem, andre hader dem. De såkaldte fidget spinners går deres sejrsgang over verden – det er en yoyo for millennials." – Nerdist

Først så det ud til, at min plan om at købe tidens mest populære legetøj for millennials ville gå i vasken. Lauren fortalte mig, at alle kiosker og discountforretninger solgte dem, men efter at have besøgt fire butikker, havde jeg stadig ikke fundet en.

"Der er udsolgt," fortæller en midaldrende forretningsejer mig. "Jeg har en, der er i stykker, hvis du vil have den," tilføjer han og lægger den frem på disken.

Jeg nægter at lade endnu en babyboomer stå i vejen for min plan, men jeg er desværre ved at være desperat. Jeg giver ham 12 kroner og går tilbage til kontoret med min sørgelige, ødelagte fidget spinner. Ligesom den verdensøkonomi som millennialgenerationen har arvet, så er den defekt og uden fremtid. Den spinner heller ikke særligt godt.

Så er der en, der fortæller mig, at min kollega Alex har en fidget spinner til at ligge på sit skrivebord. "Da bølgen først ramte, var jeg skeptisk ligesom alle andre," fortæller Alex mig. "Hvad kan den overhovedet? Hvem er den til? Hvor hurtigt kan den spinne? Men da jeg først havde prøvet at spinne den en gang og mærket den kraft i min hånd, så var jeg solgt."

Advertisement

Jeg låner den og spinner den et par gange, og ved du hvad? Jeg forstår det godt. En fidget spinner laver en lyd, der tiltaler ASMR-entusiaster, den er behagelig at holde i hånden, og så spinner den super fucking hurtigt. Når man er bebyrdet med en tårnhøj studiegæld og en fremtidsudsigt, der ligner Den Blå Planet, så sætter man pris på de enkle ting i livet.

Nu har jeg prøvet contouring, gået i pink tøj, spist avocadoer og leget med en fidget spinner, men jeg føler mig ikke nærmere en forståelse af, hvad det vil sige at være millennial. Morgenen efter, jeg har afsluttet mit eksperiment, føler mig ugidelig og uopfyldt. Meget lig en millennial, der forbereder sig på at tage et røvkedeligt job uden fremtidsudsigter.

Så ser jeg den. En enhjørning-toast pop-up.

"Toast or Hands Café er skabt af landets bagere for a minde unge borgere i London om, at livet er #BedreMedBrød," står der i pressemeddelelsen. "Denne én-ingrediens-café er kun åben en enkelt dag og deler gratis enhjørning-toast ud (en trend, der beror på en blanding af naturligt farvestof og smøreost) for at fejre, at det gode, gamle franskbrød også er et næringsrigt powerhouse."

Der er intet – INTET – mere millennial end en pop-up, der forsøger at overbevise millennials om, at kulhydrater er gode ved at pushe dem i form af en enhjørning-toast. Jeg er ellevild, mens jeg venter i køen for at få et stykke regnbuefarvet brød. Så er det nu! Jeg står foran porten til den mest millennial-agtige oplevelse nogensinde.

Det er klamt.