Vi gik på jagt efter Roskildes klammeste camp

For syvende gang i træk gav Roskilde i år folk mulighed for at booke sig ind i de såkaldte "Clean Out Loud" områder, hvor græsset er overraskende grønt, og festivalrengøring prioriteres dagligt. Det initiativ er blevet så populært, at det er gået fra at være et eksotisk nichetilbud til at være en slags bevægelse, der truer en af Roskildes rigeste traditioner – at leve skamløst i sit eget skrald og skidt i en uge, mens man indtager usandsynlige mængder rusmidler for at kunne holde fornedrelsen ud.

Vi tager hatten af for de hygiejne-idealister, der kæmper for en renere festival, men samtidig synes vi, at førnævnte tradition er værd at holde i hævd. Hvad hvis smatten om nogle få år ikke er mere end et fjernt minde? Et fortidslevn, ligesom de der triste, evigt-slukkede rygelamper i flyvemaskiner, hvis eneste funktion er at minde os om, hvor vildt folk havde det engang.

For at finde frem til, om clean virkelig er det nye nasty, finkæmmede vi campingområderne på jagt efter Roskildes klammeste camp.

Vi starter smatvandringen i K-området, hvor vi støder på en ung camp uden nogen umiddelbar ind- eller udgang. Den egentlige 'camp' består bare af en rundkreds af spraymalede telte. I midten sidder campens beboere i en klynge af festivalstole. De ryger cigaretter og drikker dåsebajere. Der ligger skrald overalt på jorden. Jeg slår mig ned og får en snak med to fyre, der hedder Victor og Skjold.

VICE: Hey guys. Hvad hedder jeres camp?
Victor: Camp Motorsav. Vi har ligget det samme sted her på bakken i K i tre år.

Hvorfor… motorsav?
Victor: Jeg ved ikke, hvad det går ud på. Det er udefinerbart.

Her er dejligt rodet. Ser jeres hjem også sådan her ud?
Victor: Nej, vi er ordentlige mennesker til hverdag.

Jeg forstår. Kunne I nogensinde finde på at ligge i et Clean Out Loud eller et Silent & Clean område?
Skjold: Min kæreste ligger i Silent & Clean, så jeg løber lidt frem og tilbage.

Gør I rent her i løbet af ugen, eller tror I, at det bliver vildere?
Victor: Det bliver kun vildere.

Tak for snakken, boys.

Imponeret af motorsavernes sanitære nonchalance, men overbevist om, at der må findes en klammere camp et sted, drager vi videre gennem sølet.

Inden længe får vi øje på Alfred og hans efterskolekammerater, der udgør den kæmpestore Camp Carpe Diem. Under en pavilion omgivet af ragelse og affald viber de til en basrytme fra et nærliggende anlæg. Nogle sidder. Andre står.

VICE: Hey Alfred. Fedt navn, mand. Hvordan kan det være, at I har slået jer ned her og ikke i Clean Out Loud?
Alfred: Vi er 103 afsted sammen. Det her var et af de eneste steder, hvor der var plads til, at vi kunne ligge sammen. Det kunne have været fedt nok at ligge der, men det er også fedt nok nu. Det er et rigtigt Roskilde.

Er det første gang, I alle sammen er på festival?
For omkring halvdelen af os er det.

Lejren er ret bombet. Er der noget herfra, der skal med hjem?
Vi er ligeglade med teltene. Vi fik sådan noget grupperabat hos IKEA. Så dem vi smider vi nok ud alle sammen.

Har I gjort nogen indsats for at rydde op her i løbet af ugen?
Vi har ryddet op to gange allerede. Så sent som i morges. Så tager vi alle sammen poser og går og samler skrald. Men der er mange, der ikke bor her, der også kommer til. Det bliver hurtigt rodet. Og min gode vens telt forsvandt i morges. Jeg tror, her stinker ret meget. Jeg er egentlig ligeglad.

Vores fodtøj er efterhånden godt klattet til med pismudder. Vi har allerede set det ugudeligt klamme – men der må findes klammere. Flere festivalgæster, vi har passeret på vores jagt, har fortalt os rygter om et kollektiv af affaldsmystikere, der befinder sig et sted i campingområdet. Ildelugtende Roskilde-veteraner, der i mange år har optrappet smat-kulturen i kampen mod et rent Roskilde.

Vi passerer nogle 'NASTY' graffititags, hvor der står "Dream City". Kunne det være en ledetråd? Vi bevæger os mod den tilsølede barakby.

Vi må være tæt på noget stort. Og ulækkert.

Vi træder ind i Camp Nasty til lyden af saloon-agtigt uptempo-klavermusik og et setup, der bedst kan beskrives som et post-apokalyptisk affaldsbal. Selvom et væld af koncerter brager fra Avalon til Apollo finder vi campens lillaklædte beboere i en afslappende rundkreds om bordet, gærende i deres eget festival-filth. Jeg sætter mig i en festivalstol i hjørnet og får mig en snak med to skraldesoldater, Mikkel og Thomas.

VICE: Jeg kan forstå, at I har opbygget en camp, hvor I ikke bare samler jeres eget skrald, men faktisk samler skrald ind andre steder på festivalen, og tager det med tilbage til jeres egen camp. Hvorfor 'Camp Nasty'?
Mikkel: Camp Nasty har været på Roskilde siden 2009. Når du sætter dig herned, kan du glemme alting. Og det inkluderer også, hvor du skal placere dit skrald. Det inkluderer din opførsel. Bare hav det fedt, altså. Giv slip. Det er egentlig det, det handler om for os.
Thomas: Det eneste du ikke må, det er at gå i bad.
Mikkel: Vi går også meget ind for, at man skal voldtage sig selv frem for andre.

Sygt nok. Men henter seriøst skrald hos andre camps?
Mikkel: Ja, men det er blevet et problem, at der simpelthen er så meget opmærksomhed på det der. De kommer og henter skrald hele tiden, når vi går i seng. Vi kan ikke holde os vågne døgnet rundt. I 2012 havde vi samlet et kolossalt bjerg af skrald. Da vi gik til koncert om torsdagen, havde de sat en skraldebil og skraldemedarbejdere på vagt, dedikeret til Camp Nasty, så da vi gik, kom der en lastbil kørende med folk, der bare hoppede ned og lavede en skralderazzia på Camp Nasty. Vi var fuldstændig knuste.

Thomas: Da vi kom tilbage, var der helt rent græs…
Mikkel: Thomas løb bare rundt og samlede skrald i halvandet døgn bagefter. Vi så ikke rigtig noget til ham.

(Mikkel stopper midt i snakken for at beundre en stor pisstøvssky, der blæser ind over campingområdet i distancen.)

Mikkel: Vi pisser hele tiden op af vores egen lejr. Som du kan fornemme, lugter her ikke viiildt godt.

Hvordan ser der ud hos jer derhjemme, i privaten?
Thomas: Jeg er elektriker, og jeg er faktisk et rigtig, rigtig pænt menneske, når jeg er derhjemme. Jeg ligger hernede for at være fri – for at få lov til at fucke mig selv fuldstændig op. Så kan jeg tage hjem og være seriøs med mit arbejde.

Hvad synes I om Clean Out Loud?
Mikkel: De har jo en stil, hvor de konstant rydder op. Så hvis man lige skal sætte det i perspektiv: De laver en arbejdsindsats midt i en festival. Vi kan ikke arbejde, når vi er på festival. Se på os for fanden. Vi kan sgu da ikke arbejde. Det er jo totalt uansvarligt at sætte os til at lave noget som helst.
Thomas: Der er en grund til, at der ikke er en eneste af os, der har et arbejdsarmbånd.

Jeg kan se I har en gasmaske liggende ved siden af en tom Kims-chipspose derovre. Der må ligge nogle smattede historier bag de her skraldekonstellationer.
Mikkel: Du kan kalde vores gulv for en potpourri af historier og skæbner. I 2010 var Thomas og Mixi nede i Badesøen og fange en fisk. Den var gusten til sidst, den fisk. Vi begravede den. Han kaldte den Lone. Han graver den op tre dage senere, løfter den op over hovedet i triumf, og tager en bid af dens bug. Lige i vindretningen stod tre af vores veninder. De kastede op på stribe, da han tog den bid. Så hev han en gummistøvle op fra vores skraldebunke, hældte vodka i, og bundede den.

Er der noget herfra, der skal med hjem igen?
Nej. Bygningen skal rives ned og smides ud.

Tak, Camp Nasty.

Her flyder dåsebajerne og kærligheden ud af hvert et besudlet hjørne. Her er der håb, broderskab og frihed. Vi har fundet Roskildes suverænt klammeste camp.

Men vi har fundet mere end det. Vores besøg i Camp Motorsav og Camp Carpe Diem beviste, at der er håb for fremtiden. Unge, beskidte hænder til at give filth-faklen videre til fremtidige generationer.

Smatten lever i bedste velgående på Roskilde Festival.