Folk fortæller om svindelnumre, de er faldet for i udlandet

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Australien

At rejse er at leve, siger man. Men at rejse som turist – med et kamera på maven, sokker i sandalerne og næsen nede i et kort – kan også gøre dig ekstra sårbar over for at blive snydt.

Der er nogle ting, man må forvente, når man rejser udenlands – forhøjede priser på souvenirs og taxature kan umuligt overraske nogen. Men man risikerer også at blive offer for endnu mere veludviklede svindelnumre. Man får ikke sådan lige nogen til at overføre store summer penge, og derfor er de bedste scams absurd indviklede, kreative og veludførte.

Jeg er enormt fascineret af den slags scams, så jeg har opsporet nogle mennesker, som er faldet for dem i udlandet for at finde ud af, hvordan det hele fungerer. Deres historier er gribende, sørgelige og nogle gange sjove. Forhåbentlig kan anekdoterne hjælpe dig til at undgå tømte lommer, næste gang du er faret vild i en fremmed by.

Jeg havde været på en tur rundt i Europa og besluttede at blive i Paris i en længere periode. Jeg ledte efter et sted at bo på Craigslist, og til sidst fandt jeg et bofællesskab, som så godt ud. Jeg kontaktede pigen, som stod som udlejer, og mødtes med hende. Vi endte med at hænge ud hele aftenen og drak os fulde. Vi havde det vildt sjovt sammen, og da hun tog mig med på et lille parisisk loppemarked, tænkte jeg, at det måtte være kærlighed ved første roomie-blik.

Vi skrev frem og tilbage en uges tid, jeg blev godkendt til at flytte ind og overførte et depositum og den første uges husleje – alt i alt 7.500 kroner.

På flyttedagen stod jeg ude på gaden med alle mine ting, da jeg fik en besked fra hende, hvor hun skrev, at hun ville komme hjem lidt senere end forventet. Hun sagde, at nøglen var på det hemmelige sted, og at jeg bare skulle finde mig til rette. Men der var ikke nogen nøgle. Og hun svarede selvfølgelig ikke på mine opkald eller beskeder. Jeg ventede i tre timer og bankede til sidst på hos en nabo, som fortalte, at pigen var flyttet til USA tre dage tidligere. De nye lejere i lejligheden var allerede flyttet ind.

Jeg tog hen på hendes "arbejde", hvor ingen overhovedet vidste, hvem hun var. Hun havde brugt et falsk navn og det hele. Jeg fandt ud af, at den konto, jeg havde overført penge til, var oprettet i hendes mors navn, og da jeg forsøgte at finde frem til hende, var der ingenting at finde. Jeg endte igen med at crashe på min tantes sofa.

Jeg var 19 og så grøn, som man overhovedet kan være. Jeg havde rejst alene i Goa og mødt en lokal fyr, som var virkelig flink. Vi hang meget ud sammen i løbet af de næste par dage. Han sagde, han arbejdede for et tekstilfirma, og han introducerede mig for sin chef, som tilbød mig et job med det samme.

De bad mig om at sende en pakke med smykker til Australien og adressere den til en fyr i Sydney. De sagde, at tolden i Australien var virkelig høj, men at hvis jeg som australier sendte smykkerne gennem postvæsnet, ville det blive betragtet som min ejendom, og derfor ville det ikke blive taget i tolden. Smykkerne var angiveligt 10.000 dollar værd (ca. 50.000 kroner), og de ville give mig 40 procent som belønning.

Det lød ret mærkeligt. Men jeg havde ingen telefon eller internetadgang eller nogen at tale med det om, så jeg gik med til det.

Jeg pakkede selv smykkerne – for at være sikker på, de ikke puttede stoffer med i pakken eller noget – og forsikrede pakken for 10.000 dollars. Da den var sendt, sagde de, at de ville sørge for mig, indtil pakken var kommet igennem tolden. De indkvarterede mig på et hotel, sørgede for mad og drikke og betalte for næsten alting.

Efter et par dage med det fik vi et opkald fra tolden i Mumbai, som spurgte, hvorfor jeg postede en pakke med smykker for 10.000 dollars uden at vedlægge en kvittering. Jeg gik totalt i panik og lod, som om telefonforbindelsen var dårlig. Manden i røret begyndte at råbe af mig og skreg: "Vi ved, hvad du har gang I, du forsøger at eksportere ulovlige smykker! Du har 24 timer til at komme ind på toldkontoret og bevise, at du har betalt for det, ellers blacklister vi dit pas!"

Jeg flippede fuldstændig ud og var helt sikker på, jeg ville ende i et indisk fængsel. Min "chef" sagde, at vi allesammen havde et problem, men forsikrede mig om, at de ville bakke mig op, fordi de havde meget mere at miste, end jeg havde. Han bad mig om at overføre penge til dem, så de kunne få lavet en falsk kvittering, og så ville jeg få pengene tilbage senere. Det lyder helt åndssvagt nu, men på det tidspunkt troede jeg, det var min eneste udvej fra at lande i et indisk fængsel.

Jeg havde kun omkring 1.700 dollar (ca. 8.500 kroner) på min bankkonto, hvilket de var vildt skuffede over, men jeg overførte dem med det samme og lovede, at jeg ville låne nogle flere penge, når jeg kom hjem. Inden for fem timer blev jeg sat på et fly til Sydney.

Da jeg kom hjem googlede min bror, hvad der var sket og fortalte mig, at jeg var blevet scammet helt efter bogen. Smykkerne var fuldstændig værdiløse, og "tolderen" i Mumbai var bare en, de kendte. Og jeg havde overført alle mine penge og var tilbage i Australien.

I september sidste år tog jeg med to venner til Tokyo i ti dage. Den anden aften var vi i byen og gik rundt i de små gader i Roppongi, da vi mødte en stor, venlig mand, som insisterede på at tage os med på bar. Vi havde sagt nej til den slags tilbud hele aftenen, men vi tænkte: 'Hvad kan der ske ved at sige ja?'

Så han ledte os entusiastisk ind på sin bar, hvor tre piger ventede på os – de var hans harem. Vi afslog pænt pigerne og sagde, at vi bare ville tage en enkelt øl og så tage videre. Han hældte øl op til os og ledte os hen til en bås.

Det næste, jeg kan huske, er, at jeg vågner alene på gulvet i baren – omringet af pigerne – mens jeg forsøger at komme til bevidsthed og huske, hvad der er sket. Fyren råber af mig, at jeg skal betale for et eller andet. Jeg er bevidst nok til at spørge efter en hæveautomat, hvorefter han går med mig for at finde en. Da jeg får øje på en brandudgang, løber jeg så hurtigt, jeg kan.

Jeg vågnede igen om morgenen med ansigtet i gulvet, men denne gang i vores lejlighed. Mine venner var der også – og i nogenlunde samme tilstand som mig. Vi var blevet drugget, og vores bankkonti var næsten fuldstændig tømt. Alt i alt mistede vi omkring 26.600 kroner og et kamera til en værdi af 33.000.

Det underligste var, at vores kort stadig var i lommerne på os dagen efter. Fyren må havde nappet vores punge, mens vi var bevidstløse, for så at lægge dem tilbage bagefter. Da vi ringede til vores banker for at fortælle dem, hvad der var sket, fandt vi ud af, at vores kort var blevet trukket med mange forskellige transaktioner i stedet for en stor sum. De to ting gjorde, at det så ud, som om vi bare var gået amok en aften i byen, så vi fik ikke nogle penge tilbage fra banken. Det værste er, at jeg aldrig finder ud af præcis, hvad der skete den aften.

Jeg var for nylig i Mumbai, hvor en britisk-indisk mand kom hen til mig og fortalte, at han var blevet overfaldet og havde fået sin pas stjålet. Han manglede en tand og havde blå mærker og sår i ansigtet. Han sagde, han kunne få sin bror til at overføre 500 pund (ca. 4370 kroner) til ham via Western Union, men han spurgte, om vi kunne lave transaktionen i mit navn, fordi hans ID var blevet stjålet i overfaldet.

Det bristiske konsulat var rent faktisk lukket på grund af Indiens uafhængighedsdag, så han kunne ikke få lavet et midlertidigt pas. Efter vi snakkede lidt frem og tilbage, gik jeg med til, at hans bror overførte pengene til mig, så vi gik ud for at lede efter en Western Union, der havde åbent. Det var tusmørke, da vi startede, men efter næsten fire timer var det helt mørkt. Uden penge eller et pas i Indien er man meget sårbar, så jeg følte mig også ansvarlig for hans sikkerhed.

Han besluttede, at hans bedste mulighed var at tage en taxa til Delhi, hvor hans familie havde et hus. Overbevist om, at der var 500 pund på vej til mig, hævede jeg 22.000 rupees (cirka det tilsvarende) for at hjælpe ham på vej.

Jeg var ikke bekymret – han virkede oprigtigt nødstedt, og han havde jo overført penge til mig. Men da jeg kom tilbage til mit hotel googlede jeg situationen i tilfælde af, at der var noget galt. Det viste sig selvfølgelig, at han havde lavet det nummer i årevis.

Mere fra VICE:

Jeg faldt for en nigeriansk e-mail scam, fløj til Lagos og blev næsten tæsket ihjel

Jeg tog til Thailand og kom hjem til et bordel i min lejlighed

Folk fortæller om deres akavede feriekærester