Den 73-årige eventyrer som vil krydse Atlanterhavet i en kaskelothval

Denne artikel er fra serien VICE Longreads

Jeg står ved bredden af en sø i den vestlige del af det skotske højland og ser på en 18-meter lang kaskelothval med en kæmpe hale, der tårner over vandoverfladen. Jeg går tættere på og kan se det spraymalede skummateriale, som former dens hud, og de to centimeter tykke stålplader, der er udgør dens bug. Det er en båd, men den ligner ikke noget, man har set før.

Manden bag er Tom McClean. Vi bor hos ham på et udendørs adventure-center på en afsidesliggende bred af Loch Nevis tæt på Isle of Skye, som han har drevet i over 40 år. I den periode har han også haft sine egne eventyr. Den her ekstraordinære båd er kun det seneste eksempel på, hvordan McClean forvandler sine vildeste fantasier til virkelighed.

"Jeg har altid været eventyrer," fortæller han. "Jeg finder hele tiden på noget nyt. Så prøver jeg det ene, og så prøver jeg det andet."

Det McClean primært har "prøvet" er Atlanterhavet. Under sin soldatertid hos Special Air Service (SAS) i den britiske hær var han den første person, der roede solo over Atlanterhavet fra Newfoundland til Irland – en rejse på mere end 3200 kilometer. I 71 dage kæmpede han sig igennem stormvejr med bølger på størrelse med huse, iskoldt vand og en kuldsejling. Efterfølgende har han taget turen fire gange igen i fartøjer af varierende størrelse og excentricitet. I 1982 satte han rekorden i at krydse Atlanterhavet i den mindste båd nogensinde – en yacht på 3 meter ved navn Giltspur. Tre uger senere gennemførte amerikaneren Bill Dunlop turen i en båd, der var 20 centimeter mindre. McClean savede derefter 60 centimeter af sin båd med en motorsav, tog afsted igen og genvandt rekorden.

I 1985 tilbragte han 40 dage alene på Rockall – en lille øde granitø, cirka 300 kilometer fra Skotlands kyst – som et selviscenesat (og ufrugtbart) forsøg på at fastslå Storbritanniens krav på klippeøen. Som 44-årig tog han turen endnu en gang og gennemførte rejsen på 50 dage for at sætte rekord for den hurtigste overfart. Senere søgte han et sponsorat, der kunne få ham på bølgerne igen og krydsede så Atlanterhavet igen - denne gang i en båd formet som en ølflaske, der underligt nok var sponsoreret af Typhoo Tea.

Hans seneste projekt er Moby – den 65 tons tunge båd formet som en kaskelothval med mund og øjne samt et åndehul, der kan sprøjte vand højt op i luften. Planen er at krydse Atlanten endnu en gang: "Jeg har arbejdet virkelig, virkelig hårdt på den," fortæller han. "Mange mennesker går rundt med en drøm, men så løber de tør for penge, og så bliver det ikke til noget. Vi fortsatte bare. Nu håber vi bare, at nogen vil passe godt på den."

McClean fik idéen til hvalbåden, da han var kommet hjem fra et af sine eventyr i midten af 1990'erne og kom til at tænke på en ny opsigtsvækkende havoverfart. Han blev kaldt "Moby" i militæret, fordi han altid pralede højlydt om sine bedrifter.

Han designede selv båden efter at have kontaktet en skibsingeniør, som fortalte ham, at han var skør. "Hvorfor skulle man gå til en skibsingeniør, når han koster ti gange så meget?" siger han kækt.

Efter en vellykket jomfrurejse langs den britiske kyst i slutningen af 1990'erne har Moby været strandet i højlandet. McCleans vision for at få hende til havs igen er baseret på bæredygtig energi. Han skifter de "pålidelige men larmende og lugtende" dieselmotorer, som driver hvalbåden, ud med elektriske motorer som et led i en i CO2-neutral miljøkampagne: "Jeg vil ikke have de der gamle, snaskede dieselmotorer. Jeg har skaffet mig af med dem, og hvalen er et godt foregangsbillede for alle både. Jeg ville elske, hvis et firma blev involveret og var med til at redde planeten ved at gøre noget godt." Han håber, at en NGO som Greenpeace eller en vedvarende energi-virksomhed vil støtte projektet.

Det er vel ikke unfair at sige, at opdagelsesrejser ikke er, hvad de har været. Den videnskabelige og teknologiske udvikling har gjort det sværere at lykkes med nybrud som Ernest Shackleton eller Amelia Earhart. Eventyrrejser har aldrig været mere populære og drømmene starter i sofaens trygge rammer. Verdens jungler, bjerge og eksotiske byer er blevet feriedestinationer, som er tilgængelige for alle med selv et nogenlunde beskedent budget. Selv Mount Everest er blevet en turistfælde strøet med affald. Vi lever i ubarmhjertige tider for eventyrere.

Roning på åbent hav er en sport nu. Der findes et årligt tilbagevendende kapløb over Atlanterhavet med 30 deltagende robåde, som alle er udstyret med GPS navigation, radio, solceller og satellit-telefoner. Det er stadig en kæmpemæssig udfordring, men det er langt fra det spring ud i det ukendte, som eventyrere som McClean tager, og som har været med til at vise, hvilke menneskelige kvaliteter, man kan tilegne sig ved at trodse stor modstand og risiko – noget vi i stadig mindre grad er udsat for i vores beskyttede, teknologiske tidsalder.

McClean giver mig en rundvisning på båden og klatrer op på Mobys hale. Han er en lille, firskåren mand på 167 centimeter, men efterlader alligevel et indtryk af stor fysisk styrke og vitalitet. Han er 73 år gammel men ligeså ivrig efter sit næste eventyr som en på en syv.

Vi indretter os i stuen i den stenhytte, som han selv har bygget, og jeg spørger ham, hvordan han har fundet den indre styrke til gennemføre alle de udfordringer, han har taget på sig. "Det er ikke et spørgsmål om at bide tænderne sammen og sige 'Jeg giver ikke op'," fortæller han. "Man har det i kroppen og i sjælen. Jeg tror ikke, det er noget man kan lære. Det kommer sig af, at jeg er vokset op på et børnehjem."

McClean blev født uden for ægteskab i Irland under 2. Verdenskrig og blev placeret i plejefamilie i Dublin, inden han endte på et engelsk børnehjem i Northamptonshire i 1947. Børnehjemmet var af den Oliver Twist-lignende slags, som ikke længere findes: hundredevis af drenge med et personligt nummer, bibeltimer hver dag og vandgrød. Slåskampe iblandt drengene var hverdagskost ligesom de tæsk, som McClean fik af personalet. Hans ankomst dertil som tre-årig markerede "starten på, hvad der skulle blive til næsten 12 års konstant kamp for at overleve," som han skriver i sin selvbiografi Rough Passage.

"Personalet plejede at holde mig for næsen og hælde brusk i munden på mig," fortæller han. "Jeg bed dem i fingrene, og så fandt de stokken frem og slog mig, mens de råbte, 'Græd så!' Jeg svarede, 'Jeg fucking nægter at græde.' Eller, jeg bandede nok ikke. Jeg vidste ikke, hvad det ville sige at bande dengang."

Der er ingen antydning af vrede eller bitterhed at spore i hans stemme. Han fortæller om sin tid på børnehjemmet med en tør morskab og tilføjer, at oplevelsen har været med til at forme hans stædighed: "Det er der, det stammer fra," forklarer han. "Man kan kappe hovedet af mig, men der skal ligesom mere til."

Jeg nævner, at de fleste mennesker, og især dem uden en mor eller far formentlig ville være blevet ødelagt af oplevelsen. "De ville flippe helt ud," siger han. "Og de ville tænke, 'Hvorfor mig?' Så på en eller anden måde er det bare blevet støbt ind i mig. Jeg siger ikke, at jeg er bedre, men det er bare sådan jeg er. Vi er alle sammen forskellige."

McClean forlod børnehjemmet som 15-årig og arbejdede i en periode på gårde og byggepladser, inden han startede i hæren. Han meldte sig til faldskærmsregimentet og blev hurtigt udsendt til Borneo, hvor han kæmpede imod indonesiske kommunister. "Jeg var i en firemandspatrulje, som tog ind over grænsen og tjekkede 20 territoriefelter, for at se om der var nogen, vi skulle skyde."

Han tilpassede sig hurtigt sine omgivelser. En omgang halsbetændelse i slutningen af hans udsendelse gjorde, at han blev udstationeret som kontaktmand i en lokal landsby, hvor han lærte at jage aber med den lokale stamme ved hjælp af et pusterør, som nu er udstillet i hjørnet af hans stue: "Jeg nød virkelig tiden på Borneo," fortæller han. "Jeg drak også deres specielle drik. Den er lavet af ris og fugle og alt muligt, der var kogt sammen og fermenteret i en stor gryde. Så gik skålen rundt, og man blev pissefuld af det."

Efter flere udsendelser til Aden-bugten og Malaya vendte han hjem til Storbritannien og gav det civile liv en chance, men der gik ikke lang tid, før han igen higede efter eventyr. Et par måneder senere kørte han til Special Air Services kaserne i Hereford i England og bad om at komme med på aspirantholdet.

"De som gør tjeneste i 'Regimentet'", som tidligere medlemmer ligesom McClean kalder det, er stærkt motiverede, selvforsynende og i stand til at overleve alene i de mest fjendtlige miljøer. De er også nådesløst effektive dræbermaskiner. Udvælgelsesprocessen er berømt for sin brutalitet. Både dengang og i dag involverer det vandreture henover Brecon Beacons bjergkæden i det sydlige Wales, soloøvelser i overlevelse, der varer flere uger, og en voldsomt barsk test i modstand over for forhørsteknikker.

"Ja, det er hårdt, men når man er ung, er man jo i super god form," siger han og trækker på skuldrene. "Det er ligesom at være på havet uge efter uge, måned efter måned uden radio, uden lyd. Gav jeg nogensinde op? Nej, for det nægtede jeg. Jeg følte mig ikke presset. Jeg ved ikke hvorfor, det er sådan. Jeg har bare en tiltro til, at hvis jeg vil noget, så gør jeg det. Der er en afslappet attitude, der følger med den indstilling."

Ud af 105 ansøgere blev McClean og to andre optaget.

"Det er ikke den store, stærke fyr, som kommer først over målstregen," fortæller han. "Det handler om hans indstilling, og hvad der motiverer ham. Så hvis han ligger på lur i et hul i flere uger, så bliver han ikke anspændt af det – han ser bare tiden an."

McClean minder lidt om en Zen-mester. Når aspirerende søfolk, som overvejer at tage turen over Atlanterhavet, ringer til ham og er i tvivl, om de har det, der skal til, stiller han dem et enkelt spørgsmål: Ville de kunne sidde i et klædeskab i tre dage?

Han besluttede sig for at tage soloturen over Atlanten, efter han faldt over en avisartikel om to mænd, som havde planer om at gøre det - John Ridgway og Chay Blyth, som han kendte fra faldskærmsregimentet. På det tidspunkt var roning henover Atlanten en af de få uprøvede eventyr, der var tilbage. Og et meget risikabel et af slagsen. I sommeren 1966 omkom to britiske journalister i forsøget efter tre måneder til havs, da deres båd kulsejlede i et stormvejr.

Men McClean fandt stadig udfordringen tillokkende: "Jeg kunne godt lide tanken. 'Det kunne jeg godt klare', tænkte jeg. Ikke på en brovtende måde, men jeg vidste bare, at jeg havde noget i mig. En del af mig, som jeg kunne bruge til min fordel."

McClean var 26 år, da han drog afsted i sin lille fiskerbåd den 17. Maj 1969. Ingen havde nogensinde krydset et hav alene i en båd på det tidspunkt. Han havde aldrig sejlet på åbent hav før, og han vidste næsten ingenting om at navigere til havs. Da han tog beslutningen om at tage afsted, var hans eneste erfaring et par eftermiddage på Serpentinsøen i Hyde Park.

Intet kunne dog have forberedt ham på, hvad der var i vente. Hans beretning om rejsen i hans selvbiografi vidner om uophørligt ubehag, usikkerhed og isolation. Alting er vådt hele tiden. Nogle nætter overlevede han kun, fordi han konstant øste havvand ud af båden. Han blev ofte forfulgt af hajer. Han roede i hvad der svarer til en stenhård træbænk i næsten to og en halv måned.

Var han bange for at dø til havs, inden han tog afsted? "Som jeg ser på det, så handler det om hvor god din båd er. Hvis din båd ikke synker, så overlever du. Eller, ok – indtil du løber tør for mad og ikke fanger nogen fisk, for så dør du. Jeg tror bare, at jeg var fuldstændig sikker i min sag."

Der var dog et element ved eventyret, som var fuldstændig ude af hans hænder. Året forinden havde en mand ved navn John Fairfax annonceret, at han også havde i sinde at blive den første person til at sejle solo over Atlanten. "En flink men vild fyr," tænker McClean tilbage. "Endnu vildere end mig og måske også endnu mere gal."

Fairfax var måske en af de mest ekstreme karakterer, der nogensinde har samlet et par årer op. Han voksede op i Argentina med sin mor og tilbragte som teenager flere måneder ad gangen i Amazonas' jungle, inden han vendte tilbage til Buenos Aires for at sælge jaguarskind. Efter han havde brændt sin arv på 70.000 kroner af på et roadtrip gennem USA sammen med en kinesisk call-girl, var han i tre år kaptajn på et skib, som smuglede våben, whiskey og cigaretter over hele verden. Efter myndighederne blandede sig i hans foretagende, holdt han i en periode lav profil som fisker i Jamaica, inden han besluttede at komme til England for at forsøge at virkeliggøre sin barndomsdrøm om at sejle tværs over Atlanten.

I 1968, hvor McClean fik godkendt en ulønnet orlov fra SAS, var begge mænd i gang med forberedelserne til deres eventyr. Fairfax færdiggjorde sin båd den vinter og ville afsted med det samme, så han valgte ruten fra øst mod vest, fra De Kanariske Øer til Florida, henover midten af Atlanterhavet. På den måde fik han et forspring på fire måneder over McClean, som tog den kortere, barskere rute fra Newfoundland.

De to mænd havde et overlap på flere måneder, hvor de var på havet samtidig, men Fairfax nåede frem til Florida den 19. Juli 1969. Dagen efter satte Neil Armstrong fod på månen. Til trods for den store opmærksomhed omkring månelandingen, så gik sammenfaldet ikke henover hovedet på Apollo-astronauterne, som skrev et brev til Fairfax og lykønskede ham med hans bedrift, og nævnte i teksten, at de var "ligesindede eventyrere."

McLean gik i land ved Blacksod Bay i Irland otte dage senere. I modsætning til sin rival gik han aldrig ombord på nogen af de skibe, han mødte undervejs, og han modtog aldrig forsyninger fra dem. Han krydsede havet udelukkende ved sin overlevelsesekspertise, militære disciplin og overmenneskelige beslutsomhed.

Fairfax havde inden udtalt, "Jeg er ude efter en rå, primitiv kamp mod naturen." Havde han det virkelig sådan? "Om jeg tog derud for at vinde over Atlanten? Nej, nej – det er en helt forkert strategi. Man kan ikke vinde over elementerne, for man ender sgu bare med at drukne i havet. Nej, jeg indretter mig efter det. Rider på bølgen. Bøjer mig i vinden. Så er chancerne større."

Hvordan føltes det så, da han havde gjort det første gang? "Åh, det er ubeskriveligt. Det er alting," fortæller han. "Faren var selvfølgelig, at jeg ville tænke, at jeg havde styr på det, da jeg gjorde det anden gang, for så at gøre det hele forkert. Men hvis man fordobler sikkerhedsforanstaltningerne, og man er i et med…" Han tøver et øjeblik. "Det eneste man har er himlen, havet, en båd og en lille smule grej. Man er er nødt til at være tilfreds med at ikke at have noget som helst."

Men føler han sig anderledes end andre mennesker i kraft af sine bedrifter? "Ork, ja, men vi er alle sammen forskellige, så vi er alle sammen specielle. Det handler om ikke at blive stor i slaget. Jeg går rimelig stille med det, men jeg er måske lidt selvglad." Han griner. "Hvis nogen kalder mig for et storsnudet røvhul eller siger til mig, at jeg er fucking gal, så gør det mig bare glad. Det er fint. Kom med det. Jeg ved, at der er andre mennesker, der beundrer mig for det, så jeg er ikke gal."

I modsætning til mange andre britiske sejlere, eventyrere og rekordholdere, så har McClean aldrig modtaget en officiel æresbevisning. Måske er han for excentrisk til det. Han er patriot, men han er også en outsider, som aldrig har spillet kendis-spillet. Alligevel modtager han grupperejsende til Loch Nevis og har holdt foredrag og taler over hele landet.

Han lever efter princippet, at man klarer sig med og vedligeholder det, man har. Det gør sig også gældende for hans manglende interesse for den eksklusive del af sejlerverdenen – dem der sejler rundt i store yachter. "Jeg er ikke trænet til noget som helst, men jeg skal fandme nok få båden fremad," fortæller han. "Og sådan har jeg nok egentlig gjort gennem hele mit liv."

Det er også sådan, han har slået sig ned i højlandet, hvor han selv har bygget adventure-centret og nu lever det søde familieliv med sin kone, Jill. Al sin succes til trods har han tjent en ekstra skilling ved siden af ved at dykke efter muslinger i søen. "Jeg har det rigtig godt her," fortæller han. "Jeg kunne også bo nede i Brighton i en lejlighed eller noget, men nu er jeg her. Jeg ville sikkert også være lykkelig i Brighton. Jeg ville sikkert knokle med et eller andet. Jeg ved ikke hvad, måske en virksomhed af en slags."

Har han en favorit blandt sine mange eventyr? "Det allerførste er det virkelige eventyr, fordi man er ude i det ukendte. For mig ligger eventyret i, at man presser sig selv ud i det ukendte."

Senere samme dag iagttager jeg McClean, mens han får taget billeder foran Moby. Hvalbåden ligner ligeså meget et kunstværk som den "markedsføringsidé", som McClean siger, at den er. Dens mytiske dimensioner emmer af historien om hans eget liv. Den pionerende psykolog Carl Jung anså historien om Jonas og hvalen som en arketypisk fortælling - om mennesket der bliver slugt af et dyr og spyttet ud igen, - som går igen i kulturer og religioner over hele verden, uanset om det er en hval, drage eller ulv eller noget lignende. Han kaldte den "Myth of the Night Sea Journey", hvor helten gennemgår en rejse ind i mørket og den midlertidige død. Når han kommer frem igen efter mødet med naturens rå kraft, er han forandret – han er nu af en støbning, som han ikke var før.

Hvaler spiller en stor rolle i menneskets fantasi. Folk strømmede til flodbredden i 2006, da en hval strandede i Themsen, og Herman Melvilles Moby Dick har tryllebundet generationer. Hvalen udgør en stærk frontfigur for McCleans miljøkampagne, men den er også en allegorisk repræsentation af hans eget liv – den forældreløse dreng, som Atlanterhavet spytter ud på en strand i Irland. En dreng som, ifølge Jungs udtryk, har gennemgået "Den farefulde færd hvis mål er genetableringen af liv og sejren over død." Uanset om den bevidst symboliserer McCleans eget liv eller ej, så er Moby et monument til ære for eventyrets sjæl.

McClean ville selvfølgelig nedtone den slags højtflyvende snak. Om et par uger skal han på campingtur med sine to voksne sønner, hvor de skal kravle rundt i den slags våde og kolde forhold, som den engelske vinter byder på: "Det falder mig stadig mest naturligt at leve det simple, ligetil og basale liv," fortæller han. "Jeg nyder enkeltheden i det. Ikke noget vildt. Det bliver en dejlig tur. De kan trave op ad nogle bakker og sætte radioen på, og så tager jeg en lur i nogle timer. De siger altid, 'Hvad er det for en kedelig ting at bruge tiden på, bare at ligge der og sove.' Jeg fryder mig nu ret meget over det. Det er bare lækkert."

Læs også:

Jeg levede som en konge i Venezuela i en måned for 750 kr

Se billederne fra den indiske landsby, der har været afhængig af opium i 70 år

Verdens fedeste sted at dø