FYI.

This story is over 5 years old.

Penge

VICE Guide til finanslingo A til Å - Del 1

Del 1: Fra hvorfor det hele står med småt på TV-Shop, til hvorfor folk laver våben til børn.
Billede via Flickr-brugeren le temple du chemisier.

Billede via Flickr-brugeren le temple du chemisier.

"Systemet" er et herligt koncept. Det er sådan et ord, der lige dele henleder tankerne på, hvor ubetydeligt et liv, man lever, og hvor lækkert det hele må være for den liga af frimurere og/eller illuminati-prinser, der styrer showet (hvis man tror på den slags). Men uanset hvad dit forhold til det financielle system måtte være, så er det en kendsgerning, at vi alle er underlagt dets spilleregler. Finansverdenen fungerer på nogenlunde samme måde, som den altid har gjort, den er bare blevet større, rigere og uendeligt mere kompleks. Det handler dog stadig grundlæggende om at distribuere kapital så effektivt som muligt. Men systemet er også blevet mere og mere indspist over tiden og har efterhånden udviklet sit helt eget sprog og økosystem, der kan virke ekskluderende for udefrakommende.

Advertisement

Men sådan behøver det ikke være. I virkeligheden kan alle lege med, og det kræver i lige så høj grad, at man kan sproget, som at man har de nødvendige finanser. Med det for øje er der her en A-Å guide til finansverdenens kryptiske jargon.

DEL 1 - Fra Adfærd til Grådighed og Frygt

Et af de mange sindssygt sjove produkter, som rationelle mennesker køber. Screenshot fra amazon.co.uk.

ADFÆRD: "Nicolas udviste en lav grad af rationalitet, da han sagde sit job op for at starte en Tumblr dedikeret til teorien om, at 11. september var et 'inside-job'."

De fleste økonomiske teorier tager deres udgangspunkt i, at forbrugeren udviser rationel adfærd. Det vil sige, at vi i teorien alle sammen træffer de valg, der vil stille os i den bedst mulige situation. Vores valg afhænger selvfølgeligt af den information, vi har til rådighed. Det er både grunden til, at der skal stå en masse med småt, når du køber en "Ab Circle Pro Deluxe" over TV-Shop, og at det står så uendeligt småt. Til gengæld er det, at TV-Shop eksisterer, grundlaget for, at moderne adfærdsøkonomiske teorier i højere grad undersøger, om ikke også man træffer nogle lidt mere blæste valg.

BNP: "Bare fordi Sverige har et højere bruttonationalprodukt end Danmark, betyder det ikke, at det er et bedre land."

Et lands BNP tages ofte som udtryk for landets grad af velstand. Det er reelt set værdien af landets samlede produktion, og ændringerne heraf er traditionelt set blevet brugt som indikator for landets økonomiske udvikling. BNP tager dog ikke højde for værdien af offentlige ydelser og ting som husarbejde eller sort arbejde, hvorfor det ikke er et helt præcist mål for et lands økonomiske situation. Det er til gengæld et ret præcist mål for, hvor meget du har at skulle have sagt her i verdenen. Har du for eksempel nogensinde hørt om dengang Letland blokerede Gazproms nordeuropæiske gaslinje? Nej, vel?

Advertisement

Billede via Flickr-brugeren Sy Clark.

CIGARETTER OG PENGES RELATIVITET: "Min far troede aldrig rigtigt på konceptet om penge, men jeg lærte til gengæld rigtigt meget om forskellige barktyper under min opvækst i Hareskoven."

I fængslet bruger indsatte ofte cigaretter som valuta. Systemet fungerer, fordi alle er enige om, at cigarettens værdi overstiger cigaretten selv. Hvis de indsatte en dag besluttede at cigaretter var værdiløse og i stedet begyndte at bytte frimærker, ville ham gutten med pudebetrækket fyldt med Prince Click være på røven. Begrebet "penge" er på samme måde en konstruktion, der eksisterer i kraft af vores kollektive tillid til værdien af en given møntfod.

GZA fra Wu-Tang Clan. Via Flickr-brugeren Xi WEG.

DIVERSIFIKATION: "Diversify your bonds."— GZA

Når man investerer, er det en god idé at sprede sine finanser lidt ud i stedet for at samle dem i ét selskab eller én sektor. En god måde at diversificere sine investeringer på er at købe sig ind i forskellige kategorier af værdipapirer som nationale aktier, internationale aktier, obligationer osv. fordelt over forskellige brancher og sektorer. Ideen er, at de vil stige i værdi (eller miste værdi) på forskellige tidspunker, hvorfor din portfolie overordnet set forbliver stabil.

Billede af Vita Skov via Wiki Commons.

EGENKAPITAL: "Aktieselskabet René Splifs egenkapital tog et dyk, da et søgsmål fra den rigtige René Dif fik selskabets gæld til at overstige dets værdiposter."

Egenkapitalen er et udtryk for et givent selskabs værdi og består bl.a. af selskabets aktiver (ejendomme, udstyr osv.), aktiekapital og overførte resultat (det årlige overskud) fratrukket selskabets gæld. Hvis et selskab er i underskud et år, kan det eksempelvis resultere i en negativ egenkapital.

Advertisement

FORTJENESTE/RISIKO: "Jeg risikerede hele biksen ved at investere i iPad covers lavet af Jacob Haugaards aflagte jakkesæt, men ingen købte dem, og jeg fortjente i virkeligheden også at gå konkurs."

En af de få universelt accepterede love inden for investering er, at niveauet af risiko og fortjeneste er nogenlunde det samme. Ved at investere i aktier tjener du penge, hvis det pågældende selskab stiger i værdi, men du risikerer også at selskabet kan gå konkurs og gøre dine aktier værdiløse. I den sammenhæng har en opstartsvirksomhed større risiko for at gå i vasken, men kunne i teorien også blive den næste Apple og gøre dig rig nok til at installere en helipad ud for dit kollegieværelse. Modsat udgør obligationer som regel en sikrere investeringsmulighed, men resulterer oftest i en lavere fortjeneste.

Billede via Flickr-brugeren Michigan DNR.

GRÅDIGHED OG FRYGT: "Min grådighed fik mig til at investere i en linje af luksusrifler til små børn, men frygt for at hele projektet var moralsk forkasteligt fik mig til at sælge mine aktier for tidligt."

Grådighed og frygt er de to følelser, der driver markederne. Når vi gennemgår en periode med højkonjunktur, er investorer fristede til at hoppe ind og få en bid af kagen, men når aktiekursen falder, plejer de samme investorer at sælge deres andele, før de lider for store tab.

Med bidrag af Andy Millard og Drew Millard.