Vi talte med en paranormal efterforsker om uhyggelige fænomener

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE Canada

Hvis du ser en af Paranormal Activity-filmene (eller bare de første tre kvarter af It Follows), er der gode chancer for, at du begynder at lede efter overnaturlige forklaringer på alt det mærkelige, der sker i dit liv. (Eller at du i det mindste mærker en snigende angst, hver gang du kigger dig i badeværelsesspejlet sent om aftenen). Afhængigt af, hvor rædselsslagen du ender med at være, så er der forskellige løsninger – for eksempel et 'fang dit eget spøgelse'-gør-det-selv-sæt eller muligheden for at konsultere en professionel.

Greg Pocha fra Edmonton i Canada er overnaturlig efterforsker og ansvarlig for Paranormal Parascience and Parapsychology Studies ved Eidolon Project Canada – den største og mest etablerede forskningsgruppe i det overnaturlige i det vestlige Canada. Vi spurgte ham, hvad fanden det er, han laver, hvad spøgelser egentlig vil, og hvorfor han hader betegnelsen 'ghost hunter'.

VICE: Hvordan blev du optaget af overnaturlige efterforskninger?
Greg Pocha: Jeg havde rigtig meget fritid, mens jeg var bestyrer af et fitnesscenter. Jeg havde en interesse i det ukendte og mystiske. Jeg læste en del om forskellige ting, og jeg var særligt interesseret i spøgelser og hjemsøgte steder. Efter jeg begyndte at få noget mere viden, begyndte folk at stille mig spørgsmål, og indimellem tog jeg ud til et sted for at se mig omkring. Så begyndte ordet at sprede sig, og det begyndte at blive mere populært, så jeg blev mere og mere velkendt.

Hvad forsøger du at opdage med de her efterforskninger? Hvad vil folk have dig til at gøre for dem?
De de vil have os til at opdage de mystiske ting, der foregår rundt omkring i deres hjem – ting, der pludselig har flyttet sig, måske ser de skygger, hører ting eller kan mærke en fremmed tilstedeværelse – og de undrer sig over, hvad der foregår, og om der er hjemsøgt eller ej. Så kommer vi for at se, om der er hjemsøgt, eller om der er en logisk forklaring på hændelserne. Jeg leder altid efter den naturlige forklaring først. Fra klientens synspunkt hjælper vi dem med at afdække, hvad det er, der sker i deres hjem. Fra vores synspunkt forsøger vi ikke kun at hjælpe dem igennem det, men også at opnå en eller anden form for bevis for, om der findes eller ikke findes et overnatuligt liv. Vi forsøger at finde flere beviser for, at det rent faktisk eksisterer.

Hvilken slags instrumenter bruger I til at måle det?
Meget af det er hemmeligt. Det er under udvikling. Noget af det er software, som implementerer ting, som vi ikke fortæller nogen om. Derudover bruger vi normale ting såsom en elektromagnetisk sensor, som kan måle, om der er en ændring i det elektromagnetisk felt, hvor vi er. Vi bruger meget sensitive målinger, fordi spøgelser angiveligt skifter temperatur, når de kommer indenfor – som regel et køligt sted, men det kan også være et varmt sted. Vi har instrumenter, der måler vindhastigheden og alt muligt for at se, om det trækker omkring vinduet, og om det kan være forklaringen på hændelserne. Vi har meget sensitive mikrofoner – nogle af dem er hemmelige ligesom den måde, vi bruger dem på. Vi arbejder med RVP'er, (som andre kalder for EVP), og vi kan efterhånden opfange stemmer i realtid.

RVP'er?
Det er et begreb skabt af en mand, der hedder Konstantīns Raudive. Han optog fuglesang på en gammel båndoptager som hobby. Han opdagede stemmer på båndene, hvor der ikke burde være stemmer. Derfra blev det til, at han kunne optage de dødes stemmer. Dengang kaldte han det for Electronic Voice Phenomena (EVP), og det navn har sat sig fast, men er ikke længere dækkende. For i bund og grund handler det om stemmen – det er ikke en elektronisk stemme ligesom Stephen Hawking. Vi kalder det RAP og RVP. RAP er en generel term – Recorded Audio Phenomena. Det, at det blev optaget elektronisk er implicit. RVP er en undergruppering, som står for Recorded Voice Phenomena. Vi opfanger stemmer med vores udstyr, som ikke burde være der, og næsten i fuldstændig realtid. Ikke så godt, at vi kan have en samtale med dem, men godt nok til at vi ved, at der er nogen, der svarer, når vi stiller et spørgsmål. Vi er stadig nødt til løbe det igennem vores klippeudstyr for at skille det fra og få stemmerne frem.

Er klienterne tilstede under efterforskningen?
Det skal de være. Vi laver ikke en efterforskning uden nogen på stedet. Det er for alles skyld – rent juridisk kunne de komme og sige: 'Jeg havde en diamantring, der lå på min kommode, og nu er den væk.' Så for vores egen skyld vil vi have en klient tilstede hele tiden. Hvis der rent faktisk er et spøgelse, der hjemsøger klientens hus, og klienten sidder på et hotelværelse i den anden ende af byen, så tager de bare spøgelset med sig.

Jeg vidste ikke, at spøgelser er forbundet til bestemte mennesker. Er det normalt?
Der var en hændelse i Red Deer engang. Det var tre piger – lidt ligesom DuBois-familien fra tv-serien Medium. De tre piger var allesammen blonde og havde alle en synsk evne. Men en enkelt af dem var meget eftersøgt af et spøgelse. Der var nok aktivitet i huset til, at de stadig kunne optage ting. Hun skulle babysitte en aften, og så snart hun var kommet derhen, tændte hun tv'et, som med det samme blev det slukket igen. Det havde noget med hende at gøre, fordi spøgelset var forbundet til hende, så vi skulle finde ud af, hvad hun havde lavet. Hun havde tidligere været frivillig på et hjem for patienter med Alzheimers. Så fik jeg en idé. Jeg foreslog, at hun talte med personen for at se, om det var en Alzheimers-patient, og om vi kunne få en eller anden respons. Samtidig kørte vi et eksperiment med vores walkier. Det var den klareste IVP, vi nogensinde har opsamlet. Czar Briones, vores assisterende instruktør, startede med at spørge: 'Er du faret vild? Ved du, hvor du skal hen?' Noget hun ville have spurgt sine patienter om. Som svar fik vi et klokkeklart: 'Jeg er ikke død.' Fem mennesker i lokalet hørte det, og vi har en optagelse af det.

Men nogle spøgelser er forbundet til steder, ikke?
En person, som virkelig godt kunne lide sit hus eller måske døde i huset som følge af en tragedie, ville måske blive i huset. Vi har efterforsket et sted i Forestburg i Alberta, hvor ejeren af huset ikke ville have, at andre mennesker skulle bo i det hus, han havde bygget. Derfor forsøgte han at få alle ud derfra. Vi opfangede en RVP og spurgte ham: 'Bill. Vil du gerne have, at holdet – ikke de mennesker, der bor her nu, men holdet her – forlader dit hus?' Vi lyttede, og cirka 19 sekunder senere kunne vi høre på afspilningen: 'UD!' Klokkeklart. Og det var ikke et radiosignal, vi opsnappede, for vi var vitterligt ude midt i ingenting. Han ville bare gerne have, at vi forlod hans ejendom.

Har I nogensinde mislykkedes med at fjerne en tilstedeværelse?
Det kan vi ikke vide. Der er absolut ingen måde, vi kan være sikre på. Den eneste vej til det scenarium er, hvis vores klient ringer til os syv måneder senere og fortæller, at det er blevet værre – og det er aldrig sket. Og hvis vi kan mærke, at det er nødvendigt med en opfølgende udrensning, så tager vi tilbage og udfører en opfølgende udrensning. Det virker som regel. Hvis det ikke virker, og grunden til det primært er klienten selv – uanset hvad de selv siger – så er det fordi, de inderst inde gerne vil have spøgelset tilbage. Spøgelser er ikke dumme. Det tænker bare: 'Hvis du vil have mig, jamen – voila! Her er jeg.'

Hvor mange efterforskninger har I foretaget?
Hundredevis. Det inkluderer også henvendelser på eksperthjemmesiden All Experts. Jeg har lavet over 600 af dem alene.

Hvor mange fysiske efterforskninger laver du om året?
Vi laver omkring 12 om året. Det er forskellige fra år til år. Vi laver selvfølgelig mere i efteråret og om vinteren. Om sommeren er folk mere ude af deres huse, eller også er spøgelserne på ferie – det er vi ikke sikre på. Men nej, folk er mere ude af huset, så de lægger ikke mærke til lige så meget, og det bliver senere mørkt.

Hvad er det mest givende ved det?
Det er, når man har det første møde med en klient og taler med dem og tager dem seriøst. De indser, at der er nogen, der er villige til at tale om det og mødes med dem og lade dem fortælle deres historie. Og når man så siger, at det lyder, som om de har nogen boende, og at vi er villige til at foretage en efterforskning – så er det, som om der falder en sten fra deres hjerte. Deres øjne stråler lidt mere, deres humør letter en smule, og de kan grine med større frihed. Det er den mest givende del. Der er endelig nogen, der lytter, som ikke tænker, at de er skøre.

Er det non-profit?
Alle udgifter og udstyr er ud af egen lomme. Folk har tilbudt at betale, men vi tager ikke imod det. Hvis folk føler, at de vil give noget, så siger vi, at de kan lave en donation til Northern Alberta Make A Wish Foundation eller Stollery Children's Hospital i Edmonton. Vi kræver, at vores navn ikke bliver nævnt.

Hvilke fejlopfattelser af jeres arbejde er de mest udbredte?
Vi lever i et samfund, hvor folk tager kontakt til mig, før de kontakter en læge – selv med noget som tydeligvis er et psykologisk eller medicinsk problem. Det er bare underligt.

Lige nu har jeg en henvendelse liggende vedrørende nogens 16-årige datter, som ikke kunne rejse sig op. Hun var lammet og kunne ikke skrige. Det hænger selvfølgelig sammen med, hvad mange mennesker føler: At de bliver holdt nede af en dæmon. I virkeligheden er det søvnparalyse med enten en hypnagogisk eller hypnopompisk hallucination. Det er helt normalt, og det oplever vi allesammen, men nogle mennesker er mere bevidste om det, når de oplever det. I et tilfælde som det her skyldes det, at de ikke ved, at der findes en psykologisk årsag. Det er et stof, der udløses i hjernen, som lammer musklerne, så man ikke banker tuden ind på sin kone, hvis man drømmer, at man er Rocky Balboa. Musklerne lammes, så man ikke handler på sine drømmes oplevede virkelighed. Der findes også mennesker, som ikke har det stof, og som derfor handler i deres drømme.

Hvorfor kan du ikke lide betegnelsen 'ghost hunter'?
99 procent af tiden hævder folk, at der foregår noget overnaturligt. Jeg har studeret psykologi og psykiatri, og jeg er formentlig den eneste privatperson i Edmonton, som ejer DSM – biblen for psykiatere. Jeg har også Compendium of Pharmaceuticals and Specialties, som er biblen for farmaceuter.

Jeg spørger altid folk, om de tager nogen form for medicin. Hvis de svarer ja, spørger jeg til hvilken slags. Det er vigtigt for mig at vide, om det er et hallucinogen eller ej. Jeg har studeret søvn, søvnmønstre og neurologi. Når nogen hævder, at noget er overnaturligt, så er jeg nødt til at kende til alt det, som er 'normalt', så jeg kan kende forskel.

Jeg har hørt om et tilfælde – fra en gruppe i USA, som driver en af de største overnaturlige grupper, der findes. På en af deres optagelser var der en 'vuuuup'-lyd, og de sagde, det var en mand. Jeg vidste, hvad det var med det samme, jeg hørte det. Det var en myg, der summede i mikrofonen! Vi har infrarødt lys på vores udstyr, som tiltrækker insekter, når vi er ude i mørket og især om sommeren. Det er en meget sensitiv mikrofon, så den fanger deres summen. Vi laver ikke gimmicks på den måde.

Hvad siger du til mennesker, som er skeptiske over for den her slags arbejde?
I virkeligheden er den slags mennesker ikke skeptikere – det er overnaturlige efterforskere, der er skeptikere. I tråd med den oprindelige betydning, så er en skeptiker en, der stiller spørgsmål. Så helt ærligt, så er de, der ikke tror på ikke-materielle ting, ikke skeptikere, eftersom de ikke spørger – de svarer. De er pseudo-skeptikere og kynikere. Som overnaturlig efterforsker spørger jeg, jeg undersøger, jeg udforsker, jeg siger: 'Måske tager jeg fejl, men jeg er villig til at tage en færge til kanten af horisonten og opdage sandheden i stedet for at antage den.'

Kynikere siger: 'Hvis der findes spøgelser, så bevis det.' Jeg svarer igen med: 'Hvis der ikke findes spøgelser, så bevis det!' Men kynikere er passive, nej-hat-typer, som venter, indtil nogle andre har gjort opdagelserne. Ikke en eneste af dem yder en indsats for at bevise det, de tror på – at det overnaturlige ikke eksisterer. Men som materialister kan de ikke tænke ud af deres tre-dimensionelle boks. For dem slutter bevidstheden med døden, mens de, som arbejder med teroretisk kvantefysik (forskere), er modige nok til at hævde, at universet ikke ville kunne eksistere uden bevidsthed.

Bliver du nogensinde bange af at udføre det her arbejde?
Bange, nej. Jeg er efterhånden vant til at gøre det. Der er ikke så mange ting, der skræmmer mig længere. Engang skulle jeg hente et batteri, jeg var ved at genoplade. Jeg var ikke helt bevidst om, hvor alle var henne. Det var helt mørkt, og jeg brugte det infrarøde lys til at finde vej. Jeg stod omkring en meter fra vores elektriker, som sad på gulvet, og en af de andre var inde ved siden af for at stille spørgsmål. Jeg havde kameraet peget mod Liz og gangen og besluttede mig for at panorere det rundt. Jeg vidste ikke, at klienten stod lige ved siden af mig. Det skræmte livet af mig.

Mere fra VICE:

De her kager er det sygeste shit, du har set

Tyske katteavleres hjemmesider er det smukkeste på nettet

Fire studenterboliger blev evakueret på grund af sindssygt stærk chili