At stoppe på anti-depressiver var meget værre end min depression

Denne artikel er oprindeligt publiceret i VICE USA.

Som barn hadede jeg de der elektriske chokspil, hvor alle sad i rundkreds om en lille kugle med hænderne på en knap, der gav stød til en tilfældig person. Det eneste gode ved dem var, at man som oftest slap helskindet fra igennem spillet. Der var mere end 75% chance for, at man bare endte med at sidde lammet af forventning og skræk og se sine venner hyle af smerte en efter en.

Oddsene var værre, da jeg prøvede at stoppe med at tage min antidepressive medicin. Jeg fik blændende elektriske stød i hovedet i flere måneder, såkaldte "brain zaps" - mærkelige chok enten ved pludselige bevægelser eller bare på helt tilfældige tidspunkter. Jeg fik dem, hver gang jeg drejede hovedet: verden stod helt stille, og det slog gnister inde i hovedet – varme, flakkende, små nålestik.

Den vedvarende, klæbende smerte af elektricitet, der skyder op af din nakke og hjerne, er en af de mest ubehagelige ting, jeg har oplevet. Og når man lægger det sammen med hjertebanken, en uregelmæssig appetit og kraftige humørsvingninger, føltes det ofte som om, det at stoppe med at tage Cymbalta ville føre til noget langt værre end min depression.

Jeg begyndte at tage antidepressiver, efter min bedste ven døde på vores sidste dag i gymnasiet. Jeg var 17. Han pjækkede fra timen for at stå på skateboard og blev trukket under den bil, han holdte fast bagpå. Jeg tog til lægen for at få nogle råd til, hvordan jeg skulle håndtere situationen, og hun anbefalede 60 mg Cymbalta.

Jeg havde det okay i et stykke tid; og det gav mig en hvis ro i sindet det første års tid. Så kom de uønskede bivirkninger. Jeg var aldrig sulten, følte mig ikke rigtig i humør til sex og opgav næsten alt sport og motion på grund af hjernestødene. Jeg sov enten uregelmæssigt eller overhovedet ikke. Jeg følte mig konstant apatisk. Det var som at gå rundt med en vedvarende følelse af netop at have snublet ud i dagslyset fra en mørk biografsal. Jeg var udmattet uden at have lavet noget; overstimuleret uden at have været udsat for nogen form for stimulans.

Cymbalta (Duloxetine) er et stof, der selektivt hæmmer genoptagelsen af serotonin og norepinefrin (SNRI). Det anvendes typisk for at lindre depression, angst, kroniske lidelser og fibromyalgi. Den tåge af uklarhed, jeg oplevede, var en af mange af Cymbaltas mulige bivirkninger, der også inkluderer kvalme, irritation, hallucinationer, feber, høj hjertefrekvens, overfølsomme reflekser, forvirring, ufrivillig rysten, tanker, der løber løbsk, og opkastning.

Et par år efter, jeg startede på Cymbalta, begyndte jeg at drikke en masse kaffe og tage coke. Ikke det klogeste træk, men det hjalp enormt på uklarheden.

Det år var hovedpinerne sindssyge. Du må i virkeligheden ikke engang drikke, når du er på Cymbalta. Jeg fik voldsomme, dunkende tømmermænd af en øl eller to. Jeg tog mine antidepressiver sammen med et gram coke samt syv eller otte drinks. Jeg kunne ikke åbne øjnene, når jeg vågnede igen. Der gik et helt år, hvor jeg kørte mig selv helt i smadder hver aften i et vildledt forsøg på at slippe ud af den konstante mentale tåge.

Det var ikke holdbart. Efter et stykke tid besluttede jeg mig for at tage mig sammen, skære ned på alkohol og kvitte medicinen. Men der var et problem: Cymbalta bliver kun ordineret i tre forskellige doser: 20 mg, 30 mg, og 60 mg. 20 mg er stadig en betydelig dosering, hvilket gør det næsten umuligt at trappe ned på stoffet. En kold tyrker slog mig som den mest fornuftige løsning.

Jeg havde nogle erfaringer med, hvordan Cymbalta-abstinenser føles, men jeg var ikke forberedt på, hvor slemt det ville blive, når jeg holdte helt op med at tage det. Der findes endda en diagnose for, det jeg oplevede: Cymbalta Discontinuation Syndrome er at finde i en FDA-rapport fra 2009, der beskriver afvendelsesprocessen, som at den kan "forårsage skade, lidelse og indvirkninger på evnen til at tage vare på sig selv."

FDA-rapporten refererer til flere påstande, der peger på at Eli-Lilly, firmaet der fremstiller Cymbalta, bagatelliserede de abstinenser, stoffet gav. Syndromet er "mere alvorligt og langt mere udbredt end, hvad der vedkendes af Eli-Lilly," ifølge beretninger, der citeres af rapporten. Det mest foruroligende er dog påstanden om, at "Eli-Lilly ikke har udviklet et klinisk dokumenteret forløb for sikker afvænning af Cymbalta."

Disse påstande har genereret en bølge af sagsanlæg. Claudia Herrera sagsøgte for nyligt Eli-Lilly for angiveligt at have givet et misvisende billede af Cymbalta-inducerede abstinenser. Herreras advokat beskrev flere måneders pinefulde "brain zaps", angst, spasmer og selvmordstanker, der vurderedes som "alvorlige og livstruende." Psykiateren, der vidnede for Eli-Lilly, informerede juryen om, at der ikke fandtes noget lægefagligt belæg for abstinenser, der varede ved i flere måneder. Hans pointe var, at Herreras symptomer i virkeligheden bare kunne have været et resultat af hendes dybereliggende depression og angstforstyrrelser.

Tidligere kliniske forsøg sponsoret af Lilly fastslog dog, at blandt brugere af stoffet havde "næsten 54% ikke fået løst (abstinenserne) efter op til to uger. Hvad der skete med disse patienter efter to uger vides ikke." Herreras advokater citerede også en undersøgelse fra Journal of Affective Disorders fra 2005 af Cymbalta-abstinenser. Undersøgelsen afslørede, at mere end 44% af patienter, der stoppede brat med at tage Cymbalta, oplevede voldsomme abstinenser. Ifølge advarselsetiketten på Cymbalta forekommer sådanne symptomer kun 1% eller mere af tiden. Jeg prøvede at få Eli-Lilly til at forholde sig til den uoverensstemmelse, men de ønskede ikke at kommentere.

Claudia Herrera tabte sin sag mod Eli-Lilly, og medicinalfirmaet blev ikke vurderet til at bære skylden for hendes abstinenser. Kendelsen kan være med til at hjælpe Eli-Lilly i de 5.000 andre Cymbalta-sagsanlæg, der er under behandling. Herrera ankede domsafsigelsen tidligere på måneden.

Juridiske problemer er ikke noget nyt for producenten. I 2009 blev Eli-Lilly dømt til at betale en af de største bøder i USA's historie: $1,415 milliarder for ulovlig markedsføring af det antipsykotiske lægemiddel Zyprexa. Hundredevis af interne emails blev frigivet og afslørede Lillys forsøg på at holde farlige bivirkninger tilbage og fremme ikke-godkendt brug.

Første gang jeg prøvede at stoppe med at tage Cymbalta, kunne jeg ikke klare mig en uge uden medicinen. Det tog et par år til, et flyt til New York og en mere hardcore indstilling, før det endeligt lykkedes mig at skille mig af med min afhængighed.

Salget af Cymbalta nåede næsten 30 milliarder kroner i 2012. Før deres patent udløb i 2014, lykkedes det dem at forhindre produktionen af en generisk kopi. I 2013 kostede en måneds forbrug 3.569 kr om måneden.

Jeg besluttede mig for at opsøge en ny læge for at komme af medicinen. Han fortalte mig om, hvor svært det er at stoppe med Cymbalta, og sagde han var modvilling overfor at anbefale stoffet til sine patienter. Han forklarede mig, at jeg var nødt til at åbne pillerne, fjerne nogle af de små kugler, de indeholder, og så periodisk fjerne flere og flere kugler, indtil jeg var fuldstændig fri for afhængigheden.

Sådan begyndte månedsvis af hjertebanken, muskelkramper og invaliderende stød i hjernen. At trappe ned viste sig at være udfordrende og langtrukkent, og abstinenser var lige så slemme som første gang, jeg prøvede at vænne mig af det.

Jeg var meget følsom over for alting, og det var svært ikke at tvivle på mig selv. Prosaiske opgaver i dagligdagen kunne få mig til at gå helt ned. Min angst tog over. Jeg kunne ikke beslutte mig for, hvad jeg skulle spise, hvad jeg skulle have på, eller hvad jeg skulle få tiden til at gå med, når jeg ikke var på arbejde. Jeg kunne aldrig sove, og når jeg gjorde, vågnede jeg uregelmæssigt, svedende og panisk. Jeg tabte mig og overvejede at flytte hjem til mine forældre.

Men på trods af abstinenserne, kunne jeg ikke få mig selv til at tage medicinen igen. Jeg kunne stadig huske, hvor fjern jeg havde følt mig på Cymbalta, hvor langt væk verden havde føltes. Der var især en dag, der skilte sig ud i min hukommelse. Det var i slutningen af tidligt på aftenen, lige før solnedgang. Jeg var i særligt dårligt humør, så jeg besluttede mig for at cykle ned til Platte River, der snoer sig gennem Denver. Jeg satte mig på en af de blokke, der stikker ud over vandet. Alt var belyst af det tidlige måneskin, og man kunne se byens centrum: parken, folk der gik tur med deres hunde, børn der legede i vandet, alle de klassiske, idylliske sommerscenarier.

Jeg mindes at sidde der, betragte det perfekte landskab og vente på, at noget sagde klik, på at mine omgivelser ville påvirke mig. Det gjorde de aldrig. Jeg sad og iagttog det idylliske sceneri, men følte mig træt og fanget. Panikken voksede i mig. Det var tydeligt, at jeg var nødt til at stoppe med Cymbalta, for intet kunne trænge igennem til mig. Jeg gik hjemad, og det gik op for mig, at jeg ikke længere havde lyst til at leve på den måde. Da panikken til sidst forlod mig, sad jeg på gulvet, pissebange og fuldstændig drænet.

Jeg har været medicinfri i et par år nu og er oprigtigt glad. Jeg kan ikke lide at tænke på, hvor lang tid jeg brugte på Cymbalta; hvor mange år jeg brugte på at være påvirket af noget, der lammede mit syn på omverdenen og opløste rammerne for min personlighed. Stoffet var ikke alene forholdsvist ineffektivt for mig, det føles som om jeg blev givet det uden nogen advarsel, uden noget fingerpeg om, hvad det ville kræve at stoppe igen. 8% af danskere er på anti-depressiv medicin, og lægemidler kan være en fordelagtig og nogen gange livsreddende udvej for dem, der lider af klinisk depression. Men det er vigtigt at patienter væbnes med en fuld forståelse for potentielle bivirkninger, både af at være på stoffet, og hvis de skulle vælge at stoppe med at tage det igen.

Jeg har stadig nedturer - det har alle. Angst og depression er almindeligt udbredte lidelser. Det betyder ikke, at man skal drukne problemet i lægemidler, uden først at gå alternativerne grundigt igennem. Jeg maler, jeg skriver, jeg løber. Så ulideligt som afvænningen fra Cymbalta var, ville jeg uden den aldrig have indset, hvor lidt jeg egentlig behøvede medicinen.

Mere fra VICE:

Kapløbet om at begrave mennesker på Månen

Ny 'fixefabrik' vil gøre Vesterbros stofscene endnu større

Her er de tatoveringer, som danske tatovører er mest trætte af at lave