FYI.

This story is over 5 years old.

Penge

Ting du lærer på dit første kontorjob

Er der nogen, der ikke kaster op over tanken om "fiskeonsdag" i kantinen?

Den deprimerende stock-photo udgave af kontorarbejde stemmer i skræmmende grad overens med virkeligheden. (Foto af Alan Cleaver via).

Denne artikel er fra sektionen VICE Penge

Kan du huske, hvad du drømte om, da du startede på litteraturvidenskab? At det var dit første skridt på vejen til at blive den næste Chuck Palahniuk og til et liv defineret af filmpremierer og hengivne fans? Eller endnu bedre, kan du erindre, hvordan det føltes at være tolv år og sikker på, at du skulle være astronaut? Det var selvfølgelig noget pjat. Efter tre år i universitetets kløer fordamper forhåbningerne om et lækkert liv og erstattes af aktiveringens kvælende kram.

Advertisement

Derefter venter der dig et fuldtidsarbejde på et dårligt ventileret kontor, hvor du skal tage dig af ligegyldige ting i overmål. De skal sorteres, klassificeres, videregives, behandles og analyseres i en grad, som du slet ikke troede mulig. Du kan trøste dig med, at det hele er uden mening, og at dit liv kommer til at inspirere den næste Kafka. Her er alle de ting, du lærer på dit første kontorjob.

Fiskeonsdag

Enhver, der har arbejdet på et kontor med frokostordning, ved at alle cateringfirmaer har fået den vanvittige idé at pådutte samtlige kontorarbejdere i Danmark en ugentlig fiskedag. Måske er det en del af den uhensigtsmæssige sundhedsbølge, der har oversvømmet landet de seneste par år. Måske er det fordi gammel fisk, pakket om i et storkøkken på Københavns vestegn, er en super god fidus for cateringfirmaernes bundlinje. Måske er det fordi din chef nyder at se sine medarbejdere kløjes i fiskeben og smagsløse torskestykker. En ting er sikkert: Der er ingen - ingen - almene lønslaver, der har lyst til at spise fisk på en onsdag, når alt ser allermest håbløst ud midt på ugen. Du vil hurtigt lære, at fiskeonsdag er lig med shawarma nede fra hjørnet.

Du er tvunget til at tale om X-Factor hver mandag

Når man arbejder på kontor med mennesker, man i alle andre situationer ikke ville spilde et sekund af sit liv på at tale med, er stimulerende samtaler ikkeeksisterende. Du vil ikke desto mindre føle dig tvunget ud i alt for lange snakke, når du stik imod hensigten ender med at hente kaffe på samme tid som en af dine kollegaer. Tiden går ufatteligt langsomt, når man venter på sin tur ved kaffemaskinen, og man er derfor nødsaget til at træffe valget mellem akavet stilhed og X-Faktor. Du kan ligeså godt affinde dig med det. Vejret er for oplagt, politik og religion er direkte farlige territorier, og sandsynligheden for, at I lige kan vende Tame Impalas nye album, er forsvindende lille. Blachman er alles go-to samtaleemne.

Via Flickr-brugeren Carlton Theatre Group.

Advertisement

Du bliver ekspert i børnesygdomme

Det er muligt, at du endnu lever det frie singleliv, men småbørnsforældre er alle vegne, og når X-Faktor er udtømt som samtaleemne, så er næste skridt "hvad har du så lavet i weekenden?" Forældre laver intet i weekenden udover at hade deres børn, som altid er syge. Det er det eneste, de kan tale om, og inden dine første tre uger som nyansat er ovre, så kender du symptomerne på alt fra kolik til jordbærmærker. Du ved snart mere om dine kollegaers børns patientjournal end du gør om dit arbejde.

Via Flickr-brugeren Ian Kennedy.

Kopimaskiner er i bund og grund primitive makulatorer

Det er en naturlov på linje med Newtons gravitationslove og Superligaens lov om ustabilitet. Kopimaskinen er altid i stykker. Hvis den på mirakuløs vis ikke er i stykker, når du skal bruge den, så er det med 100 procents sikkerhed dig, der sætter en tsunami af et papirstop i gang. Så skal du ind og grave i maskinens inderste efter dine sønderrevne dokumenter. Kopimaskiner er i bund og grund primitive makulatorer. Det gør de til gengæld rigtig godt. Væbn dig med tålmodighed.

Kontoret er den direkte vej til forstoppelse

Den ultimative ydmygelse for det moderne menneske er at skide på arbejdet. Af en eller anden grund er toiletterne på kontorer altid placeret enten klods op og ned af dine kollegaers skriveborde eller lige ved siden af køkkenet. Alle har dage, hvor der er høj sø i tarmsystemet, og ingen har lyst til at sprutte med bukserne nede om anklerne, mens hele kontoret kan høre det. Derfor vil du hurtigt lære at holde dig til du kommer hjem. En uge og din tolvfingertarm hiver i nødbremsen. Løsningen er svesker uden sten eller Actilax.

Din mor ringer altid i arbejdstiden

Din mor ved, at du har et fuldtidsarbejde. Din mor ved, at du arbejder fra 8-16. Alligevel ringer din mor altid mellem 11 og 13 for at høre, om du har talt med din far, om du har husket at købe fødselsdagsgave til Faster Johanne eller for at høre, om tv'et har en HMDI-indgang.

To mennesker, der formentligt er ved at træffe nogle beslutninger, de kommer til at fortryde. Via Flickr-brugeren HeatherLWilliams.

Du bliver altid for fuld til fredagsbaren

Faktum: ugens sjoveste dag er fredag. Det eneste, der kan spolere dem, er fredagsbar på arbejdet. Hvis man ikke kan bruge sine børn som undskyldning, så er det faux pas at undlade at tage en øl med sine kollegaer. I har dog stadig intet at tale om, din chef vil opføre sig pinligt i et forsøg på at være "en af gutterne", og din eneste udvej er at blive beruset. Morgenen efter vil alle vide, hvor meget du stadig savner din eks-kæreste. Den eneste fordel ved det er, at I så har noget andet at tale om end X-Factor.

Du bliver en mester i den perfekte sygemelding

Den perfekte sygemelding skal planlægges i god tid. Du skal i byen torsdag - det ligger fast. Hvordan melder man sig syg fredag uden, at det virker for åbenlyst? Mandag hoster du lidt for højt - og gerne når der er mange folk omkring dig. Tirsdag gør du en dyd af at skifte kaffen ud med te, fordi du "har lidt kriller i halsen". Onsdag møder du op med halstørklæde og pudser jævnligt din i øvrigt knastørre næse. Torsdag sørger du for hyppige toiletbesøg, hvor du gnider dine øjne med zittauerløg. Hokus pokus, sygemelding fredag, og ingen fatter mistanke.