Sådan er det at blive ramt af brystkræft som 24-årig mand

Alle billeder af Bret Miller

Denne artikel er oprindelig udgivet af VICE UK

Brystkræft er hovedsageligt en "kvindesygdom". Hvert år bliver omkring 4800 danske kvinder diagnosticeret med brystkræft, men sygdommen kan også ramme mænd. At være mand med en "kvinde sygdom" kan være en isolerende og sågar en pinlig oplevelse. Her får du historien om, hvordan Bret Miller, fra Kansas City i den amerikanske delstat Missouri, fandt ud af, at han var en af de mænd, og om hvordan han har klaret sig efterfølgende.

Miller, der i dag er 30 år gammel, bemærkede første gang en lille knude under sin brystvorte, da han var 17 år gammel. Alle lægerne, han nævnte det for i de følgende år, affejede hans bekymringer og fortalte ham, at det sandsynligvis bare var en harmløs kalkaflejring. Knuden var aldrig smertefuld, og brystkræft var nok det sidste, han havde forestillet sig, at det kunne være. Han blev ikke engang alarmeret, da han klemte på sin brystvorte, og en orange-gullig væske flød ud. Og hvorfor skulle han dog også det? Mænd får aldrig at vide, at de skal tjekke deres bryster for cancer. Det er ovenikøbet de færreste mænd, der overhovedet ved, at de har bryster. En brystkasse med brystmuskler måske, men bestemt ikke bryster.

Halvandet år efter at han bemærkede den gullige væske, var Miller til lægen i forbindelse med noget andet. På vej ud fra lægen, tænkte han pludselig på sin mor.

"Jeg tænkte bare, at min mor ville slå mig ihjel, hvis jeg ikke nævnte knuden i mit bryst," fortalte Miller.

Og denne gang tog lægen det mere seriøst. Miller skulle gennem en ultralydsscanning. Der var ingen, der nævnte noget om cancer.

Da han dukkede op til scanningen, blev han vist hen til et venteværelse fyldt med kvinder, der ventede på ultralydsscanninger og mammografier. Han udfyldte et patientskema med sit navn, adresse og telefonnummer. "Resten af skemaet bød på spørgsmål som 'Har du menstruation? Er du gravid?'", husker han. "Det var enormt akavet at være den eneste mand derinde, der ikke ventede på sin kone."

Efter et par ubehagelige minutter i venteværelset, blev Miller kaldt ind til sin ultralydsscanning og efterfølgende mammografi (der på grund af hans mangel på brystvæv var en smertefuld oplevelse). "De var nødt til at hive i min brystvorte og mit bryst for at være sikker på, at jeg var i maskinen, mens jeg stod foroverbøjet," mindes han.

Efter at være blevet henvist til en kirurg valgte lægen selv at fjerne knuden, selvom han også troede, at det bare drejede sig om en kalkaflejring. Og Millers forsikringsselskab var lige så skeptiske. De afslog derfor hans anmodning om at få dækket udgifterne i forbindelse med indgrebet.

Dagen efter blev han ringet op af kirurgen, der meget brat fortalte ham, at han have læst hans journal, og at det så ud som om, han havde brystkræft. "Min første tanke var, 'er jeg med i Punk'd eller sådan noget? Skete det virkelig lige? Hvad i helvede?'" husker Miller. "Da den først var sunket ind, var min tanke bare: 'Hold nu kæft. Han fortalte mig lige, at jeg har kræft.'"

På daværende tidspunkt var Miller som 24-årig den yngste mand, der nogensinde var blevet diagnosticeret med brystkræft i USA (siden da har en 22-årig mand også fået diagnosen).

Efter at have været rundt til nogle af området bedste læger, var budskabet ikke til at tage fejl af: du skal have foretaget en dobbelt mastektomi. "Min reaktion var bare, hold, hold, hold," fortalte han. "Jeg skal ikke have fjernet begge mine brystvorter."

Hans tilfælde var så forvirrende, at hans sag endte med at blive behandlet af Kansas Citys allerbedste kirurger. Miller kom i behandling hos Lon C. McCroskey, en kirurg fra Menorah Medical Center i Overland Park i Kansas, der havde udført tolv mandlige mastektomier, hvilket er et relativt højt antal. McCroskey fortalte ham, at han kunne få fjernet det andet bryst nogle måneder efter det første.

Den 18. maj 2010, på dagen for operationen, fik han en indsprøjtning med radioaktive isotoper, så lægen kunne tage en biopsi af lymfeknuden. Efter at have fjernet brystvorten, brystvævet, og et område på et par centimeter rundt om brystet, kunne lægerne fastslå at Millers lymfeknuder var kræftfri - til lægernes store overraskelse havde Millers brystkræft efter syv år endnu ikke spredt sig. Han skulle derfor ikke have fjernet det andet bryst.

I juli samme år påbegyndte han sin kemoterapi, der ifølge lægerne ville mindske risikoen for, at kræften vendte tilbage inden for de næste 10 år, fra 22 til 12 procent. Miller følte sig aldrig syg, men han tabte håret inklusive øjenbryn og øjenvipper. Det var første gang, han lignede en syg mand. Han syntes egentlig, at han så rimelig godt ud, når han var skaldet, men det var forstyrrende at opleve, at ens hår falder af i store totter. "Jeg følte mig sund," sagde han. "Jeg var ikke ved at dø, jeg var levende, men kemoen fik mig til at ligne én, der var døende."

På trods af at han slap relativt billigt fra kræftdiagnosen, følte Miller sig meget alene med sin sygdom. De store brystkræft-patientforeninger fokuserer på kvinder, og Brett blev endda afvist af en af dem med den begrundelse, at "de var nødt til at koncentrere sig om sygdomsramte kvinder." De fleste mænd, der diagnosticeres med brystkræft, bliver opereret, tager en periode derhjemme, og vender derefter tilbage til deres liv, som om intet var hændt. "Det føltes meget ensomt ikke at have nogen, der var i samme båd, til at tale om sin sygdom med", fortæller han.

Da Miller besluttede sig for at fortælle sine venner om sygdommen, vidste han på forhånd, at hans diagnose ville forvirre dem. Han delte derfor en længere forklaring på Facebook. Folk var chokerede. Han blev mødt af et hav af spørgsmål. Hans kæreste, som han mødte kort efter operationen, var meget nysgerrig omkring hans ar, da de mødte hinanden. "Hun spurgte, om hun måtte se det," griner han. "Det er der mange piger, der spørger mig om, og mit svar er altid: "må jeg så også se dine?"

Kort efter sit sygdomsforløb, startede han Brett Miller 1T Foundation. Både via hans fond og via Male Breast Cancer Coalition hjælper Miller med at udbrede kendskab til de mænd, der rammes af sygdommen, ligesom de tilbyder dem støtte.

Mere end noget andet er Miller forbløffet over, hvor heldig han har været. "Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor meget værre det havde været, hvis jeg var blevet ved med at slå det hen, eller hvad der var sket, hvis det havde spredt sig," Men hans fokus på de grumme alternativer handler mere om, hvordan han kan hjælpe andre, end det handler om hans egen skæbne. "Hvis jeg var død, hvem skulle så have hjulpet alle de andre mænd, der ikke taler højt om det," siger han. "Mænd der ender med at dø, fordi de jo ikke kan få brystkræft?"