FYI.

This story is over 5 years old.

Entertainment

​‘Fight Club’ er og bliver en lortefilm

Hvis Reddit var en film, ville den film være 'Fight Club'.

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE USA i august 2014.

Da Fight Club kom ud, syntes jeg, filmen var den mest hårdtslående anklage, der nogensinde var rejst mod forbrugssamfundet. Men ja, jeg var 16 på det tidspunkt, så min erfaring med forbrugssamfundskritik i populærkultur var ret begrænset. Jeg er naturligvis ikke 16 længere – men det er Fight Club til gengæld blevet.

Mange af de emner, der blev behandlet i forfatter Chuck Palahniuks og instruktør David Finchers ode til alfahanner, er i dag blevet skræmmende virkelige – ikke mindst dens spådomme om det vestlige samfunds forfald. Gader og stræder hærges af kaos og splid mellem borgerne og de mennesker, hvis edsvorne pligt det er at beskytte dem. Indkomstforskellen bliver større og større for hver dag, og store koncerner smelter sammen med en hast, der kun kan sammenlignes med fissionsfysik. Med de variabler in mente giver det meget god mening, at vi har tildelt Fincher og Palahniuks nihilistiske eventyr en kultfilmsstatus. Problemet er bare, at vi hylder en film, der er lige så stødende som det, den kritiserer.

Advertisement

Det er godt og vel 10 år siden, at jeg har sat mine ben på et kollegieværelse, og min tilværelse har i den forbindelse været fri for de allestedsnærværende Fight Club-plakater, der pryder væggene. Jeg havde mere eller mindre glemt, at filmen eksisterede, men besluttede mig for at gense den for at finde ud af, om den film, jeg elskede som teenager, stadig holder, eller om den er lige så fuld af lort som mit teenage-jeg.

Efter at have set filmen igen kan jeg konkludere, at ja, Teenage Mig var fuld af lort, fordi alle teenagere er fulde af lort. Fuld-af-lortethed er lige så kendetegnende for teenageårene som acne, onani og ideen om, at anarkiet kunne blive en holdbar løsning på samfundets problemer.

Jeg downloadede den ulovligt, fordi det er sådan, Tyler Durden ville have gjort det. "Rage, rage," kunne jeg næsten høre hans stemme sige, "against the existence of the machine." Efter at have skænket en stærk drink op til mig selv og åbnet en frisk pakke cigaretter (igen, som Durden havde insisteret, at jeg gjorde det), gik jeg i gang med min bedømmelse.

Filmens indledende titelsekvens byder på en syret, åh-så-1990er-agtig cyberpunkrejse gennem hjernens synapser til lyden af ubestemmelig, intenst uorganisk digital musik. Billedsproget er lige så forældet som den overordnede idé i filmen om, at samfundet på en eller anden måde kan reddes fra sig selv. Det minder om et computerspil, hvilket giver fin mening set i lyset af, at filmen er skabt til at appellere til de unge, der i forvejen ikke laver andet end at spille Playstation, når de ikke spekulerer over, hvor fucked up civilisationen og kapitalismen er. I første scene bliver vi præsenteret for hovedpersonen med en pistol i munden. Ekstremt! Har jeg ret? Kan I holde til det her intensitetsniveau, nokkefår?

Advertisement

Vores søvnløse fortæller er legemliggørelsen af den moderne verdens lovløshed, alene og fortabt i et hav af Starbucks og discountmøbler. I sin desperate søgen efter mening tager han til støttegruppemøder for ofre for testikelkræft – de mænd, han møder der er ikke rigtige mænd, fordi de er i stand til at græde, kramme og have ondt af sig selv. Et af medlemmerne af støttegruppen, Bob, har bryster, hvilket yderligere kastrerer ham. Hvor lidt af en mand er han egentlig? Han har patter. Punktum.

Efter vores fortæller har omfavnet sine kastrerende omgivelser – og Bobs bitch-tits – synker han stille ind i en varm, eskapistisk dvale – indtil hun dukker op. Og naturligvis ødelægger hun det hele. Hvor sindssyg er hun? Hun ryger cigaretter til støttemøder for kræftpatienter! Hun vader ud i trafikken! Hun stjæler andre menneskers ejendele! Forhindrer vores helt i at kunne sove! Hun er indbegrebet af en femme fatale; hendes status som den eneste kvinde i en film, der ud over hende er fuldstændig blottet for kvinder, kan ikke understreges nok.

Hun er et menneskeligt vakuum, som Tyler Durden knepper for at advare fortælleren om hendes sjæl-drænende potentiale. Han knepper hende hårdt – sexudgaven af den klub, som hun nægtes adgang til på grund af sit køn og sin upålidelighed. Durden forklarer vores hovedperson, at den episke bromance mellem de to vil være forbi, hvis han skulle vælge at fortælle hende om ham. Han ville blive bortvist fra det Paradis, det er, at sidde - uden homoseksuelle undertoner - i det samme rum som en badende Durden. "Hvis jeg bare havde spildt et par minutter på at tage ud og se Marla Singer dø," beklager fortælleren sig, "var alt det her aldrig sket."

Advertisement

"Vi er en generation af mænd, der er opfostret af kvinder," siger Durden, mens han igen ligger, på en komplet ikke-homoseksuel måde, i et badekar lige ved siden af fortællerens forpinte psyke. For mænd, der er opfostret af kvinder, lader de virkelig ikke til have meget behov for dem i deres liv. Spøjst. "Vores fædre er billeder på Gud," messer Durden. "Hvis vores fædre skred, hvad siger det så om Gud?" Svaret på det spørgsmål er, at Gud er en mand, åbenbart, og at kvinder aldrig ville kunne være vores frelsere.

"Jeg havde ondt af de mænd, der spildte deres liv i fitnesscentrer, hvor de forsøgte at se ud som Calvin Klein eller Tommy Hilfiger ville have, de skulle se ud," udbryder fortælleren. "Er det sådan, en mand ser ud?" Durden i foragt for den Gucci-reklame, de begge to stirrer på. " At forbedre sig selv… er ikke andet end onani," erklærer han. "Men selvudslettelse derimod…" Der klippes til en scene med to hårdtpumpede mænd i bar overkrop, der tæsker løs på hinanden - med præcis de samme solbrune muskler som mændene fra Gucci-reklamen.

Den brutalitet, som de udsætter hinanden for, er nærmest pornografisk. Mænd har aldrig fået at vide, at man skal holde sig fra at slås, hvis man er en rigtig mand. Tværtimod. MMA er en af de mest populære sportsgrene, vi har. Vold er på mode. Men hvad fuck er det så egentlig, de her fyre gør så glødende oprør mod?

Der er en bestemt scene, der minder om en moderne version af Allen Ginsbergs "Howl." Fortælleren snakker om at have set sin generations største tænkere spilde deres liv på jobs, som de hader - for at købe ting, de ikke har brug for. "Vor tids største krig er en spirituel krig," siger han. "Vores great depression…(kunstpause, red.) er vores liv." Han, og det udsnit af befolkningen, som han er talerør for, er blevet opfostret i troen om uundgåelig storhed, selvom opnåelsen af den indtil videre har været umulig for dem. Og ved du hvad? Det har "virkelig, virkelig pisset dem af." Det er samme argument som "søde fyre" bruger om ikke at få fisse – Jeg blev lovet det her, jeg fortjener det her, så hvorfor får jeg det ikke? spørger de, ud i intetheden.

Advertisement

Efter at have genset den her scene indser jeg, atFight Club er filmverdenens Reddit.

Palahniuk skrev Fight Club som satire, en granskning af de grusomheder, der ligger latent i den mandlige identitet. Bogen og filmen slutter med, at vi ser hovedpersonen stå foran den ødelæggelse, som han selv har skabt - og fortryde den. Hvilket er fint – det er bare ikke det budskab, som den gennemsnitlige red-pill-ædende Redditor vil få ud af filmen. Disse kollegieværelse-plakatejere tryllebindes i stedet fuldstændigt af det kvindehad og den afstumpede vold, der går forud for slutscenen.

Nogle mennesker vil bare gerne se verden brænde. Nihilisme rummer en iboende narcissisme. For at tage fortællerens parti, så ønsker han i sidste ende ikke at se det her ske. Han køber ikke Durdens bullshit. Men de fleste fans af filmen føler, at han opfører sig irrationelt og er en kæmpe tøsedreng i filmens afsluttende minutter. Og hvis flertallet ikke forstår satiren, er det så stadig satire? Eller er det bare rædselsvækkende, socialt acceptabelt (og salgbar) brutalitet tilsat et banalt budskab for kritikerne?

This is Jane's disgruntled opinion.

Læs mere om film og TV på VICE:

Sæt dit liv på pause – den nye 'Trainspotting'-trailer er her

En kort historisk gennemgang af rigtig sex i film

Webserien 'One Two' skildrer backstagelivet i København, når det er mest akavet, beskidt og uglamourøst