Jeg ringede til mine gamle venner for at forstå, hvorfor mænd mister deres venner i tyverne

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE UK

I sommeren 2011 flyttede jeg sammen med fem venner fra gymnasiekollegiet ind i en bygning, som tidligere havde huset Jack Beard's Pub. Selvom stedet var et hul, (her er et råd: hvis du nogensinde får rotter i dit hjem, så lad for guds skyld være med at google, hvornår de bliver kønsmodne og kan formere sig, for så kan du aldrig sove igen,) så gjorde det gode selskab det mere end udholdeligt at bo der.

Kort tid efter, vi var flyttet ind, fandt vi et tv med indbygget VHS-afspiller på gaden og tog det med hjem. Det eneste VHS-bånd, vi havde, var af en eller anden grund Space Jam, og i flere uger lå vi i en stor bunke i stuen og så filmen igen og igen - nogle gange flere aftener i træk. Halvdelen af fyrene var musikstuderende og spillede jævnligt koncerter i det, der plejede at være selve pubben. Selvom det får os til at lyde utålelige, så var det virkelig sjovt. Fordi London er, som London er, så blev bygningen selvfølgelig jævnet med jorden et par år senere for at gøre plads til nogle ekstravagante luksuslejligheder, som ingen har råd til - men minderne består, og det gør båndet mellem os (i teorien) også.

Det var i hvert fald sådan, vi havde håbet, det ville gå. Nu er vi i midten af tyverne - en alder som er videnskabeligt bevist at være hård mod venskaber. Forskning har vist, at folk fortsat etablerer nye venskaber i starten af tyverne, men begynder at miste kontakten til dem, når de fylder 25 år. Forskningen viste, at en gennemsnitlig 25-årig mand har kontakt med 19 forskellige mennesker. Når de er fyldt 39, er antallet faldet til 12, og det er ofte inklusiv partner og børn. For en 25-årig kvinde er gennemsnittet 17,5 mennesker, hvilket er faldet til 15, når de er fyldt 39 år.

Jeg er åbenbart på vej mod en milepæl inden for venskabers død, og selvom jeg er tilbøjelig til at tvivle på legitimiteten af de her tvivlsomme undersøgelser, så må jeg også se i øjnene, at jeg dårligt har talt med mine "bedste makkere" i lang tid. Jeg begyndte at tænke over, hvorfor vi voksede fra hinanden, og om det er sandt, at mine venskaber befinder sig på en nedadgående spiral. Derfor besluttede jeg at tage kontakt til dem for at høre, hvad de har gang i for tiden - og hvis der er noget, hvad vi så kan lære om venskaber og det at vokse fra hinanden med alderen.

Fordi jeg ved, hvordan vores minder bliver fordrejet og fortolket, efterhånden som tiden går, så var jeg virkelig nysgerrig på, hvor tætte de andre egentlig anså vores gruppe for at være. "Virkelig tæt," svarer Tim, som i dag er udøvende musiker og lærer.

"Vi var uden tvivl meget forskellige mennesker, men man knytter et bånd til de mennesker, man bor sammen med det første sted, efter man flytter hjemmefra," tilføjer Cameron, som nu arbejder for et formueforvaltningsfirma - et job, som jeg for længe siden opgav at forstå, hvad indebærer til vores begges lettelse.

Matt, som studerede musik og nu arbejder i en saxofonbutik i det centrale London, husker tilbage på en aften på gymnasiekollegiet, hvor jeg lavede en karryret, der var så stærk, at vi gik direkte ned i badet - tre båse med brusere og et mellemrum i toppen, så man kunne høre personen ved siden af - for at drikke øl og lytte til Bruce Springsteen, mens vi kølede af. Når jeg ser tilbage på det, så er det nok en af de mest exceptionelt maskuline og samtidigt dybt intime oplevelser, jeg har haft i mit liv. Med risiko for at lyde oversentimental, så er det en påmindelse om et bånd, hvis styrke jeg sjældent har oplevet siden. Faktisk bliver det tydeligt, når jeg taler med fyrene, at vi allesammen deler en god håndfuld dejlige minder fra den tid. Hvad skete der så?

Voksenlivet har helt sikkert spillet en rolle. Fyrene flyttede allesammen tilbage til forskellige byer i England, mens jeg flyttede til Toronto for et år siden, hvilket har gjort det betragteligt sværere at ses med nogen af dem. For Tim og Aviv, som begge er musikere, er det arbejdet, der står i vejen. Den oftest ustabile og sporadiske måde, deres karrierer opererer på betyder, at de ikke kører efter et 9-17 skema. Det er svært at finde et tidspunkt, hvor alle har tid til at catche op. Et af de gennemgående temaer, der kommer til udtryk ved samtalerne med dem, er hvordan meget af deres sociale liv nu sker i forbindelse med deres arbejdsliv.

"Jeg har en del venner på arbejdet, så når dagen er slut, er det bare så let at flytte gruppen ned på pubben," siger Matt. "Jeg behøver slet ikke tænke over, hvem jeg skal hænge ud med."

Egentlig var det jo meningen, at moderne teknologi skulle gøre det hele meget lettere. Det var meningen, at Facebook skulle give os muligheden for at holde kontakten til alle vores venner for evigt. Men det, at vi har digitale lister over vores venner, giver os også muligheden for at læne os tilbage - et par likes her, et par grine/græde emojier dér, og så lade det være ved det. Med fare for at lyde ligesom hver eneste midaldrende person, siden Zuckerberg-æraen begyndte, så har de sociale medier måske ført til en mere overfladisk fortolkning af venskab. "I nogle tilfælde er det ret let at holde passivt styr på sine venner uden egentlig at række ud og skabe kontakt med dem på et personligt plan," siger Sean.

Alligevel har sociale medier, og især instant messaging-funktioner, haft en positiv effekt på nogle af mine tætteste venskaber, så måske handler problemet i mindre grad om mediet og mere om at tage sig tiden til at skabe kontakt til nogen som person, i stedet for at udsende korte opdateringer til hele sit netværk. Personligt forsøger jeg at skabe en karriere ud af at inspirere mænd til større følelsesmæssig ærlighed, så måske er det hyklerisk af mig ikke at gøre mere for at holde kontaktsluserne åbne.

"Jeg synes altid, det var mig, der tog initiativ og ikke omvendt, men da du flyttede til udlandet, gav vi begge to op," siger Tim. "Men det er naturligt, tror jeg. At holde kontakten er noget andet, hvis det bare handler om at høre, hvad den anden går og laver. Det føles ikke lige så vigtigt."

Toby Young skrev for nylig en klumme om, hvordan venskab er en "myte", efter flere af hans tætteste venner ikke dukkede op til hans polterabend. Det er sjovt, fordi det er Toby Young, men det er også en påmindelse om, at det hele kunne være meget værre, hvis du blot har nogle få tætte venner, som du rent faktisk kan regne med.

Selvom jeg blev konfronteret med en en smule skyldfølelse over ikke at have anstrengt mig mere, så gav det at snakke med mine gamle bofæller i pseudojournalistikkens navn anledning til at stille nogle forholdsvis intime spørgsmål. Svarene mindede mig om, hvorfor de her venskaber overhovedet var blevet dannet i første omgang. Det er let at glide fra hinanden og overbevise sig selv om, at det er en naturlig udvikling, som følger med det at blive ældre, men at tage sig tiden til bare at sige "Hey, hvordan går det?" kan genoplive venskaber, som du måske allerede havde afskrevet. Jeg vil anbefale alle at give det et skud.

Så måske mister vi ikke nødvendigvis venner i midten af tyverne. Vi forholder os nok bare til dem på en anden måde.

"Jeg tror virkelig, at hvis vi skulle mødes i morgen, så ville det være ligesom at fortsætte, hvor vi slap," siger Matt. "De bedste venskaber, jeg har haft, er allesammen opstået meget naturligt, og det var præcis det, vores blev meget hurtigt. Når man er nået til det punkt, og der senere kommer alt muligt i vejen, så er de gode minder nok til at holde én kørende, indtil man genoptager venskabet."

Mere fra VICE:

Her er de ting, vi hader allermest ved vores bedste venner

Hvorfor har jeg kun pigevenner?

Mød de amerikanske mænd, der redefinerer maskulinitet