Popkulturens besættelse af smukke, psykisk syge kvinder har dybe historiske rødder

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Broadly USA

Det er ikke et tilfælde, at Hamlets Ofelia passer perfekt i den rolle. Beskrivelsen af hende har inspireret mange af pionererne indenfor psykologien. "Enhver læge, der har beskæftiget med psykiske sygdomme, har set mange Ofeliaer," skriver John Charles Bucknil, der var læge og præsident for den engelske Medico-Psychological Association, i 1859. Hugh Diamond, der var direktør for Surrey County Asylums kvindeafdeling, blev kendt for at klæde sine patienter ud som Ofelia for derefter at tage billeder af dem. Det mest berømte foto er af en kvindelig patient, der poserer i en kåbe og er iført en laurbærkrans. Diamond brugte portrætterne af sine patienter i terapiforløb – man troede dengang, at billeder kunne "chokere" patienten tilbage til en tilstand af mental ligevægt ud fra en ide om, at billedet af deres egne ansigter ville bringe dem tilbage til virkeligheden. Skuespillere, der optrådte på scenen i rollen som Ofelia, blev også inviteret forbi hospitalerne, hvor de kunne observere deres "kolleger" og antageligvis finde kunstnerisk inspiration.

Et sted, hvor skuespillere, medicinstuderende, kunstnere og folk, der var nysgerrige, kunne opleve de hysteriske kvinder, var Pitié-Salpêtrière-hospitalet i Paris. På daværende tidspunkt blev hysteri defineret som en lidelse, der udsprang fra de indre kønsorganer. Man mente, årsagen var en sygelig trang til sex og forplantning. Symptomerne var blandt andet, at man opførte sig uærligt og generelt havde voldsomme humørsvingninger. Til at kurere sygdommen anbefalede man kvinder at ride på hest og få børn. Lægen Jean Martin Charcot, der var direktør på Salpêtrière og pioner inden for neurologien, var en af de første fortalere for ideen om, at årsagen til hysteri skulle findes i hjernen og ikke i kønsorganerne. Man hans forskning og teorier fokuserede alligevel mest på seksuelle aspekter.

Hver tirsdag fremviste Charcot sine patienter, som var de del af en cirkusforestilling. Patienter, der led af ufrivillige spasmer, blev iført hatte med lange fjer på, som flagrede vildt med hver bevægelse. Patienter med en hysteri-diagnose blev "eksperimenteret" på – det vil sige udsat for noget, der minder om hypnose foran et publikum. Charcot brugte de hysteriske patienter, som var de del af et stort vanvidsinstrument, og fik kvinderne til at skrige på kommando. Hvis en patient ikke levede op til forventningerne, risikerede hun at ryge tilbage til den almindelige sindssygeanstalt, hvor færre en 10 procent af kvinderne blev helbredt.

En af "forestillingerne", som især var populær blandt hospitalets personale, fortæller Asti Hustvedt i bogen Medical Muses, havde titlen "marriage a trois". Det foregik på den måde, at en hysterisk patient blev underlagt hypnose, hvorefter hun fik fortalt, "at hendes venstre og højre sider af kroppen hver havde en ægtemand, og at det var hendes pligt at tilfredsstille dem begge," skriver Hustvedt. De to ægtemænd befamlede derefter deres respektive halvdele af patientens krop "til stor nydelse" ifølge en af mændene, der deltog. "Men hvis man krydsede grænsen til den anden side, skulle man passe på! Jeg fik et slag over nallerne." Kvindernes fysiske og psykiske lidelser blev overset til fordel for den fornøjelse, tilskuerne kunne drage af deres svækkede tilstand.

Charcot begyndte at arbejde sammen med kunstneren Paul Richer for at dokumentere de forskellige stillinger, kroppen antog under et hysterisk anfald. Resultatet var en række tegninger. Men portrætterne var ikke bare baseret på Charcots observationer alene, de blev også inspireret af middelalderkunst, der fremstillede mennesker besat af religiøs ekstase. I forordet til sin og Richters bog trækker Charcot en lige linje fra Skt. Katarina fra Siena til sin tids hysterikere i et forsøg på at etablere en "universel teori" om lidelsen. Flere af patienterne, der optræder som modeller, var naturligvis halvnøgne.

I efterkrigstidens Hollywood-produktion støder man jævnligt på Sexy Doomed Sad Girl, for eksempel i film som Vertigo og Lilith, hvor det, der gør en kvinde tillokkende, er hendes uundgåelige og tragiske skæbne. "Overraskelsen er, at hun er billedskøn," forklarer Bechdelcast-medværten Jamie Loftus om arketypen. "Hun er så ked af det, men hun er smuk. Hvis man ser en psykisk syg person i en film, der ikke er attraktiv, så bliver vedkommende aldrig reddet, vel? Den person får aldrig nogen opmærksomhed hverken i plottet eller fra andre karakterer." De her film handler mere om mænd, der elsker en Sexy Doomed Sad Girl, end om psykisk sygdom. I begyndelsen af Vertigo får James Stewarts karakter at vide, at hans blonde snedronning er besat af hendes bedstemors selvmorderiske genfærd. Stewart er overraskende kold, selv om den afsløring nok ville vende op og ned på de fleste normale menneskers verdensbilleder. Tværtimod så bliver han så forelsket i sin fortabte kærlighed, at han former sin næste kæreste i hendes dødsdømte billede.

En Sexy Doomed Sad Girl er mere som et puslespil end en egentlig karakter. Ligesom fortidens hysterikere så er hun en blandet pose af forskellige symptomer i en betagende indpakning. "Film er mere optagede af at se på kvinder, end de er investerede i at analysere dem – bortset fra de tilfælde, hvor en kvindelig karakter er tosset," skriver Terrence Rafferty i sin anmeldelse af A Dangerous Method. Rafferty argumenterer for, at filmen som medie udelukkende er interesseret i en smuk kvindes tanker, hvis hun er sindssyg. Og så er filmen i øvrigt også kun interesseret i en sindssyg kvinde, hvis hun også er smuk. Her henviser han blandt andet til Olivia de Havilland i The Snake Pit, Jessica Lange i Frances, Naomi Watts i Mulholland Drive og Natalie Portman i Black Swan.

"Nogle af kvinderne på film behandles ordentligt – både i filmisk såvel som psykiatrisk forstand – men det er langt fra flertallet," siger han. "Men selv når analysen fejler, så er der trods alt stadigvæk kvindens æstetiske værdi tilbage." Loftus er enig i den udlægning og nævner blandt andet det drømmende, filmiske udtryk, der præger film som The Virgin Suicides. "Film er et visuelt medium, og tingene skal se godt ud," siger hun. "Men det kommer altid til at se for godt ud. The Virgin Suicides ser alt for godt ud. Det er, som om der er lagt slør over linsen… der er millennial pink overalt, en masse slowmotionscener og et soundtrack med indiemusik. Soundtracket til psykisk sygdom er ikke The Shins."

Vores tendens til at fokusere på "looket" finder vi stadig eksempler på i dag også i andre medieformater: Netflix-serien 13 Reasons Why, der udkom tidligere på året, iscenesætter en piges dybt traumatiske oplevelse af sexovergreb som en slags skattejagt, hvor målet er den mandlige hovedperson. "I stedet for at fokusere på en tragisk død, ser vi i stedet glamourisering af selvmord," skriver Alexa Curtis i Rolling Stone.

Der findes selvfølgelig også eksempler på en mere kyndig og realistisk behandling af kvinder med psykiske sygdomme, som ikke forfalder til stereotyper og arketyper, der burde være forsvundet sammen med hysteridiagnosen. Og når kvinder selv får lov til at fortælle deres historier om psykiske lidelser, ser vi utroligt nuancerede portrætter. I den anden halvdel af det 20. århundrede generobrede flere kvinder retten til at fortælle deres egne historier gennem den litterære memoirer-genre. Sylvia Plaths semi-fiktionaliserede bog Glasklokken, Anne Sextons digte og bøger som Prozac Nation af Elizabeth Wurtzel og The Center Cannot Hold af Elyn Saks beskriver oplevelsen fra første parket. I bøgerne gør kvinderne op med Ofelia-arketypen og præsenterer deres liv i kunstnerisk form på deres egne præmisser.

I værkerne bliver kvinderne herrer over deres egne fortællinger og erfaringer: I Susanna Kaysens memoirer Girl, Interrupted kæmper hun imod, da hun diagnosticeres med skizofreni og tvangsindlægges. Selv om hun indrømmer, at hun var "sindssyg," og at hun havde brug for hjælp, så tilgiver hun ikke lægerne for at umyndiggøre hende. I kapitlet "Do You Believe Him Or Me" afslører hun, at hendes læge løj overfor hende, da han påstod, at de havde talt sammen med hende i tre timer, før han anbefalede, at hun blev indlagt. Det er den slags værker, der tvinger læseren til at konfrontere psykisk sygdom og alle de ubehagelige konsekvenser, der følger. I takt med at flere kvinder skriver og producerer deres egne serier, vil repræsentationen også bliver mere virkelighedstro. "Lady Dynamite er den mest overbevisende fremstilling, jeg har set," siger Loftus og henviser til Maria Bamfords semi-autobiografiske Netflix-komedieserie. "Selv om den præsenteres som humor og på mange måder er fjollet, så viser den psykisk sygdom som en proces og ikke en fase."

Psykisk sygdom er ikke en fase. Den kan være fjollet, smertefuld og ulækker – der findes mange mærkater, man kan klistre på oplevelsen (men "sexet" er ikke et af dem). Det er et utroligt komplekst emne. Enhver der læser Girl, Interrupted forstår, at Kaysens liv ikke handler om laurbærkranse og mystisk skønhed. Hysteri-patienter på Salpêtrière fik aldrig mulighed for at fortælle deres egne historier, men skulle i stedet optræde i karikerede roller og udspille andres versioner af deres "galskab". Når kvinder har kontrol over deres egne fortællinger, dukker sandheden op i al sin forfærdelighed. Det er en hel anden form for skønhed.