Den vanvittige historie bag indspilningen af Metallicas legendariske ‘Ride the Lightning’-album

Denne artikel er oprindeligt udgivet af Noisey

Heads up, Metallica-hoveder: Der er en ny James Hetfield-biografi på vej i den her uge, og selvom den ikke er blevet godkendt officielt, har der ikke lydt nogle klager fra Papa Het og hans lejr. Bogen samler både mundtlige fortællinger, bandets biografi og personlig historie. Beretningen strækker sig fra James' unge dage i den spirende Bay Area thrash metal-scene og følger ham gennem Metallicas legendariske karriere, overstrøet med kommentarer og anekdoter fra venner, insidere i industrien og andre rockstjerner, der kendte, arbejdede med eller spillede sammen med ham. Det er også langt fra første gang, at forfatter og skyggeskribent Mark Eglinton – der mødte James Hetfield og Cliff Burton for første gang i 1986 på Damage, Inc-turnéen – beskæftiger sig med metal-memoirer. Han har også været medforfatter til bøger med Panteras bassist Rex Brown og Behemoths Nergal, og hans nyeste projekt omfatter blandt andet også et forord skrevet af Testaments Chuck Billy.

Til Noisey fortæller Eglinton: "På mange måder var skriveprocessen bag So Let It Be Written ligesom at samle et puslespil. For at kunne præsentere ny og interessant information om nogen, der allerede er en kendt offentlig person, var det vigtigt at finde måder at komme i kontakt med dem, der kendte James, men som sjældent havde udtalt sig om ham. Det er klart, at den proces førte til flere blindgyder, men den resulterede også i nogle fascinerende åbenbaringer om de mennesker, der var involveret i James' tidlige liv, såvel som tilblivelsen af nogle af Metallicas tidligste udgivelser."

Fra det perspektiv har biografien nogle unikke indsigter og fungerer balanceret som kommentarspor. Derudover er jeg blevet informeret om, at tilblivelsen af So Let It Be Written har faciliteret en forbedring af venskaber fra James' teenageår. Som livslang fan er det mere tilfredsstillende end noget andet.

Læs vores eksklusive uddrag af Chapter 6: 1984 and Beyond nedenfor. Bogen udkom på forlaget Lesser Gods den 11. april.

Da det blev 1984, var det betydeligt mindre orwellsk end nogle havde forventet. I stedet for en verden, hvor kultur blev undertrykt, og medier blev censureret, skete der et udbrud af musikalsk produktivitet, og det var en spændende tid at være metal-head. 1984 var på mange måder et afgørende år for genren. Nogle af de mere etablerede bands oplevede deres hidtil største succesperioder, mens nyere bands – blandt andet Metallica – ihærdigt forsøgte at crashe festen. Iron Maiden, som var de mest succesfulde fra den NWOBHM-bølge, som Lars var så forelsket i – udgav deres mægtige Powerslave med ægypter-tema det år, mens Judas Priest – den anden stormagt inden for britisk metal – var højt på strå med Defenders of the Faith. Begge bands fortsatte med at turnere og udgive kvalitetsmateriale i 25+ år, men 1984 var et af flere store højdepunkter for begge bands, især Iron Maiden. Deres kæmpe sceneshows og ambitiøse visuelle produktioner blev standarden, som et hvert andet rockband skulle leve op til. Det schweiziske band Celtic Frost – der prægede en lang række black metal og dødsmetal bands med deres skæve, avantgarde debut, Morbid Tales – var endnu et ungt band, der kæmpede for at bryde frem på markedet med en meget mørkere og mere ekstrem lyd. Der var et stigende antal ligesindede følgere i Europa, og hvis der nogensinde var grobund for, at Metallica kunne etablere sig på de forreste linjer af en flygtig metalscene, så var det i 1984.

Året begyndte ikke ligefrem som planlagt. Efter en koncert på Channel Club i Boston den 14. januar blev Metallicas udstyr stjålet ud af en varevogn uden for spillestedet. Tabet ramte åbenbart Hetfield hårdest, da han havde fået et tillidsforhold til en særlig Marshall-forstærker, som han havde indstillet til at skabe præcis den guitarlyd, han gerne ville have. Metallica lånte udstyr af Anthrax, som de delte management (Zazula) med, og færdiggjorde turnéen. Der var ingen forsinkelser, intet ophold, selvom de fik stjålet udstyret. Zazulaerne udnyttede deres nye forhold med Venom ved at booke Metallica på Seven Dates of Hell-turnéen gennem Europa sammen med Venom. Dave Marrs, hvis forhold til Hetfield gik tilbage til skoletiden i Downey, arbejdede stadig for bandet som Lars' tromme-roadie og husker den her Venom-turné som et vendepunkt: "Så vidt jeg husker, hørte vi Mercyful Fate på tour-bussen stort set 24/7, og da vi så var i Danmark og besøgte Sweet Silence Studios, så var bandet der faktisk. På det tidspunkt havde de ikke nok penge til, at jeg kunne blive i Europa, så jeg var nødt til at komme hjem. Men i dag fortryder jeg ikke rigtig noget, eftersom jeg ikke rigtig anede, hvad fanden jeg overhovedet lavede deroppe. Når du turnerer, finder du lynhurtigt ud af, om det er noget for dig eller ej, og det var bare ikke noget for mig."

Endnu en af de vigtige karakterer i Hetfields tidlige liv forlader historien. Som med Hugh Tanner før ham, var livet i et metalband ikke det rigtige karrierevalg for ham. Marrs, som Tanner og McGovney, var en nøgleforbindelse til de tidlige dage i Downey, og hans afgang efterlod Hetfield alene tilbage med bandet. Præcis som de havde gjort på turnéen med Venom i USA året før, gik Metallica "fuckin' amok den første aften," som Venom-guitaristen Jeff Dunn formulerer det. De to bands havde virkelig god kemi, og det førte til druk og udskejelser, der fortsatte indtil turnéens sidste aften på Aardschock Festival i Holland den 12. februar. Blandt festivalpublikummet var den tyske metalfan Mille Petrozza, der senere ville stifte det kompromisløse thrashband, Kreator. Senere i 1980'erne blev de et af Europas skelsættende thrash metal-bands, der i de mere metal-magre 1990'ere nægtede at gå på kompromis med deres stil, selvom thrash stort set fuldstændig blev fordrevet til undergrunden.

Petrozza husker, hvordan han blev inspireret af Hetfield og Metallica allerede før deres koncert på Aardschock: "Da Kill 'Em All udkom, var det, som om der skete en eller anden form for sonisk revolution. Der var bands som Venom og Accept, der spillede i hurtigt tempo, men den stil blev forfinet og fuldendt af Metallica." Petrozza taler med lige så meget respekt i stemmen, når han husker tilbage på den dag i Holland: "Vi var ret begejstrede, da vi hørte, at de skulle varme op for Venom, og alle tog derhen for at se Metallica. Det var en oplevelse, som jeg aldrig vil glemme." Dunn anerkender turnéens kæmpe succes og husker, hvordan de to bands interagerede med hinanden: "Det var altid Lars, der var talsmand og havde mest at sige. James var altid nede på jorden, bare helt oprigtigt en flink fyr, der virkede glad for at være, hvor han var, og han var der, fordi han elskede det." Metallica, Hooker og Music for Nations gjorde sig nogle seriøse overvejelser omkring Metallicas andet album. De udgav "Jump in the Fire" fra Kill 'Em All som single sammen med live-indspilninger af "Seek and Destroy" og "Phantom Lord." Det var en foreløbig udgivelse, men den fastholdte deres fans' opmærksomhed, indtil deres nye materiale var klar. I stedet for at vende tilbage til USA for at indspille, blev bandet i Europa – i Lars Ulrichs hjemland, Danmark.

Ansvaret for at mixe opfølgeren til Kill 'Em All gik til den fattede danske producer Flemming Rasmussen, hvis Sweet Silence Studios blev bandets hjem gennem de næste par uger. Rasmussen er en stille og rolig fyr, som bandet var blevet opmærksom på efter det britiske rockband Rainbows Difficult to Cure-album, som han i 1981 havde givet en energisk glans. Eftersom han havde arbejdet med Rainbows cocktail af egoer og personligheder, var han den ideelle kandidat, både som person og på et sonisk plan. Metallica ville ikke have en gentagelse af Kill 'Em All-indspilningerne, hvor de følte, at deres producer godt kunne have hjulpet dem bedre på vej. Det, de havde brug for, var en, der kunne forfine eller – endnu bedre – udvikle bandets lyd, og med Rasmussen følte de, at de havde fundet den rette. At det hele udspillede sig i Lars' hjemby havde også betydning for bandet – som en form for sikkerhedsnet for dem. Fordi det havde kostet dem alt, hvad de havde at få bandet i studiet, udnyttede de faciliteterne fuldt ud ved også at sove der – de havde ikke råd til hotelværelser.

Ifølge Marrs kørte bandet til Sweet Silence i februar, efter turnéen med Venom var forbi. Studiet var for nyligt blevet brugt af Mercyful Fate og deres karismatiske sanger, King Diamond. Metallicas andet album hed Ride the Lightning, og det begyndte og sluttede på Sweet Silence. "Første gang jeg mødte Hetfield var i studiet," husker Rasmussen, "og han har ret konkrete ideer om, hvad det er, han gerne vil rent lydmæssigt." Der var problemer med det samme: Hetfields yndlingsforstærker var forsvundet til koncerten i Boston. Hetfield og Rasmussen måtte lægge hjernerne i blød for at finde en løsning, mindes Rasmussen: "Vi begyndte at spille nogle Kill 'Em All-numre, så jeg kunne høre, hvad han snakkede om, og så begyndte vi at teste guitarforstærkere, hvilket tog et par dage." Den oprindelige forstærker var blevet modificeret, hvilket betød, som Rasmussen forklarer det, uden omsvøb: "Ingen kunne huske, hvad fuck der var blevet gjort ved den, så vi var alle sammen lidt fortabt. Det, vi endte med, var noget helt andet, som jeg personligt synes var fantastisk, fordi det betød, at jeg kunne komme i gang med at lave den lyd, jeg havde lyst til at lave."

Allerede på det her tidlige stadie havde Hetfield udviklet en unik guitarlyd, og der var brug for Rasmussen til at få det maksimale ud af James' nyfundne behov for at lyde som ingen andre på planeten. "Han kunne godt lide, at han havde sin egen lyd og ikke prøvede at kopiere nogen andres. Jeg tror, at størstedelen af indspilningstiden gik med at få styr på hans ting. Så vi endte med at lede efter noget, der var nyt, men samtidig lød lidt ligesom hans egen, stjålne forstærker," forklarer Rasmussen. Men hvordan oplevede den danske producer Hetfield som person? "Jeg har altid betragtet James som en vred, ung mand. Men jeg synes, at han havde en fantastisk attitude." Rasmussen var den perfekte modvægt til den stivsindede Hetfield tilbage i 1984. Han mildnede Hetfields angst og kanaliserede i stedet de følelser over i noget kreativt. Indspilningen af Ride the Lightning under Rasmussens opsyn kunne meget vel have været begyndelsen på en mere musikalsk moden James Hetfield. Hetfields forretningssans blev også sat på prøve, som Rasmussen bemærkede: "De var midt i at forhandle en ny pladeaftale, fordi de var på det der uafhængige [Megaforce] pladeselskab. De havde forskellige forhandlinger i gang med forskellige selskaber, og det var han en stor del af. Han er en kvik fyr."

Indspilningsprocessen var delt op i to: Februar/marts og noget af juni. I pausen mellem de to tog bandet til London, hvor de spillede to koncerter på den berømte Marquee Club. Det holdte passionsniveauet højt hos bandets britiske følgeskare, der var udmærket klar over, at der var et nyt album på vej når som helst. Egentlig var det meningen, at Metallica skulle have været på europæisk turné sammen med to andre Megaforce-bands, The Rods og Exciter, men Hell on Earth-turnéen måtte aflyses – angiveligt fordi der ikke blev solgt nok billetter. Dan Beehler, der var trommeslager og sanger i det canadiske thrashband Exciter, husker tilbage på et møde med James i London i den periode. "Music for Nations lejede to lejligheder på Baker Street; Metallica var i kælderen, og vi var ovenpå," siger Beehler. "Jeg plejede at gå ned og hænge ud med James og drengene, og så festede vi igennem." Beehler husker, hvordan han var overrasket over Hetfields størrelse: "Da jeg så bagsiden af Kill 'Em All-coveret troede jeg, at han var en lille gut. Men så var han egentlig ret høj, da jeg mødte ham. Han er en super fin fyr, og dengang var han virkelig happy-go-lucky og elskede at have det sjovt."

Metallica vendte tilbage til København og færdiggjorde deres andet album. Derefter tog de på en kort turné på fire koncerter med de ansigtmalede rockhoveder fra Twisted Sister, som de afsluttede den 10. juni. Den 27. juni slog Ride the Lightning ned i jorden med et almægtigt smæld. Zazula udgav albummet via Megaforce i USA, gav Music for Nations æren i Storbritannien og forhandlede sig frem til, at pladeselskabet Roadrunner skulle stå for det i Holland. Hele verden tog imod pladen med åben-mundet forbløffelse. Kill 'Em All var en aggressiv, tung affære og et fantastisk debutalbum, men Ride the Lightning var et kæmpe skridt fremad. Udviklingen i både deres lyd og sangskrivning var så markant, at det næsten var svært at tro, at begge plader kom fra det samme band. Hetfields bidrag var gået fra at være, set i bakspejlet, en akavet debut til en langt mere dominerende rolle, både i forhold til hans vokal og hans rytmiske præcision med guitaren. Rasmussen fangede bandets heaviness, men formåede samtidig at give den lyd plads til at udfolde sig – og det samlede resultat blev en knusende succes. "Flemming var i en tåge af rumklang," sagde Hetfield kort, da han i 1988 blev spurgt ind til bandets lyd på Ride the Lightning. Albummet havde også meget rumklang, men ingen kunne stille spørgsmålstegn ved numrene. Selv coveret – en elektrisk stol, der svæver i, hvad der ligner en nattehimmel, under det nu-verdenskendte logo – var et mere modent statement om det kvantespring, bandet havde taget med Ride the Lightning.

Hvad angår åbningsnumre var "Fight Fire with Fire" en af Metallicas mest sigende kompositioner nogensinde. Bemærk ordet "komposition", for en af de mest imponerende ting ved Ride the Lightning var albummets mange komplekse og samtidig stærke numre. Bandets tidligere lyd var blevet leveret meget mere harskt. Åbningstracket indledes med en delikat men samtidig ildevarslende akustisk intro og gnaver sig videre ind i et hårrejsende fade-in, før det eksploderer i et lynende brutalt guitar-riff. Sangen slutter af med lyden af en atombombe, der eksploderer, og fører lytteren direkte videre til titelnummeret uden nogen mærkbar pause til at få vejret. Sangens hvinende, dobbelte guitarsolo finder sig til rette i et tøffende mellemhurtigt tempo, mens Hetfield påtager sig rollen som den dødsdømte mand, der afventer sin skæbne i den elektriske stol. Musikken er kompleks med en progressiv midtsektion og en gribende Hammett-guitarsolo, før den vender tilbage til der, hvor den startede. For mange er højdepunktet på Ride the Lightning det næstsidste nummer, uforglemmelige "Creeping Death." Det glider ned i et flydende og effektivt riff, efter det indledningsvis sparkes i gang af en monstrøs, gentagende guitarsolo. Teksten beskæftiger sig med "The Tale of the Firstborn" fra Anden Mosebog. "Creeping Death" omfatter alt, hvad der definerede bandet på det tidspunkt, og blev det mest spillede live-nummer i bandets karriere.

Midt i den febrilske begejstring for albummets udgivelse var der et management-problem, der skulle løses, og en turné, der skulle skydes i gang. Metallicas forhold til de entusiastiske og ekstremt gavmilde Zazulas og Megaforce levede på lånt tid. Uden dem havde bandet muligvis aldrig fået muligheden for at udgive et album, men Metallica var vokset fra Megaforce. Bandet havde brug for at have et større pladeselskab i ryggen for at kunne realisere det enorme potentiale, de havde vist med Ride the Lightning.

Coverfoto: Udenfor Metallica Mansion på Carlson Boulevard, El Cerrito i 1984. Foto af "Banger" Bart