Sådan hjalp bøger mig med at flygte fra krigens rædsler

Artiklen er en del af vores Nye Naboer-temauge, hvor unge flygtninge i hele Europa er gæsteredaktører på VICE.com. Læs lederen her.

___

Mia Z.* er 18 år gammel og kommer fra Homs i Syrien. For tiden bor hun i Barcelona med sin mor og sine to søstre. Det var en mandag morgen i 2011, da mit liv forandrede sig for altid. Jeg var 12 år gammel og på vej til skole sammen med en af mine venner, da bomberne begyndte at falde. Vi løb for livet, blev væk fra hinanden, og jeg løb mod mit hus. Da jeg kom hjem, var jeg helt alene og i chok - min mor var på arbejde, og min søster var på universitetet. Jeg var ved at gå i panik og var desperat for at få alt omkring mig til at forsvinde, så for at forsøge at lukke det ude begyndte jeg at læse en bog.

Jeg ledte lidt rundt på nettet og fandt en bog, der hed Unbroken. Jeg var ikke vildt interesseret i litteratur dengang, men efterhånden som jeg begyndte at læse, faldt jeg til ro. Stemmerne, skrigene og sirenerne gled i baggrunden, og jeg fokuserede kun på bogen. Fra den dag blev bøgerne min flugt fra de frygtelige ting, der skete omkring mig.
Unbroken er en virkelig historie om en amerikansk løjtnant fra 2. verdenskrig, Louis Zamperini, som styrter ned i Stillehavet med sit fly. Han flyder rundt på havet i ugevis og fanger fugle og fisk for at overleve. Mens jeg læste det, tænkte jeg på, at min by Homs var besat, og på alle de mennesker, jeg kendte, som ikke havde noget mad. For eksempel boede min fætter i en meget farlig del af byen, og han var nødt til at spise insekter og blade fra træerne. Jeg tænkte på min mor og min søster - hvad hvis vi en dag ikke havde noget at spise?
Da Zamperini endelig nåede i land efter 47 dage, blev han taget til fange og smidt i et japansk fængsel. Der blev han tæsket og tortureret i to år. Mens jeg læste det, tænkte jeg på fangerne i Syrien, som fik bank og blev tortureret. Jeg havde mange venner og familie i fængslerne. Der var nogle få, der formåede at flygte, men andre døde derinde. Heldigvis havde Louis' historie en lykkelig slutning - han vandt krigen og blev gift med sin kæreste. Hver gang jeg læser en bog, glæder jeg mig til den lykkelige slutning. En af de andre bøger jeg læste, mens jeg stadig var i Syrien, var Kærlighed i Koleraens Tid af Gabriel García Márquez. Det er historien om de unge elskere Florentino og Fermina, som bliver adskilt, da Ferminas far ikke vil acceptere deres forhold og sender hende væk. Hun er som et træ, der er revet op med rode og skal skæres til tømmer. Det var sådan, jeg havde det, da jeg forlod Syrien. Bogen mindede mig også om dengang i Syrien, da jeg mistede kontakten til min bedste ven. Hun og hendes familie støttede præsidenten, og min familie var imod ham. Vi havde mange skænderier på grund af det, og til sidst holdt vi op med at tale sammen.
Ærligt talt så fik jeg aldrig læst Kærlighed i Koleraens Tid færdig. Tanken om to elskende, der blev flået fra hinanden, kunne jeg ikke holde ud.

Da jeg kom til Barcelona, holdt jeg ikke op med at læse - selvom det ikke altid var bøger. En dag, da jeg surfede rundt på nettet, fandt jeg manuskriptet til en film ved navn Colonia med Emma Watson og Daniel Brühl. Jeg havde ikke set filmen, men jeg slugte manuskriptet. Man følger parret Lena og Daniel, som bliver en del af Colonia Dignidad, som var en kult i Sydchile, der fandtes i virkeligheden. I en af scenerne angriber politiet en demonstration og begynder at tæske og skyde folk - det mindede mig om begyndelsen på krigen, da politiet dræbte og arresterede demonstranter. Politiet anholder Daniel foran hans kammerater - og ingen kan gøre noget ved det. De har ikke magten og styrken til det, ligesom det syriske folk ikke har.
Oppe fra mit vindue kunne jeg se politiet hente folk, og jeg kunne intet gøre. Da de blev smidt ind i politibilerne, vidste jeg, hvor de ville ende. Vi er vokset op i frygt - bange for at udtrykke os selv, bange for alting.

Sara Novićs Girl at War var den første bog jeg læste, der direkte handler om krig. Historien kredser om en pige fra Kroatien, der hedder Ana Jurić. Hun er 10 år gammel, da borgerkrigen bryder ud i Jugoslavien. Jeg kan relatere til hendes fortælling, de frygtelige begivenheder, hun beskriver, og alt, hvad hun gjorde for at holde sig i live og undgå at blive sindssyg. Især da hun skriver: "Livet under krigen i Kroatien betød, at vi mistede kontrollen. Krigen styrede alle vores tanker og hver en bevægelse, selv når vi sov."

Folk mistede også kontrollen i Syrien. Ana var 10, da hendes krig startede, jeg var 12. Hun flygtede til USA og skulle forsøge at starte et normalt liv og opføre sig normalt blandt normale mennesker – efter alt hvad hun havde oplevet. Jeg skulle gøre det samme, og det er det sværeste, jeg nogensinde har gjort. Nogle gange har jeg det, som om jeg er en skuespiller, når jeg siger, jeg har det okay. "Det er fint, jeg tænker ikke på noget særligt, bare mine lektier." Jeg opfører mig normalt, når jeg hører et fly midt i undervisningen i skolen. Jeg lader, som om jeg ikke ryster inderst inde.

Jeg er meget bange for flyene. Jeg kan huske flyene, der fløj over Homs og bombede husene og skød folk. Jeg er bange hver dag, når jeg ser politiet på gaden i Barcelona, fordi jeg kan huske politiet, der bankede mine naboer. Jeg kan huske stemmerne og lydene, i skolen, derhjemme, på gaden, alle steder. Når jeg ved, at jeg er ligesom Ana, får det ikke alle de dårlige ting til at gå væk, men det hjælper at vide, at jeg ikke er den eneste.

Illustration af Ana Jaks.

* Forfatterens navn er ændret af hensyn til hendes sikkerhed.

Underskriv FN's Flygtningehøjkommisariat, UNHCR's opfordring til alle regeringer om at sikre en tryg fremtid for alle flygtninge her. Ønsker du at støtte lokalt, kan du tage kontakt til Casa Nostra Casa Vostra her.