FYI.

This story is over 5 years old.

Stuff

Ny undervisningsbog skal lære flygtninge at respektere danske kvinder

Vi snakkede med forfatteren bag en ny undervisningsbog, der skal lære flygtninge at opføre sig ordentligt over for kvinder i Danmark.

Forsiden på bogen

Köln, Stockholm, Wien, Hamborg, Thisted. De mange historier om seksuelle overgreb begået af udlændinge har ophedet indvandringsdebatten i Europa, der står midt i en historisk flygtningekrise. Fælles for de mange tragiske hændelser er, at gerningsmændene i sagerne ofte er blevet beskrevet som unge mænd fra arabiske og nordafrikanske lande, som søger tilflugt i moderne, vestlige samfund, hvor der gælder helt andre normer for, hvordan man gebærder sig i det offentlige rum. Ikke mindst i forhold til kvinder - og derfor er der al mulig grund til at sætte ind med pædagogiske virkemidler, der skal forhindre, at mændene i deres møde med den frisindede europæiske kultur ender med at begå overgreb på kvinder.

Advertisement

Det var simpelthen et spørgsmål om at få skrevet den bog hurtigst muligt - Kirsten Ahlburg.

Det er kort fortalt grunden til, at Kirsten Ahlburg har skrevet undervisningsbogen Det er min krop! Hold nallerne væk, som udkom i går. Bogen skal lære flygtninge i Danmark at behandle kvinder med respekt. I letlæselige, utvetydige termer skærer bogen ud i pap, at man ikke må gramse på kvinder, at man ikke må stirre for længe, og at man ikke gå hen og røre ved pigers hår, bare fordi det har en eksotisk farve. Og at nej betyder nej. Der er altså tale om en slags seksualmorals-A-B-C henvendt til nyankomne indvandrere, som ikke er vant til at se lyshårede kvinder i t-shirt og korte shorts.

Det er ikke tilfældigt, at det er Kirsten Ahlburg, som har forfattet bogen. Hun har arbejdet som sproglærer for indvandrere i 17 år og har derudover en baggrund som parterapeut og seksualrådgiver. Vi tog en snak med hende om bogen og de tanker, der ligger bag.

VICE: Hvorfor har du skrevet bogen?
Kirsten Ahlburg: Da jeg hørte om, hvad der skete i Köln nytårsnat, og da der kom flere historier om lignende overgreb i Sverige og Østrig, så tænkte jeg, at der skulle ske noget. Det kunne faktisk ikke gå hurtigt nok for hverken mig eller forlaget. Lige pludselig opstod behovet for sådan en bog. Der var jo piger i Thisted og Sønderborg, som også oplevede ubehagelige episoder med flygtninge, som var meget grænseoverskridende. Så det var simpelthen et spørgsmål om at få skrevet den bog hurtigst muligt.

Advertisement

Det er også for hjælpe de flygtninge, der er oprigtigt forvirrede over, hvordan man skal begå sig i Danmark. Det mindste, vi kan gøre for folk, der kommer fra andre kulturer, er at informere om, hvordan vi gør tingene her i Danmark. Så bliver folk jo også i stand til at agere derefter. Vi har været for dårlige til at håndtere den seksualkultur, som flygtninge kommer hertil med.

Titlen på bogen antyder jo, at flygtningene ikke kan holde nallerne for sig selv og befamler danske kvinder i tide og utide. Er det ikke at stramme den lidt?
Titlen skal simpelthen bare slå fast med syvtommersøm, at de skal lære, at kvindens krop er hendes egen. At de skal holde nallerne væk, er en slags forsøg på at ramme den der ungdommelige tone. Et nej er et nej, længere er den ikke. Og det er et af budskaberne, for sådan forholder det sig jo ikke altid i deres lande. Når de så kommer hertil, møder de en kultur, hvor de tror, at kvinder i korte kjoler er "billige". Det bunder simpelthen i kulturforskelle, der gør, at det er nødvendigt at lave sådan en bog.

Hvor har du din viden og erfaring fra?
Jeg har været indvandrerlærer i 17 år, så jeg kender til miljøet. Desuden har jeg skrevet bøger til indvandrergrupper i 30 år på mange forskellige sproglige niveauer. Så jeg ved præcis, hvordan og hvorledes jeg skal skrive, for at det kan forstås, selv om eleverne har forskellige baggrunde og forudsætninger. Jeg har også før skrevet om netop uskrevne regler i vores samfund, så bogen passer ind i den sammenhæng.

Advertisement

Du skriver i bogen, at man ikke må stirre på kvinderne. Hvor lang tid må man så kigge ifølge dig?
Jeg vil mene, det er okay at kigge i 2-3 sekunder, hvis det er nogen, man ikke kender. Men altså de piger, jeg har hørt om i Sønderborg, der har det været noget med, at mændene blev ved med at stirre i flere minutter. De kan også finde på at filme dem. Det gør danske mænd jo ikke. Det er grænseoverskridende for en dansk kvinde, men det tænker nogle af de her mænd altså ikke over.

Hvilke uskrevne regler er det typisk, at flygtningene har svært ved at forstå?
Det er ting, som i deres øjne kan virke harmløse, men som i en dansk kontekst er grænseoverskridende. Hvis de for eksempel ser en lyshåret pige, så kan de finde på at gå hen og røre ved håret, hive lidt i det og mærke det. Det ville en dansk mand nok ikke gøre. Flere af kvinderne har fortalt, at når de står på et diskotek og danser, så kan de pludselig mærke en hånd i deres hår - sådan noget hår har mændene ikke set før. Og den går jo ikke her.

Hvad er dine forventninger til bogen?
Meningen er, at den skal oversættes og også udgives i Sverige. Bogen skal være på asylcentre, sprogskoler, Røde Kors og lektiecafeer. Og så skal man selvfølgelig diskutere den og snakke sig igennem den i undervisningen. Så undgår vi forhåbentlig de episoder, som vores nabolande har været udsat for. Vi overvejer desuden at lave en arabisk udgave af bogen.

Læs mere fra VICE:

'Jeg vil ikke have, at terroristerne bruger min religion til at slå folk ihjel'

Billeder af flygtninges vigtigste ejendele

Sådan er livet på endestationen for Danmarks uønskede asylansøgere