Hvorfor er vores generation så træt af livet?

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af VICE USA

Der går efterhånden ikke en dag, hvor man ikke kan læse om en ny, chokerende undersøgelse eller deprimerende statistik om 'millennials'. Vores generation bliver analyseret, mens den udvikler sig, og vores adfærd og beslutninger bliver konstant målt og fremvist i lagkagediagrammer og grafer, der viser, at vi er den mest vegetariske, impotente eller kønsflydende generation i historien. I sidste uge florerede til gengæld en historie om resultaterne af en undersøgelse, som var så alarmerende, at det fangede min opmærksomhed. I hvert fald i et minuts tid eller sådan. Konklusionen var nemlig, at to tredjedele af millennials er "trætte af livet." 27 procent er trætte af fjernsyn, én ud af seks har fået nok af sociale medier, og 25 procent af os keder sig, når vi forsøger at falde i søvn. Vi har mistet interessen for alting. Vi er mættede af at føle. Trætte af at være.

Der er virkelig noget over den sætning, "trætte af livet", der er foruroligende. Det er en meget ligefrem diagnose, der virker, som om den mangler noget. Som en slags desperat konklusion efter utallige forfejlede forsøg på at definere en utilpashed, som alligevel ikke indfanger det egentlige problem. Det er én ting at være træt af matematik eller træt af at se Girls, men at være træt af eksistensen er jo at afvise alle elementer i universet, som vi kender det. Man kan sige, hvad man vil om livet, men der er helt sikkert ting nok til at holde dig beskæftiget i tiden mellem din fødsel og din død.

Når jeg evaluerer min tilegnede erfaring – hvordan det føles at være mig på daglig basis – så er jeg tilbøjelig til at sige nej, jeg er ikke træt af livet. Jeg har egentlig gang i mange ting. På en almindelig dag taler jeg med nogle interessante mennesker, læser lidt om verdens lidelser, hører Beyoncés nye album og ser go-pro videoer af bjørne, der jagter cyklister. Jeg drikker som regel et par forskellige slags varme drikke, ryger af og til en cigaret, som jeg fortryder, spiser nogle cashewnødder og tisser en gang eller to. Om aftenen drikker jeg øl eller ser gamle episoder af Catchphrase, eller står op ad væggene på natklubber og lader som om, jeg ikke er træt. Og det er jo bare mine handlinger. Mit indre liv er også en regulær rutsjebanetur. Jeg bliver glad, når jeg er sammen med min kæreste, skuffet når jeg ser min overkrop, vred når jeg læser kommentarsporet til artikler, stresset når jeg pocherer æg, ler med mine venner og græder en gang hver andet eller tredje år. Nogle gange er det lidt udmattende, men det er ikke kedeligt.

Ligesom alle andre unge mennesker, så har jeg besvær med at koncentrere mig om, og færdiggøre, en aktivitet. Min manglende evne til at læse en bog færdig er foruroligende. Lige nu har jeg to Penguin Classics og en relativt kort non-fiction bog om Afrofuturisme, som jeg fik i julegave, i min taske. De er alle sammen gode, men hver gang jeg har læst mere end tre sider, kan jeg mærke de usynlige tråde bag mine øjne trække mit hoved væk fra teksten og ind i noget andet. Den oplagte syndebuk er selvfølgelig min smartphone. Det ville dog ikke være særligt banebrydende at beskrive, hvordan opfindelsen af konstant, mobil, social interaktion har forkortet vores koncentrationsevne og opmærksomhed, men det er ikke helt det, der er sagen her. Kedsomhed betyder ikke nødvendigvis, at man ikke kan koncentrere sig. Kedsomhed er en manglende interesse, eller en mangel på ting at være interesseret i. Kedsomhed er et tomt blik ud i intetheden.

Og det er dét, der er spørgsmålet: Hvordan kan en generation, som har mere at lave end nogen anden før sig, hævde, at den er træt af livet? Kan det være fordi, at vi har skabt en ny type kedsomhed? En kedsomhed som stammer fra en overflod af muligheder, snarere end en mangel? Når jeg tænker på, hvordan jeg har det på daglig basis, så mærker jeg tit en nagende fornemmelse af, at jeg har lyst til at lave noget andet. Jeg har lyst til at tage en kop kaffe. Jeg har lyst til at tjekke Twitter igen. Jeg har lyst til at skifte den musik, jeg lytter til. Det overfyldte tag-selv bord af Netflix-indhold er blevet til en stressende tv-huskeseddel. Min bogmærkeliste i min browser over artikler, jeg vil læse senere, føles efterhånden som pensumlisten til en eksamen, jeg aldrig vil bestå. Den her slags kedsomhed manifesterer sig som rastløshed. Den handler ikke så meget om at være "træt af livet", men mere om konstant at vente på, at livet går i gang. Den her fumlende, apatiske kedsomhed slår mig som værende en slags overlevelsesteknik. Den eneste måde, vi kan håndtere den enorme mængde indhold, der kæmper om vores opmærksomhed, er ved konstant at bytte ud i det, vi giver vores opmærksomhed til. Det bliver en slags baggrundsstøj, som skal overdøve mængden af alt det andet på én gang.

I det perspektiv kan man næsten synes, at den gammeldags 'stirre-ud-af-vinduet-i-regnvejr'-kedsomhed ville være en velsignelse. I en artikel for The Guardian sidste år skrev engelskprofessor Gayatri Devi, at kedsomhed er "det eneste tilbageværende privilegium for det frie sind." I hendes udlægning er kedsomhed en "intens oplevelse af tid, som er uberørt af skønhed, nydelse, komfort og alle andre verdslige påvirkninger." I sidste ende er kedsomheden – rigtig kedsomhed – den eneste tid, vi bruger med vores egne tanker, og kun vores egne tanker. Det er den eneste tid, som vores tanker har til at blive hængende og vokse sig større og ind i andre og bedre tanker uden at blive visket væk fra tavlen af den skurrende svamp af sex, stoffer og imaginære fodboldkampe. At være træt af livet er en infantil og deprimerende ting at sige eller føle, men at kede sig en gang i mellem – det er nok ikke så dårlig en idé.

Mere fra VICE:

25 lette genveje til at blive lykkelig

Dit liv bliver bedre, hvis du dropper din smartphone

Du bliver deprimeret af at binge-watche serier