​En forsker forklarer, hvorfor ADHD-medicin og metamfetamin næsten er det samme

Denne artikel er udgivet af VICE USA i samarbejde med The Influence.

Den lange metrotur fra Washington, D.C.s lufthavn til Silver Spring var ualmindeligt behagelig. Det var omkring en time efter, at jeg havde indtaget en lille dosis metamfetamin. Det var min 40-års fødselsdag – 30. oktober 2006 –, og jeg var på vej til et møde, der var sponsoreret af NIDA (National Institute on Drug Abuse).

En ven, der havde recept på stoffet, havde givet mig et par piller som gave, fordi han vidste, at jeg var amfetamin-ekspert, men aldrig selv havde indtaget det. Jeg sad i toget og følte mig forberedt, mentalt stimuleret og klar og parat på en næsten euforisk måde.

Efter et par timer havde stoffets effekter fortaget sig, og jeg tænkte, det var da rart, det fungerede. Bagefter nød jeg godt et produktivt møde, der varede to dage. Jeg havde heller ikke trang til at tage mere af stoffet. Jeg opførte mig i hvert fald på ingen måde mærkeligt og befandt mig ret langt fra den stereotypiske forestilling om et "meth head".

Hvordan kan det så være, at det amerikanske samfunds syn på det her rusmiddel er så radikalt anderledes?

Måske har det noget at gøre med de offentlige "undervisnings"-kampagner, der har til formål at afskrække folk fra at bruge metamfetamin. De kampagner afbilder som regel med voldsomt grafisk og rædselsvækkende eksplicitet et eller andet stakkels ungt menneske, der tager stoffet for første gang og ender med at gøre noget vildt ukarakteristisk som at prostituere sig, stjæle fra sine forældre eller overfalde fremmede på jagt efter penge til at købe mere af stoffet. Til sidst kommer ordene "Meth–not even once" frem på skærmen. Vi har også allesammen set de meget kendte "meth mouth"-billeder (med ekstrem tandforrådnelse), der fejlagtigt præsenteres som en direkte konsekvens af at bruge metamfetamin.

Den slags mediekampagner er hverken med til at forebygge eller reducere brugen af stoffet i USA og indeholder heller ingen korrekte informationer omkring meths effekter. De er bare med til at holde liv i fejlagtige antagelser.

På grund af de falske budskaber har offentligheden fortsat ingen ide om, at meth virker på næsten præcis samme måde som den populære ADHD-medicin d-amfetamin (dexamfetamin). Du kender det nok under navnet Adderall: en blanding af amfetamin og d-amfetamin salte.

Ja, jeg ved det godt. Det er en påstand, der kræver en smule redegørelse.

Jeg siger ikke, at folk der lige nu har recept på Adderall skal stoppe med at tage det for ikke at udvikle en uundgåelig, altødelæggende afhængighed. Jeg siger bare, at vi burde betragte metamfetamin på samme måde, som vi betragter d-amfetamin. Husk på, at metamfetamin og d-amfetamin begge to er lægemidler, der er godkendt af FDA (den amerikanske fødevare- og lægemiddelmyndighed, red.) til at behandle ADHD. Derudover er metamfetamin også godkendt til at behandle svært overvægtige og d-amfetamin til at behandle narkolepsi.

Jeg ligger gerne alle kortene på bordet og indrømmer, at jeg også engang var overbevist om, at metamfetamin var langt farligere, end d-amfetamin, på trods af at de to stoffer har en næsten identisk kemisk opbygning. Sent i 1990'erne, da jeg var PhD-studerende, fik jeg fortalt – og troede 100 procent på – at tilføjelsen af metylgruppen til metamfetamin gjorde det mere lipid-opløseligt (på dansk: gjorde, at det blev hurtigere optaget i hjernen) og derfor mere vanedannende end d-amfetamin.

Det var først flere år senere, at jeg fandt beviser, der smadrede den forestilling fuldstændigt – ikke kun i min egen forskning, men også i andre forskeres resultater.

I vores undersøgelse tog vi 13 mænd, der regelmæssigt brugte metamfetamin med ind i laboratoriet. Vi gav dem alle sammen en smule metamfetamin, d-amfetamin eller placebo på forskellige dage under dobbeltblinde omstændigheder. Så gentog vi processen mange gange med hver person over flere dage med flere doser af hvert stof.

På samme måde som d-amfetamin øgede metamfetamin vores testpersoners energiniveau og skærpede deres fokus og koncentrationsevner. Det reducerede også subjektive følelser af træthed og de kognitive forstyrrelser, der som regel forårsages af udmattelse eller søvnmangel. Begge midler øgede blodtrykket og hjerterytmen. Det er uden tvivl de bivirkninger, der bruges til at retfærdiggøre, at militæret i flere lande, herunder USA, stadig anvender d-amfetamin.

Da de blev tilbudt muligheden for at vælge enten stofferne eller forskellige pengesummer, valgte vores testpersoner at tage d-amfetamin omtrent lige så ofte, som de valgte at tage metamfetamin. De regelmæssige metamfetamin brugere kunne altså ikke skelne mellem de to. (Det er muligt, at metyl øger metamfetaminens lipid-opløselighed, men den effekt lader til at være umærkelig hos menneskelige brugere.)

Det er også sandt, at det giver mere intense bivirkninger at ryge metamfetamin, end det gør at sluge en pille med d-amfetamin. Men den øgede intensitet skyldes måden stoffet optages i kroppen på, ikke selve stoffet. Ryger man d-amfetamin, vil man opleve næsten præcis den samme virkning, som hvis man havde røget metamfetamin. Det samme gælder, hvis man sniffer de to.

Da jeg forlod DC og drog hjem mod New York, reflekterede jeg over, hvordan jeg tidligere havde medvirket i at vildlede offentligheden ved at opreklamere farerne ved metamfetamin. I et af mine tidligere studier, hvor jeg havde forsøgt at dokumentere, hvor afhængighedsskabende stoffet var, fandt jeg for eksempel ud af, at metamfetamin brugere valgte stoffet cirka halvdelen af tiden, når de blev stillet over for valget mellem at få en dollar kontant eller en meget lille dosis af stoffet (10 mg).

I 2001 virkede det for mig som et bevis på, at stoffet var vanedannende. Men det, som det i virkeligheden påviste, var min egen uvidenhed og fordomme. Det fandt jeg ud af i en senere undersøgelse, hvor jeg øgede pengesummen til så lidt som fem dollars, hvorefter brugerne næsten udelukkende valgte pengene – selvom de vidste, at de ville skulle vente flere uger, indtil eksperimentet var overstået, før de overhovedet ville få pengene.

Alt det her bør ses som et bevis på, at selv en forskers videnskabelige konklusioner omkring konsekvenserne af stofbrug kan være præget af medieforurening.

Det tog næsten 20 år og massevis af videnskabelige publikationer inden for stofbrug, før jeg for alvor fik øjnene op for mine egne fordomme omkring metamfetamin. Mit eneste håb er nu, at du ikke vil skulle bruge lige så så meget tid og videnskabelig anstrengelse, før du forstår, at det Adderall, du eller din nærmeste tager hver dag, i bund og grund er det samme stof som meth.

Og jeg håber, at den viden vil gøre dig mindre dømmende og mere empatisk over for folk, der tager metamfetamin.

Dr. Carl L. Hart er professor i psykiatri ved Columbia University. Han har også skrevet bogen High Price: A Neuroscientist's Journey of Self-Discovery That Challenges Everything Your Know About Drugs and Society.

Denne artikel blev oprindeligt udgivet af The Influence, et nyhedssite, der dækker det fulde spektrum af menneskers forhold til stoffer. Følg The Influence på Facebook eller Twitter.

Læs mere om stoffer her på VICE:

Hitler og de andre nazister var tossede med crystal meth og morfin

Jeg brugte en aften sammen med en speed-pusher

Jeg trippede kun ved hjælp af min vejrtrækning