FYI.

This story is over 5 years old.

Isolation

Jeg lukkede mig selv inde i et lyddødt rum på DTU

...Og blev så bange, som jeg aldrig har været før.

Når jeg ikke kan sove, fordi overboens hund gør, eller underboens baby skriger, forestiller jeg mig nogle gange, hvor luksus det kunne være, hvis hele mit soveværelse var komplet lydisoleret. Som i: ikke en eneste fucking lyd slap ind udefra.

Et sted i USA findes en kælder med et rum, der lukker 99,99% af al lyd ude, og det lyder jo umiddelbart som et rart sted at tage sig en lur. Men rygtet siger, at hvis du bliver derinde længe nok, begynder du at se syner. Ingen har efter sigende kunnet klare mere end 45 minutter i rummet. Det lyder umiddelbart ikke super behageligt, men kan det seriøst passe, at man begynder at hallucinere, hvis man opholder sig i absolut stilhed?

Advertisement

På DTU i Lyngby har de også et lyddødt rum, som de blandt andet bruger, når de eksperimenter og foretager ultra præcise målinger af lyd. Her har jeg tænkt mig at lade mig lukke inde for at finde ud af, om man virkelig bliver så skør, som rygtet siger. Jeg forudser, at der kan ske to ting. Enten pisser jeg i bukserne af skræk, eller også bliver jeg helt vildt skuffet.

Den eneste udvej fra rummet er gennem en mekanisk dør.

Det første, jeg mærker, når jeg træder ind i det gamle rum på DTU, er ro. Aldrig har jeg oplevet en akustik så ikke-eksisterende. Det føles som om, jeg har vat i ørerne. Når jeg klapper i mine hænder, bliver lyden kvalt. Når jeg taler, bliver min stemme nærmest suget ud af munden på mig. Væggene dræber lyden. Den forsvinder ind blandt de pigge, der stikker ud fra væggene. Piggene sørger for, at lyden ikke bliver kastet tilbage, som lyd normalt bliver reflekteret i et rum. Piggene ligger skiftevis lodret og vandret og ligner kæmpestore trekantede oste i 3D. Det er det glasuld, det er lavet af, som absorberer lyden. Piggene er på alle sider i det kvadratiske rum - også på loftet og under gulvet. Gulvet er i øvrigt ikke et rigtigt gulv. Det er et trådnet, der er spændt ud midt i rummet, så man får en følelse af at svæve, når man står på det. Det føles lidt som at gå på en trampolin, men Jørgen Rasmussen, der er ingeniør assistent på DTU, siger til mig, at jeg ikke må hoppe herinde. Meget rart at vide, hvis jeg nu skulle kede mig så meget, at jeg blev fristet.

Advertisement

Pludselig opdager jeg, at min nakke lyder som en pose med chipsrester, der bliver knust, hver gang jeg drejer mit hovedet. Jeg har aldrig før hørt min krop sige den lyd.

Klokken er lidt over et, da Jørgen sørger for, at døren bliver kørt på plads, og jeg bliver lukket inde. Jeg tænder stopuret på min telefon, som jeg har med mig, så jeg kan ringe efter Jørgen, når forsøget skal afbrydes. Jeg kommer ligesom ingen vegne med at råbe og banke, hvis jeg vil ud.

Havde jeg lidt af klaustrofobi, var den nok blevet udløst nu, hvor døren er lukket. Faktisk bliver jeg lidt nervøs ved tanken om, at jeg ikke bare kan komme ud. Gad vide om migrænen, tinnitussen eller sindssygen skyller ind over mig om lidt? Jeg forsøger at nyde lyden af stilhed. Lyden af ingenting. Jeg føler mig som en astronaut i rummet.

Efter halvandet minut begynder jeg at høre nogle lyde i mine ører. Det lyder som sirener, der er langt væk. Jeg ved, at der intet lyd er herinde, så denne lyd er enten en lyd, min krop selv laver eller en form for tinnitus. Det kan selvfølgelig også være, at det bare er noget, jeg bilder mig ind.

I det lyddøde rum hørte jeg lyde fra min krop, som jeg aldrig før har hørt.

Jeg begynder at tale med mig selv. Det er, som om at jeg gør det for at undertrykke min frygt –for ikke at høre min puls, for ikke at blive sindssyg. Jeg taler med mig selv om, at jeg på mine fødder har sådan nogle overtrækssokker som dem, man bliver tvunget til at tage på sine sko i Fitness World, når man kommer ind fra regnen. Men de her er ikke af blå plastik, de er af sort velour. Luksusudgaven.

Advertisement

Normalt når det er mørkt, får man alligevel sit syn igen med tiden, det gør man ikke her.

Pludselig opdager jeg, at min nakke lyder som en pose med chipsrester, der bliver knust, hver gang jeg drejer mit hovedet. Det er lyden er folien, der bliver krøllet sammen, mens de sidste chipsrester lader livet. Jeg har aldrig før hørt min krop sige den lyd.

Jeg ligger mig ned på trådnettet i midten af rummet. Det føles som om, jeg svæver. Jeg har en følelse af at være skæv og pakket ind i en kæmpe dyne. Stopuret fortæller, at der er gået seks minutter. Tiden slæber sig afsted.

Oppe i loftet er der nogle jernrør formet som en firkant og en cirkel i bedste Leonard da Vinci-stil. Hvis de røg ned over mig, ville ingen kunne høre mit kald om hjælp, tænker jeg og lægger mærke til, at min krop spiller en rytme. Dun-dun-dun dun-dun-dun. Jeg ved ikke, om det er mit blod? Det kan næsten ikke være mit hjerte, der siger sådan? Måske er det min puls? Måske er det sindssygen, der er på vej? Måske er det bare noget, min hjerne konstruerer?

Lyden i rummet bliver absorberet ind i væggene, der er lavet af glasuld.

Jeg tænker, det bliver nemmere at sove, hvis lyset er slukket, så jeg ringer til DTU-Jørgen for at bede ham slukket lyset. Én efter én slukker lamperne i loftet. Da den sidste pære går ud, føles det, som om jeg svæver hen i intetheden. Der er en absolut stilhed, og jeg kan intet se. Gad vide, om døden er sådan her? Normalt når det er mørkt, får man alligevel sit syn igen med tiden, det gør man ikke her.

Advertisement

Angsten skyller ind over mig. Jeg føler mig både blind og døv. Mine hænder bliver drivvåde. Jeg husker ikke, at jeg nogensinde før har mærket hvordan porrerne i mine håndflader er i stand til at producere væske. Mine håndflader græder. Jeg kan næsten ikke holde fast på min telefon, fordi den glider ud af hænderne på mig. Den eneste lyd, jeg kan høre er min høje hjertebanke.

Jeg føler mig svimmel. Mærker, hvordan jeg pludselig får ualmindeligt meget mundvand. Jeg knuger telefonen ind til mig. Selvom jeg ved, at jeg er alene herinde, bliver jeg pludselig bange for, at der skal komme nogen og slå mig ihjel.

Efter otte minutter begynder jeg at råbe. Så begynder jeg at skrige. Der er ingen, der kan høre mig. Hvis jeg dør, kan der gå flere timer, før nogen opdager det.

Jeg kan ikke låse min telefon op med tommelfinger-genkendelse, fordi den er så våd af angst. Tre gange lykkes det mig at taste koden forkert, før jeg endelig får telefonen åbnet. Da det sker, bliver jeg så begejstret, at jeg er lige ved at tabe den. Hvis telefonen faldt ned i dybet, kunne jeg ligge her for evigt.

Det sker heldigvis ikke. Jeg får ringet til min kontakt på ydersiden og beder ham om at tænde for lyset og lukke mig ud. Da pærerne tændes igen én efter en, ser jeg mig omkring i rummet. Selvfølgelig er jeg stadig alene. Hvad sker der for, at jeg er så bange for mørke? Så snart lyset blev slukket, følte jeg mig som hovedpersonen i en gyser.

Da jeg træder ud af det lyddøde rum, føles det nærmest som om, at jeg har haft propper i ørerne som efter en flyvetur. Lyden fra blæsten udenfor skærer i min øregang.

Jeg klarede 48 minutter. Hvis jeg var fortsat med lyset tændt, tror jeg, jeg kunne have ligget der endnu. Hvis vi var startet med slukket lys, havde jeg ikke kunnet klare to minutter.