Den brune død: En historisk gennemgang af brugen af afføring som våben

Denne artikel er oprinderligt publiceret i VICE USA.

Den anden dag kom jeg til at tænke på en kommentar, der engang var en, der skrev til en af mine artikler. Jeg kan ikke huske den præcise formulering, men essensen af det var, at debattøren her ville fryse en af sin lorte ned og så bruge den frosne lort som et våben til at dolke mig ihjel.

Det fik mig til at tænke over, om der mon nogensinde var nogen, der havde prøvet at myrde et andet menneske med lort. Det måtte der jo næsten være, ikke? Folk bliver jo vrede og langer ud efter hinanden med det, de lige har ved hånden, og lort er egentlig bare et skjult våben, som vi altid har med os. Men jeg havde aldrig hørt om et reelt tilfælde, hvor nogen var blevet overfaldet med det. Jeg har hørt om folk, der bruger deres tænder, bryster, knytnæver, knæ, fødder, pikke, albuer og hoveder som våben, så hvorfor ikke også lort?

Jeg besluttede mig for at grave lidt videre i sagen, og det viste sig, at jeg havde fat i noget. Folk har i den grad prøvet at slå hinanden ihjel med puha. Følgende er en (formodentlig ufuldstændig) historisk og kronologisk gennemgang af brugen af fækalier som våben.

På trods af, at folk historisk set ikke har været alt for velinformerede omkring spredning af sygdomme via fæces og andre kropsvæsker, er der en hel del eksempler på folk, der gennem årene har brugt lort som en form for primitivt biologisk våben.

Det tidligste eksempel jeg kan støve frem er skyterne, et centraleurasisk, nomadisk folkefærd, der eksisterede fra det 9. århundrede f.Kr. frem til det 4. århundrede e.Kr. En af de særlige krigsførselsteknikker, de var kendt for, var brugen af giftpile, som de ifølge bogen Greek Fire, Poison Arrows, and Scorpion Bombs: Biological and Chemical Warfare in the Ancient World dyppede i en blanding af slangegift, døde slanger, menneskeblod og lort. Folk der blev såret af pilene kunne risikere at få koldbrand og stivkrampe (fra blodet og lortet), såvel som andre infektioner fra slangerne. "Selv dem, der ikke såres af giftprojektilerne, lider under deres skrækkelige aroma," bemærkede den græske geograf Strabo.

I Middelalderen brugte man katapulter til at slynge afføring fra folk, der var døde af byldepest, over borgmurer, i håb om at inficere dem på den anden side.

I Kina brugte man en noget mere avanceret version af lortekatapulten i 1100-tallet, som Stephen Turnbull beskriver i sin sindsoprivende bog Siege Weapons of the Far East (1): AD 612 – 1300. Denne eksplosive anordning, som forfatteren beskriver som en "ekskrementfyldt blide-bombe", var lavet af hampesnor og fyldt med krudt, menneskelort og gift. Der blev sat ild til den, før man slyngede den mod fjenden.

Den oldgamle tradition af desperate mennesker, der tyer til at bruge deres egen lort som skyts for at ydmyge og inficere, lever stadig i bedste velgående i dag. Sidste år skrev LA Times at antallet af indsatte på Los Angeles Men's Central Jail, der smider deres lort og andre kropsvæsker efter fængselsbetjentene, var femdoblet. "Fangerne blander nogen gange deres afføring op med syltetøj, så der er større chancer for, at det klistrer sig fast," fortæller artiklen. "Tapatio Hot Sauce svier virkelig. De bruger mælkekartoner som beholdere."

"Who Me" var et tophemmeligt våben, der blev udviklet af OSS (Office of Strategic Services, en amerikansk efterretningstjeneste, der nu er nedlagt) under 2. Verdenskrig.

Selvom det ikke reelt indeholdte fæces, tog Who Me kraftig inspiration fra menneskelort, så jeg har valgt at tage den med. Selve våbnet var et ildelugtende kemikalie, der blev sendt til medlemmer af den franske modstandsbevægelse i små sprayflasker.

Formålet med opfindelsen var at ydmyge tyske officerer ved at spraye dem, så det lugtede som om, de havde mistet kontrollen over deres ringmuskel. "Tænk på den værste skraldecontainer, du overhovedet kan forestille dig, der er blevet efterladt i solen på den varmeste sommerdag nogensinde – så begynder vi at nærme os lugten af Who Me," sagde den kognitive psykolog Pam Dalton til NewScientist i 2001.

Who Me fejlede i sidste ende, da det (ret åbenlyst) viste sig at være umuligt at bruge et så ildelugtende kemikalie, uden også at ødelægge alt og alle andre omkring det med den rædselsfulde dunst – inklusiv personen, der sprayede det.

Det er uvist om våbenet egentlig nogensinde blev brugt i kamp. Men hvis det gjorde, forestiller jeg mig, at dets nazistofre blev mobbet herre meget i Det Tredje Riges omklædningsrum.

Så vidt jeg kan se, findes der kun et dokumenteret eksempel på nogen, der rent faktisk har brugt en dolk af frossen lort.

Wade Davis, der er antropolog og etnografisk forsker fra Vancouver, har gentagende gange fortalt historien om en ældre inuit, der formede sin lort om til en kniv for at undslippe den canadiske regering.

Wade siger, at han fik historien fortalt af en familie han mødte, da han var i Arctic Bay, der er et lokalsamfund af inuitter i det nordlige Canada.

Tilbage i 50'erne tvang den canadiske regering inuitter sammen i kolonier i landets mest arktiske områder. Arctic Bay-familien hævdede, at deres bedstefar ikke var gået med til at blive flyttet og havde besluttet sig for at trodse regeringen.

Familien frygtede de konsekvenser bedstefaren gik i møde, hvis han nægtede at gå med til genhusningen, så de tog hans værktøj og udstyr fra ham, før de efterlod ham alene i sin iglo med sine to hunde. Det gjorde de angiveligt i håb om, at manden ville indse, at han ikke havde andre valg end at drage nordpå med dem.

"Du er nødt til at forstå," forklarer Wade i en Ted Talk fra 2007, "at inuitterne ikke frygtede kulden. De udnyttede den."

"Han gik simpelthen bare udenfor, hev ned i sine sælskindsbukser og sked i sin egen hånd. Og så formede han afføringen om til et knivblad, mens det begyndte at fryse til," tilføjer Wade.

Da lortekniven var størknet siges det, at manden brugte den til at slagte en af sine egne hunde. Ifølge TV-serien Canada: A People's History flåede han derefter hunden, brugte dens skind til at lave en jakke, dens ribben til at lave en slæde og lavede til sidst seletøj ud af dens indvolde.

Efter at have fodret sig selv og den levende hund med noget af kødet fra den døde hund, spændte han tarm-seletøjet fast på den anden hund, stak sin lorteklinge i bæltet og kælkede videre ud i natten.

Under Vietnam-krigen lavede Den Nationale Front for Befrielsen af Sydvietnam (FNL), bedre kendt som Viet Cong, et simpelt, men effektivt (og ulækkert) våben, kaldet punji-spyd.

Punjierne blev lavet af tilspidset bambus, der blev dyppet i menneskelort (eller nogle gange gift fra planter eller dyr). De bæ-beklædte spyd blev placeret i jorden og dækket til med blade eller en faldlem i håb om, at fjender ville falde ned og blive spiddet af dem. Som regel døde folk ikke af at falde ned i punji-fælderne, men jeg går ud fra, at spydene ikke var det fedeste i verden at blive stukket med.

Aleksandr Georgievich Semenov, en russisk opfinder med patenter på omkring 200 forskellige opfindelser, fik i 2009 et patent med titlen "Metode til bortskaffelse af biologisk affald fra isoleret opholdskupé."

Hvilket på almindeligt dansk er et apparat, der ville gøre kampvogne i stand til at skyde med menneskelort.

Ideen er, at soldaterne i tanken vil kunne skide i en speciel slags projektil, der også indeholder en sprængladning. Projektilet vil så kunne placeres i kampvognens kanon og affyres mod fjenden, som vil blive tildækket af den førnævnte soldaterlort.

Der er to årsager til, at opfindelsen er nyttig. For det første er det en måde at skille sig af med menneskelige ekskrementer fra kampvognen, hvor soldater er tvunget til at opholde sig i lange perioder af gangen. For det andet ville fæceskanonen splatte fjender og deres omgivelser til med lort, hvilket Semenov beskrev til the Guardian som havende "supplerende militærpsykologiske og militærpolitiske effekter."

Sidste år blev den 65-årige tidligere sygeplejerske Rosemary Vogel fra Arizona anklaget for mord efter en episode, hvor hun indsprøjtede fækalier i sin mand.

Hendes mand Philip lå i bedring på hospitalet efter en hjerteoperation, da sygeplejerskerne pludselig hørte alarmen fra hans stue, der indikerede, at der var et problem med hans intravenøse drop. De gik ind for at undersøge situationen nærmere og fandt Rosemary i færd med at pille ved Philips drop – og en brun substans i droppet. Efter den blev testet, viste den brune substans sig at være lort.

Rosemarys mand tog med hende i retten og talte hendes sag. "Hun havde et eller andet psykisk sammenbrud den morgen," sagde han. "Det var komplet atypisk opførsel." Rosemary, der hævdede, at hun ikke kunne huske hændelsen, erklærede sig skyldig.

Dommeren valgte at tro på, at Rosemary havde haft et psykisk sammenbrud, og idømte hende kun et års weekender i fængsel ud af sympati.

Det er ikke første gang, at nogen er blevet anklaget for at injicere et andet menneske med fæces via et intravenøst drop. I 2005 blev Stephanie McMullen fra Wilmington i Delaware (der underligt nok også var sygeplejerske, ligesom Rosemary) også anklaget for at have gjort det ved sin to-årige søn. Og i midt-90'erne berettede amerikanske medier om Kathy Bush, der havde gjort sin datter syg ved at sprøjte lort ind i hendes drop. Sidste år blev en kvinde fra West Virginia angiveligt også taget på et overvågningskamera i at begå samme forbrydelse mod sit ni-årige barn.

Flere andre har også i nyere tid forsøgt at bruge lort som et giftstof uden at benytte sig af drop-metoden. Midt i 1980'erne blev et udbrud af tarmparasitter i Edinburgh sporet tilbage til nogen, der med fuldt overlæg havde forgiftet vandtanken i et lejlighedskompleks med lort. I 2010 forgiftede en teenager i Californien sin mor ved at putte hundelort og insektmiddel i hendes mad. Moren overlevede.

Og det er så alt, det er lykkedes mig at finde om mennesker, der har brugt puha til at volde skade på andre levende væsner. Jeg håber at denne artikel var din tid værd.

Mere fra VICE:

Grundene til at cannabis er uendeligt værre end cigaretter

Reddits dude-kokke laver verdens klammeste mad

Her er de tatoveringer, som danske tatovører er mest trætte af at lave