​Kære venner, jeg er bange for, at vi har fucket op

Kære venner,

Jeg har set jeres mange Facebook-posts, jeres frustrerede og bange opdateringer. Og jeg har brugt flere dage på at pønse på, hvorvidt jeg selv vil være en del af det globale opråb.

Her er, hvad jeg er kommet frem til: USA er et demokrati, præsidentvalget blev (forhåbentlig) afholdt uden snyd, Donald Trump bliver USA's næste præsident og dermed leder af 'Den frie verden'.

Der er bare lige én ting, jeg må have fra brystet.

Som en lesbisk kvinde, der har giftet sig ind i en mexicansk-amerikansk familie, som journalist og dermed fortaler for den frie presse, som dansker der flyttede til USA som 19-årig og oplevede, hvor meget USA har at byde på i forhold til lille, homogene Danmark, som en der har været så privilegeret at vokse op i et fredeligt Europa, men som nu oplever den hadefulde retorik, der spreder sig gennem kontinentet disse år, som hende der er stolt af at have venner, der rangerer fra sort til hvid, homo til hetero, højrepolitisk til venstrepolitisk, og som et, hvis jeg selv skal sige det, velfungerende voksent menneske, der kan administrere sin egen Twitter-konto, uden at udgøre en trussel mod resten af samfundet, må jeg bare lige sige den her ene ting: Jeg er ret sikker på, at vi har fucket op.

Det kom egentlig ikke som et chok, da min amerikanske kone og jeg i forgårs vågnede til nyheden om Trump som præsident. "I have a bad feeling about this," har min kone sagt gennem hele valgkampens slutspurt. Men den nervøse knude i maven har vokset sig større.

Vi flyttede til Danmark i 2009 efter et par år sammen i Californien. Blandt andet fordi udsigterne til en fremtid sammen i USA virkede lidt lunkne. Homoægteskaber var kun lovlige i få stater, vi havde ingen føderale rettigheder.

Siden er det gået stærkt. Jeg har set, hvor meget USA har rykket sig. Med Obama ved roret de seneste otte år har jeg oplevet USA – både indefra og udefra – gå fra at være et sted, hvor jeg ofte ikke turde holde min egen kone i hånden på gaden, til i dag, hvor vi sjældent tænker over det. Fra et sted hvor mine college-medstuderende, der ufrivilligt blev bragt til USA af deres forældre som spæd og har levet årtier som papirløse immigranter i USA, turde håbe på, at de snart kunne få amerikansk statsborgerskab. Og jeg har set, hvordan USA er blevet til et sted, hvor venners hårdtarbejdende forældre har fået sygeforsikringen 'Obamacare' og nu stresser knap så meget over at blive ramt af alvorlig sygdom.

Lige indtil det her præsidentvalg.

Jeg er ikke sur på dem, der har stemt på Donald Trump. Det er deres demokratiske ret. Men jeg er sur på mine unge, liberale venner, der slet ikke har stemt. På dem, der, efter Bernie Sanders tabte nomineringen, mente, det var vigtigere at markere deres utilfredshed ved helt at blive væk.

Jeg er skuffet over de hvide kvinder – mange veluddannede – der har stemt på Trump. De mange hvide kvinder, der er mere bange for at miste deres privilegium som hvid end deres rettigheder som kvinde.

Jeg er nervøs for mine mexicansk-amerikanske venner, mange af dem med forældre eller søskende, der har levet flere årtier som udokumenterede immigranter, men ellers lovlydige borgere, i det amerikanske samfund.

Jeg harmes over, hvordan en amerikanskfødt veninde med mexicansk efternavn her efter valget skriver på Facebook, hvordan hun allerede har modtaget trussels-emails om at hun skal "skride tilbage til Mexico", eller hvordan en anden sort veninde har oplevet at blive kaldt n-ordet på sin arbejdsplads efter Trumps sejr.

Jeg er nervøs, når mine tidligere journalist-kolleger, der stadig arbejder i USA, fortæller, hvordan Trump-lejren og dens tilhængere opfatter og behandler den frie presse og den demokratiske ret til fredeligt at forsamle sig.

Jeg bliver ked af det, når en tredje veninde skriver på Facebook, at hendes katolske familie åbenlyst deler med hende, at de stemte på Trump, fordi de mente, at de vigtigste emner i valgkampen var abort og homoægteskaber. De stemte på Trump, ikke fordi de brød sig om hans retorik, men fordi de ville tage rettigheder fra andre.

Jeg er frustreret på vegne af det marginale flertal af amerikanske vælgere, der stemte på Hillary Clinton fremfor Donald Trump. Frustreret over USA's valgsystem, som USA's 'Founding Fathers' rent faktisk i sin tid designede til at undgå demagoger som Trump.

Men mest af alt er jeg spændt på og nervøs over, hvad fremtiden bringer.

I princippet ved vi meget lidt om, hvad Trump vil som præsident. Hans politiske planer har gennem hele valgkampen været ekstremt vage, og vi kan kun gisne om det ud fra, hvad han har sagt: at han vil bygge en mur mod Mexico, deportere millioner af udokumenterede immigranter, tilbagetrække Obamas sygeforsikring, vælge en højesteretsdommer, der er mod kvinders ret til abort, annullere homoseksuelles rettighed til at blive gift.

Jeg er ikke sur på dem, der har stemt på Trump. Lige nu er jeg, ligesom mange af jer, mest af alt fortvivlet og forvirret over den tid, USA synes at gå i møde.

Men jeg er faktisk også fortrøstningsfuld. Fortrøstningsfuld ved at I, mine venner, unge amerikanere - farvede, minoriteter, kvinder - vil gøre det, I er bedst til: rejse jer og kæmpe videre.