FYI.

This story is over 5 years old.

Drugs

Hvordan tager man stoffer i 2015?

Hvilke stoffer tager folk, hvor ofte og hvor køber de dem? Vi mødtes med manden bag Global Drug Survey for at få et overblik over årets tendenser.
Billede via Flickr-brugeren Jamie

Denne artikel er oprindeligt publiceret på i-D UK.

"Du er strandet på en øde ø, og der er svampe, hash, coke og MDMA. Hvilken en af dem ville du helst skifte ud med et nyt stof?" spørger Adam Winstock, der er psykiater med speciale i afhængighed og stifter af verdens største undersøgelse af stofbrug, Global Drug Survey. I 2015 medvirkede over 100.000 rekreative stofbrugere i undersøgelsen – altså folk som dig og mig, der af og til indtager forbudte rusmidler for nydelsens skyld og faktisk udgør den største gruppe af stofbrugere i verden. 2016-undersøgelsen er netop blevet sat i gang i samarbejde med The Guardian og The Huffington Post.

Advertisement

Læs også: Dansk hash er tre gange stærkere, end det var for tyve år siden

Men tilbage til den imaginære øde ø fyldt med stoffer – Winstock tror, at de fleste vil holde sig til de stoffer, de kender - svampe, cannabis, coke og MDMA -, fordi de byder på en meget mere tilfredsstillende oplevelse end de syntetiske blandingsprodukter, der er kommet på markedet over det sidste årti. "Ud fra hvad jeg har set i den globale nyhedsstrøm og forskellige VICE-dokumentarer, hvor man ser folk tage stoffer på gaden i storbyerne som var de ghettobørn i favelaerne," forklarer han, "er jeg begyndt at tro, at kunstig pot endelig er ved at have fundet sig til rette på narkomarkedet – på bunden altså." Winstock refererer naturligvis til de urtebaserede miksturer, der hedder ting som Blueberry Kush, K2 eller Spice, der ofte kan købes og ryges helt lovligt. For tredje år i træk fastslog Global Drug Survey, at der var større risiko for, at man får behov for akut behandling, hvis man indtager disse syntetiske cannabinoider end nogen af de andre stofgrupper, de blev sammenlignet med (hårde stoffer som heroin, meth og crack kokain falder dog uden for de undersøgte grupper). I 2015 havde 3,5% af brugerne af syntetiske cannabinoider behov for akut medicinsk behandling. Det samme galdt 12,5% af dem, der tog det 100 gange eller mere om året. Risikoen er altså 30 gange større ved brug af syntetisk cannabis end ved brugen af almindelig cannabis. "En god tommelfingerregel er: Jo billigere stoffet er, des farligere er det også," konkluderer Winstock.

Advertisement

En af 2015-undersøgelsens vigtigste konklusioner var, at de fleste brugere ikke vælger disse syntetiske alternativer fordi de er lovlige og tror, at de er risikofrie – selvom det ofte er sådan medierne skildrer det – nej, de vælger dem fordi de er pissebillige. Hvis de stod over for en buffet med alle verdens stoffer, ville de fleste mennesker vælge at tage det mest fornøjelige stof med de mindst ubehagelige bivirkninger, men det er som oftest ikke en mulighed. Folk, der kan lide at være skæve og høje, er ikke idioter, men nogen af dem er fattige, og nogen af dem er desperate.

En god tommelfingerregel er: Jo billigere stoffet er, des farligere er det også.

Der findes flere andre syntetiske stoffer, som for eksempel de såkaldt "research kemikalier" i pille- og pulverform, der går under navne som Mexedrone, M&M og Sparkle. De er også lavet med formålet at efterligne effekterne af mere velkendte ulovlige stoffer, og er også - som du formentligt har gættet - virkeligt farlige. Heldigvis bliver de indtaget mindre og mindre i lande som for eksempel Storbritannien, fordi landet nu svømmer i højkvalitets MDMA og kokain, hvis man altså er villig til at betale prisen.

I 2015 er kokain fortsat det dyreste stof pr. gram, men stoffet bliver nu i højere grad solgt i to forskellige kvalitetsniveauer til forskellige brugere. I Storbritannien er den gennemsnitlige pris på et gram af lavere kvalitet £52,43 (559,72 kroner), mens et gram af højere kvalitet normalt koster £75,82 (809,42 kroner). Men jo renere stoffet er, jo mere risikabelt er det også, fordi man lettere kan komme til at overdosere et stærkere produkt. Som Winstock forklarer: "Gode stoffer kan volde mere skade end skodstoffer; især hvis man ikke ved, hvad man tager."

Advertisement

Se også: Billeder af kokainens rejse fra Colombia til din næse

Tendensen til mere potente stoffer gør sig gældende på tværs af narkospektret. I dag koster en ecstasy-pille i gennemsnit £8,79 (93,84 kroner), men de er stærkere end nogensinde før, og antallet af brugere, der har søgt akut medicinsk behandling efter indtagelse af stoffet, er på et år steget fra 0,3% i 2013 til 0,9% i 2015. Piller i 2015 indeholder ofte over 200mg og nogle gange så meget som 300mg MDMA, hvilket henholdsvist er to og tre gange mere end den dosis, som det anbefales man indtager på én gang. Efter at have interviewet flere af de hollandske fabrikanter bag stofferne, forklarer VICE-redaktøren Thijs Roes: "De ser i bund og grund, hvem der kan pisse længst. Der var en, der fortalte mig at producenterne både prøver at udkonkurrere hinanden og sig selv. Den anden beskrev sin 330mg pille som et flagskibsprodukt; en måde at skille sig ud og få anerkendelse på markedet."

Global Drug Survey fra 2015 belyste også, hvordan den måde vi tager stoffer på, er ved at ændre sig. Da det blev en ting sent i 80'erne, var MDMA et rave-drug, men ungdomskulturen er i konstant forandring og i dag er der ikke så mange hedonistiske natklubber, som der var engang. I dag er det lige så sandsynligt, at du popper en pille til en privatfest eller på sofaen med kæresten som på dansegulvet. Det samme gælder for kokain - måske i virkeligheden i endnu højere grad. I dag er der alt for mange byturer, der munder ud i, at man holder sig vågen ved at sidde trist hjemme i en eller andens stue og sniffe indtil solen står op. Adam Winstock reflekterer over denne tendens: "Stofbrug i 2015 er blevet et mål i sig selv – altså det at blive helt smadret er for mange mennesker hele formålet med at tage stoffer. Jeg savner atmosfæren i nattelivet i 80'erne og de tidlige 90'ere, hvor stofbrug blev brugt til at forstærke stemningen og miljøet – men i dag lader den hovedsagelige motivation for stofbrug bare til at handle om at fucke sig selv op, og det ved jeg ikke, hvordan man skal lave om…"

Advertisement

Log på globaldrugsurvey.com for at deltage i Global Drug Survey 2016.

Læs mere fra VICE om moderne stoffer og stofbrug:

Vi spurgte en ekspert om, hvorfor flere narkomaner dør af overdosis i Danmark

Livet som narko-grossist

Se billederne fra den indiske landsby, der har været afhængig af opium i 70 år