Historien om, hvordan "luderkarlen" Lonne blev Vesterbros gangsterkonge

Charmør, storsmugler, alfons, bodegakonge, narkogangster, flottenhejmer, fængselsrotte, familiefar, voldsmand, Bubbers ven… Der er mange måder at beskrive Leon Fristrup Jensen på, men de fleste kender ham som "Lonne" – den uforbederlige gangster fra stenbroen, der har tilbragt næsten halvdelen af sit liv bag tremmer. I den nye bog "Born Free" fortæller Lonne sin livshistorie, der starter i en arbejderlejlighed på Vesterbro i København for 68 år siden. Som 15-årig tilbringer Lonne sin første jul bag tremmer, og det bliver starten på en endeløs række af fængselsophold og et synderegister, der hurtigt bliver udbygget med tyveri, vold, smugling, rufferi, hæleri plus det løse.

Lonnes historie er også fortællingen om et Vesterbro, der på få årtier har ændret sig totalt. Gaderne, der i dag er forbeholdt ressourcestærke andelshavere, var i 70'erne og 80'erne fulde af pornobiografer og snuskede værtshuse, hvor Lonne og vennerne med navne som "Divan-Svend", "Slagter-John", "Bent Ricardo" og "Willy Voldsom" holdt til.

"Alle i Lonnes omgangskreds var kriminelle – Vesterbro var et hårdt kvarter dengang, og for de unge knægte, som voksede op der, gik det som regel to veje: Enten blev du ufaglært arbejder, eller også gjorde du som Lonne og lavede dine penge på en anden måde. Lonne var bare bedre til det end de fleste," siger forfatteren Peter Grønlund, som gangsterkongen har fortalt sin historie til.

Selvom Lonne er velbeskrevet i danske medier, så var Peter Grønlund ikke i tvivl om, at det var værd at dedikere en bog til storforbryderens kulørte liv. Bogen tegner et billede af en hardcore kriminel, der samtidig giver den i rollen som feteret festabe. En Vesterbro-legende, som fører sig frem med tunge guldkæder, letlevende damer, stor amerikanerbil og penge, der sidder lige så løst på ham som næverne.

"Han er en af de danskere, der har siddet længst tid i fængsel, men det sjove ved ham er, at han ikke ynker og klynker over det. Selvom han har fået smadret sin tilværelse af det og siddet isolationsfængslet i 17 lange måneder, så tager han konsekvenserne af sine handlinger med oprejst pande og siger ja, sådan var mit liv," siger Peter Grønlund.

"Det pirrede min nysgerrighed. Samtidig er der tale om et menneske, der lever efter et helt andet moralkodeks end os andre, og det var også vigtigt at få frem," siger Peter Grønlund, som siger, at han også personligt er kommet tæt på Lonne i forbindelse med bogen.

I dag lever Lonne et tilbagetrukket liv som folkepensionist med en niårig søn, hvis opvækst han er fast besluttet på at være en del af – Lonne har ifølge Peter Grønlund "haft nogle småting" inden for de seneste par år – kortere fængselsophold på 30 og 60 dage, bøder for mindre lovovertrædelser og den slags, men ikke noget, der kan måle sig med tidligere tiders ugerninger.

"Der bliver også længere og længere mellem de notoriske drukture på Vesterbro, men han kan stadig godt lide en lille en til ganen – for nu at sige det mildt", fortæller Peter Grønlund, der beskriver Lonne som en "grundlæggende flink fyr."

"Når man ser bort fra ansigtstatoveringerne og hans barske fortid, så sidder man over for en snakkesalig og venlig mand, som er fuld af vilde historier, fordi hele hans liv har drejet sig om kriminalitet."

Nu hvor Lonne i en sen alder gør regnskabet op, er det oplagt at spørge, om han fortryder fortidens synder. Om han føler nogen form for anger over for de mennesker, der blev ofre for hans kriminalitet.

Svaret er nej, siger Peter Grønlund.

"Han ser sådan på det, at han har udstået sin straf, og de mennesker, der blev snydt, fik tæsk eller blev bestjålet, dem har han ikke ondt af. De har fortjent det. På den måde er hans moral helt anderledes end din eller min. Han er for eksempel heller ikke ked af at have fyldt Vesterbro med heroin. Hvis det ikke var ham, så var det en anden. Han er kun ked af at, at han blev taget for det."

"Born Free" er udgivet på forlaget Bogkompagniet. I det følgende uddrag fra bogen fortæller Lonne om, hvordan han bliver alfons for de to teenagepiger Søs og Jonnie. Det var sådan, han slog sit navn fast i Københavns kriminelle underverden.

****

Jeg var så heldig, at flere af mine venner fra Saxogade også sad i Nyborg. Elvis, Buller og Willy Voldsom. Vi holdt sammen som Saxobanden i fængslet. Elvis var en sjov type, der havde brylcreme i håret og gik i spraglet tøj. Buller var en stor kleppert, der slog godt fra sig. Det gjorde Willy Voldsom også. Der var ikke mange, der turde stille op mod dem. Elvis og Buller drak meget. De stjal engang en kasse finsprit fra Frederiksberg hospital og så drak de ikke andet end finsprit og kakaomælk, når vi skulle i byen. De er begge døde for længst, men Willy lever stadigvæk. Han drak jo næsten heller aldrig, men han elskede til gengæld at slå folk ned. Han havde også en vane med at nikke gadens nedløbsrør skaller. Alle steder kunne man se store buler i nedløbsrørene. Det var Willys signatur i gadebilledet. En dag blev et bulet og ødelagt rør dog skiftet ud med et nyt i stærkere metal, og så var det Willy, der gik rundt med en kæmpe bule i panden.

Men udover at sidde med mine venner, sad jeg også med ældre, forhærdede kriminelle fra hele landet, der kunne fortælle historier om store pengeskabskup og smuglertogter, dyre biler og kvinder og alle mulige spændende ting. Fængslet var en fabrik, der udklækkede forhærdede kriminelle. Så da jeg havde udstået min tid og blev hentet af en af mine venner, vidste jeg præcis hvad jeg skulle lave. Jeg tænkte hverken på uddannelse eller arbejde. Jeg skulle være fuldtidskriminel.

Jeg fandt mig hurtigt til rette på Vesterbro igen. Slænget blev samlet efterhånden som gutterne blev løsladt og vi fik fast stambord på værtshuset Den Lille Cafe, der lå mellem Saxogade og Oehlenschlægersgade. Dét blev vores faste mødested og med ry for altid at have hælervarer til salg og hurtige på aftrækkeren, når der skulle deles tæv ud, skabte vi os et navn på Vesterbro. I værtshusmiljøet og i underverdenen vidste folk hvem Saxobanden var.

Jeg stoppede med at lave indbrud. Jeg ved egentlig ikke rigtig hvorfor, men måske var de andre bare bedre til det eller måske gad jeg bare ikke rigtig mere. Jeg kan ikke huske grunden til det. Men nye veje åbnede sig for mig.

Det var en blandet flok, der kom på Den Lille Cafe; kriminelle, smuglere, slagsbrødre, hårde arbejdsmænd, arbejdsløse og bydelens ludere og drukkenbolte. Jeg blev venner med en ung pige, der hed Søs. Hun var en helvedes flot pige, der var stukket af fra et pigehjem i Viby, lidt udenfor Århus. Hun var kun 16 år gammel, men hun var sgu en dejlig pige. Hun trak i Istedgade og på Gasværksvej og levede et liv med fart på. Kort tid efter vi havde mødt hinanden, spurgte hun om jeg ikke kunne hjælpe hende med at få en veninde til København. Hun fortalte, at veninden boede på samme pigehjem i Viby, som hun selv var stukket af fra og at det var blevet sværere at springe. Man kunne ikke klare den alene mere.

Det kunne jeg sagtens hjælpe med, så vi fik fat på en bil og kørte mod Jylland. Pigen hed Jonnie og det var ingen sag at få hende ud. Pigehjemmet var jo ikke ligefrem et fængsel. Hun havde bundet to lagener sammen og kravlede ud ad et vindue i første sals højde, da vi blinkede med lygterne, og så kørte vi tilbage til København med bajere og høj musik i bilen.

Et par dage efter kom Søs ind på cafeen og gav mig 300 kroner. Jeg var helt forvirret og spurgte hvad jeg skulle med dem. Hun skyldte mig da ikke noget. Men hun sagde, de var til mig. Rundt om bordet grinte rødderne og sagde, jeg skulle tage imod pengene. Jonnie begyndte også at komme med penge til mig. Sådan blev jeg luderkarl.

Det var egentlig ret tilfældigt. Selvom det var lidt mærkeligt i starten, at de bare kom og afleverede penge til mig, så faldt jeg hurtigt ind i rytmen. Hver dag kom de to piger med penge til mig. Som regel havde de 300-400 kroner med til mig hver. De forventede så selvfølgelig, at jeg hjalp dem hvis de havde en kunde, der ikke ville betale eller lavede ballade og opførte sig idiotisk. Jeg skaffede dem også en lejlighed i Eriksgade, hvor de kunne tage kunderne med op.

Hver formiddag sørgede jeg for toiletpapir, køkkenruller og rene håndklæder. Derefter sad jeg som regel og drak og hyggede mig på Den Lille Cafe eller værtshuset De Fire Årstider. Der sad de andre alfonser fra kvarteret også. Løbende kom pigerne med penge, fik en drink og så ud på gaden igen. Når de havde tjent penge nok gik vi ud og spiste på dyre restauranter, festede og nød livet. Der blev ikke sparet på noget. Pengene væltede ind og vi førte os frem. Jeg gav til højre og venstre, når vi var ude. Hele sprutflasker. Omgange til alle i baren. Jeg gav til alle. Jeg tjente så mange penge, at jeg i bedste alfonsstil købte mig en gul Mustang. Det vakte virkeligt opsigt. Og pigerne fik tatoveret Lonne for ever på armene.

Det var en god tid, men der var nu også noget at se til. Om ikke hver dag, så i hvert fald et par gange om ugen, måtte jeg op og spille med musklerne. Hvis folk brokkede sig, var fulde og ubehagelige, ikke ville gå eller ikke ville betale, så kom pigerne ned på værtshuset efter mig. Vi var som regel altid et par stykker, der løb op. Vi hjalp hinanden, og det var ikke usædvanligt, at vi slog folk i gulvet. Der var mange stoddere, der trillede ned ad trapperne og kom derfra med blå øjne og løse tænder.

Der var næsten aldrig nogen, der meldte det til politiet. Uanset hvor forslåede de gik derfra, så blev politiet kun sjældent indblandet. Men der gik alligevel ikke lang tid før jeg igen røg i fængsel. For grov vold. En af mine venner, en lille slagsbror der hed Benny, kom en dag ind på værtshuset. Helt gennembanket. Han havde virkeligt fået slag. Hvad er der sket?, spurgte jeg. Jeg troede bare, han endnu engang havde været oppe at slås, men det viste sig, at Benny havde været ovre hos vores lokale fiskehandler, som var et ordentlig jern af en mand, for at købe ind til aftensmaden.

For sjov havde Benny klasket en fisk i ansigtet på fiskehandleren. Sådan var Benny. Sådan noget syntes han var sjovt, men det fandt fiskehandleren sig ikke i og så fik Benny et par på hovedet. Jeg havde siddet og drukket, så jeg fór op, løb over til fiskehandleren og røg lige i flæsket på ham. Jeg nikkede ham skaller og bankede ham i gulvet, og da han lå ned sparkede jeg ham et par gange i ansigtet. Ingen skulle røre mine venner. Modsat de fleste luderkunder, så meldte fiskehandleren det til politiet og i retten skulle han udpege mig.

Det kunne han selvfølgelig sagtens. Det havde været meget skræmmende for ham, jeg havde været helt vild. Jeg var kommet løbende ind i butikken, forklarede han, og jeg var sprunget direkte på ham. Jeg nægtede ethvert kendskab til det. Jeg var fuldstændig uskyldig. Den indstilling holdt jeg fast i efterfølgende også. Jeg har altid nægtet i retten. Uanset hvilken sag, det har drejet sig om, så har jeg nægtet. Jeg har aldrig indrømmet noget. Det er et livsprincip jeg har. Dommeren troede ikke på mig og så røg jeg i fængsel. Ti måneder i Vridsløselille. (…)