Min bedstefar stemmer på Front Nationale

Denne artikel er oprindeligt udgivet af VICE France

Min bedstefar hedder Jean-Patrick, men alle kalder ham Jean-Pat. Han bor i en landsby med 100 indbyggere, lidt over en time i bil fra Angers i Frankrig. Han tilbringer det meste af tiden sammen med gamle mennesker og landmænd.

Han er en del af en søskendeflok på syv – fem brødre og to søstre – han gik ud af skolen som sekstenårig for at hjælpe med at forsørge sin familie. Han begyndte at arbejde på en fabrik og flyttede hjemme fra da han var 21. Så åbnede han en restaurant med min bedstemor i Verdun, hvor han var kok. Efter en årrække besluttede de sig for at sælge den og flytte ud til freden og roen på landet.

I dag er Jean-Patrick 59 år gammel og arbejder med at transportere mælk. Om natten kører han rundt i området med sin tankvogn for at indsamle mælk fra de lokale bønder. Han er udkørt. Han blev opereret i knæet for kort tid siden, og som han selv siger, vil han gerne have så meget som muligt ud af livet, inden han dør. Han har aldrig forsøgt at "udnytte systemet" – derfor har han aldrig ansøgt om sygeforsikring eller bistand, når han har været arbejdsløs. At slappe af, ordne haven og fiske er det eneste, han har brug for for at være lykkelig.

Min bedstefar er bekymret over de konstante pensionsreformer, som gør, at han ikke har nogen anelse om, hvordan morgendagen bliver. "Hver uge hører jeg, at pensionssystemet er ændret," fortæller han mig. "Jeg laver nye beregninger igen og igen, og jeg tror stadig, jeg har nok til et år, før jeg kan stoppe med at arbejde. Det er bare svært at være sikker i sin sag, når det hele tiden ændrer sig."

Nogle gange snakker vi om politik, ligesom alle andre. Jeg kender hans holdninger. Han stemmer på Front National af grunde, nogle mener er legitime, mens andre er uenige. Jeg kan forstå, at han har truffet sit valg, selvom jeg ikke deler hans holdninger. Han vil bare gerne udtrykke sin frustration over et samfund, som han har bidraget til hele sit liv uden at få noget igen.

Intet af det påvirker vores forhold. Da jeg tog disse billeder, gjorde jeg det ikke med en journalists kritiske øje. I stedet forsøgte jeg at fange de billeder, der bedst illustrerer hans hverdag. Hver gang jeg ser ham, bruger vi meget tid sammen. Vi deler en passion for fotografi, og det er en interesse, der gør, at vi er tætte.

Der er ingen tvivl om, at min bedstefar er blevet bitter. Hvem er ikke det som 59-årig? Men han er også en person, jeg ser op til, og som en gang fortalte mig, at der kun var én ting, han fortrød i sit liv. "Jeg ville gerne have gået længere tid i skole. Jeg ville gerne have været møbelsnedker og have arbejdet med træ," indrømmede han en gang.